Reportage fra Transnistrien: Sådan er livet i landet, der ikke findes

I den disede eftermiddagssol på Dinamo Stadion i Transnistriens næststørste by, Bender, varmer Anastasia Senchiv op. Iklædt mørkt træningstøj og stram knold i nakken begynder hun og de andre atleter dagens træning under skarp ledelse af deres træner. Anastasia Senchiv er længde- og trespringer og har deltaget i flere internationale konkurrencer for Moldova. Det til trods for, at hun er født og opvokset i Transnistrien og har været en del af nationens statsstyrede sportssystem, siden hun var lille.

”Fra begyndelsen af min karriere vidste jeg, at den eneste mulighed, jeg havde for at komme med til internationale konkurrencer, var at stille op for Moldovas nationale hold. Jeg elsker Pridnestrovie, men vi har ingen muligheder her,” fortæller Anastasia Senchiv.

Konflikten mellem Moldova og Transnistrien, eller Pridnestrovie, som de lokale selv kalder landet, opstod i 1990.

Efter at Moldova havde erklæret sin uafhængighed og løsrev sig fra Sovjetunionen, ændrede man her officielt sprog til moldovisk, en pendant til rumænsk, med latinske bogstaver. Dette fik særligt det russisktalende flertal nordøst for Dniester-floden i Moldova til at frygte diskrimination og udelukkelse.

Fra 1990 til 1992 brød en borgerkrig ud mellem Moldovas militær, bakket op af Rumænien, og russiskstøttede militser fra den anden side af floden. Krigen splittede landet i to: Moldova og Transnistrien, som betyder ‘efter Dniester’, hvilket er navnet på den flod, der skiller de to stater. Siden da har situationen været fastlåst.

I dag fungerer Transnistrien stort set som en selvstændig nation, med alt hvad det indebærer; egen valuta og regering, egne nummerplader og hær. Alt sammen på et areal, der ikke er meget større end Fyn.

På trods af den umiddelbare selvstændighed er Transnistrien dog ikke anerkendt af FN-landene. Selv ikke Rusland, som den lille udbryderstat er dybt økonomisk afhængig af – og hvorfra man får sin gas – har anerkendt Transnistrien som selvstændigt land. Hvis man er transnistrisk sportsudøver og drømmer om metal ved internationale konkurrencer, er man derfor nødt til at stille op under et andet lands fane.

Det gælder alt lige fra landshold og individuelle atleter til Transnistriens store stolthed, fodboldklubben Sheriff Tiraspol (der officielt stiller op for Moldova), som i slutningen af september 2021 sensationelt besejrede Real Madrid i en Champions League-kamp. På udebane.

I en lille foyer på en sportsskole i Bender, byen, der ligger på den venstre side af floden Dniester, er det første, som møder én, når man træder indenfor, en sølvplade fra OL i 1980 i Moskva. På sølvpladen står ordene ’De bedste atleter i verden, vores avancerede folk’ skrevet oven over de fem olympiske ringe.

Allerede fra en tidlig alder bliver de unge atleter i Transnistrien indlemmet i det statsstyrede sportssystem, hvor man som 10-årig bliver udtaget til en konkurrence, der skal finde de allerbedste atleter. Disse bliver tilbudt at bo og studere på skolerne med statsbetalt træning, mad og behandling. Det fortæller Gjenadie Narivonchik, der er direktør for en sportsskole i hovedstaden Tiraspol.

Trods indimellem lidt utidssvarende forhold fejler ambitionsniveauet ingenting blandt de mange atleter på landets 28 sportsskoler. De fleste af eleverne drømmer om at komme med til de helt store, internationale mesterskaber, fortæller Gjenadie Narivonchik, mens han passerer en række plakater i sort-hvid med billeder af tidligere olympiske medaljevindere med transnistrisk islæt. Narivonchik peger på et af billederne.

”Det er Larisa Popova, hun vandt guld i roning ved OL i

Moskva,” fortæller han stolt. Larisa Popova blev født i Tiraspol i 1957 og har siden markeret sig som en af de allerstørste transnistriske sportsudøvere gennem tiden. Til trods for, at hun faktisk stillede op for det gamle USSR. I dag sidder Popova i Moldovas olympiske sportskomité, der har hovedsæde i Chisinau.

Men hvorfor har nationen, der i snart 30 år indædt har kæmpet for selvstændighed, valgt at give afkald på deres dygtigste atleter i internationalt øjemed – og tilmed til den tidligere krigsmodstander Moldova?

I modsætning til størstedelen af verdens andre ikke-anerkendte stater har Transnistrien nemlig beholdt deres sportslige relation til det land, de brød ud fra, Moldova. Ifølge en artikel fra 2011 af Adam Eberhardt, direktør for Center for Østlige Studier i Warszawa, er der flere grunde til det.

En af grundene er den store værdi, der ligger i at kunne berette om statens borgeres deltagelse i internationale konkurrencer. Imponerende sportspræstationer kan samtidig give politisk medvind.

En sådan tankegang vækker kraftige associationer til Sovjettiden, hvor sport i høj grad blev brugt til at give borgerne en falsk mæthedsfornemmelse. Idéen var, at så længe befolkningen var underholdt eller havde aspirationer inden for eksempelvis sport, så håbede man på, at de glemte den generelle fattigdom, der ellers gennemsyrede det sovjetiske samfund, de levede i.

Tag bare eksemplet med Sheriff Tiraspol. I efteråret 2021 talte man i alle verdens medier pludselig om den lille klub fra Transnistrien. De positive historier kan ifølge Adam Eberhardt i sidste ende være med til at give statens politikere en fordel i eventuelle forhandlinger mellem Moldova og Transnistrien, samt medvirke til, at befolkningen bevarer en stærk nationalfølelse.

Udover Transnistriens officielle navn, Den Pridnestroviske Moldaviske Republik, PMR, er dets forhold til naboen mod vest ikke tydeligt til at få øje på.Tværtimod faktisk. Overalt på vigtige regeringsbygninger flages der med to flag, det russiske og det transnistriske.

I forbindelse med den seneste valgkamp i 2016 udtalte præsident Vadim Krasnoselsky, at han ikke så nogen grund til at styrke båndet til Moldova.

Han gjorde det også klart, at det ultimative mål fortsat er en genforening med moderlandet Rusland, der i forvejen står for godt 70 procent af Transnistriens statsbudget, og som har udstationeret omkring 1.500 fredsbevarende styrker i landet.

Siden borgerkrigens afslutning og stiftelsen af nationen i 1992, har Transnistriens statsoverhoveder aktivt fastholdt en fjendtlighed over for de gamle krigsmodstandere. Blandt andet ved hvert år at mindes ofrene for krigen med store militærparader ned igennem 25. Oktober Gade, datoen for den russiske Oktoberrevolution.

I et lavloftet og svedlugtende kælderrum i Tiraspol har 22-årige Serghei Uscov netop færdiggjort sin træning. Han er tidligere moldovisk mester i taekwondo og drømmer om at deltage ved OL i 2024 for Moldova.

”Jeg har mange gode venner på landsholdet, så jeg har ikke noget problem med at stille op for Moldova,” fortæller han.

Serghei Uscov er født i den transsibiriske endestationsby Vladivostok af en moldovisk mor og en bulgarsk far, men i 2002 flyttede han og resten af familien til Transnistrien, fordi hans morfar fik en gratis lejlighed, som tak for hans indsats ved et byggeri i landet.

”Vores ungdom her er ikke noget særligt, men den er okay. For mig er det bedste sporten,” siger han og fortsætter: ”Den primære vanskelighed ved at bo og træne her er økonomien, men det er kun med til at motivere mig.”

Anderledes pessimistisk er Serghei Uscov, når talen falder på en eventuel genforening af de to lande.

“Jeg tror aldrig, at vi bliver et samlet land,” afslutter han, inden han låser døren til taekwondo- klubben og bevæger sig ud i Tiraspol.

Det er umuligt at spå om, hvad fremtiden bringer for Transnistrien, både i det politiske landskab og på det personlige plan for nationens unge sportsudøvere.

Sporten er for Anastasia Senchiv, Serghei Uscov og mange andre atleter i Transnistrien en måde at komme ud af landet på, og det gør de gerne ved at vælge deres egentlige nationalitet fra – i hvert fald udadtil.

For politikerne i udbryderstaten kan de unges sportslige ærgerrighed omvendt være med til at virkeliggøre de politiske ambitioner, men i sidste ende skal der formentlig meget mere til, før Transnistrien enten opnår selvstændighed eller slutter sig til den gamle krigsfjende Moldova.

I mellemtiden sveder nationens unge videre i sportshaller og på stadioner, og deres sejre for Moldova er mindst lige så meget sejre for Transnistrien.