Danmarks måske bedste bøssemager: ”Det, der kendetegner et godt våben, er balance"

De fleste dage står 61-årige Per Langvad i sit værksted klokken 07.00. Iført sort læderforklæde laver han alt fra en ødelagt fjeder i en sidelås over en slagstift, der er knækket, til større restaureringer, der er langt mere omfattende.

Her skal skæftet varmes op i olie for at blive tilpasset ejerens skulder, måske skal der ny gummikap på enden, og så skal patronkamrene i nogle tilfælde fræses ud, fordi moderne ammunition er 70mm i stedet for de gammeldags 65mm.

På et år laver han op mod to tusinde små reparationer og kun nogle få store restaurationer.

”Man kunne lige så godt skyde en sneppe med en masseproduceret pump-gun med plastikskæfte til 5.000 kroner, men for mange handler det om at have noget godt kram med en god historie. Jeg bliver helt opstemt, når jeg ser en gammel bøsse, der er blevet lagt 2.000-2.500 arbejdstimer i. Den kvalitet er ikke forsvundet.”

Per Langvad kom i lære som bøssemager i 1973 på et lille værksted i Viborg. Han elskede at pille skydevåben fra hinanden for at se, hvordan mekanikken fungerede, og derfor var det naturligt, at hans far tog ham ned på værkstedet for at spørge, om det var muligt at få en læreplads.

De tilbød, at han kunne komme på prøve i en måned, men vidste ikke, at han havde stået derhjemme og nørklet med sine egne våben, leget med krudt og skudt til måls, siden han som otteårig fik sin første luftbøsse. Da måneden var gået, blev han tilbudt en fast læreplads, og Per Langvad var svend i butikken i 10 år.

På det lille værksted stiftede han bekendtskab med hele bøssemagerens repertoire. Fra skæfteteknikker og netskæreværktøjer til lukketøjsreparationer, der ikke har ændret sig meget siden det, Per Langvad kalder ”de engelske bøssemageres storhedstid i 1880’erne, da overklassen ville ud og skyde fugle.” Våbnene skulle ikke bare virke, de skulle også være elegante.

”Det mest imponerende er, at kvaliteten fra dengang ikke er dårligere end i dag. Vi har ikke fået bedre stål, og selv med moderne maskiner og computerstyrede fræsere er håndværket ikke bedre end dengang, det blev lavet i lyset fra en gaslampe. Det er respektindgydende.”

Olien på Per Langvads hænder er tørret ind i huden og er nærmest blevet en del af ham. I det lille bøssemagerværksted i Stanghede uden for Viborg er hylderne fyldt med råklodser i valnød til skæftereparationer, og på væggene hænger hjemmemodificeret værktøj.

Der er kasser med netskærejern, nivetænger og metalstykker, der kan files til nye reservedele. Centralt placeret i lokalet er et gammelt træbord med en mørk olieret patina, hvor han har lavet tusindvis af reparationer. Til venstre for bordet står en høj og bred M.H. Jæger bankboksdør, der bevogter 150-200 gamle haglbøsser.

Ved middagstid bruger Per Langvad et par timer på at gå en tur i den omkringliggende skov med sin hund og sin favoritbøsse – et engelsk Patstone hanegevær fra 1890 – for så at arbejde igen, når han kommer tilbage. Det er kun meget få, som i dag bruger hanegeværer, fordi man i 1880 opfandt det haneløse gevær, der ikke skulle trækkes op hver gang.

”Det, der kendetegner et godt våben, er balance. Mit Patstone vejer godt og vel tre kilo, men vægtfordelingen er så afbalanceret, at den nærmest føles vægtløs. Det kan være svært at forklare til en, der ikke er jæger. Men uanset om du køber et nyt gevær eller skyder med et gammelt hanegevær, er dræbeevnen den samme, selvom det er gammel mekanik.”

Ifølge en gammel engelsk udregning skal en haglbøsse veje omkring tre kilo, for at man kan tåle rekylen. De haglbøsser, man bruger til lerdueskydning vejer dog oftest en del mere, fordi man skyder mange flere skud, og et tungt våben vil have en mindre slem rekyl.

Per Langvad viser stolt en lerduebøsse, en belgisk Browning fra 1965, frem.

”Det var den, jeg i 1986 blev Danmarksmester i trap-skydning med, og den jeg satte dansk rekord med. Rekorden er ikke blevet slået siden. Jeg skød 199 lerduer ud af 200. Jeg har rejst meget rundt til konkurrencer, men succeserne kan samles i en tændstikæske, mens fiaskoerne fylder en hel papkasse. Sådan er det jo.”

Der er en diskretionspolitik i bøssemagerbranchen. Man fortæller aldrig, hvem der har købt hvad, og slet ikke hvad prisen er. Men Per Langvad har lavet reparationer for mange højtstående personer. Han har arbejdet for kongehuset og gods-ejere og lavet reparationer på et våben, der har tilhørt Frederik d. 9.

”Jeg var på auktion i London for at købe et sæt ’Purdey’ parbøsser for en kunde. De kostede lige omkring en million kroner brugt. Jeg tror, de var fra 1990’erne, men det var sådan en deluxe-udgave med flot kuffert. Når de kommer op i den prisklasse, så klapper folk, når aktionen er slut. Det er jo lidt sjovt, selvom det er andre folks penge.”

Men det er hjemme i værkstedet med det simple værktøj, drejebænken, poleringsmaskinen og det rå træ, at Per Langvad kender sin plads bedst. Selv synes han, at instrumenterne er beskedne, men i England er der værksteder, der stadig bruge de gamle maskiner fra 1880’erne.

”I 2010 besøgte jeg i Birmingham sådan en rigtig engelsk fabriksbygning med jernvinduer. Der var møgbeskidt, og det så ud, som om støvet havde ligget der siden 1890. Maskinerne var oldgamle, og der stod en ung gut og lavede noget, der var så flot. Hans gamle far, der også var bøssemager, havde fået en hjerneblødning, så han sad på en stol hele dagen og fulgte med i, hvad knægten lavede. Det var helt surrealistisk. Bagerst i lokale stod en kakkelovn, og så gik sønnen ned og lavede noget te engang i mellem. Det var fuldstændig som at se ind i det forrige århundrede. Men han kunne lave tingene, og han fik ikke noget navn på noget. Der er så mange dygtige håndværkere, der aldrig er blevet kendte.”

LÆS OGSÅ: Jæger og vildtrådgiver for Noma: "Du behøver ikke tage til Sydafrika, Grønland eller Australien. Du kan bare tage til Amager"

LÆS OGSÅ: 22-årige Kristian har succes med sin virksomhed, men: ”Der er en ensomhed forbundet med at være ung iværksætter”

LÆS OGSÅ: Tre unge fyre fra Taastrup omsætter for en million om måneden på andre folks beskidte tøj