Opiod-epedemi i USA: "Stofferne forvandlede mig til en forfærdelig person"

En kvinde kommer gående ind af døren. For to timer siden var hun død. Elizabeth lå på gulvet hjemme hos en ven og var holdt op med at trække vejret, hendes hjerte slog ikke længere.

”Jeg var væk i 10 minutter. Det er en helt ubærlig følelse.”

Hun er nervøs og slår blikket ned i cementgulvet.

”Jeg vil ikke have, at mine forældre kan læse om det her i avisen,” siger hun i et undskyldende tonefald og bliver beroliget, da det går op for hende, at Danmark ligger langt væk i Europa.

24-årige Elizabeth har ikke sovet i flere døgn, og det har sat sig på hendes stemme. Den er hæs og virker hård og ru i forhold til hendes skrøbelige fremtoning med det bløde, krøllede hår og de næsten sorte øjne.

Klædt i sorte gamachebukser, grå hættetrøje og Timberland-støvler ligner hun på afstand en helt almindelig, attraktiv ung kvinde, men hendes ansigt er overstrøet med sår. Efter fire døgn uden søvn på meth-amfetamin havde Elizabeth brug for at sove. Og for at falde ned fra sin maniske rus tog hun 'en smule' heroin. Bare 0,1 gram.

”Jeg kunne straks mærke, at noget var helt galt. Jeg forsøgte at holde mig oprejst, men det næste, jeg husker, er, at jeg lå og var omgivet af en masse fremmede mennesker. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at jeg har været død.”

En brandmand trækker en stol frem til Elizabeth, som står med en brækpose i hånden. Den fik hun af en af de reddere, der nåede frem til lejligheden tids nok til at sprøjte modgiften Narcan op i hendes næsebor og genoplive hende. En anden brandmand måler hendes blodtryk og puls.

En svag duft af kødsauce begynder at trænge ud gennem den åbne dør ind til garagen fra køkkenet. Nogen er ved lave aftensmad: tortillas med salsa og hjemmerørt guacamole. På brandstationen er de vant til at have døende og netop genoplivede narkomaner omkring sig.

Elizabeth er den fjerde, der er kommet ind efter en overdosis i dag. Hun holder fat i den gennemsigtige pose, der er forseglet med en knude, så den røde væske, der skvulper rundt i bunden, ikke løber ud. Hun rækker den frem mod den ene af brandmændene.

”Behold du hellere posen,” siger han: ”Det kan være, du får brug for den igen.”

Brandmændene på stationen i Manchester tilbyder at afgifte misbrugere. "Uanset hvad, er det i sidste ende os, der kommer til at samle dem op," siger distriktschef James Michael. Elizabeth blev bragt tilbage til livet efter en overdosis for bare to timer siden.

Narkotikamisbrug er et velkendt fænomen i den amerikanske historie. Når hverdagens krav er blevet for overvældende, er nationens døtre og sønner gennem årtier flygtet ind i beruselse.

Det rækker helt tilbage til Uafhængighedskrigen i 1700-tallet, hvor soldaterne røg opium for at lindre smerterne, som de pådrog sig på slagmarken, og krigens enker røg det for at stå igennem sorgen. I nyere tid eksperimenterede ungdommen med LSD i 1960’erne, i 1980’erne sniffede yuppierne kokain, og i 1990’erne hærgede crack-epidemien især blandt sorte amerikanere.

Men intet slår den bølge af misbrug, som i øjeblikket skyller ind over de især hvide kvarterer. Hårdest ramt er fattige stater som West Virginia, Ohio og Kentucky, men også i det mere velstillede New Hampshire hærger epidemien, for ingen går fri af misbruget, der både udspiller sig på teenageværelser og byggepladser.

Flere end to millioner mennesker er i dag afhængige af de såkaldte opioider. Opioider er en gruppe af stoffer, som udvindes af opiumsvalmuen, og som virker smertestillende på vores centralnervesystem.

Vi mødte to hjemløse på Elm Street: Tucker med den gule hættetrøje og Cody i den brune sovepose.

De mest kendte stoffer er morfin, heroin, metadon og fentanyl, som har det til fælles, at de gør et menneske døsig, introvert og ligeglad – og afhængig af rusen. De fleste misbrugere begyndte at bruge stofferne som smertestillende medicin – som regel på recept fra deres læge – men omfanget og brugen er løbet ud af kontrol, og i dag udgør opiummet og dets afarter 'en flugtvej ind i det følelsesløse', som New York Magazine forleden skrev i en analyse:

”Det er meget sigende, at de stoffer, der nu besejrer amerikanerne, er sløvende. De bruges ikke til at deltage mere aktivt i tilværelsen, men tværtimod til at søge et pusterum fra vores prøvelser.”

Konsekvenserne af denne flugt er så omfattende, at de er svære at fatte. Alene i 2016 døde 64.000 personer af en overdosis – 10.000 flere end det samlede antal af amerikanske soldater, der omkom under Vietnamkrigen.

Der dør flere amerikanere af en overdosis end i trafikulykker eller af skydevåben, som ellers render med det meste af mediernes og verdens opmærksomhed.

Heller ikke AIDS-epidemien i 1980’erne kostede nær så mange liv. Alt sammen har det ført til, at den gennemsnitlige levealder i USA for første gang siden 1963 er faldet to år i træk – en helt uhørt udvikling i den vestlige verden.

Det er en hverdags-tragedie, og den vil udspille sig i mange år endnu, så længe det politiske system i USA er handlingslammet og ude af stand til at vende udviklingen.

Præsident Donald Trump har udråbt opioid-epidemien til en national sundhedskrise, og i marts lancerede han i forbindelse med et besøg i Manchester en plan, der blandt andet vil give dødsstraf til narkosmuglere og styrke mulighederne for behandling, men endnu er intet omsat til handling.

Indtil videre er misbrugerne overladt til sig selv – og de får kun den hjælp, som frivillige og deres lokale samfund formår at stable på benene.

Vi er i Manchester i New Hampshire, en times kørsel nordvest for Boston. I gamle dage en driftig industriby, der var kendt for sin tekstilproduktion og verdens største bomuldsfabrik.

I dag er fabrikkerne i The Millyard langs floden centrum for en boomende it- og techindustri. Banebrydende opfindelser bliver udtænkt i de gamle bygninger, hvor den kendte opfinder Dean Kamen arbejder sammen med førende forskere og biomedicinske ingeniører på at udvikle kunstige organer ved hjælp af højt avanceret teknologi.

Kontrasten til denne succeshistorie kunne ikke være større, når man kører rundt i Manchesters næsten forladte gader, der fortrinsvist er befolket af hjemløse, der samles rundt omkring i soveposer på tomme parkeringspladser og fortove. Med sine forfaldne og flere steder halvt nedbrændte, gamle træhuse virker Manchesters bycentrum mest af alt opgivende. Selv beskriver de lokale byen som et ’ground zero’ for epidemien, og de er efterhånden vant til at finde livløse kroppe i byens parker og på gaden.

Her i Manchester er det let at købe stoffer. 45 kilometer væk i nabostaten Massachusetts ligger byen Lawrence, som er centrum for forsyningen af heroin og fentanyl til hele det nordøstlige hjørne af USA, kaldet New England.

Under en politirazzia i Boston i februar beslaglagde politiet 15 kilo fentanyl, der potentielt kunne tage livet af millioner af mennesker på én gang. Det svarer til hele befolkningen i Massachusetts eller New Hampshire.

Når man holder for rødt i et lyskryds i Lawrence, smider pusherne små prøvepakker med fentanyl og heroin ind gennem bilens vinduer. Vareprøverne er forsynet med et telefonnummer.

Adam på 36 år er en de mange, der i tidens løb har besøgt Lawrence i håbet om en gratis vareprøve. I dag er han clean og tager imod os i en nedlagt møbelbutik på Wilson Street. På taget af ejendommen reklamerer store, røde bogstaver stadigvæk for den hedengangne Hoitt’s Furniture, men nu drives her et selvejende center for misbrugere og deres familier.

Donald Trump har i en tale kaldt Manchester i New Hampshire for 'ground zero' for opioidepidemien. Byens centrum er fortrinsvis befolket af hjemløse i soveposer.

”Ædruelighed er ikke noget, du ejer, men noget du lejer, og lejen skal betales hver dag,” har nogen skrevet med lilla kridt på en tavle i køkkenet. Hos Hope for New Hampshire Recovery er der altid kaffe i den sorte termokande. Her lytter de, holder gudstjenester, giver råd og hjælper misbrugere, der gerne vil i behandling.

”Mit liv er et FUCKING ROD,” råber en kvinde ude fra et af toiletterne.

”Hun er høj og helt ude af den,” forklarer hendes ven David, der sidder på gulvet uden for toiletdøren og venter på veninden. Han er taget med hen til centret, så hun kan komme i behandling.

”Jeg gengælder bare en tjeneste,” siger han. ”Hun hjalp engang med at finde mig, da jeg var forsvundet i tre døgn.”

Det er ikke ualmindeligt at finde livløse kroppe i parker og på gaden i Machenster.

For bare tre måneder siden lå Adams liv i ruiner efter 10 år som misbruger. Nu mødes han til søndagsfrokost med sine forældre, som han ikke har været i kontakt med de seneste syv år, og så har han fået fast job her på centret, hvor han hjælper andre misbrugere.

”Afhængighed skelner ikke mellem sociale klasser og passer ikke ind i en form. Misbrug er ikke socialt eller genetisk bestemt ud fra, om din far eller bedste-far var misbrugere. Der var intet af den slags i min familie. Jeg havde den bedste barndom, og det giver slet ingen mening, at jeg endte som misbruger,” siger han.

Adam voksede op i en kernefamilie i den nordlige ende af byen. Hans mor var lærer og faren børsmægler for den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley. Hans bror uddannede sig til jurist, og Adam blev efter fire år på college lærer ligesom sin mor.

For tre måneder siden blev Adam fundet bevidstløs på gaden. Nu arbejder han med andre misbrugere på New Hampshire Hope for Recovery.

Barndommens ferier gik ofte til Italien og London, hvor forældrene kom så tit, at de investerede i en bolig på Richmond Hill, et af Londons dyreste kvarterer.

I 2007, da han var lærer for en sjetteklasse, blev Adam opereret for en skade i skulderen. Lægen gav ham et glas med 30 smertestillende piller af mærket Vicodin.

”Jeg følte mig dejlig afslappet, selvsikker og fri for bekymringer, når jeg tog pillerne. Og eftersom det var min læge, der havde udskrevet dem til mig, troede jeg, at der ikke var noget galt med at tage dem,” fortæller han.

Når glasset var tomt, ringede Adam bare til lægehuset i et af frikvartererne og bad om flere piller.

”Inden jeg fik fri fra arbejde, var der kommet en e-mail med besked om, at min recept var klar til afhentning. Jeg behøvede ikke engang at tale med lægen. Jo flere piller jeg fik, des flere tog jeg.”

En diskussion om mangel på smertelindring var i 1980’erne med til at løbe den nuværende opioidkrise i gang. Ifølge Harvard Law and Policy Review afslørede et studie i 1986, at næsten halvdelen af patienterne på medicinske afdelinger og operationsgange klagede over 'ulidelige smerter'.

Studiet førte til en intens debat om den manglende smertebehandling af patienter, og en førende smertelæge kaldte sågar de amerikanske tilstande for 'middelalderlige'. Det indflydelsesrige American Pain Society pressede på for, at lægerne rutinemæssigt burde undersøge patientens smerteniveau, ligesom lægen også altid måler patientens temperatur, hjerterytme, blodtryk og åndedrætsfunktion.

Samtidig fik amerikanerne ret til at sagsøge deres læge, hvis de ikke blev holdt smertefri. En læge i Californien blev i 2001 dømt til at betale ni millioner kroner i erstatning til efterladte til en kræftpatient, som ifølge retten ikke var blevet tilbudt tilstrækkelig smertelindring før sin død.

Medicinalfirmaerne hjalp gerne lægerne med at levere den smertelindring, som patienterne fik krav på. I 1996 kom en ny pille på markedet, OxiContin. I en pressemeddelelse beskrev producenten, Purdue Pharma, den nye pille som 'et betragteligt fremskridt' i behandlingen af vedvarende smerter.

Det revolu-tionerende var ifølge producenten, at det smerte-lindrende opioid kun langsomt blev opløst i kroppen hen over 12 timer, og gav patienten en 'blød og vedvarende smertekontrol hele dagen og hele natten' uden øget risiko for at blive afhængig.

I indlægssedlen stod der, at OxiContin var mere sikker end de andre piller på markedet, så længe patienterne blot tog pillen hver 12. time.

En hær af sælgere blev sendt ud til de praktiserende læger for at gøre reklame for den nye pille, der ikke blot var velegnet til døende cancerpatienter, men også kunne bruges til hverdagsskavanker og kroniske smerter, herunder sportsskader, rygsmerter og gigt.

Forældre falder om af en overdosis, mens de er ude at handle med deres børn. Intet overrasker distriktschef på brandstationen James Michaels længere.

Snart gav sportstrænere på high schools, universiteter og i professionelle klubber pillen til skadede idrætsudøvere, så smerter ikke behøvede at holde dem på bænken under vigtige kampe og konkurrencer.

Problemet var bare, at Purdue Pharma ikke kunne underbygge deres påstand om den formindskede risiko for afhængighed med kliniske undersøgelser, og producenten underspillede over for myndig-heder, læger og patienter, hvor vanedannende medicinen i virkeligheden var.

Det viste sig, at den ikke som lovet holdt sin virkning i 12 timer, men allerede begyndte at aftage efter få timer. Patienterne følte sig nødsaget til tage flere piller, og jo flere de tog, jo større var risikoen for, at de blev afhængige. Samtidig var OxiContin produceret, så pillen let kunne knuses og herefter enten sniffes eller opløses i væske og injiceres med en sprøjte. På den måde blev virkningen og afhængigheden endnu stærkere.

Omfanget af misbruget begyndte først langsomt at blive afdækket i takt med, at lægerne op gennem 00’erne fandt ud af, at deres patienter var blevet afhængige. Men da lægerne lukkede for den automatiske ’refill’ af de tomme pilleglas, eskalerede problemet med misbruget yderligere. Patienterne stod tilbage med abstinenser og fik sjældent tilbud om at blive trappet gradvist ud af medicinen. Epidemien gik ind i en ny fase.

Udvejen blev at skaffe pillerne på gaden, hvor prisen var det tidobbelte af, hvad de havde kostet på apoteket med recept: 500 kroner stykket. Derfor endte en tandpine, en dårlig fod eller en brækket arm for mange amerikanere med en afhængighed af det langt billigere stof, heroin.

I 2007 skrev lægemiddelmyndigheden Food and Drug Administration (FDA) til Purdue Pharma og advarede om deres vildledende promovering af pillen. Senere samme år indgik producenten et forlig med de føderale myndigheder om at betale 3,6 milliarder kroner i erstatning for at have vildledt offentligheden.

Siden har en række stater stævnet producenten, der har forsøgt at imødekomme kritikken ved at ændre på pillen, så den ikke længere kan pulveriseres og opløses. Fimaet har samtidig indstillet al markedsføring af pillen, der i USA går under navnet ’Den hvide mands heroin’.

Adam havde fået nok, han var klar til at forandre sig. Efter et behandlingsforløb bor han nu lige rundt om hjørnet fra centret sammen med andre tidligere misbrugere. Han har været igennem afvænning flere gange før. Men noget føles anderledes denne gang.

”Alle siger, de ser noget i mig, som de ikke har set før. Jeg aner ikke, hvad det er, og det er i grunden også ligegyldigt. Bare det virker.”

Siden maj 2016 har Manchesters 10 brandstationer fungeret som et helle for misbrugere fra hele New Hampshire. Med programmet Safe Station kan borgere i nød træde ind på en brandstation, dag og nat, og bede om hjælp uden frygt for, at der bliver ringet efter politiet.

Misbrugere kan blive afgiftet, få hjælp til at komme i behandling og endda – som det skete med den 24-årige Elizabeth – blive bragt tilbage til livet, hvis de dratter om af en overdosis.

Målet er at forhindre, at misbrugerne dør, og alene antallet af besøgende vidner om programmets berettigelse. Mere end 3.000 gange har en misbruger siden programmets start ringet på døren og bedt om hjælp, fortæller James Michaels, vagthavende distriktschef på hovedbrandstationen.

”Her kommer folk fra alle samfundslag. Intet overrasker os længere. Tidligere blev vi chokeret, når der dukkede en 50-årig mand i jakkesæt op. Det bliver vi ikke nu. Den slags kommer her lige så ofte som alle mulige andre,” siger han.

De rigeste benytter sig ofte af, hvad James

Michael i spøg kalder for 'undergrundsafvænning'.

”De gemmer sig på diskrete afvænningsklinikker i private hjem i Manchester. Det er en helt anden klasse af folk, der får hjælp til deres misbrug ad den vej.”

Der er ikke fulgt penge med den store ekstra-opgave. Men hverken James Michael eller hans personale brokker sig. De kender alle nogen med den slags problemer. Også flere tidligere kolleger.

”Misbrug er et kæmpe socialt problem her i Manchester. Vi ser børn, hvis forældre dratter om af en overdosis i supermarkedet. Flere af min søns venner er døde af misbrug. En af dem hængte sig selv, og vi skulle ud og skære ham ned.”

Tæt på hovedbrandstationen i Manchester ligger behandlingscentret Farnham. Det er her, de fleste misbrugere, der søger hjælp hos brandstationerne, bliver sendt i behandling. Et mindre antal sengepladser er betalt af staten og forbeholdt misbrugere, der hverken har sundhedsforsikring eller selv kan betale for det 28 dage lange behandlingsforløb.

Misbrugere i afvænning lærer, at trangen til stofferne er genereret af deres egne tanker.

Misbrugskonsulent Chris Casagrande ærgrer sig over, at der mangler behandlingssteder i New Hampshire.

”Vi er konstant fyldt op her og har en lang vente-liste. Vi forsøger at få så mange som muligt i behandling og afviser ingen, fordi de ikke kan betale. Men det kan godt være, at man med en forsikring kan springe lidt frem i køen.”

På Farnham lærer misbrugerne gennem gruppe-terapi og psykoterapi at tage ansvar. De lærer, at livet ikke er noget, der bliver gjort mod dem, og at de selv kan ændre på deres liv gennem de valg, de træffer.

”Vi forklarer vores brugere, at den eneste forskel på, om de går hen til hylden med mælk eller til hylden med stoffer, er deres egne tanker i øjeblikket. Vi lærer dem, at trang er genereret af deres egne tanker. Så snart de opdager det, har de allerede lettere ved at slippe tanken om stofferne.”

Opioid-epidemien i USA har i over 20 år vokset sig til et monster, og Chris Casagrande forudser, at det kommer til at tage mindst en generation at afhjælpe de omfattende menneskelige skader, epidemien har forårsaget. Men han er ikke uden tro på fremtiden.

”Vi må håbe, at der bliver opfundet en pille, der kan kurere afhængighed. I mellemtiden kan vi bare hjælpe misbrugerne én efter én i takt med, at de kommer ind gennem vores dør. Det er en langsom, men støt løsning. Og det hele kan til tider virke håbløst og desperat.”

LÆS OGSÅ: Rasmus Tantholdt: "For hver 100 tv-indslag ændrer ét på noget, og det er det hele værd"

LÆS OGSÅ: Et overset problem: Mange voksne lider af ADHD

LÆS OGSÅ: Forført af døden: Rivende udvikling inden for islamistisk radikalisering