Jeg er engang vågnet ved, at manden, der sad ved siden af mig i en flyver, var i færd med at barbere sig med en barbermaskine. Lige der midt i flyveren i luften på vej fra Beijing til Guangzhou.
Da han var færdig, tømte han maskinen for skægstubbe ud i midtergangen. Det var pænt klamt, men efter at have været i Kina i tre uger, havde jeg ikke forventet andet, så jeg lagde mig til at sove igen.
Da jeg på et tidspunkt fløj hjem fra en tur til USA, var jeg overbevist om, at jeg skulle dø.
En mand blev ved med at gå frem og tilbage i flyveren iført en kæmpestor dynejakke. Og nuvel - det kan være koldt, men det var bestemt ikke dynejakke-koldt, og nu var jeg blevet mistænksom, så jeg begyndte at lede efter de små signaler på, hvor urent hans mel i posen var.
Jeg kunne se, at han svedte. Jeg kunne se, at han var meget fjern i blikket. På et tidspunkt besvimede hans ven og personalet strømmede til for at hjælpe, men jeg var overbevist om, at det var et træk i den store terrorplan, der skulle få flyet til at styrte ned med mig ombord og en Ekstra Blads overskrift til følge.
LÆS OGSÅ: Jeg er ikke blevet sindssyg - jeg er bare blevet far
“Dansker blandt de døde på terrorfly - naboerne fortæller: ‘Han var sådan en rar mand’”
Men flyet landede uden omkomne, og dynejakkemandens største forbrydelse var blot, at han var kuldskær, og det er vist ikke ulovligt - endnu. Men én ting er mere frygtet på fly end noget andet. Mere end barberende kinesere og terrorister, der ikke er terrorister.
Det er børn!
Indtil for ganske nylig har det altid været med frygt, at jeg har spottet børn, der ventede ved samme gate, som jeg. Jeg har flere gange bedt til Lotto-guden om, at jeg kunne undvære den store gevinst, hvis blot jeg ikke skulle sidde ved siden af spædbarnet på vej til Rio.
Af og til er mine bønner blevet hørt, men andre gange har jeg haft den tvivlsomme ære af at sidde klos op ad et lille barn og dets forældre på lange flyture. Og selv når børnene er pacificeret med en iPad eller lignende, så ved alle, at børn på fly er tikkende bomber. Beklager ordvalget.
Jeg har tidligere rullet øjne af skrigende børn på fly. Jeg har desperat forsøgt at vende mig om for at se forældrene bebrejdende i øjnene, når deres barn har skreget hele vejen fra Mols til Skagen eller from Paris to Berlin, eller hvor end flyet har haft destination.
Men spænd sikkerhedsbæltet - jeg er blevet klogere.
LÆS OGSÅ: "Som jeg forstår forældregerningen, så er vanvids-googlinger og bekymringer noget, der følger med"
Eller - jeg er i hvert fald blevet én af dem. En af dem du frygter at sidde ved siden af i et fly. Jeg er blevet far, og når man er blevet far, men stadig gerne vil lidt ud i verden, må man enten bede sin hustru om at blive hjemme med barnet - det havde jeg ikke held med, så barnet må med.
Derfor havde jeg æren af for nylig at skulle rejse til Barcelona med min datter Ellen på fire måneder.
Det er sjældent, jeg har så konkrete oplevelser, der viser, at jeg er røget over på den anden side af forældrehegnet, men at se ind i øjnene på mine medpassagerer var en helt ny oplevelse og et klarsyn for mig.
Jeg så flyskrækken i deres øjne. Ikke flyskrækken på den måde, at de var bange for at styrte ned. Det var mere flyskrækken, hvor de så for sig, hvordan Ellen ville skrige så længe, at de nærmeste håbede, flyet ville styrte ned.
Og med et opdagede jeg noget, jeg ikke har vidst før.
Nemlig at frygten, for at barnet vil skrige fra take off til landing, om muligt er større hos forældrene. Jeg var nervøs på en helt ny måde, og for hvert skrækindjaget blik, jeg fik, desto større blev min egen angst for, hvordan Ellen ville klare turen.
Vi sad på 8A og 8B, og jeg havde så ondt af kvinden, der skulle sidde på 8C, for barnegråd føles 3x så langt, som det er. Det vil sige, at hvis Ellen græd fra København til Barcelona - en tur på cirka 3 timer - så ville det føles som 9 timer, og det kan man komme helt til Maldiverne på, og det ville 8C sikkert hellere.
Men Ellen har evnen til at overraske, for vi er ikke mere end lige kommet i luften, så falder hun i søvn, og der bliver hun, til vi skal til at lande. Hun siger med andre ord ikke et kvæk på hele flyturen, og al min frygt er gjort til skamme.
Til gengæld er der skrigende børn rundt omkring i hele flyveren og for første gang ruller mine øjne ikke af dem og deres forældre. For første gang pibler følelsen af medlidenhed op i mig for jeg ved, at vi er i samme båd. Eller fly om du vil.
Og jeg ved, at når vi kommer ud af flyet, så vil andre passagere registrere, at jeg holder et barn på armen, og de vil kigge bebrejdende på mig og give mig en del af skylden for de skrigende unger ombord på flyet, men jeg vil kigge overbærende på dem og ønske dem glædelig tapas.
Og til alle jer, der har haft hylende børn med på de samme fly som mig gennem årene - undskyld. Undskyld for de rullende øjne og de bebrejdende blikke. Det skal ikke ske igen.
Hvis du, der barberede dig i flyet i Kina, læser med ,så vil jeg bare sige; dig lærer jeg aldrig at forstå. Men flot, at du har kunnet læse teksten her; nihao nihao.
LÆS OGSÅ: Jeg vil jo bare gerne elskes, Henrik Palle
LÆS OGSÅ: Thomas Skov Gaardsvig: Min tid som autografjæger
LÆS OGSÅ: Sådan leder du primadonnaer: ”Skab en mission der er større end bundlinjen”
