Hun skal løfte arven fra Ahlers: ”Jeg forstår godt, hvis man som vælger har tænkt, at Venstre er fandeme ikke et hold, man vil være en del af”

HUN VIL HELST TALE om politik, Linea Søgaard-Lidell. Men det er, som om der hele tiden kommer noget i vejen.

”Jeg ved ikke, om du har set mig i fjernsynet for nylig?” spørger hun.

Det har jeg vist ikke.

”Det har du nemlig ikke, for vi kommer ikke igennem med en skid af det,” griner hun opgivende. ”Med mindre, jeg siger et eller andet provokerende, så er jeg dybt uinteressant, også selvom jeg sidder og forhandler et stykke lovgivning, der dækker 60 procent af EU’s CO₂-udledning.”

Sidste år ringede DR’s nyhedsflagskib Deadline til den 35-årige Venstre-kvinde, der til daglig sidder i Europa-Parlamentet. Det havde de aldrig gjort før. De ville tale med hende om en kronik, hun havde skrevet med tre kvindelige partikollegaer om at være ambitiøs karrierepolitiker og mor. Hvorfor er det overhovedet en relevant debat, ville Deadline-journalisten vide i for-interviewet.

”Så måtte jeg jo bare sige til dem: ’Hør her, vi har prøvet at komme igennem med politiske historier i så lang tid, og I har aldrig inviteret mig ind. Først, når jeg skriver, at min datter er farsyg, så kan jeg komme i Deadline’. Og de laver selvfølgelig også masser af seriøs journalistik, men det siger noget om den virkelighed, vi lever i. Så kan jeg sidde nok så meget og forhandle om en klimalov i EU, der betyder meget mere for klimaet end Aalborg Portlands udledninger, men der er ingen, der gider at tale om det.”

Nu har en anden, mere legemlig udfordring flyttet fokus fra den folketingsvalgkampagne, Søgaard-Lidell skal påbegynde i det sekund, statsministeren udskriver valg. Hun vandrer rundt på Christiansborgs gange med to hænder under den udspilede mave, der om en uge er projekteret til at gå i fødsel. Timingen er dårlig som en orkan nytårsaften, og det er også der, vores interview starter.

Nu er det her jo en seriøs, politisk hard talk, men jeg bliver nødt til at spørge ind til din mave. Du er højgravid med termin om en uge. Har du en bøn til statsministeren, hvad angår udskrivelse af valget?

”Jeg håbede jo, at valget ville komme, så jeg fødte et par dage inden valgdagen. Så ville jeg i det mindste kunne få noget opmærksomhed på det, når nu timingen er så håbløs for mig, som den er. Nu håber jeg faktisk for mig selv, at hun skyder valgudskrivelsen så langt som muligt. At vi kommer lidt på den anden side af fødslen. Det værste, der kan ske, er, at jeg ligger på en fødestue, og så bliver der trykket på knappen. Så skal alle mine frivillige ud at hænge plakater op, og jeg kan ikke være med. Det ville være noget rigtig lort, ha ha.”

Når man taler med folk i og omkring Venstre, bliver du ofte betegnet som en del af ’det nye Venstre’. Har partiet brug for et generationsskifte, ikke bare personelt, men også politisk, efter Løkke, Støjberg og så videre?

”Ja. Vi er jo et gammelt parti, og på den måde er der jo hele tiden brug for, at der kommer nye kræfter til og ser på samfundsudfordringerne med nye øjne. Jeg valgte selv at gå ind i politik, fordi jeg syntes, at der manglede en liberal klimastemme.

Jeg har altid vidst, at min grundholdning var liberal. Mens jeg studerede, tog jeg en masse valgfag om klimaforandringerne og blev meget bekymret og gik ekstremt meget op i den her problemstilling. Og så syntes jeg, det var frustrerende, at hvis jeg som vælger på det tidspunkt skulle sætte mit kryds hos nogen, der gik lige så meget op i klimaet som mig, så skulle jeg se over mod Villy Søvndahl i SF.

Der synes jeg, at vi på den borgerlige fløj har været for sene til at acceptere videnskaben og tale om løsningerne. Det har gjort, at vi som samfund har tyet til venstrefløjens løsninger på klimakrisen, fordi venstrefløjen ejede problemet. Jeg manglede en liberal klimastemme. Derfor stillede jeg mig selv op på ølkassen.”

Lige nu går det utroligt dårligt i meningsmålingerne. Ser du det her valg som en mulighed for at redefinere partiet?

”Jeg har jo nogle ambitioner for Venstre, og jeg håber da, at jeg kan være med til at præge den retning, vi sætter i Venstre. Det er klart, at det betyder meget, hvad det er for nogle personer, der kommer til at udgøre folketingsgruppen i forhold til hvilken linje, vi lægger. Der synes jeg bestemt, der er brug for min stemme, men jeg kan også se rundt omkring i landet, at der er en del yngre og mere moderne stemmer blandt Venstre-kandidaterne, som jeg sidder og hepper på.”

Hvad er det for nogle politikområder, der er blevet forsømt de seneste tre år, siden tilslutningen lige nu er så lav?

”Jeg tror faktisk ikke, det er på grund af vores politik, at tilslutningen er, som den er. Det tror jeg simpelthen ikke. Jeg tror, det er, fordi vi har kastet mudder på hinanden. På mit første gruppemøde i 2019 kunne man læse på mediernes hjemmesider, præcis hvad der foregik på det lukkede gruppemøde, mens det foregik, og så havde vi et formandsskifte og en masse drama, der har fulgt Venstre. Jeg forstår godt, hvis man som vælger har tænkt, at det der er fandeme ikke et hold, man vil være en del af.”

Linea Søgaard-Lidell

Født 1987, opvokset i Esbjerg, bor i dag i København. Har en bachelor i europæiske studier og en kandidat i journalistik fra Aarhus Universitet og Journalisthøjskolen. Har tidligere arbejdet som kommunikationsrådgiver i blandt andet Vækstfonden og for den danske EU-repræsentation i Bruxelles. I 2019 blev hun valgt til Europa-Parlamentet for Venstre, hvor hun tiltrådte, efter Storbritannien havde forladt unionen. Stiller op til Folketinget i Københavns Storkreds.

Du er opvokset i Esbjerg, men bor i København, er opstillet i København og har arbejdet i Bruxelles. Synes du, at Venstre har leflet for meget for de arbejderklassevælgere fra provinsen, Socialdemokratiet, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti med flere synes at slås om?

”Ja, jeg synes, at Venstre har været med til at tale en splittelse mellem land og by op. Det, synes jeg også, Socialdemokratiet har gjort, og det gør de stadig, Danmarksdemokraterne gør det også i høj grad. Det er en splittelse, som jeg ikke selv mener, der er. Jeg er godt nok ikke vokset op på en gård, men inde i Esbjerg. Jeg føler, at vi fra politisk hold taler den splittelse op. Som om man kun forstår folk, man deler postnummer med. Det er ikke det Danmark, jeg oplever, men det, synes jeg, Venstre har været med til. Jeg mener ikke, at de samfundsudfordringer, vi har, opleves specielt meget anderledes i Ribe, end de opleves i Nordsjælland.”

Jeg vil gerne tale om en sag fra juli, hvor Europa-Parlamentet besluttede, at man fremover kan betegne investeringer i naturgas som grønne og bæredygtige. Den afstemning splittede Venstres EU-gruppe, hvor du var den eneste, der stemte imod med begrundelsen om, at naturgas jo ikke er grønt, selvom det er mere grønt end kul og olie. Du var meget frustreret og sagde til Berlingske, at der ’nok også er noget generationskløft i dette spørgsmål.’ Hvad er det for en generationskløft?

”Naturgas-spørgsmålet splittede vores EU-gruppe, men folketingsgruppen bakkede op om min holdning. Hvis du ser på de fire medlemmer, Venstre har i Europa-Parlamentet (Søren Gade, Morten Løkkegaard, Asger Christensen og Linea Søgaard-Lidell, red.), så er det tydeligt, at der er tre mænd over 50, og så er der mig. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at når vi taler om klimaspørgsmålet, så er der generelt i samfundet en generationskløft. Det betyder jo noget, hvilken virkelighed du oplever, og hvad for et perspektiv du har. Vi kommer jo til at opleve klimaforandringerne endnu mere end mine ældre kollegaer, selvom det også udfolder sig lige nu. Men vi har måske en anden seriøsitet omkring problemet blandt yngre mennesker, det ser vi bredt i samfundet og også i politik.”

Er du nogensinde frustreret over at repræsentere et parti, der skal repræsentere mange forskellige synspunkter, også på klimapolitikken?

”Jeg er tit megafrustreret over, at jeg skal kæmpe for nogle af de grønne dagsordener. Men nu er det så også det, der lægger mig allermest på sinde, og jeg tror da, at mange af mine kollegaer, som har andre dagsordener, kan have samme frustration. Sådan er det jo hos os: Vi diskuterer tingene seriøst, og det betyder også, at vi indimellem ser forskelligt på det, sådan er det at være et stort parti, bare vi finder et fælles ståsted. Det gjorde vi så ikke i forhold til naturgassen i EU, der stemte vi i øst og vest, og det var jeg rigtig ærgerlig over.”

Men hvis du skulle stille op for et andet parti end Venstre, skulle det være Radikale Venstre. Har jeg ikke ret i det?

”Jamen, jeg er ikke radikal, ha ha. Det er en holdning, man kan møde, det er rigtigt, men jeg er jo ret liberal, så jeg kunne slet ikke forestille mig at rykke over til Radikale Venstre. Jeg ser dem som et parti, der har en helt anden holdning til tilværelsen. Deres holdning kan godt være lidt bedrevidende på andre folks vegne, hvor jeg mener, at du er den bedste til at bestemme over dit eget liv. Jeg ser mig absolut ikke som radikal, og det behøver du ikke være, bare fordi du går op i klimaet.”

Christan Egander Skov, borgerlig tænker og historiker, har lige udgivet en meget omtalt bog, der hedder ’Borgerlig Krise’. Her kritiserer han blandt andet Venstres håndtering af minksagen og sagen om Claus Hjorts immunitet, som Venstre ikke ville ophæve. Han skriver: ”Det er, som om det, der mangler i indhold, må kompenseres med retoriske hyperbler, feberhed frihedssnak og frygten for Mettes 1000-årsrige.” Har han ikke ret i, at jeres retorik de seneste tre år til tider har tangeret paranoid magtkritik?

”Det synes jeg godt nok ikke. Når jeg ser på de sager, der har været, så synes jeg absolut, der har været noget at kritisere. Og det synes jeg også, vi som politiske kollegaer og modstandere skal kritisere. Når vi har nogen, der er arrogante omkring magten, så skal det da italesættes, og særligt, når der bliver begået nogle kæmpe brølere. Grundloven er blevet brudt. Det mener jeg ikke har noget at gøre med, at vi ikke har noget substans at fortælle om.”

Ellemann sagde kort efter sagen om Hjorts immunitet: ’Jeg får ondt i maven en gang i mellem, når det handler om politisk forfølgelse af politiske modstandere. Der behøver jeg ikke at tage til Rwanda.’ Er det ikke alt for skingert?

”Men hør her, der kan jo godt være tillidsbrud. Hvis folk ikke opfører sig tillidsvækkende, er det jo okay at miste tilliden til dem, og det, synes jeg, ikke er uberettiget i de her sager.”

I tilfældet med Claus Hjorts immunitet handler Egander Skovs kritik om, at idéen med den parlamentariske immunitet er at beskytte folketingsmedlemmerne mod regeringsmagter, der kunne tænkes at ville misbruge sin magt, og at det historisk set har været en formsag at ophæve folketingsmedlemmernes immunitet. Det vil sige: Hvis man ikke vil ophæve immuniteten for at muliggøre en retssag, siger man implicit: ’Vi mistænker den nuværende regering for politisk forfølgelse af modstandere’. Men bygger klassisk, velfungerende borgerlighed ikke også på en stålfast tillid til de politiske institutioner?

”Jo, men jeg synes, der er forskel på at have generel tillid til de politiske institutioner i vores samfund og så at miste tilliden til den siddende regering. Det er jo ikke, fordi at ingen havde tillid til den socialdemokratiske regering første dag, de trådte til. Det er smuldret lige så stille på grund af de sager, der er kommet frem. Der må de se lidt indad.”

Så du synes ikke, I har været for skingre?

”Nej, det synes jeg ikke.”

Så lad os tale lidt om den politiske substans: Hvis man er en ung vælger, der har 60 leveår tilbage og frygter at skulle bo på en ubeboelig planet og derfor har et smådesperat forhold til klimapolitik, hvorfor er det så Venstre, man skal stemme på?

”Jeg synes ærligt talt, at vi har nogle bedre løsninger på hånden. Det, som mange glemmer, er, at der ikke er nok offentlige penge til, at vi kan nå vores klimamål. Vi har brug for virksomhederne, iværksætterne og forskningen, hvis vi vil have nogen chance for at nå i mål. Derfor er det jo en grøn og fornuftig erhvervspolitik, vi skal have.

Hvis man går meget op i klimaet, bør man også kere sig rigtig meget om rammerne for de virksomheder, der skal skabe de grønne løsninger. Vi tror på en markedsdrevet grøn omstilling, hvor forureneren betaler. Vi kan se i EU-systemet, hvor vi er i gang med at udvide kvotehandlen, at de sektorer, der de sidste 10 år har været underlagt kvotehandlen, så de har skullet betale en kvotepris pr. ton udledt CO2, har reduceret deres udledning, hvorimod de sektorer, der kun har været underlagt byrdefordelingen, de har ikke reduceret deres udledning. Så historisk kan vi se, at det er de markedsbaserede værktøjer, der virker.”

De fleste tænker nok, at det er fantastisk, hvis man kan lave klimaløsninger i EU-regi, men er der noget, vi på nationalt plan skal forbedre for at fordre brede EU-aftaler på det grønne område?

”Vi skal have et større fokus på, hvad der kommer fra EU-systemet. Og en mere seriøs debat om det, mens det bliver forhandlet. Det er der klart behov for. For så er de danske mandater stærkere, og man kan bruge flere kræfter på at påvirke Europa-politikken. Vi oplever også, at mens vi sidder og forhandler noget i EU, så kommer der pludselig et forslag fra Folketinget, der er parallelt med det, vi forhandler om, og der mener jeg klart, at der er brug for et større fokus på europæisk politik, så vores virksomheder ikke skal gøre a i dag og b kort tid efter. Det perspektiv, synes jeg, mangler.”

Så er der økonomi: prøv at forklare, hvordan Venstre skal lykkes med at placere sig mellem De Konservative og Socialdemokratiet på den her skattelettelser-velfærds-skala? Det manøvrerum kan virke ret lille.

”Det ved jeg ikke, jeg synes sgu, der er stor forskel på deres politik. Vi er jo et sted mellem de to partier, men vi er klart tættere på De Konservative end Socialdemokratiet, for vi vil gerne have skattelettelser. Men vi vil nok hellere sænke skatten andre steder end der, hvor Konservative vil: sænke skatten i bunden og hæve grænsen for topskat i stedet for at afskaffe den fuldstændig. Konservative er sprunget ud med en ren Cepos-økonomisk plan, og der ligger vi måske et sted tættere på midten end dem, og det, synes jeg egentlig, er okay.”

Hvad er det for et håndtag, I først og fremmest vil dreje på for at øge beskæftigelsen?

”Vi har brug for at få dem, der går på deltid over på fuldtid, hvis de vil det. Der er ikke ret mange ledige mennesker, der kan arbejde, så vi må tage de små ting og få folk ud på arbejdsmarkedet.”

Michael Ziegler, konservativ borgmester i Høje-Taastrup, har sagt, at det kan man i vid udstrækning allerede gøre i dag, og at det kan give overnormering og gøre driften dyrere. Er det et forslag, der batter for alvor?

”FOA siger, at de har rigtig mange deltidsansatte, der ville have glæde af det, som gerne vil på fuldtid, og det er det, vi har lyttet til. Men det er da svært, megasvært. Det har været et problem længe at få ansat nok folk, og det er et problem, der også risikerer at bremse den grønne omstilling. Vi kan se udenlandske virksomheder, der tøver med at placere sig i Danmark, fordi de ikke kan være sikre på at få den rette arbejdskraft.”

Lad os tale lidt om dine egne muligheder for at komme ind. Du har overtaget den valgkreds, Tommy Ahlers havde ved seneste valg. Han fik 26.000 personlige stemmer. Hvad er det for nogle sko, du skal udfylde?

”Jeg får da også 26.000 personlige stemmer. Ej, der er ingen af os kandidater i København, der kommer til at løfte arven fuldstændig fra Tommy Ahlers, det er helt indlysende. Men jeg er rigtig glad for at have overtaget fra Tommy. Det stod ikke lige skrevet i kortene, at jeg skulle stille op til Folketinget allerede, men jeg samarbejdede rigtig tæt med Tommy, da han sad i Folketinget som klimaordfører, og jeg jo sad med klimaet i Bruxelles. Og selvom jeg ikke er kendt fra tv, er der i forhold til vores interesseområder en del lighedspunkter mellem Tommy og mig. Så jeg er egentlig glad for, at det er mig, der kan komme ind og måske være den stemme, han også var.”

Har du mødt nogle røster, der sagde, at, hov, du er lige blevet en del af Europa-Parlamentet, burde du ikke sidde minimum én valgperiode ud dér?

”Ja, det har jeg. Og der er da også nogen, der synes, det er ærgerligt, fordi de syntes, jeg gjorde det godt i Bruxelles. Og det er jo også pissevigtigt. Så det har været en stor overvejelse for mig, fordi nogen har stemt på mig og forventer, at jeg sidder i Bruxelles, og nu gør jeg noget andet. Men omvendt er der også en opgave herhjemme, der skal løftes, og hvis jeg kan bidrage positivt, så vil jeg gerne det.”

Var det Ellemann, der overtalte dig til at stille op?

”Ja, det var ham, der foreslog det. Det var der, den startede.”

I fik tre mandater i København sidst, det bliver nok svært i år – så tager jeg fejl, hvis jeg siger, at Jan E. Jørgensen nok kommer ind, og så er der lagt op til en direkte duel mellem dig og Martin Geertsen om det sidste mandat?

”Det er svært at sige, for vi aner ikke, hvor mange stemmer, jeg kan få. Jeg tror heller ikke, vi får tre mandater til næste valg. Jeg håber, vi får to, og så kommer vi til at kæmpe head-to-head, Martin og jeg. Sådan vil det være i de fleste kredse for et parti, der går tilbage. Det er jo supermærkeligt i politik, at tit er ens største konkurrenter ens venner. Dem, man er enig med. Jeg ville gerne have både Jan og Martin i Folketinget, men jeg vil også gerne selv sidde der. Der står københavnerne over for et valg, hvor de faktisk får noget meget forskelligt, alt efter hvem de stemmer på. Vi har forskellige fokusområder.”

Så hvorfor skal man stemme på dig, og ikke Martin Geertsen eller Jan E. Jørgensen, hvis man stemmer i København?

”Hvis du går op i klimaet og er liberal, så ville jeg sætte krydset ved mig.”