Kristian Jensen: "Det ville være et problem, hvis mine venner syntes, jeg var kedelig"

Udenfor auditoriet bakser en tekniker med at sætte headset på. Lidt overivrige fingre og en drilsk ledning trækker pludselig bøjlen ind i øjet på finansministeren.

”Ups. Det må du undskylde.”

”Det er helt okay.”

Kristian Jensen drejer rundt, så teknikeren kan rigge an bagfra.

En lille klump hårvoks kommer til syne i finansministerens nakkehår. Også denne morgen er han vågnet i lejligheden på Christianshavn, mens resten af familien slog øjnene op i villaen i Herning-forstaden Lind.

Ministeren snurrer rundt, retter mikrofonen en anelse ud fra munden og går ind mod salen på Syddansk Universitet i Odense, hvor han skal prøve at få flere unge til at gøre karriere i EU-systemet.

Han indtager rummet foran talerstolen og lægger fra land i en let bredstående stilling.

”Hvad bringer Europa fremad? Det gør personer, det gør idéer, det gør tanker. Det er jer. I kan være med til at præge hverdagen for en halv milliard europæere,” forsøger han.

Da han er færdig, er spørgelysten ikke stor, og der er ikke mødt nogen op fra pressen. Kristian Jensen nikker mod trappeopgangen, ud mod ministerbilen.

”Skal vi hit the road?”

Han kommer hurtigt frem uden at ligne en, der skynder sig. Fysisk er det de lange skridt, den rette ryg og ikke mindst armene, der hænger lidt løst ned langs siden, der gør det.

Politisk har gangarten bragt den bankuddannede venstremand på højden af sin politiske karriere. Ved regeringsrokaden i november 2016 blev han forfremmet til finansminister, en umiddelbar ønskestilling, der af folk med forstand på politik kaldes ’rigets reelt mest magtfulde post’. Men Kristian Jensen menes på vej længere frem. Som oplagt arvtager til formandsskabet i Venstre og dermed partiets statsministerkandidat er sigtet indstillet på den formelle magts højeste sæde.

Dagen inden vi møder ham, er partifællen og ministerkollegaen Esben Lunde Larsen af Dansk Folkeparti beskyldt for at have løjet for Folketinget. På den indbyggede skærm i ministerbilen slubrer værterne på TV2 NEWS historien i sig.

Kristian Jensen følger med ud af øjenkrogen, mens han forklarer, hvordan han forbereder sine oplæg. Han bruger stikordsbaserede cue cards i stift karton, så han både i ord og krop kan bevæge sig frit og stille sig foran talerstolen for at nærme sig publikum. Han er opmærksom på at holde pauser imellem sætningerne, og han holder altid en åbning i manuskriptet for at kunne tilpasse indholdet til eventuelt akut opståede nyheder.

”Hvis jeg havde forberedt en tale om, hvor fantastisk Esben Lunde Larsen har klaret det, var det måske ikke lige den tale, jeg skulle holde i dag,” siger han smilende og garderer sig straks:

”Jeg mener stadig, at han har gjort det fantastisk.”

Kristian Jensen i sin lejlighed på Christianshavn efter det faste morgenløb.

Ministerchaufføren Ole betjener kaffemaskinen på Monarch med hjemmevante bevægelser, planter et bæger sort kaffe i hånden på Kristian Jensen og betaler med ministerbilens medfølgende betalingskort. Både chauffør og minister bærer et sort ’From soldier to soldier’-armbånd, der støtter hjemvendte soldater fra Irak og Afghanistan.

Kristian Jensen sætter sig ved et hjørnebord. Med et ansigt, der synes at have svært ved at slippe sine drengede træk, sipper han af den dampende kaffe.

Talen falder på Kristian Jensens store interesse for fodbold og hans to favorithold, FC Midtjylland og engelske Liverpool.

FC Midtjyllands talentarbejde beundres for at professionalisere spillerne fra en tidlig alder. Så får de unge prøvet talentet af, og fundet ud af om de har det, der skal til. Det er langt fra altid nok at have talent i sig selv, siger han.

”Det er ligesom i politik. Der er mange, der udråbes til talenter, men hvis de ikke har evnen og viljen til at blive ved at lægge de timer, det kræver, så bliver det ikke til mere end et talent. Det at få skældud skal man se som folk, der har en holdning til en. Hvis man begynder at lade sig gå på af det, skal man blive gartner eller noget andet.”

Hvad er et politisk talent?

”En, som kan formulere en vision, kan kommunikere den og bagefter er realistisk nok til at se, hvad der kan gennemføres. Der er mange, som bliver så forelskede i deres egen vision, at de ikke kan acceptere, at der skal indgås kompromiser. Man skal kunne klare at ryge på bænken uden at blive sur, men i stedet bruge det til at øge sin motivation til at kæmpe endnu hårdere.”

Sit eget politiske talent opdagede Kristian Jensen en eftermiddag i midten af 90’erne i Spjald i Vestjylland. Venstre i daværende Ringkøbing Amt søgte ungt blod til at forfriske en præsentationsrunde af fire folketingskandidater, og Kristian Jensen var den højest placerede lokale VU’er.

Fra talerstolen i sportshallen mærkede han, at det han sagde, og måden han sagde det på, faldt i bedre jord end folketingskandidaternes ord. Han husker, hvordan de stovte venstrefolk nikkede heftigt. I dag har han glemt, hvad han talte om, men et godt bud er personlig frihed og statsligt overformynderi, der var varme emner for den unge venstremand.

”Mine forældre kørte ned for at høre mig. Det var første gang, de hørte mig i en politisk tale. Og bagefter går min far hen til mig og siger: Vi kan godt være bekendt at komme igen en anden gang.”

Endnu en kunstpause.

”Så sagde han ikke mere. Det var det eneste. Det var på min fars måde nok den største ros, han kan give mig, Når jeg gør det på den måde, bliver han stolt over at være min far. Og det ville han aldrig nogensinde sige direkte. Så det var et øjeblik.”

Walk and talk. En finansminister er altid interessant for pressen. Kristian Jensen afleverer et par udsagn på vej til og fra møde.

Kristian Jensen kom i Folketinget som 26-årig og måtte forinden kæmpe med fire andre i den relativt sikre Herningkreds. Efter hver afstemningsrunde udgik den med færrest stemmetal. Kristian Jensen vandt ved at blive nummer to fire gange og fik først i finalen flest stemmer. Han var med andre ord ikke den første, de ville vælge, men han var til gengæld den, de sidst ville vælge fra. Og den, der havde færrest i mod sig.

Kristian Jensen håber, at han markerer et skifte i Finansministeriet. Han har ikke bare udskiftet et interiør, han selv kalder engelsk biblioteksstil, med nordisk funktionalisme, lyse reoler og en sofa i dansk design, han vil også gerne lette arbejdsgangene.

Det er derfor ikke længere kun departementschefen, der fremlægger sager for ministeren. Og talepapirer til politiske debatter i folketingssalen behøver kontoret ikke længere forsyne ham med. Kristian Jensen er i det hele taget bevidst om at være selvkørende, helt bogstaveligt sidder han mest muligt alene i ministerbilen og lader sin ministersekretær gøre nytte hjemme.

Det første, han gjorde, var at besøge hvert eneste kontor, og her fortalte han hver enkelt medarbejder, at han forventede åbenhed og ærlighed, til gengæld lovede han at tage ansvaret.

”Jeg forventer, at de siger mig imod, men også, at når man så har været igennem diskussionen, så er der kun en konklusion, og det er min. Som præsident Truman sagde: 'The buck stops here'. Ansvaret er mit. Jeg skubber ikke lorten nedad. Men så kræver jeg også, at de tager deres ansvar på sig og leverer det bedste, de overhovedet kan.”

Var ministeriet en privat virksomhed, ville Kristian Jensen kalde sig arbejdende bestyrelsesformand, mens departementschefen ville være den administrerende direktør.

”Men jeg skal genvælges og kan ikke altid vente på, at noget bliver godt om tre år. Løst sat op vil jeg gerne gøre det, jeg kan, for at skabe en forskel på kort sigt, så længe det ikke skader vores økonomi på lang sigt.”

Han fisker fem cue cards frem i bilen fra et gult plastikchartek og udbeder sig ti minutter til at forberede sig til næste punkt på programmet. Et møde med vindmølleindustrien. Kort før ankomst udlægger finansministeren lidt mere af sin kommunikationsstrategi: Politik handler om stemninger.

Både de talbaserede og de følelsesbaserede. Efter råd fra en god ven og for at fremme sin egen visualisering hæfter han farver på det indtryk, som tilhørerne gerne skulle sidde tilbage med. Kategorierne er blå for beroliget, grøn for optimistisk, rød for ophidset og sort for bekymret. Han smiler skævt.

”Det er lidt mærkeligt for mig at sige det, for det er noget, jeg normalt kun bruger internt. Jeg vil gerne, at de skal have en grøn følelse bagefter, at de har en optimistisk tænkning, og ser, at der er en vej frem for vindmølleindustrien i Danmark.”

I en rummelig, lys aula overværer nobelt klædte mænd fra stole, siddetrappe og repos afslutningen på en paneldebat om næste skridt for vindenergien. Kristian Jensen anvises en plads på forreste række. Han lytter halvt med på de sidste kommentarer, mens han scroller på telefonen.

Kort efter er der opbrud og frokostpause, og bestyrelsen trækker ovenpå til nordisk tapas-buffet og italienske økosodavand. Efter maden trakteres han med et PowerPoint oplæg, hvis hovedpointe er en kritik af ministeriets udregninger og en advarsel om, at branchen risikerer at blive udkonkurreret af den fremstormende kinesiske solenergi.

Kristian Jensen lytter med et sammenbidt, forstandigt smil og med spillende kæbemuskulatur. Med kindbenene atter i ro takker han oplægsholderen for nyttige informationer og tilkendegivelser. Og med noget, der kunne lyde som planlagt spontanitet, siger han:

”Nu lyder I jo lige pludselig som en industri og ikke længere som en lobbyorganisation. Det glæder mig.”

På skaterrampen foran kulturstedet Magion i Ringsted står fem VU-fyre på omkring 18 år. En af dem, med skovmandsskjorte og briller i kraftigt stel, rækker hånden frem og præsenterer sig en anelse nervøst.

Indenfor fastholder en voksen mand i træningsdragt Kristian Jensens hånd, mens han læner sig frem og indvier ministeren i nogle tydeligt personlige forhold. Kristian Jensen nikker og lytter tålmodigt, inden han lægger sin hånd på mandens skulder.

”Jeg kan ikke love på andres vegne, men jeg kan love, at jeg tager fat i den og spørger mig frem.”

På forhånd var der udtrykt bekymring for tilslutningen til Kristian Jensens oplæg i VU i Grindsted/Billund, der ikke tidligere har afholdt eftermiddagsarrangementer.

Alligevel er der stillet mange stole op i det beskedne lokale på første sal, alt for mange. Kristian Jensen tager bestik af rummet med et smil på automatpilot og giver hånd til alle 11 tilstedeværende, blandt dem en dame på den modne side af 60 år. Fem minutter senere har han talt sig varm og strør om sig med kerneliberalistiske pointer omkring beskæftigelse og globalisering.

”I bliver markant ældre end mig. I ryger for lidt, drikker for lidt, kører for ordentligt. Tag jer sammen, drenge! Få den gennemsnitsalder ned!”, siger han og høster latter, inden han afmonterer vittigheden og glæder sig over ungdommens levedygtighed. Så siger han tak, svarer på et par spørgsmål fra salen, stiller op til selfies, og sætter sig atter ind i ministerbilen.

At komme bredt ud i lokalforeningerne har givet Kristian Jensen en stor stjerne i partiets bagland, væsentlig større end Lars Løkke Rasmussens, lyder vurderingen. Da han blev valgt til formand for VU i 1992, tog han – ved siden af sit arbejde på fuld tid som bankassistent i Unibank i Brande – ud i hele landet og var ordstyrer ved generalforsamlinger og holdt festtaler ved julefrokoster og Sankthansbål.

”Det var helt basalt rugbrødsarbejde, der gav udslaget til sidst,” siger han med en svagt boblende stolthed i stemmen.

Det var under samme kampagne, at Carl Holst gav Kristian Jensen øgenavnet Kristian Kedelig. En mand, der dyrkede gymnastik i Jylland og var ansat i en bank. Mærkatet har lige siden klæbet til ham, og han har undervejs overvejet at gøre noget ved det; prøvet at krydre talerne med vittigheder eller springe ud i noget vildt, som han siger.

”Jeg skelner mellem den politiske Kristian og den private Kristian. Det ville være et problem, hvis mine venner syntes, jeg var kedelig, men sådan er det ikke. Vi laver en masse sjove ting. Det kan godt være, at jeg har en lidt anden approach end mange andre. At jeg ikke er den, man helst vil drikke en kop kaffe med, men hvis de har tillid til, at jeg er den, der kan styre landet bedst, så synes jeg sådan set, at det er et godt bytte. Og jeg kan jo se i målinger, at jeg har scoret lavt på karisma og højt på troværdighed. Og det vil jeg gerne fortsætte med.”

Kristian Jensen læner sig frem.

”Hvad siger tiden fremadrettet?”

Samtlige 50 fremmødte til generalforsamling og opstillingsmøde for Venstre i Horsens får et håndtryk af finansministeren. De er alle i den grånende eller vigende hårpragts alder. Mødet indledes med højskolesangen, ’Jeg elsker den brogede verden’. Kristian Jensen synger og kigger ikke i teksten på noget tidspunkt.

Den lokale formand præsenterer finansministeren og partiets næstformand som en fremrykket dessert.

”Det minder mig om det skilt, min kone har hængt på køleskabet derhjemme: ’Life is short - eat dessert first’,” griber Kristian Jensen oplægget.

Han taler energisk og uden manuskript. Mere næstformand end finansminister giver han sit rids af partiets aktuelle position. Den relativt nye regering kræver tilvænning, forklarer han. Tålmodighed fra baglandet, lyder den bagvedliggende bøn. Folk lytter opmærksomt ved bordene, men det er svært at undgå at bemærke de hyacinter, der mere døde end levende hænger ud over vaserne.

”I er alt for sunde. I ser så kernesunde ud, det er svært at forestille sig, at I ikke skal blive 100 år. Og det er jo super, vi vil bare gerne have at I bliver lidt længere på arbejdsmarkedet,” siger han, mens iltfattige grin drysser ned over de gispende blomster.

Senere, i ministerbilen på vej til København, viser han Lars Løkkes kække håndtryk med Donald Trump på en iPad. Stor bue, fast overhåndsgreb og lange pumpende bevægelser med hele underarmen.

Tror du, han har tænkt over det?

”Ja, det har han. Han skulle ikke have noget af at blive hevet tilbage.”

Svaret falder prompte. En politikers håndtryk er vigtigt redskab. Det ideelle er fast uden at være klemmende, siger finansministeren, der har læst en bog om mødet mellem Reagan og Gorbatjov i Reykavik, der beskrev hvordan de to bevidst stillede sig for at få overtag i håndtrykket og dermed dominere den anden.

”Jeg forsøger at undgå at stå med foldede arme eller hænderne i lommerne. Det virker uengageret, når man ser nogen stå og tale med den ene hånd i lommen. Jeg er meget talende med mine hænder. Og så har jeg strittende tommelfingre,” siger Kristian Jensen pludselig og holder hånden op for at vise, hvordan begge tommelfingre står i en ret vinkel ud i luften.

”Det ser mærkeligt ud på billeder. Det ligner en Vinterbyøster-dukke,” siger han og stiger af foran sin lejlighed på Christianshavn.

Han har sovet godt. Da vækkeuret ringede kl. 6 tillod han sig at snooze til ti minutter over, før han stod op og løb sin sædvanlige tur på 5,5 kilometer langs Islands Brygge over til Kalvebod Brygge og retur. Altid den samme rute.

Og i dag er en god dag, vejret er godt, det er fredag, og i eftermiddag går turen hjem til Herning. Men inde i bilen brummer det pludselig i inderlommen.

Kristian Jensen tjekker den indløbne tekstbesked og fortsætter i første omgang samtalen. Han afbryder med blikket vendt mod telefonen. Ordene er tonløse, annoncerende.

”Jeg er lige en anelse fraværende. Jeg kan forstå, at vi har en minister, der er i problemer.”

Med ét bliver luften tung i kabinen. Kommunikationschefen på passagersædet siger nogle korte, hastige ord, Kristian Jensen svarer med et accepterende grynt. Han trækker vejret dybt ind gennem næsen og puster ud, mens han skubber underlæben op under overlæben. Telefonen vibrerer igen.

En lastbil dytter ude i Store Kongensgades proppede trafik. Kristian Jensen lægger hagen på iPad’en, der blænder op for Twitters lille hvide fugl. Han sidder sådan et minut, snuser endnu en gang tungt ind og ud. Twitter-fuglen går i dvale.

Bilen ruller op foran Finansministeriet.

”Vi ses senere,” siger Kristian Jensen, og i en bevægelse klikker han selen op og stiger ud af døren, haster op af trapperne og ind bag Finansministeriets tunge grønne dør.

Tilbage i ministerbilen sukker han.

”Esben gør det ikke nemt for sig selv. Jeg har kendt ham i mange år, derfor irriterer det mig, at han er kommet ud i de anklager. Jeg var lige så glad i morges. Siden har dagen ikke udviklet sig så godt. Det er fandme’ sådan noget, der tager fokus væk fra vores politik og resultater. Og så snakker vi om fisk."

Kristian Jensen udstøder et grin.

”Det er her, min hustru ville sige, at man kan se det på mine kindben, at jeg er irriteret. Jeg får sådan et sammenbidt udtryk. Så ved man sgu godt, at det ikke går helt, som jeg vil.”

TV2 News rapporterer, at DF skal tage stilling til konsekvenserne for Esben Lunde Larsen ved næste gruppemøde. Kristian Jensen læner sig frem og kniber øjnene sammen. Så slår han ud med armene.

”Nixon har et fantastisk citat: ’Fuck the substance, it’s the lie that gets you.’”

D en store bil lægger sig i strømmen af fredag eftermiddags trafik ud af København. Ministeren løsner snørebåndene og sparker skoene af. Han gnider fødderne mod hinanden og strækker tæer i strømperne. Næste stop er hjemmet i Lind og en politisk friweekend, der skal bruges til at forberede den mellemste søns konfirmation.

Kristian Jensen er vokset op i Bøvling, et lille forblæst sogn i det nordvestlige Jylland. Forældrene var lærere på Bøvling Friskole, aktive i lokalsamfundet og drev ved siden af et landbrug med en besætning Herefordkvæg. En bondekultur, ifølge Kristian Jensen, hvor hver svarede sit, og fællesskabet hjalp til, når det kneb. Prototypen på en liberalistisk vugge.

Kristian Jensen kan egnens udviklingshistorie på rygraden. Og fortæller om dengang i 1873, da sognepræsten døde, og kirkeministeren indstillede en indre missionsk præst for at banke noget gudsfrygt ind i de selvtilstrækkelige vestjyder. Men de grundtvigianske bønder brød ud, og dannede en valgmenighed og kort efter en friskole og et forsamlingshus.

Da Kristian Jensen kom til byen 100 år senere, var den delt i to. To købmænd, to bagere, to frisører. Der var et forsamlingshus og et missionshus, og hvis man kom det ene sted, kom man ikke det andet. Kristian Jensens forældre tilhørte valgmenigheden, og det forstærkede hans tro på Grundtvigs hovedbudskab om selv at tage ansvar for sin tilværelse og indgå forpligtende fællesskaber for at gøre samfundet bedre.

”Foreninger er noget af det fedeste, vi har i Danmark. Det er derfor, jeg altid har trænet mine sønners gymnastik- og fodboldhold og stadig insisterer på at deltage aktivt til landsstævner og ligge i telt med de andre. Foreninger er, hvad jeg kalder ægte folkelighed,” siger Kristian Jensen og sætter sig op i sædet.

Udenfor passerer Herningværket, DONG’s kraftvarmeanlæg sydøst for Kristian Jensens hjemby. Han tager luft ind.

”Så er vi ved at være hjemme. Jorden her kæmper imod. Det er lyng og hede. Der er den hårde jord, den sandede jord. Hvis ikke man bliver ved med at bearbejde den, vil heden springe tilbage.”

LÆS OGSÅ: Uffe Ellemann-Jensen: ”Jeg savner at være ham, der slår i bordet”

LÆS OGSÅ: Dramatisk nat på fredelige Frederiksberg: Hvordan 158 stemmer afgjorde det hele

LÆS OGSÅ: Mark Thorsen er spindoktor for Danmarks mest kontroversielle minister: “Hvis ingen måtte blive sure, kunne vi ikke sige ret meget”