"At vokse op i et alkoholikerhjem og siden da uden en far har lært mig at navigere i kaos"

Forsideportrættet kan også læses i vores juninummer, som kan købes her.

DER ER NOGET UBESVÆRET over ham, som han vandrer der på de regnvåde grusstier i Frederiksberg Have og zigzagger mellem vandpytterne. Hans stemmeføring er høj, hans talestrøm er lind og ubehaget ved talepauser ikkeeksisterende.

Rasmus Tantholdt vil gerne sætte de rigtige ord på, og det gør han ofte. Så ofte at han er blevet en journalist, de fleste danskere tillægger en særlig grad af respekt og troværdighed, når han rapporterer hjem fra det store udland.

Det bliver tydeligt under vores gåtur, hvor alle forbipasserendes blikke søger ham, og et par ældre kvinder byder ham velkommen hjem, mens vi passerer forbi foden af Frederiksberg Slot. Vejen hertil har været lang og på ingen måde snorlige, men TV 2-korrespondenten er i dag blevet det, man bedst kan kalde en journalistisk sværvægter.

Rasmus Tantholdt er netop hjemvendt fra Ukraine, som i slutningen af februar blev invaderet af Rusland. Med det erklærede mål om at ville ”afnazificere og afmilitarisere Ukraine” har Vladimir Putin startet en krig, som i skrivende stund har kostet tusinder af mennesker livet samt drevet millioner på flugt. Det er en fortsættelse af den aggressive udenrigspolitik, den russiske præsident i en årrække har ført, og som blandt andet inkluderer krigen i Georgien i 2008 og annekteringen af den ukrainske halvø, Krim, i 2014.

I 2021 udgav Putin et essay på Kremls hjemmeside med titlen ‘On the Historical Unity of Russians and Ukrainians’. I det fortalte han om Ruslands og Ukraines fælles historie og argumenterede for, at de to lande burde været ét. Essayet blev af mange politiske iagttagere opfattet som ildevarslende. Alligevel var der ikke mange, der for alvor havde troet, at en regulær invasion af Ukraine var under opsejling.

Heller ikke Rasmus Tantholdt. Fra den 8. til den 10. februar, altså cirka to uger før den endelige invasion, var han i Ukraine for at sondere terrænet. På dette tidspunkt var satellitbilleder begyndt at vise bemærkelsesværdigt store russiske militærenheder samlet tæt på den ukrainske grænse i øst. Den 10. februar tog Tantholdt hjem til Danmark, og den 11. februar gik turen til Dubai for at besøge nogle venner sammen med sin kæreste, tv-værten Natasja Crone.

”Jeg troede, Putin ville gå i krig, men jeg troede ikke, at han ville gå efter at invadere hele Ukraine,” siger Rasmus Tantholdt.

”Jeg troede, det ville ske ligesom på Krim. Det havde, for Ruslands vedkommende, været en overskuelig krig. Og det havde været en krig, de kunne vinde. At prøve på at invadere hele Ukraine betragter jeg, og stort set alle andre, som en kæmpe fejlvurdering. Jeg kan ikke forstå, hvordan han kunne tro, det kunne lade sig gøre.”

Efter en uge i ørkenstatens sol fornemmede Rasmus Tantholdt, at krigen snart ville bryde ud, og at luftrummet over Ukraine ville blive lukket. Med nærmest kun badebukser på tog han derfor den 19. februar flyet til Kyiv for at dække den forestående invasion.

Senere, da den russiske belejring af Kyiv så ud til snart at blive en realitet, blev Rasmus Tantholdts fotograf, Simon Borg, sendt fra Danmark med en vintergarderobe, og TV 2 sendte ydermere en bil afsted med 8.000 euro i kontanter gemt i en stor power bank, en Starlink parabol, en bunke surt slik og en masse Underberg. Livet som korrespondent kræver lidt fra hver hylde.

Ofte virker hæveautomaterne ikke i krigszoner, og det er derfor dybt nødvendigt for korrespondenterne at have mange kontanter med, som kan bruges på mad, medicin, hotel og muligvis bilkøb, hvis situationen kræver det. Starlink-parabolen var uundværlig idet, den gav Rasmus Tantholdt og hans hold mulighed for at komme på internettet og dermed sende deres indslag hjem.

’Flower Zourr’-slikket fra Haribo er Tantholdts søde tands foretrukne tyggeobjekt, og lidt luksus er kærkomment, når man arbejder døgnet rundt, og døden og ødelæggelsen aldrig er langt væk. Ligeså er en Underberg. Bare man ikke får for mange:

”Der er en ventil, der skal luftes, når man arbejder i krigszoner, og jeg har prøvet masser af gange, at det, at være lidt fuld og sidde og råbe og synge, hjælper lidt på ens stressniveau, som, når man dækker væbnede konflikter, er utroligt højt. Men i Ukraine var situationen så on-going, at vi ikke kunne tillade os at være fulde. Slet ikke mig, der er leder for holdet, som er sendt afsted.”

Og hvem er så holdet? Udover Rasmus Tantholdt består det af fotografen Simon Borg, og den lokale Kyiv-fixer, Eugene, som til at starte med var tilknyttet DR’s udsendte, men som Rasmus Tantholdt ansatte, da DR tog hjem fra Kyiv. Oftest findes en fixer gennem Facebook-grupper eller gennem anbefalinger fra andre korrespondenter.

Gode engelskkundskaber er, på grund af sprogbarrierer, oftest helt essentielt for, hvem Rasmus Tantholdt ansætter, men mere menneskelige værdier som empati og ihærdighed er også kvaliteter, han vægter højt. Samarbejdet kræver en god social kemi holdet imellem samt en enormt god forståelse af hinandens grænser.

Som korrespondenten er det Rasmus Tantholdt, der i sidste ende skal tage beslutningerne, men det sker på demokratisk vis og efter et fast sikkerhedsprincip:

”Når vi vurderer sikkerheden i forhold til at tage et sted hen, så lytter vi til den, der er mest bekymret. Hvis vores fixer eller Simon siger, de ikke har lyst til at tage et specifikt sted hen, så gør vi det ikke. Man kan godt argumentere for, hvorfor man føler, at det er sikkert at tage afsted, men den, der er mest bekymret, skal altid lyttes mest til. Jeg har hørt andre korrespondenter sige, at de altid er lidt bange, når de tager ud på opgave, men sådan er jeg ikke indrettet. På ingen måde. Hvis jeg er bange, tager jeg ikke afsted.”

AT RASMUS TANTHOLDT SKULLE BLIVE korrespondenten, lederen og øjenvidnet, der igennem næsten to årtier har fortalt danskerne om den ene krig og konflikt efter den anden, kunne du ikke have bildt den unge og rastløse Aarhus-knægt ind.

Han er opvokset på Frederiksbjerg, et klassisk dansk middelklasseskvarter, med en mor der var sygeplejerske, og en far der var EDB-programmør. Hans ungdom var som så mange andres fyldt med fest, farver og flygtige jobs samt en stor portion usikkerhed.

”Jeg ville rigtig gerne gå på gymnasiet, men jeg blev kun erklæret ’måske egnet’, og derfor blev min ansøgning til Aarhus Katedralskole afvist. Det kan lyde underligt i dag, men det har været et nederlag, der har fyldt vildt meget for mig gennem livet.”

Afslaget fra gymnasiet fik ham til at søge ud i den virkelige verden. De næste år brugte han på at rejse til Thailand, arbejde på dagshøjskole, som chauffør i et shipping-firma og ekspedient i en pladeforretning. Alt sammen tilsat en dagligdag med søde hash-dampe, øvesessioner med bandet Rocky Mountain Oysters (der vistnok er en ret i USA, der indeholder tyrenosser, som han siger) og store tanker om meningen med livet, som han fik udlagt i de utallige filosofibøger, han evig og altid havde gang i læsningen af. En ung mand uden kompas på jagt efter sit sande nord.

Lidt tilfældigt begyndte han at skrive artikler for den lokale beboeravis, Annas Røst, på Frederiksbjerg. Det klinkede ingenlunde i kassen, men til gengæld kastede et interview med radiolegenden Jørn Hjorting ros af sig fra beboeravisredaktørens side. Det kunne noget det med at fortælle historier. Og få ros. Så da en ven spurgte ham, om han ville begynde at arbejde frivilligt sammen med ham på Århus Nyheds TV, sagde han ja.

Og da en strejke brød ud blandt nogle af skraldemændene i Aarhus, så Rasmus Tantholdt sit snit til at gøre sig bemærket.

”Skraldemændene demonstrerede klokken fem om morgenen, og det var der jo ingen på kanalen, der gad. Undtagen mig. Jeg gik ind i den konflikt med fuld blæs og stod tidligt hver morgen og konkurrerede med TV2 Østjylland og DR om de gode historier. Jeg fik snøret dem et par gange, blandt andet da jeg fik nys om, at en skraldevogn var blevet vandaliseret. Vi var det eneste medie, der, på nyhedsfladen samme aften, havde den historie, og selvom der garanteret ikke var nogen fra TV2 Østjylland, der bemærkede det, så gjorde jeg. Det var kæmpestort for mig.”

Med følelsen af at have fundet sit kald søgte Rasmus Tantholdt ind på Journalisthøjskolen i Aarhus og kom ind i første hug. Afslaget fra Aarhus Katedralskole spøgte dog stadig, og som en talentløs fodboldspiller på et mesterhold, måtte han kompensere med arbejdsiver og selvopofrelse for at have bare den mindste følelse af at høre til på en læreanstalt, hvor de medstuderende kom med gymnasiale uddannelser og stabile skolegange i bagagen.

I et klassisk tilfælde af bedragersyndrom blev selvtvivlen på godt og ondt hans følgesvend og hans motor. Altid til stede, altid skulle den modbevises.

”Det er ikke sundt at skulle bevise sig selv hele tiden. Man bliver stresset, og det er meget mere klædeligt, hvis man som menneske kan se sig selv i spejlet og vide, at man er god nok. Det kunne jeg ikke på det tidspunkt. Konstant skulle jeg bevise mig selv, og det kom der nogle spændende tv-indslag ud af, men hvis man skal ned i et farligt område, så er det en dårlig mentalitet at have. Så går man tættere på ildebranden, fordi man hele tiden skal bevise, at man tør.”

Rasmus Tantholdts praktiktid foregik på TV Midtvest, og her blev han uddannet i den ’jyske grundreportage’ – en journalistisk stilart, som handler om at interviewe manden på gaden og indlade sig på interviewsubjekternes humor, jargon og tone. Eller sagt med Rasmus Tantholdts mere TV 2-venlige formulering:

”På TV Midtvest lærte jeg at lave historier i øjenhøjde. Jeg gad ikke tale med slipsene, for det var seerne uinteresserede i. Jeg ville tale med den mand eller kvinde, som blev direkte påvirket af slipsets beslutninger. Det er der, der er noget på spil. Og det er en filosofi, jeg stadig bruger den dag i dag.”

DET HÅRDE ARBEJDE BAR FRUGT, og et år før Rasmus Tantholdt blev færdig med studierne på Journalisthøjskolen, tilbød TV 2 ham et job på deres indlandsredaktion. Endnu et skulderklap og endnu et trin, der skulle bestiges med kufferten fuld af selvtvivl.

”Det hele startede forfra igen. Jeg var blevet tryg ved mine evner på TV Midtvest, men TV 2 føltes som et stort skridt op. Jeg arbejdede virkelig hårdt og længe hver dag for at skulle leve op til mine egne og til stationens forventninger.”

En dag i 2003 ringede telefonen, mens han stod i sin lejlighed i Amaliegade i København. Det var Rasmus Tantholdts chef på TV 2, Michael Dyrby, der fortalte, at det amerikanske militær havde tilbudt stationen at få en af deres journalister embedded (når en journalist tager med militæret på opgave for at dække en konflikt) med deres styrker i den snarlige invasion af Irak.

Michael Dyrby ville gerne have, at Rasmus Tantholdt tog afsted.

”Jeg sagde ja. Med det samme. Og lige bagefter tænkte jeg: ’Hold da kæft, hvad har jeg lige sagt ja til? Jeg skal i krig – det er jo pissefarligt.’ Jeg var militærnægter, så jeg havde ingen idé om, hvordan krig foregår.

Jeg kendte kun én soldat, som jeg havde set i et tv-program, og det var B.S. Christiansen. Vi mødtes på Hotel Eyde i Herning, hvor han gav mig tips og tricks i forhold til, hvordan jeg skulle søge dækning, hvis jeg skulle befinde mig i en aktiv kampzone. Og så gav han mig en liste med ting, der ville være praktisk fornuftige at have med.

Efter vores møde gik jeg i Spejdersport og købte for 15.000 kroners udstyr. Plastikkrus, sovepose, lommekniv og alt muligt andet. Så var jeg ellers klar. Et par dage senere ringede Michael Dyrby og sagde, at amerikanerne havde trukket tilbuddet tilbage.”

Krigskorrespondent var ikke noget, Rasmus Tantholdt oprindelig havde tænkt, han skulle være. For hans vedkommende havde en lang karriere på TV Midtvest været nok at underholde børnebørnene med. Men nu var guleroden blev dinglet foran ham og for en ærgerrig ung mand med trang til at bevise sig selv, havde det antændt en gnist inde i ham, som ikke sådan lige kunne slukkes igen.

De følgende måneder aflagde han næsten dagligt Michael Dyrby besøg på hans kontor på Kvægtorvet i Odense, hvor Rasmus Tantholdt foreslog den ene historie efter den anden, som han kunne dække i Irak. Nej, nej, nej, der er ikke penge til det, lød det. TV 2 havde i forvejen store korrespondentkoryfæer at trække på, herunder Ulla Terkelsen, Niels Brinch og Steffen Jensen. Rasmus Tantholdt var en chance, de ikke var villige til at kaste for meget efter.

Men ad omveje fandt han ud af, at Folkekirkens Nødhjælp kort efter skulle på en mission til det sydlige Irak for at fjerne forsagere (ueksploderede granater eller bomber). Han kunne bo med dem, så TV 2 skulle kun betale hans flybillet. Han fik overbevist Michael Dyrby, afsted blev han sendt, og de reportager, Rasmus Tantholdt ene og alene filmede, klippede og sendte hjem, var noget, redaktørerne på TV 2 godt kunne lide.

”Jeg lavede nogle historier om børn, der var kommet til skade efter, at nogle af de ustabile forsagere var sprunget i luften. Jeg talte med børnene og forældrene, og det blev nogle meget nære indslag, som viste krigens rædsler for dem, det egentlig gik udover.”

Da Danmark gik ind i Irak-krigen senere i 2003, var der nu større incitament for TV 2 til at have korrespondenter, der dækkede krigen intensivt. Valget faldt på Rasmus Tantholdt, der blev sendt afsted igen, og på hver eneste tur gav han alt af sig selv. Det var noget, der kunne mærkes gennem linsen.

”Jeg har lært af livet, at hvis du investerer 100 procent i det, du gør, om det er at dække en ildebrand i Ishøj eller en selvmordsbombe i Bagdad, så fører det dig steder hen. Jeg greb chancen, da jeg blev sendt til Irak og gennem hårdt arbejde og flid, fik jeg lov at tage af sted igen. Og igen. Og igen. Og pludselig blev det min hverdag.”

VI GÅR UD AF FREDERIKSBERG HAVE og fortsætter ned ad Frederiksberg Allé for at finde noget at spise.

”Bare noget smørrebrød,” siger Rasmus Tantholdt, mens jeg i mit stille sind tænker, at det er en meget nonchalant måde at efterspørge et ret specifikt måltid på. Men så er det godt, vi bevæger os rundt i en bydel, der til stadighed holder den stolte danske madtradition i hævd.

Vi sætter os ind på Frederik VI, et halvmondænt arrangement med brune møbler, hvide duge og et to-meter langt fadølsanlæg. Vi bestiller et par stykker højtbelagte. For Rasmus Tantholdts vedkommende en sennepssild og en kartoffelmad så vederstyggelig stor, at jeg kan spise mig mæt med øjnene i den.

”Og en IPA – bare din yndlings,” siger han til bartenderen, der semiudskammer mig for kun at bestille et glas vand.

”Han er på arbejde, det er jeg ikke”, forsvarer Rasmus Tantholdt mig.

Som han sidder der halvt lænet tilbage med en kartoffelmark på tallerkenen foran sig og frisk jazzmælk i glasset ved siden af, ligner han en mand på en tiltrængt ferie. 40 dage var han, Simon Borg og den lokale fixer, Eugene, afsted i Ukraine i første omgang. Hver dag med 16 timers arbejde og hver nat med sporadiske opvågninger på grund af de øredøvende luftalarmer. Det er så absolut den længste tur, han har været på, og det var noget, der kunne mærkes i kroppen og sindet.

”Vi var i konstant alarmberedskab, og fysisk begyndte det med tiden at stramme mere og mere omkring min brystkasse. Jeg begyndte at snappe efter vejret, og det er en uholdbar tilstand at være i, når man skal tage så store sikkerhedsmæssige beslutninger, som vi skulle tage hver dag.

Der kommer også perioder, hvor tingene går lidt i ring. Første gang et bombenedslag rammer, er det en stor historie, men femte gang måske knapt så meget. Det skal man virkelig være opmærksom på. Bomber må aldrig blive almindelige eller ligegyldige. Derfor var det også tid til, at jeg tog en pause.”

Der er hekkenfeldt til forskel på livet i Ukraine og livet i Danmark for Rasmus Tantholdt. Herhjemme er der tid og ro, mennesker han elsker, og en hverdag han holder af. Et liv, som når han fortæller om det, lyder fuldstændig bekymringsfrit.

”Ligesom Dan Turéll elsker jeg min hverdag i Danmark. Jeg arbejder jo ikke, når jeg er hjemme, og det giver mig en enorm frihed. Jeg står op, kører min søn i skole, spiser morgenmad, spiller lidt tennis, spiser en frokost med en kammerat, handler lidt ind og laver lækker mad til Natasja til, når hun har fri. Jeg lever et ustresset liv. Nu er situationen i Ukraine så verserende, at jeg bliver nødt til at følge med i udviklingen, men ofte kan der gå uger, uden at jeg læser eller ser nyheder, når jeg er hjemme.”

Hvordan adskiller du de to verdener?

”Det gør jeg ikke, for så ville jeg leve to forskellige liv. Når jeg er afsted på opgave, taler jeg med min kæreste og min søn hver dag. Jeg fortæller, hvad jeg oplever, og de fortæller, hvad de oplever. Jeg vil vide alt, hvad de laver. Hvordan det går med min søn i skolen, og hvilke hverdagsprojekter Natasja har gang i. Jeg vil involveres.”

KLOKKEN VAR 11.52 DEN 3. MARTS, og få minutter senere skulle Rasmus Tantholdt sende live fra Kyiv. Russiske soldater stod ude foran byen, og truslen om en snarlig invasion af den ukrainske hovedstad havde fået tusinder af indbyggere til at flygte. Også langt de fleste udsendte journalister havde hørt jungletrommerne og besluttet, at de ville forlade Ukraine.

Rasmus Tantholdts telefon ringede. I den anden ende var en bekymret TV 2-chef, Jakob Vissing. Han havde noget vigtigt at fortælle. Der var kommet efterretninger fra allerhøjeste sted, sagde han, om, at Vladimir Putin havde i sinde at affyre termobariske bomber mod Kyiv fra en T72-kampvogn positioneret uden for byen. En termobarisk bombe, også kendt som en vakuum-bombe, er et satans stykke eksplosiv, der bruger ilten i luften til at øge eksplosionskraften.

I den størrelse, Rusland opererer med, sprænger den næsten lige så kraftigt som de mindste nukleare sprænghoveder. Rasmus Tantholdts hjerte slog hurtigere. Hvis bomben faldt, ville ingen skudsikker vest eller hjelm kunne hjælpe ham. Skulle han tage hjem, eller skulle han blive?

For de fleste ville svaret være åbenlyst. Men det var her, at Tantholdts erfaringer og hans evne til nøgternt at analysere en given situation satte ind. Efter at det umiddelbare chok over informationen havde lagt sig, samlede han holdet for at skitsere en plan. På grund af udgangsforbuddet, der trådte i kraft hver dag klokken 20, var dagen for fremskreden til, at de kunne evakuere fra Kyiv. Uanset hvad havde de en dag mere til at tænke sig om.

”De her efterretninger kom fra højeste sted i Danmark, men jeg vidste, at det måtte være englænderne eller amerikanerne, der havde fodret de danske myndigheder med dem. Sådan foregår det ofte i efterretningskredse. Derfor inviterede jeg Sky News’ og CNN’s korrespondenter til møde på det hotel, vi boede på sammen, og jeg bad dem tjekke med deres kilder, om der var hold i efterretningerne.”

Med hjælp fra researchere fra TV 2 i Danmark undersøgte Rasmus Tantholdt, hvilken størrelse en termobarisk bombe egentlig er. Hvor kraftig er den, hvor lang er dens rækkevidde, og hvor i Ukraine var bomben placeret?

Han fandt ud af, at bomben var 25 kilometer væk fra Kyiv, og det var længere, end den kunne flyve, hvis den blev affyret fra landjorden. Hvis den skulle ramme Kyiv, så skulle den droppes fra et fly, og det anså Rasmus Tantholdt som værende usandsynligt.

Da Sky News og CNN samtidig meldte tilbage, at deres kilder vurderede, at efterretningerne var utroværdige, besluttede Rasmus Tantholdt, Simon Borg og fixeren Eugene, at de ville blive i Ukraine.

Hvorfor er det så vigtigt for dig at blive i Kyiv, når de fleste andre tager hjem?

”Den enkelte gang hvor jeg måske får ændret lidt i verden gennem et indslag. Jeg tror, vi gjorde en forskel ved at blive i Kyiv og give øjenvidneberetninger om, hvad der foregik. Det redder ikke ukrainerne, men det kan gøre en forskel for danskernes vurdering af krigen.”

Tror du ofte, at du ofte gør en forskel i dit arbejde?

”En sjælden gang imellem. Ligesom jeg tror, at mange andre mennesker i mange andre jobs gør en forskel fra tid til anden. Men jeg rejser ikke rundt for at redde verden – jeg tager ud i verden for at dække den, og det er klart det hårdeste aspekt ved arbejdet. At se mennesker der har ubegribeligt meget brug for hjælp og så ikke kunne hjælpe dem, fordi mit job er at vise, at de ingen hjælp får.”

Har du nogensinde hjulpet nogen, du egentlig ikke skulle?

”Mange gange. Jeg kan huske en gang i Somalia, hvor jeg interviewede en mand, der netop var ankommet med sin søn til en flygtningelejr i Mogadishu. Han havde gået 300 kilometer og havde undervejs mistet sin kone og fire andre børn. Det eneste barn, han havde tilbage, var døden nær af sygdom, og ham gav jeg nogle midler, så barnet sandsynligvis kunne overleve.”

Føltes det godt?

”Nej. Bagefter kiggede jeg mig omkring i lejren og så tusind andre børn som ham. Hvorfor var det lige ham, der skulle have min hjælp? Fordi han var castet til mit lille tv-indslag? Hvis der er én ting, der kan udfordre mig mentalt, er det den følelse af afmagt, jeg fik der.”

”PLEASE COVER OUR SKY. We have a great army that will manage – but protect us. Protect us!”

Nataliyas hoved rykker frem ved hver stavelse, mens øjnene stålsat stirrer ind i kameraet. Da talestrømmen stopper, kigger hun på Rasmus Tantholdt og smiler let. Måske på grund af stolthed over hendes mod ved at stå op imod den russiske krigsmaskine eller måske på grund af taknemmelighed over at have fået lov til at sende et direkte budskab til omverdenen om, at ukrainerne behøver luftstøtte, hvis de skal stå imod den russiske overmagt. Med formaningen om at hun skal passe på sig selv og sin mor, krammer Rasmus Tantholdt hende.

”Det her det er Nataliya fra … ugh. Det her er Nataliya fra Kyiv, som er bare én af mange… årh fuck”.

Stemmen dirrer, og man aner under skyggen fra den skudsikre hjelm, at blikket flakker, og tårerne triller. Hans krop søger væk fra kameraet, og som forstenet står han et kort øjeblik bare stille. Ude af stand til at rapportere. Ude af stand til at sætte ord på en ubeskrivelig situation.

Det er blevet et interview, som rigtig mange danskere har set. Den normalt så fattede Rasmus Tantholdt gik i sort for åben skærm, og for et øjeblik var han ikke den nøgterne journalist, de danske seere ellers kender ham som. I dét øjeblik blev han mere end det. Tusinder skrev til ham. Roste ham for at være et menneske med følelser og beundrede ham for at fortælle den menige kvindes historie midt i stormagternes spil. Når Rasmus Tantholdt taler om interviewet, krummer han sig en anelse.

”For nogles vedkommende gav det mig troværdighed og for andre det modsatte. Jeg kan se på min indbakke, at langt flertallet reagerede positivt på det. Det viste, at jeg har empati, og det beviste, at jeg interesserer mig for de mennesker, jeg taler med. Det er i hvert fald det, jeg håber, folk fik ud af det.

Men jeg synes også, det var en anelse skamfuldt. Jeg stod som privilegeret dansker og snakkede med en kvinde i Kyiv, som ikke anede, hvad der ville ske med hendes by. Jeg kunne jo bare tage hjem, så hvad havde jeg at græde over? Det eneste, jeg kunne give hende, var et kram, og det kunne hun ikke bruge til noget som helst. Den stolthed, ro, afklarethed og styrke hun viste, kombineret med alt det jeg havde oplevet … Det havde hobet sig op, og så skete det bare. Det var ikke noget, jeg havde planlagt.”

RASMUS TANTHOLDT HAR DÆKKET et utal af krige, konflikter og katastrofer. Fra Irak til Somalia, til Syrien til Libanon til Ukraine. Armod og afmagt. Blod, sved og tårer, og altid er det de uskyldige, der straffes hårdest. Fra 14-årige Vladimir med skudsår i ansigtet, hvis far døde i en russisk kugleregn, da familien forsøgte at flygte fra Ukraine til Nina Kozlova, der desperat har fyldt sandsække til forsvaret af Kyiv.

Krigen i Ukraine er på mange måder lige så forfærdelig som så mange andre, men på et afgørende punkt er den for Rasmus Tantholdt helt og aldeles anderledes.

”Det er første gang i min 19 år lange karriere, at jeg har dækket en krig, hvor man alvorligt talt har diskuteret brug af atomvåben. Konsekvenserne af det kan jo være uoverskuelige og potentielt påvirke Danmark meget direkte.

Da Danmark gik ind i Afghanistan, var det for at forhindre terrorisme i Danmark, men der var jo lige et par led imellem. Det her er direkte. Jeg prøver ikke at tage stilling til krige, men jeg har fulgt ukrainerne tæt på min rejse, og selvom de har vist sig som mere end den svage part, så er Rusland militært set stærkere, og jeg fornemmer også, at russerne er ligeglade med at ramme civile. Det gør det hele langt mere uforudsigeligt.”

Kan du uddybe det?

”En morgen i Kyiv sad jeg og drak kaffe med Pierre Zakrzewski, en erfaren krigsfotograf, jeg har mødt mange gange ude i verden, og som vidste, hvordan han skulle gebærde sig i konfliktzoner. Senere samme eftermiddag blev han og en bare 24-årig ukrainsk journalist dræbt, da deres bil blev beskudt i byen Horenka lige udenfor Kyiv. Det var også tæt på at gå galt for Ekstra Bladets journalister i det østlige Ukraine, og et hold fra Sky News har oplevet noget af det samme. Der råder en tilfældighedsfaktor her, der normalt ikke er så høj.”

Har du taget nogle praktiske forholdsregler, hvis du skulle dø?

”Ikke som sådan. Når jeg tager ud i verden, er det med planen om og troen på, at jeg vender hjem igen. Jeg passer godt på mig selv. Alle de journalister, der er kommet galt afsted i Ukraine har befundet sig steder, jeg aldrig ville være taget hen. De har ikke dummet sig, for som sagt er der en enorm grad af tilfældighed. Jeg siger bare, at jeg virkelig går op i min egen, fotografens og fixerens sikkerhed, og så behøver det ikke nødvendigvis at være så farligt et job.”

Har du nogensinde fejlvurderet en sikkerhedssituation?

”Masser af gange. I 2004 var Simon og jeg i Irak i kølvandet på den amerikanske invasion og afsættelsen af Saddam Hussein. Vi tog på opgave til en by, der hedder Karbala, som under en religiøs festival havde været udsat for flere selvmordsbombere en måneds tid forinden. Nu ville de holde festivalen igen, og vi ville gerne fortælle historien om, hvordan de turde det.

På vej til byen mødte vi flere amerikanske soldater, som frarådede os at tage derhen. Det var farligt, sagde de, og antipatien mod vesterlændinge var stor. Men vi følte os udødelige og ignorerede advarslerne. Da vi ankom til et check-point ude foran byen, tvang en gruppe maskerede og bevæbnede mænd sig ind i bilen og kørte os væk til en moské. De placerede os på knæene og beordrede os til at tage hænderne om på ryggen, mens de svingede med deres pistoler og satte dem for vores tindinger. Jeg mistede tidsfornemmelsen, men vi sad der vel i otte-ni timer.”

Hvilke tanker går gennem dit hoved lige der?

”Jeg føler, jeg er på kokain. Ikke at jeg har prøvet det, men jeg hører bedre, lugter bedre, ser bedre, føler klarere og tænker skarpere. Alt hvad jeg gør, selv den mindste bevægelse med min lillefinger, har ét formål: At komme ud! Jeg bruger nøjagtig de samme egenskaber, som jeg bruger, når jeg skal indgyde tillid til kilder, nemlig min sociale intelligens.

Det handler om at identificere dem i selskabet, der vil én det godt, og dem der vil én det dårligt. I moskéen i Irak var der en stor, tyk mand, og han var den, der var slemmest ved os. Han chikanerede os og pegede konstant sin pistol mod os. Ham skulle jeg ikke have for meget øjenkontakt med, og jeg skulle gøre alt, hvad han sagde. Det vidste jeg med det samme. Men der var også en anden mand, jeg lagde mærke til. I starten af det hele kom han over og sagde til os, at vi ikke behøvede at have hænderne på ryggen. Aha – der var én, der havde bare skyggen af medlidenhed. Ham snakkede jeg med, så meget som jeg kunne.”

Hvordan kom I ud af det?

”Til sidst fik han overbevist de andre militsmedlemmer om, at vi ikke var israelske spioner, hvad de ellers anklagede os for, og derefter fik vi lov til at gå. Det er faktisk sådan nogle situationer, der med tiden har givet mig selvværd og selvtillid og fået mig til at hvile i mig selv. For når alting har været på spil, har jeg handlet resolut og med tanke på dem, jeg har været sammen med. Det har givet mig en enorm ro at vide det om mig selv.”

Hvordan man reagerer i de situationer, ved de fleste mennesker heldigvis ikke. Her råder kaos og vold, og selvom Rasmus Tantholdt inden han sad med pistolen for tindingen ikke vidste, hvad hans reaktion ville være, så har han siden da analyseret sig frem til, hvorfor han har formået at holde det kolde overblik, når situationen har været skarp.

”Mine forældre blev skilt, da jeg var 11 år gammel, blandt andet på grund af at min far var alkoholiker. Efter skilsmissen accelererede det for ham. Når min lillesøster og jeg var hjemme hos ham, så var det mig, der havde ansvaret for hende. Jeg vidste aldrig, om jeg ville komme hjem fra skole og finde ham stiv. Nogle gange var han, andre gange var han ikke. Nogle gange væltede han på cyklen med min lillesøster bagpå, og andre gange væltede han ned ad trappen. Han blev kørt over af et tog og døde, da jeg kun var 13 år gammel.

At vokse op i et alkoholikerhjem og siden da uden en far gjorde, at jeg lærte at navigere i kaos, og det er en kunnen, jeg bruger i dag, når jeg arbejder i krigszoner. På trods af alle de farlige steder jeg har befundet mig, så har jeg helt utroligt kun fået en på hovedet én gang i mit. Og det skete foran diskoteket Blitz i Klostergade i Århus.”

MED MAVERNE MÆTTET OG SKYERNE FORTÆTTET bevæger vi os ud fra de hyggelige frederiksbergske krostuerammer og går mod Pile Allé. Rasmus Tantholdt skal snart tilbage til Ukraine, for krigen er desværre ikke gået nogen vegne i den korte tid, han har været hjemme.

Det er slående, hvor rolig han virker, trods de rædsler han har og snart igen skal stå overfor. Nu er der ikke skyggen at se af den usikre unge mand, der engang gik for tæt på ildebranden af frygt for, at de andre skulle finde ud af, at han i bund og grund slet ikke kunne noget. Nu er det eneste, han går for tæt på, mig.

I et tilfælde af manglende intimsfære går vi nærmest skulder mod skulder, mens han taler så højt, at de nysgerrige blikke, vi går forbi, får selskab af lange ører, som vil høre korrespondenten, der fortæller andres historier, fortælle sin egen.

Og hvorfor har han egentlig lyst til det? Er det ikke fokusforskydende som journalist at fortælle sin egen historie, når der er andre, der har meget mere brug for opmærksomheden? Hvorfor skal vi fokusere på Rasmus Tantholdts tårer, når Nataliya fra Kyiv kommer med en bøn lige ved siden af ham?

”Når jeg græder ved siden af Nataliya, og jeg på den måde ubevidst giver noget af mig selv, så tror jeg, mange føler, at de kender mig,” siger Rasmus Tantholdt.

I samme øjeblik går en ældre herre forbi os ved Frederiksberg Runddel. Manden nikker anerkendende til TV 2-korrespondenten og siger: ’Hej,’ før han fortsætter sin gang ned ad alléen.

”Case in point. Hvis folk føler, de kender mig, så har jeg også en vis troværdighed hos dem. Og den troværdighed kan jeg bruge til at tage seerne i hånden, vise dem en sønderbombet bygning og få dem til at forstå, hvad der sker af skrækkelige ting ude i verden,” siger Rasmus Tantholdt og fortsætter:

”Jeg håber, min historie kan være med til at give danskerne et billede af, at journalister ikke altid er sensationshungrende mennesker, der vil vise det mest bloddryppende og vanvittige spektakel. Det er tanker, handlinger og svære etiske og moralske beslutninger, der ligger bag vores arbejde. Det er ikke noget, vi bare gør. Vi tænker os om.”

Rasmus Tantholdt er på vej videre. Han skal hente sin nevø, og han skal nyde sin dagligdag, indtil krigen kalder, og kameraet skal pakkes igen.

Og så går han der, for en stund bekymringsfri i regnen med hænderne i sin armygrønne jakke, med sikre skridt videre ud i en verden af bål og brand.

Rundt om Rasmus Tantholdt

Søren Gade, tidligere forsvarsminister. Er sammen med Rasmus Tantholdt medlem af en klub, der mødes for at spise mad og se fodbold sammen.

”Jeg kender til Rasmus helt tilbage fra hans praktiktid på TV Midtvest, hvor han allerede dengang var én, man som seer bed mærke i. Siden blev jeg forsvarsminister, og i løbet af den periode havde vi professionelt meget med hinanden at gøre. Da jeg stoppede på Christiansborg, begyndte vi at få et mere privat forhold. Vi har begge en svaghed for AGF, som Rasmus jo fanatisk følger med i. Derfor er vi begge en del af en klub, hvor vi mødes en gang imellem for at spise sammen og se fodbold.

Vi medbringer hver især en ret til bordet, og jeg synes, han er god til at lave mad – især fiskeretter. Jeg husker, han engang medbragte nogle sardiner, han virkelig fik til at smage vidunderligt. Rasmus er ikke kræsen, og selv hvis der er noget, han ikke kan lide, vil han smage på det alligevel. Han er nysgerrig og engagerer sig fuldstændig i oplevelsen.

Jeg har selv haft et arbejde, hvor det kunne være svært ikke at have et halvt øje på morgendagens opgaver, men Rasmus evner konstant at være i nuet og være nærværende, og det gør ham til en, der er meget behagelig og interessant at være sammen med.”

Palle Steffensen, værtstræner samt konsulent og rådgiver i mediebranchen.

“Rasmus er en ’feet on the ground’-korrespondent. Forstået på den måde, at han holder sig til at være øjnene, der ser og beskriver. Han sætter sig ikke op på en hest og leverer en storskrydende analyse af verdenssituationen. Han er autentisk i sin rolle som korrespondent, han taler et sprog, alle kan forstå, og han gør det på en nærværende måde. Det gør, at seeren føler sig talt til i øjenhøjde, og det gør ham til en exceptionelt dygtig korrespondent. Han er rigtig god til at finde det menneske eller den detalje, der kan folde den store historie ud. Han bruger jo sig selv meget i sine indslag, men han formår at gøre det uden at stjæle historien, og det er normalt en svær balancegang. Og så er han jo også en charmetrold med et venligt, indladende væsen og et godt ansigt til tv. Det hjælper ham helt sikkert også i hans formidling."

Anders Bach, fotograf. Har siden 2007 været en af Rasmus Tantholdts faste fotografer.

”Rasmus er et meget gavmildt menneske – ikke kun økonomisk, men lige så meget med den tid og den hjælp, han giver sine venner. Det gælder også den anerkendelse og tillid, han altid smider fotografens vej. I hans liveudsendelser siger han aldrig ’jeg’, men derimod ’vi’, fordi han anerkender vigtigheden af samarbejdet mellem fotografen og journalisten.

Jeg lærte Rasmus at kende i 2007, og jeg blev meget overrasket over, at han ville vide, hvad jeg tænkte om, hvordan et indslag skulle skrues sammen. Han er oprigtigt interesseret i fotografens holdning til det journalistiske produkt, og han tager det, man siger, meget seriøst. Vi er dog altid uenige om, hvornår vi skal tage i lufthavnen. Jeg vil gerne derhen i god tid, men hvis det stod til Rasmus, tog han taxaen direkte fra sengen til flyveren og så ellers afsted. Jeg tror ikke, der er noget, han hader mere end at stå i kø, og han er også god til at undgå det. Jeg kalder ham Fætter Højben, fordi han har en evne til altid at stille sig i den kø, der går hurtigst. Uanset om der står flere ved mig end hos ham, når han altid først igennem.”