Reportage fra Transnistrien: Sådan er livet i landet, der ikke findes
I Transnistrien drømmer de unge sportsudøvere om at stille op ved internationale konkurrencer. Men Transnistrien er ikke anerkendt som nation, så derfor må atleterne dyste under et andet lands faner. Samtidig håber politikerne i den lille udbryderstat på, at de transnistriske sportspræstationer kan være med til at sætte nationen på verdenskortet, som det eksempelvis skete, da hovedstadsklubben Sheriff Tiraspol slog Real Madrid i Champions League.
I den disede eftermiddagssol på Dinamo Stadion i Transnistriens næststørste by, Bender, varmer Anastasia Senchiv op. Iklædt mørkt træningstøj og stram knold i nakken begynder hun og de andre atleter dagens træning under skarp ledelse af deres træner. Anastasia Senchiv er længde- og trespringer og har deltaget i flere internationale konkurrencer for Moldova. Det til trods for, at hun er født og opvokset i Transnistrien og har været en del af nationens statsstyrede sportssystem, siden hun var lille.
”Fra begyndelsen af min karriere vidste jeg, at den eneste mulighed, jeg havde for at komme med til internationale konkurrencer, var at stille op for Moldovas nationale hold. Jeg elsker Pridnestrovie, men vi har ingen muligheder her,” fortæller Anastasia Senchiv.
Konflikten mellem Moldova og Transnistrien, eller Pridnestrovie, som de lokale selv kalder landet, opstod i 1990.
Efter at Moldova havde erklæret sin uafhængighed og løsrev sig fra Sovjetunionen, ændrede man her officielt sprog til moldovisk, en pendant til rumænsk, med latinske bogstaver. Dette fik særligt det russisktalende flertal nordøst for Dniester-floden i Moldova til at frygte diskrimination og udelukkelse.
