Håndbold har gjort det utroligt nemt for haderne at hade den

DER FINDES TO SLAGS MENNESKER: dem, der kan lide håndbold, og dem, der ikke kan. Sådan er det vel ret beset med alle sportsgrene. Og så alligevel ikke. Håndbold er nemlig en sportsgren, som mange herhjemme primært gør nar ad og helst ikke vil associeres med.

For mens hele den menneskelige skæbne angiveligt udfolder sig op ad Alpe d’Huez i Tour de France, når alverdens cykelskribenter beskriver rytternes lidelser på poetisk vis, mens Roger Federer fremstilles som en Jesus-agtig figur af forfatteren David Foster Wallace i The New York Times, mens der bliver skrevet hovedværker om det geniale i Pep Guardiolas taktiske dispositioner, ja, så har håndboldsporten bare ikke den samme mytiske tiltrækningskraft.

Og det kan hverken Niklas Landins akrobatiske evner i målet eller Mikkel Hansens nærmest overjordiske skudrepertoire ændre på.

Har du nogensinde befundet dig i en håndboldhal, så ved du, hvordan oplevelsen er: Her lugter indelukket og af sved, larmen fra ’Sweet Caroline’, ’For evigt’ og technoficerede radiobaskere i de ramponerede højttalere gør det umuligt at få ørenlyd, cafeteriet langer bølgefritter fra frost over disken, mens tilskuerne i langt overvejende grad er provinsforældre med maling i ansigtet, klaphatten spændt hårdt fast oven på hovedet og oppustelige plastikpølser mellem hænderne.

De karikerede forestillinger passer som hånd i en bøtte harpiks, uanset om du er til VM-finale i Herning eller til 1. divisionskamp på Frederiksberg, i Maribo eller i Frederikshavn. Musikken er dårlig. Lyden af klappepølser er forfærdelig.

Tilskuerne er ikke lige så raffinerede som dem, der tropper op til Wimbledon, og de er heller ikke lige så brutale, passionerede og til tider ukontrollerede som fodboldfans til et derby i Parken. Håndbold har på mange måde gjort det utroligt nemt for haderne at hade den.

Samtidig fylder skønheden – æstetikken – forsvindende lidt i den generelle fortælling om en sport, vi selv har opfundet i Danmark. Det uindviede øje vil blot se nogle tilfældige kast med en bold frem og tilbage på en indendørsbane, og på et tidspunkt er der én, der skyder hårdt.

Men håndboldsporten er langt mere end det. Når det danske landshold laver et Barcelona-kryds eller starter deres Nordsjælland-bevægelser, er det ét taktisk brudstykke efter det andet, der i sidste ende skal splitte modstandernes forsvar ad. De, modstanderforsvaret, har til gengæld tilvejebragt en taktik, der skal umuliggøre netop det.

Deres målmand har forberedt sig ned til mindste detalje ved at studere skudmønstre for at få dén lille fordel, som muligvis kan afgøre kampen.

Forsvarsspillerne har også lavet indbyrdes aftaler med deres målmand om, hvornår og hvordan de skal lægge deres parader, og de har gennemgået timevis af videomateriale for at tage valget mellem en 6-0, 5-1 eller 3-3-opstilling for dermed at være bedst muligt forberedt på at lukke ned for fx et fransk kryds, den hyppigst brugte spilåbning i angrebet.

Alle håndboldkampe er nemlig bygget op af masser af gentagelser: Et system sættes op, tempoet øges, så en afslutning, der bliver til en redning eller til et mål. Sådan fortsætter det, indtil små individuelle fejl eller personlige pragtpræstationer til sidst gør forskellen mellem sejr og nederlag.

Tænk bare på Hans Lindbergs kontrascoring mod Makedonien ved EM i 2012. Mikkel Hansens bommert i de døende sekunder i VM-kvartfinalen i 2021 mod Egypten.

Eller selvsamme Hansens svirp direkte mod det fjerneste hjørne, da tiden faktisk var gået, mod Rusland ved OL i Beijing i 2008.

SELVOM DE OVENSTÅENDE EKSEMPLER er hentet fra nervepirrende dramaer, hvor udfaldet af kampene har balanceret på en knivsæg, og hvor publikum har siddet helt ude på kanten af deres sæder, så er håndbold stadig den dag i dag et nemt offer for hån og spot.

Fra tid til anden tager sporten form af fremkaldervæske, der synliggør opgøret mellem land og by: Håndbold bliver symbolet på det, kultureliten foragter ved deres landsmænd, og på, hvad ”danskere, som vi er flest,” hader ved ”de københavnske saloner.”

Inger Støjberg (som du nok har regnet ud, at ovenstående udtryk stammer fra) er en af dem, der har gjort håndbold lig med selve det at være dansk.

I et interview med TV 2 Nord – foretaget, da Leo Nielsen fra Sussi og Leo gik bort i februar 2023 – har formanden for Danmarksdemokraterne eksempelvis sagt, at Leo Nielsen var ”lige så dansk som ’Vi sejler op ad åen’, håndbold og klaphatte.”

Tidligere kulturminister Joy Mogensen (S) fremhævede også håndbolddanmark i et af sine forsøg på at kæmpe den socialdemokratiske klassekamp, da hun i 2020 i ’Deadline’ på DR sagde: ”Der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater.”

I 2019 strøg Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti desuden til tasterne med et forsvar for sporten, hvor hun skrev, at ’håndbold er et samlingspunkt for befolkningen, og disse samlingspunkter skal vi glæde os over.’

Og ikke udskamme, må det forstås.

På den modsatte side af kamppladsen står så det københavnske kulturparnas. Den nu afdøde forfatter, politiker og debattør Mads Holger skrev fx engang:

’Håndbold er et spil, som ikke vedrører nogen andre i verden end danskere. Alligevel taber de altid. Det svarer jo til at tabe i et spil pik.’

Senere stemte Jørgen Leth i og sagde, at sporten i hans øjne ”er helvedes grim.” Leth har sidenhen ændret sit syn på håndbold til det mere positive, men koret af håndboldhadere er langtfra forstummet.

Særligt på sociale medier plukker brugerne de lavthængende frugter ved at gøre nar ad håndbolden. Også i avisspalterne fylder latterliggørelsen. Podcastvært og kommentator Anne Kirstine Cramon skrev i 2022 følgende i en klumme i Berlingske:

’For mig at se er det en hel masse mennesker, der har besluttet sig for at være sammen om at gå hen i en hal for at løbe rundt med klappepølser og høre meget høj techno. Det minder mest af alt om et jysk halbal, men okay – det afholdes jo også ofte i Herning.’

Længere nede i teksten fortsætter hun:

’Det virker mest af alt som en undskyldning for at opføre sig bøvet, gå med alt for stramme nylontrøjer og male sig i ansigtet. Fik jeg sagt, at jeg hader håndbold?’

Retfærdigvis skal det siges, at Anne Kirstine Cramons pointe i den delvist satiriske klumme var, at hun følte sig sat uden for et omklamrende fællesskab, som hun, vel at mærke, absolut heller ingen interesse havde i at være en del af.

LAVKULTUR ELLER EJ: Danskerne elsker, set over en bred kam, håndbold. Seertallene taler sit helt eget tydelige sprog: Under håndboldherrernes VM-finale mod Sverige i 2021 sad lidt over to millioner danskere klar foran skærmen.

Det er omtrent det samme antal, som så med, da det danske fodboldlandshold spillede en af sine største kampe i nyere tid, nemlig EM-semifinalen mod England i juni samme år.

Ikke desto mindre har håndboldsporten igen og igen i de seneste mange år været omdrejningspunktet for en overordnet debat om folkelighed - og om, hvad der egentlig er god smag. Men hvad er det så egentlig, håndbold har gjort galt?

En af årsagerne til smædekampagnen – eller drillerierne, om man vil – er ifølge Thomas Ladegaard, som er håndboldhistoriker, forfatter og håndboldfan, at det for nogle er vigtigt at tage klart afstand fra det, masserne følger med i og går op i.

”Der er en del danskere, som ønsker at tage afstand fra det folkelige og hæve sig selv op på et andet, mere sofistikeret niveau.

Håndbold er i denne sammenhæng blevet en kraftig kulturel markør, som man kan tage afstand fra for at kunne fremstå tydeligere som et finkulturelt og dannet menneske, der ikke identificerer sig med størstedelen,” siger Thomas Ladegaard, som blandt andet er vært på Mediano Håndbold og har skrevet bogen ’Håndboldens legender’.

Han pointerer, at brugen af håndbold som smagsmarkør bruges på begge sider af det politiske spektrum og nævner et eksempel med Mette Frederiksen. Under VM i håndbold i Egypten i 2021 lagde statsministeren en video ud, hvor man kunne se hende hoppe op af sin sofa og juble over en dansk sejr.

Ledsaget af en tekst om, at hun var blevet helt hæs af at heppe på de danske håndboldherrer.

”Det gør statsministeren ikke for at vise, at hun går op i håndbold. Det gør hun for at distancere sig fra kultureliten. Præcis ligesom det sker den anden vej rundt,” siger Thomas Ladegaard og fortsætter:

”Når en mand som Mikael Bertelsen (der på et tidspunkt udtalte sig negativt om håndbold i det oprindelige Radio24syv, red.) går ud og siger, at han hader håndbold, er det fantastisk for en socialdemokrat.

Det giver de politikere, der gerne vil appellere til en anden gruppe mennesker, anledning til at vise, at de ikke er som den kulturelle elite i København. Det er billige point rent ud sagt. Men det er også med til at fastholde håndbold som et billede på den knap så fine form for kultur.”

EN TILBAGEVENDENDE BEGRUNDELSE for håndboldens provinsielle image er kommunalreformen fra 1970, hvor regeringen besluttede, at antallet af danske kommuner skulle sænkes fra 1.098 til 277. Til gengæld for centraliseringen blev der opført idrætshaller rundt omkring i stor stil.

Dermed fik selv landsbyer med få tusinde indbyggere en hal med en håndboldbane på den lange led. Og dermed blev håndboldhallen med ét lokalsamfundets omdrejningspunkt, det sted, hvor byens beboere på naturlig vis forsamles.

Weekendavisen har i den seneste tid kørt en omfattende reportageserie fra Jylland – for at ’kortlægge jysk særpræg og jysk styrke,’ som de selv beskriver det. Avisen har blandt andet været på besøg i Vrå i Nordjylland, hvor håndboldhallen – eller den jyske salon, som den kaldes – i den grad opfylder kommunalreformens profeti.

Weekendavisens to udsendte journalister beskriver Vrå-borgernes (og mange andre jyders) forhold til håndboldhallen sådan her:

’Jyderne vil ind i den hal, spise de bølgepommesfrites sammen. Vi har venner, bekendte og kolleger, der er opdraget og dannet i haller, især på landet, hvor hallen spiller en langt mere omfattende rolle end i store byer med endeløs underholdning.

Også selvom man ikke gik til sport, var det dér, man hang ud, ellers var man udelukket fra et stort fællesskab på tværs af aldersgrænser. En slags broderskab, en hel verden. Alt afhang af, hvad der skete i hallen.’

Jeg har selv som barn brugt endeløse timer i en lille håndboldhal med blåt gulv, dog ikke i Vrå, men i landsbyen Guldager uden for Esbjerg.

Da hallen fik det blå gulv, fordi det gamle (grå) gulv var slidt ned, var det et stort samtaleemne i cafeteriet, hvor man helt efter bogen kunne få en såkaldt ’sportssandwich’ (sådan en med præfabrikeret kylling, icebergsalat, agurke- og tomatskiver og karry- eller cremefraichedressing), en fransk hotdog og pommes frites i en klassisk, hvid papbakke med et mørkeblåt og rødt logo på siderne.

Både jeg selv, mine venner og min familie brugte meget tid i hallen og i cafeteriet, fordi vi havde det hyggeligt og rent ud sagt skideskægt med at komme der. Mine venner og jeg spillede bold i pauserne af de voksnes kampe, vi talte om skolen, om vores yndlingshold og om, hvem fra pigeholdet vi hver især havde et godt øje til.

Vi hang ikke ud i håndboldhallen, fordi vi ikke havde andre steder at mødes. Det havde vi. Vi hang heller ikke ud i håndboldhallen, fordi vi bare måtte have de bølge-pommes frites.

Alt afhang ikke af, hvad der skete i hallen. Men der var en stemning og et fællesskab der, som vi gerne ville være en del af.

AT HÅNDBOLD ANSES for at være en jysk (og fynsk) hofsport er langt hen ad vejen baseret på virkeligheden: 71 procent af alle landets håndboldspillere er jyder eller fynboer, selvom Jylland og Fyn kun huser halvdelen af landets befolkning.

Stereotypen er ikke desto mindre også bygget på fejlagtige opfattelser. Der er ligeledes også udsolgt, når håndboldlandsholdet spiller i Hillerød eller sågar i Royal Arena, og der er, argumenterer håndboldhistoriker Thomas Ladegaard, mange sjællandske landsholdsspillere på både herre- og kvindesiden.

Han mener, at de første strøg i billedet af håndbolden som en provinsiel sport blev malet tilbage i 1990’erne. Her skete, mener han, noget interessant, som har været med til at skabe det narrativ, der blandt andet udfoldes i Weekendavisens reportager i dag næsten 30 år senere:

”Herrelandsholdet i fodbold missede kvalifikationen til VM i 1994. Da begyndte DR i stedet i deres sportsdækning at fokusere på håndboldkvinderne, som dengang havde masser af succes. ’De jernhårde ladies’, som de blev kaldt, havde i den periode en enorm folkelig appel.”

Thomas Ladegaard peger også på, at cykelsporten ligeledes vandt større indpas i de år, hvor Rolf Sørensen, Jesper Skibby og Bjarne Riis pludselig begyndte at blande sig forrest i feltet, og hvor TV 2 begyndte at sende hele etaper fra Tour de France kommenteret af Jørgen Leth og nu afdøde Jørn Mader.

Med fodbold sat en smule i baggrunden for en stund blev befolkningen delt i to.

”Håndbold blev for folk i provinsen. Cykling blev derimod sporten for de mere intellektuelt funderede, fordi den litterære tilgang til sporten var tiltalende for de mennesker.

Det blev en kamp mellem socialklasser samt et opgør mellem land og by. I mine øjne har den forskel ikke bare holdt ved. Den er blevet endnu mere udtalt siden da,” siger Thomas Ladegaard.

Cykling, litteratur og intellektualitet rimer i dag herhjemme på forfattere og eksperter som Daniel Dencik, Brian Nygaard og Bastian Emil Goldschmidt.

Sidstnævnte skrev for nylig her i magasinet en artikel om boksningens oprindelse i oldtidens Grækenland og om Muhammad Ali som en skikkelse på linje med Odysseus.

I artiklen refererede Bastian Emil Goldschmidt også de amerikanske forfattere Norman Mailer og Joyce Carol Oates, som i 1970’erne og 1980’erne beskrev datidens største boksere som mytologiske figurer.

At lave samme type perspektiveringer, når man taler om håndbold, er mildest talt vanskeligt.

Lyrik og poesi har, vil de fleste mene, ikke det mindste at gøre med håndbold. Det på trods af, at selveste Klaus Rifbjerg har skrevet et digt om håndbold – i samlingen ’Under vejr med mig selv’ fra 1956 – og at håndbold faktisk til at begynde med var en sportsgren for belæste, veluddannede mennesker i hovedsageligt København og Aarhus. Altså før den blev et symbol på det provinsielle foreningsdanmark.

Netop det tydeliggjorde manuskriptforfatteren Maya Ilsøe i DR-serien ’Arvingerne’ fra 2013. Her satte hun to modsætninger op mod hinanden: det progressive, frigjorte kunstnerhjem i København mod det traditionsbundne, fællesskabsorienterede håndboldmiljø i provinsen.

Maya Ilsøe kunne have valgt alle mulige andre settings som billede på forskellen mellem fin- og lavkultur, mellem land og by. Men hendes valg faldt på håndbolden.

AT DEN SKULLE VÆRE de ukultiveredes sport, håndbolden, er bestemt ikke en ny fortællling. Offentligt har blandt andre Troels Bech, daværende cheftræner for fodboldholdet Esbjerg fB, givet sin holdning til kende.

I et interview med JydskeVestkysten i forbindelse med herrelandsholdets EM-guld i 2008 sagde han:

”For mig virker håndbold mest af alt som en polterabend-begivenhed på linje med paintball. Jeg så kun ét minut af finalen (mod Kroatien i Lillehammer, red.) og fandt aldrig ud af, hvem der skulle giftes. Det er en tarvelig sport, der udelukkende består af dødbolde.”

Jeg forstår faktisk godt Troels Bech langt hen ad vejen. Forestil dig, at du på gammeldags manér zapper rundt mellem kanalerne på flow-tv, og du tilfældigvis ender på en håndboldkamp.

Høj musik, kraftige farver i gulvet og et hektisk spil med masser af mål. Forestil dig så, at du slår forbi en fodboldkamp. Bare at se på græsunderlaget er der noget dragende og zen-agtigt over. I sammenligning med det kan håndbold godt virke pænt stressende.

Komikeren Jacob Taarnhøj er en anden, som ved flere lejligheder har udbasuneret sit syn på håndboldsportens uskønne sider.

”Jeg synes, det er irriterende, at de bruger harpiks,” siger Taarnhøj, da jeg ringer til ham.

”Altså, hvorfor skal det være lettere at gribe bolden? I fodbold er der ingen hjælp til at styre bolden. Nu er jeg selv fan af OB i Superligaen, så der har da været mange kampe, hvor jeg har drømt om, at bolden var smurt ind i kopattesalve, men som professionel sportsudøver må man være i stand til at kontrollere en bold uden. Og så er det jo en sportsgren, vi selv har opfundet, så vi kan vinde i et eller andet.”

Er der andre ting ved håndboldsporten, der skurrer i dine øjne?

”Ja. Det, at de jo scorer hele tiden. Det gør, at hvert mål føles ret ligegyldigt. Og så er der musikken ... Altså, den er jo frygtelig. At spille dansktop, Volbeat eller tegneseriemusik er en virkelig mærkelig måde at fejre et mål på. Det er en uskik, som er med til at gøre det hele lidt komisk.

Der er noget dybt paradoksalt over, at man i denne fysisk krævende sport fejrer sine succeser sådan. Når Mads P. eller Jonas Vinge-gaard kører først over stregen, så begynder der jo heldigvis ikke et nummer med Cartoons.”

Er det kun det, der foregår inde på banen, som generer dig?

”Nej. Det er, synes jeg, med til at trække en sportsgren ned, at der ikke er et element af fare på tribunerne. Til en fodboldkamp er der risiko for, at der vil opstå voldelige sammenstød, fordi folk er aggressive og passionerede. Til håndbold sidder de med sådan nogle luftpuder, som de slår mod hinanden. Så ved man også, at det aldrig kommer til at gå helt amok oppe på tilskuerrækkerne.”

Så du synes ikke, det er en god ting, at det er trygt for publikum at se håndbold?

”Jeg pointerer bare, at det er mærkeligt, at det er så ufarlig en sportsgren på lægterne, når det, der foregår nede på banen, er virkelig farligt. Risikoen for optøjer, synes jeg, bidrager til at øge spændingen i enhver publikumssport. At være i en håndboldhal er meget tæt på samme oplevelse som at gå til fællessang på Bakken, mens produktet inde på banen er benhårdt.”

DEN DANSKE LANDSHOLDSBACK Jacob Holm spiller til dagligt for Frankrigs bedste hold, Paris Saint-Germain. Han er en af de håndboldspillere, der tidligere har udtrykt sin uforståenhed over for sportens ry. I et portrætinterview med Jyllands-Posten forrige år sagde han:

”Jeg er langtfra i gang med et oprør, men jeg stiller mig uforstående over for den kritik af sporten, der jævnligt popper op. Det er særligt de kulturradikale, der mener, at håndbold er det værste provinsielle pis på Guds jord.

Det er noget pjat, synes jeg. Jeg forstår ikke behovet for at sige, at det kun er danskerne, der spiller håndbold, og at vi hylder os selv. Jamen, så lad os da gøre det.”

For nylig udkom forfatteren Malte Tellerup, med den autofiktive bog ’Mestrene’ om sit liv som elitehåndboldspiller. Han er, ligesom Jacob Holm, forundret over det syn, der er på håndbold herhjemme:

”Det virker tåbeligt for mig, at håndbold er blevet gjort til spydspids for folkeligheden. Den idé tjener i mine øjne udelukkende at snobbe ned ad mod håndbolden og samtidig at bashe det finkulturelle for at være for elitært og snævert. Det er Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen nok det bedste eksempel på.”

Hvad skyldes det, tror du?

”Håndbold er blevet kategoriseret som en grim sport af en bestemt type mennesker. De synes, den er folkelig på den provinsielle og kiksede måde. Det bidrager til at skabe fordomme om forskellene mellem land og by.

På den måde er det blevet en nem metafor at bruge for det folkelige – ligesom frikadeller, kakkelborde og kolonihaver var det tidligere.”

I en årrække tog Malte Tellerup, som er 34 år, afstand fra håndbolden og dens miljøer og fællesskaber. I en periode undlod han at fortælle nogen i sin omgangskreds om sin fortid i elitehåndbold i GOG og om sportens betydning for hans opvækst.

I ’Mestrene’ beskriver han blandt andet den bagside, som håndboldmedaljerne har: en manglende seksuel mangfoldighed og et på mange måder forældet syn på det at være mand.

Men, siger Tellerup, håndboldsporten indeholder også mange smukke ting.

”Den er båret af fællesskabet, sammenholdet og kreativiteten. Håndboldmiljøer har altid været enormt gode til at favne mange mennesker fra forskellige samfundslag.

Og så elsker jeg intensiteten i en håndboldhal. Spillet er suverænt smukt, synes jeg. Det er synd, at sportens gode sider ofte forsvinder ud i glemslen, når man normalt taler om håndbold.”

I BEGYNDELSEN AF 00’ERNE skete der en ny udvikling i de danske håndboldhaller.

Den tyske håndboldkultur migrerede nordpå, ind over grænsen og ind i hallerne, hvor der pludselig var tårnhøj tyrolsk slagermusik over det hele.

I de år udviklede håndboldsporten et lavt selvværd, argumenterer håndboldeksperten Thomas Ladegaard. Med det mener han, at sporten fik lagt et ekstra show-lag på sig, primært fordi man var nervøs for, hvad der ville ske, hvis man ikke spillede høj musik i håndboldhallerne.

Ville tilskuerne så bare være helt stille?

Det korte svar er selvfølgelig nej, mens det lange svar nok er mere kompliceret. Tilskuerne til danske håndboldkampe har vænnet sig til den konstante larm fra højttalerne, hvorfor det kræver en kulturændring, der vil tage mange år. Men måske er det omstillingsperiodens tavshed værd?

Diskussionen om, hvorvidt håndboldsporten er grim, provinsiel og lavkulturel, har jeg haft masser af gange. Jeg har igen og igen skullet forklare (og forsvare), at jeg har brugt min ungdom på et spille håndbold, og at jeg synes, det er en fantastisk sport – både at dyrke og at overvære som tilskuer.

De uenige vil som regel begynde diskussionen med at tale om æstetikken i håndbold – eller manglen på samme. Langt de fleste gange er det de uskønne trøjer, tilskuernes klappepølser, lydkulissen af då-då-då-musik og sko mod halgulv, som mine kollegaer og venner kommenterer på, når jeg nævner min fortid som håndboldspiller.

De færreste når overhovedet til at tale om underholdningsværdi eller atleternes formåen.

Den diskussion er på nogle måder ligesom den med hønen eller ægget: Er håndbold blevet folkelig, fordi den blev latterliggjort af et fåtal? Eller bliver håndbold latterliggjort, fordi det er en metafor for en folkelighed?

Umiddelbart er rækkefølgen lettere at bestemme i dette tilfælde: I mine øjne blev håndbold folkeligt, før det blev latterliggjort.

Komikeren Jacob Taarnhøj mener ligefrem, at håndboldsporten bevidst forsøger at bejle til ’det folkelige’:

”Når der bliver scoret i en håndboldkamp, og man kigger rundt på publikum, går det aldrig rigtigt amok. Tilskuerne ligner som regel nogen, som hellere ville sidde derhjemme og se ’Miss Marple’ eller ’Barnaby’.

Håndbold vil gerne appellere til et bestemt segment. Den henvender sig til masserne, og det er der jo egentlig ikke noget galt i. Det gør dog bare, at kultureliten bruger håndbold som en floskel om noget lavkulturelt, ligesom de faktisk gør med min metier. Det er heller ingen kulturel kapital i at sige, at man kan lide stand-up.”

GÅR MAN IND I EN DANSK HÅNDBOLDHAL for at se en given kamp, vil man tydeligt kunne se, at det bestemt ikke er de mest hippe og storbyfinkulturelle, der udgør den typiske håndboldfan.

Sporten har en udpræget ældre tilskuerskare, som besidder masser af dansk beskedenhed og en god portion jantelov. Det dufter med andre ord ikke ligefrem af menneskelige tragedier eller store eksistensberetninger, når man befinder sig i en hal på Frederiksberg, i Maribo eller i Frederikshavn.

Nej, det er hyggeligt og ufarligt at gå til håndbold. Her har vi at gøre med velfærdssamfundets ærlige og jordbundne sport, der ikke prøver at være noget, den ikke er.

Samtidig har håndbold givet danskerne noget, vi kan samles om år efter år. Bag skærme og i haller sidder vi igen i hele landet og følger både herre- og kvindelandsholdet ved slutrunderne. Således formentlig også ved det igangværende EM i Tyskland.

Alligevel splitter sporten os som olie i vand, som rød og blå blok.

Men måske en dag får håndbold lov til bare at være håndbold. Eller måske bliver håndbold en dag poesiens og de store beretningers holdeplads.

Det ville dog være særdeles udansk at ophøje en sport, vi selv har skabt, til noget mytologisk og religiøst. Det, der formentlig kommer til at ske, er, at diskussionen vil fortsætte. Og at selve håndboldsporten ’bare’ vil buldre derudaf og fortsat være en publikumsmagnet med ekstremt stor folkelig appel.

Og hvad er der i virkeligheden galt med det?

Mikkel Tofte Langerhuus

Journalist. Begyndte at spille håndbold som otteårig. Har i hele sin håndboldkarriere været målmand. Var semiprofessionel i en kort årrække og blev udtaget til de danske ungdomslandshold flere gange, mens han gik på elitehåndboldakademiet i Skanderborg. Har som senior blandt andet spillet på Ribe-Esbjerg HHs ligahold og Aarhus HC’s (dengang HEI, Skæring) 1.- og 2. divisionshold.