De Afrikanske Mesterskaber i fodbold er mere end Mané, Mahrez og Salah. Her er det vigtigste, du skal vide om turneringen

Når åbningskampen mellem Burkina Faso og værtslandet Cameroun fløjtes i gang, vil præsidenten for Det Afrikanske Fodboldforbund, Patrice Motsepe, synke lettet ned i sædet.

Afrikas største sportsbegivenhed har længe balanceret på kanten af aflysning. En accelererende corona-variant fik i første omgang sammenslutningen af europæiske fodboldklubber, ECA, til at frygte for spillernes sikkerhed, inden FIFA-præsident Gianni Infantino fløj til Qatar for at holde krisemøde med Det Afrikanske Fodboldforbunds øverste ledelse.

Skulle slutrunden udsættes? Eller permanent aflyses? Og kunne Cameroun – med et omfattende stadionbyggeri in mente - klare endnu en udsættelse, efter slutrunden i 2019 som følge af den politiske krise i landet blev flyttet til Egypten, og i 2021 måtte se coronaen spænde ben?

Patrice Motsepe lod Afrikas fodboldfans vente i spænding. I to dage var han tavs. Først den 21. december under et monitoreringsbesøg i Cameroun lod fodboldpræsidenten høre fra sig.

Her fortalte Motsepe den fremmødte presse, at han den 9. januar tager sin kone og sine børn med til Cameroun for at overvære åbningskampen ved mesterskaberne. Nu var ingen længere i tvivl. Den 33. udgave af De Afrikanske Mesterskaber i fodbold var en realitet.

Vi har samlet alt det vigtigste, du skal vide om turneringen:

Fodbold i en krigszone

Spændinger mellem den engelsk- og den fransksprogede del af Cameroun har kastet landet ud i en politisk krise, der mest af alt kan karakteriseres som en borgerkrig. Mere end én million mennesker er internt fordrevne, og de militære kampe er de seneste måneder rykket fra landområderne til byerne.

Få kilometer fra et af slutrundens stadioner i byen Limbe finder i skrivende stund blodige kampe sted, og hver dag forøges antallet af krigsofre. Separatisterne har tilbage i 2017 erklæret sig uafhængige fra Cameroun og etableret den selvstændige nationalstat Ambazonia, der endnu mangler international anerkendelse.

Den interime ambazoniske regering har i slutningen af 2021 opfordret til boykot af De Afrikanske Mesterskaber og skriver i en pressemeddelelse, at man ikke kan spille fodbold i en krigszone.

Dagen før åbningskampen er der meldinger om planlagte demonstrationer mod den camerounske regering, som separatister hævder, har gjort de engelsktalende til andenrangsborgere og nu begår systematiske overgreb på dem.

Coronavirus og konflikt har præget optakten til turneringen, men i fokus er trods alt stadig fodbolden. I Cameroun skal spillere af alle kalibre - fra semiprofessionelle klubber i Ækvatorial Guinea til megastjerner i Premier League - de næste fire uger kæmpe om at blive foreviget i den afrikanske fodboldhistorie.

De store og de små stjerner

Når man lader øjnene løbe ned ad spillerlisten ved den kommende turnering, fanger blikket straks de mest velkendte navne: Egyptens Mohammed Salah, Gabons Pierre-Emerick Aubameyang og Senegals Sadio Mané.

Premier League-stjernerne lægger utvivlsomt navn til de største overskrifter, men Africa Cup of Nations er samtidig en gylden mulighed for at stifte bekendtskab med den fodbold, der til dagligt spilles på det store kontinent, langt fra de europæiske fodboldligaers velsmurte, kommercielle maskiner.

Et glimt af nye fodboldoplevelser

Etiopien er en af de nationer, der er værd at holde et vågent øje med. Størstedelen af de etiopiske spillere optræder i den bedste, etiopiske fodboldrække, som de senere år har gennemgået en enorm udvikling og nu profiterer af at have indført kvoter på antallet af udenlandske spillere, hvilket har givet plads til de lokale. Etiopierne er havnet i en overkommelig pulje og bliver spændende at følge.

Det samme kan siges om østaten Comorerne, der i år deltager ved De Afrikanske Mesterskaber for første gang. Med blot 860.000 indbyggere er det lettere sensationelt, at det er lykkedes landet fra Det Indiske Ocean at klemme sig indenfor i Afrikas fineste fodboldselskab.

Men det er dog efter alt at dømme hverken Etiopien eller Comorerne, der står øverst på skamlen, når pokalen sent om aftenen den 6. februar skal løftes mod aftenhimlen på Olembe Stadium i Camerouns hovedstad, Yaounde.

Algeriet er holdet, der skal slås

Forhåndsfavoritterne er de forsvarende afrikanske mestre fra Algeriet. Landstræner Djamel Belmadi råder over stort set de samme udvalgte, som triumferede i 2019. Det er AC Milans Ismail Bennacer, der dominerer midtbanen, mens Riyad Mahrez, Said Benrahma, Youcef Bellaili og finalehelten fra 2019, Baghdad Bounedjah, skal score målene.

Selvom Algeriet råder over flere forrygende spillere, er det populært sagt holdet, der er stjernen. Træner Belmadi har etableret en fasttømret enhed, der spiller fodbold på et højt, taktisk niveau, hvilket i al tydelighed kom til udtryk i decembers FIFA Arab Cup. Her mødtes de 10 bedste fodboldnationer fra den arabiske verden i Qatar som optaktsturnering til VM-slutrunden senere i år. Algerierne vandt turneringen uden at lide så meget som ét eneste pointtab.

Algeriets nordafrikanske naboer fra Marokko og Tunesien må heller ikke undervurderes. Tunesien sluttede på tredjepladsen ved seneste udgave af De Afrikanske Mesterskaber, og under ledelse af anfører Wahbi Khazri fra Saint Etiennes kan nordafrikanerne gøre ondt på alle hold i Cameroun.

Det samme kan Egypten, som vil være sultne efter at revanchere det tidlige exit fra slutrunden i 2019 på eget græs. Liverpools Mohamed Salah og Arsenals Mohamed Elneny akkompagneres af en række spillere fra den egyptiske liga, der regnes for at være blandt Afrikas stærkeste.

Vestafrikanske nationer på tilbagegang

Længere mod syd famler Nigeria efter storspillet. The Super Eagles kommer til Cameroun med flere svingende resultater i bagagen, ligesom skaderne i den seneste tid er væltet ned over holdet. Napolis stjerneangriber Victor Osimhen har brækket kæben og kommer ikke til at repræsentere de grønblusede i Cameroun.

Nigerias vestafrikanske kollegaer fra Ghana har igennem årene kunnet prale af storspillere som Michael Essien, Abedi Pele og Asamoah Gyan. Med danske briller bliver det spændende at følge de to tidligere FC Nordsjælland-profiler Mohammed Kudus og Kamal Deen, men Ghana anno 2022 er langt fra fordums styrke og regnes ikke blandt favoritterne.

Det gør værterne fra Cameroun måske heller ikke, men man har tidligere set, at værtsskab giver vinger. Cameroun så stærke ud, da de i efteråret vandt deres VM-kvalifikationspulje foran blandt andre Elfenbenskysten, og der er grund til at tro, at Bayern Münchens Eric Chopo-Moting og topscoreren i Europa League, Lyons Karl Toki Ekambi, kan bringe hjemmepublikummet i ekstase.

En eventuel triumf vil dog ikke være ensbetydende med champagnejubel og folkefest for alle camerounere. Cameroun er et stærkt splittet samfund, hvor militante separatister og brutale regeringsstyrker på syvende år bekriger hinanden.