Da et fløjt markerer kampens start, vælter brede, hvide konfetti-strimler ned over FC Helsingørs fans. Spændingen ligger næsten lige så tykt i luften som duften af den lokale slagter Baagøs pølser, der bliver grillet sprøde under solen. Det er nu, Helsingør-spillerne skal bevise deres værd.
For næsten tre måneder siden gjorde den helsingoranske fodboldklub det, kun få havde regnet med, og rykkede op i Superligaen med et kampresultat på 2-2 mod Viborg. Det var en oprykning, som holdets træner Christian Lønstrup dengang i medierne selv beskrev som en overraskelse. Klubbens stadion var ikke godkendt til Superligaen, og Lønstrup havde ikke den nødvendige trænerlicens. Oprykningen skete alt for tidligt i forhold til de planer, han havde lagt for holdet.
Alligevel er det lykkedes FC Helsingør at kæmpe sig frem til i dag, hvor FCK’s spillere står klar på banen i deres røde udebanetrøjer. Med mere end fem tusinde fremmødte tilskuere er det lille stadion fyldt til bristepunktet. Det kommenterer en FCK-fan, der har forvildet sig væk fra udebanesektionen i den anden ende af banen.
“Nå, de kan trods alt finde ud af at fylde et stadion op,” siger han og udløser et hånligt grin hos sin ven.
Grinet går igen, da FCK-spilleren Pieros Sotiriou i syvende minut sparker bolden ind i målet på Helsingørs banehalvdel. Der går et sus gennem resten af hjemmebanetribunen, inden FCK-brølene fra den anden side af stadion runger overlegent ud over det lille stadion og overdøver Helsingør-fansenes ærgrelse.
“FC København! FC København! FC Københa-a-avn!”
Cowboylandet
På I L Tvedes Vej, et par kilometer fra Helsingør Stadion og kampens hede, ligger Royal Tattoo. Butikken er ejet af Henning Jørgensen, der tidligere var ‘inkarneret københavner’, som han selv udtrykker det. Ikke at han går op i fodbold, men han startede sin karriere som tatovør midt i hjertet af København på Istedgade og senere i Nyhavn hos tatoveringskoryfæet ‘tattoo-Ole’, Ole Hansen.
Hvis man ved bare en smule om den danske tatoveringsbranche, er Henning Jørgensen et navn, man kender. Som den eneste danske tatovør har han fået overrakt den prestigefyldte titel som ‘Tattooist of The Year’ af sine internationale kollegaer. Igennem årene har hans ry fået folk til at flyve ind fra USA og Australien for at få et af hans permanente kunstværker stukket ind under huden, siden han i 1983 startede op som selvstændig i havnebyen. Og det tog ikke lang tid, før den inkarnerede københavner også rykkede privatlivet til den nordsjællandske by.
“Inden jeg åbnede en butik i Helsingør, havde jeg sagt, at jeg aldrig ville flytte fra København. Jeg havde ellers lige fået den fedeste lejlighed på Vesterbros Torv, men da jeg åbnede butikken den 1. april, ville jeg ikke hjem herfra. Jeg havde bare lyst til at blive heroppe. 14 dage senere fandt vi en, der ville leje vores lejlighed på Vesterbro, og flyttede til Helsingør,” siger Henning Jørgensen.
![]()
Henning Jørgensen åbnede sin tatoveringsbutik i Helsingør i 80’erne og har set byens udvikling gennem tre årtier. “Det var det rene cowboyland dengang.” Foto: Marie Hald
Som erhvervsdrivende og senere også bosiddende i Helsingør gennem mere end tre årtier har han set byen udvikle sig fra forreste række. Helsingør er en havneby, der tidligere var kendt som porten til resten af Skandinavien. Noget, der var en afgørende faktor for Henning Jørgensen.
“Dengang jeg åbnede butikken her i byen, så jeg muligheden i, at svenskerne var kommet til byen i årtier efter årtier og handlet. Det var det rene cowboyland her i 80’erne og starten af 90’erne. Her var så meget liv, at der stort set ikke var en eneste forretning ledig. Jeg var så heldig at finde en, da jeg kom herop, og den tog jeg,” siger han.
Men i midten af 90’erne vendte skuden for cowboylandet. I Sverige devaluerede man den svenske krone, og det konstante flow af folk fra Danmarks skandinaviske broderland, som førhen havde lagt en god sjat penge i byen, blev kraftigt reduceret. Samtidig begyndte Helsingør Kommune at opleve en stagnation og ligefrem nedgang i befolkningstallet. I 2008 indførte kommunen derfor en handlingsplan, der skulle vende kurven at forøge antallet af fødsler og tilflyttere. Blandt andet satte man flere penge af til skolerne for at tiltrække børnefamilier, og man forsøgte at øge byens kulturelle tiltrækning ved at udvikle kulturhavnen med Kronborg, Kulturværftet og M/S Museet for Søfart, som er tegnet af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels.
I august 2015 kunne lokalaviserne langt om længe bringe en god nyhed, der lagde uroen over udviklingen i graven. Kommunens plan var lykkedes, og Helsingør havde rundet det magiske befolkningstal 62.000, som var dets højeste nogensinde. Siden da er udviklingen kun gået i én retning: fremad. Befolkningstilvæksten fortsætter, og analytikere forudser, at prisniveauet på boliger i København kombineret med en række nye boligprojekter i Helsingør Kommune fremover vil få københavnerne til at strømme mod den nordsjællandske by.
Henning Jørgensen er heller ikke i tvivl om, at Helsingør vil have noget at byde på for københavnerne.
“Vi er omgivet af vandet, og det er en lækker, gammel, historisk by. Inden for få minutter kan du gå midt ude i skoven. Samtidig er det ikke en soveby, men en moderne én. Her er liv, og der er en masse fede indtryk og kultur. Vi har et madmarked nede ved vandet, vi har Kulturværftet, og vi har Søfartsmuseet. Jeg synes også, at København er den fedeste by, men Helsingør har fanget mig, og nu hænger jeg fast heroppe,” siger han.
Helsingør er en by i sig selv
En af de mange tilflyttere bag Helsingør Kommunes statistikker er 39-årige Jacob Løvenstjerne, som er strategisk indkøber hos Nordkøb. Efter at have boet 12 år på Frederiksberg, flyttede han i juli sidste år til den nordsjællandske by med sin kone, Sofie, som er produktionskoordinator hos Kopenhagen Fur, og parrets tre børn.
“Da vi fik vores tredje barn, blev vi enige om, at vi nok ikke kunne blive for evigt i vores andelslejlighed på 115 kvadratmeter på Frederiksberg. Det var lidt udelukket for os at finde noget større på Frederiksberg, for vi følte ikke, at vi kunne følge med boligmarkedet. Derfor begyndte vi at kigge op langs kysten i stedet,” siger Jacob Løvenstjerne.
Familien indstillede sig derfor på at sige farvel til storbylivet. Noget, der ikke var et decideret stort tab, for familien var begyndt at kunne mærke konsekvenserne af at bo i en af Danmarks største kommuner. Da Jacob Løvenstjernes søn ville begynde til fodbold, havde klubben oparbejdet en venteliste på et halvt år, og da datteren ville gå til svømning, lå det eneste ledige holds træning fredag aften klokken syv i en svømmehal, der lå et godt stykke væk fra familiens lejlighed. Udbud og efterspørgsel hang bare ikke sammen, fortæller Jacob Løvenstjerne.
Samtidig havde familien et ønske om at være tættere på naturen efter at have brugt mange år i storbyens os. At være tæt på havet var også et must, for hans kone ville gerne i gang med at vinterbade. Samtidig ville familien ikke ende i en lille, døende provinsby, men stadig have et stort kulturudvalg. Valget faldt derfor på Helsingør.
“Selvom vi på mange måder er bymennesker, savnede vi også naturen. Mange af de ting, jeg førhen godt kunne lide ved Frederiksberg, begyndte at blive lidt for meget. Det er en kommune med mange mennesker, der er omringet af meget by, og der er langt, hvis du gerne vil ud i naturen og cykle en tur,” siger Jacob Løvenstjerne.
“Men her, hvor vi bor nu, kan jeg på fem til ti minutter komme midt ind i byen, ud til vandet eller være ude i skoven. Det kan man næsten ikke andre steder i Danmark, og det synes jeg er ret unikt. Helsingør er virkelig en by, der er en by i sig selv.”
Snaps og pølser på folkets plads
Tavsheden er larmende blandt FC Helsingørs fans, da de store, røde digitalbogstaver på skærmen for enden af banen ændrer sig til 3-0. Med sine to mål har Andrija Pavlovic sat FCK i en overlegen position kun 33 minutter inde i kampen. En rødmosset mand med en FC Helsingør-kasket på hovedet råber i kortfattede vendinger, mere til sig selv end til nogen andre, at kampen er noget ‘værre pis’. Helsingoranerne ved godt, at konflikten på banen er ved at ebbe ud.
Konflikter er der ellers nok af i den nordsjællandske by, og senest har pølsemanden Jørgen Petersen været et omstridt emne på byens dagsorden. Hans pølsevogn står dog på sin faste plads på Axeltorv med Tikøb-brostenen, hvor en kunde tygger af munden efter sin sidste bid pølse med brød, idet jeg stiller mig ind under vognens kaleche, og Jørgen Petersen hilser mig velkommen.
I april var havde Helsingør Dagblad sat et billede af Jørgen Petersen på forsiden med overskriften ‘Pølsemand bliver mobbet’. For selvom pølsemanden har sine tilladelsespapirer fra kommunen i orden, mente de andre erhvervsdrivende, at vognen ikke hørte hjemme på torvet.
“Der har været en masse modstand imod, at jeg har den her pølsevogn. De andre butiksindehavere sagde, at min vogn blokerede for udsynet til deres butikker. De kom med forskellige tilråb og truede med, at de ville få mig fjernet. Heldigvis har folk i byen været flinke, for de har sagt til mig, at de synes, det er dejligt, at man kan få en pølse og ikke altid behøver spise kebab.”
![]()
Pølsemanden Jørgen Petersen ligger i en konflikt med de øvrige erhvervsdrivende på Axeltorv, men nægter at forlade sin hjemby. Foto: Marie Hald
I dag er konflikten ikke blevet mindre. Jeg spørger Jørgen Petersen, om det ikke ville være nemmere at køre pølsevognen videre. Der må vel være en anden by i nærheden, der også vil have noget dansk, kulinarisk kulturarv. Men han nægter at rykke sin vogn en eneste millimeter.
“Jeg har mine tilladelser i orden, og jeg må gerne være her. Jeg elsker Helsingør, det er mit hjem, og jeg skal ikke væk herfra.”
Julegaver på fodboldbanen
Kun de mest inkarnerede FC Helsingør-fans fortsætter deres kampråb, da afslutningen af anden halvleg nærmer sig. Mens tilskuerne strømmer ud af stadionet, scorer FCK kampens fjerde mål. Tilråbene fra tribunen tiltager i desperation, mens to romerlys oplyser københavnernes triumferende fans i den anden ende af stadion. Syv minutter senere bliver kampen fløjtet af med stillingen 4-0.
Da jeg dagen efter fanger FC Helsingørs træner Christian Lønstrup over telefonen, bliver jeg mødt med tydelig skuffelse over gårsdagens kamp.
“Det var et frygteligt resultat. Jeg har været træner i fire år, og jeg har aldrig set os lave fire individuelle fejl, som vi gjorde i går,” siger han.
Fra 1992 til 1996 spillede Lønstrup selv for FCK. I søndags stod han på modstanderens side og måtte se til, mens hans tidligere hold løb med sejren. Men det betyder ikke, at den tidligere københavner-spiller er i tvivl om, hvor hans hjerte ligger.
“Det kunne nok godt se ud som om, jeg har et ben i hver lejr, med de julegaver vi gav i går. Jeg interesserer mig for og følger med i FCK’s kampe, og det har jeg altid gjort. Men jeg ville stadig gerne vinde for Helsingør,” siger han.
En kampresultat på 4-0 er aldrig sjovt for den, der taber. Og det vil altid være et ekstra stort tab, når det sker på en hjemmebane, der er fyldt op til randen med håbefulde fans.
“Vi har en god opbakning i vores fans, og det så man også i går. Der sad over 5.000 fodboldfans på stadionet, og størstedelen var vores. Vi har oparbejdet en god fankultur, som følger med i det, vi laver. Derfor gør det også ekstra ondt, når resultatet blev, som det gjorde, men vi har et godt fællesskab” siger Christian Lønstrup.
Sømanden fra Norge
Inde på Axelhus Bodega er indehaver Jimmy Sørensen og de syv stamgæster enige med Helsingør-træneren i, at søndagens kamp var en skuffelse. Det smitter dog ikke af på humøret ved bardisken. Lige efter morgenkaffen får gæsterne serveret et morgensæt, der består af en flaskeøl og et valgfrit shot for 30 kroner. Det er byens billigste, fortæller Arne Holm mig, da jeg sætter mig ved siden af den lille gruppe. På hans skød ligger hunden Molly, der er lige så trofast en del af fællesskabet på Axelhus som Arne Holm selv.
Jimmy Sørensen åbner bodegaen op for de første gæster hver dag klokken otte om morgenen, og det har han gjort de seneste otte år. Han er selv født og opvokset i Helsingør og har aldrig haft en grund til at forlade byen igen.
“Vi har alt her. Byen er gammel og velholdt, og vi oplever, at der kommer flere turister hertil igen, siden svenskerne stoppede lidt med at komme i 90’erne. Den her by gemmer på en masse historie, som man ikke finder så mange andre steder,” siger han.
![]()
På byens bodega samles stamgæsterne klokken otte til et morgensæt bestående af en flaskeøl og et shot. Foto: Marie Hald
Det er let at spore kærligheden til Helsingør blandt byens indbyggere. Det er en kærlighed, der også af og til smitter af på dem, der slår vejen forbi den gamle havneby. Arne Holm boede oprindeligt i Helsingborg, men tog så ofte turen over Øresund, at han til sidst besluttede sig for at flytte hertil. Og han er ikke den første stamkunde, der har kastet sig i Helsingørs favn, fortæller Jimmy mig, mens han skænker et morgensæt til en gæst.
“For noget tid siden havde jeg en norsk stamkunde, som havde planer om at sejle ned gennem Kielerkanalen. Han sagde, at han ikke ville sejle videre, før han havde fundet en helsingoransk kvinde at tage med på rejsen. Og han fandt hende, lige her i bodegaen. Men han kom aldrig videre fra Helsingør. De bor her stadig i dag, og for to år siden blev de gift herinde i bodegaen, hvor de mødte hinanden for første gang,” siger han.
Og ifølge Jimmy Sørensen er det grunden til, at Helsingør fortsætter i én retning: frem. For godt nok har byen ikke heldet med sig på fodboldbanen - men den kan noget, som fortsat trækker københavnerne ud af Hovedstaden og ud til vandet i Sjællands nord, og som i stor stil hiver svenskerne og nordmændene over Øresund. Og det er sømanden fra Norge et bevis på, forklarer bodegaejeren.
“Helsingør er en by, der vokser lidt på dig. Når du først har kastet din kærlighed på den, så slipper du den ikke så let igen.”
LÆS OGSÅ: Stort portræt af Brøndby kommune: “Vi bor her, det her er vores liv, og vi flytter aldrig herfra”
LÆS OGSÅ: Mattias Tesfaye: ”Gad vide, hvad jeg havde gjort, hvis den der Robyn-cd med coke var nået til mig?"
LÆS OGSÅ: 7 opdateringer fra Mads Holgers Facebook-profil, der minder os om, hvor meget vi savner ham
