Niels Otto Møllers N.O. 62: Stolen der kom ind fra kulden

Først mange år efter sin død trådte møbelsnedkeren Niels Otto Møller for alvor ud af skyggen fra konkurrenterne Arne Jacobsen, Wegner, Børge Mogensen, Finn Juhl og Poul Kjærholm.

Niels Otto Møllers N.O. 62: Stolen der kom ind fra kulden
Offentliggjort

Den let svungne spisebordsstol med modelnavnet 62 er en afdæmpet og stilsikker klassiker, der muligvis er gået din næse forbi. Med sit pertentligt udskårne træ og dertil hørende lædersæde passer den perfekt ind i den skandinaviske designtradition, som i lang tid har været synonym med kvalitet og godt håndværk. Men selvom andre store danske designere i samtiden havde succes med lignende projekter, blev Niels Otto Møllers (1920-1982) spisestuestol ikke nogen kæmpe sællert i Danmark, da den blev lanceret i 1962.

Der skulle gå over 40 år, før stolen og den lille familieejede møbelvirksomhed J. L. Møller, nærmest fra den ene dag til den anden, blev kendt over det meste af verden. Det skete, da designfirmaet Space Copenhagen indrettede restaurant Noma med stolen.

”Da vi begyndte at designe Noma, var bølgen med at genopdage gamle klassikere ikke for alvor startet endnu. Det var karakteristisk for møbelmarkedet i Danmark, at det var de samme stole og samme typer, der gik igen. Vi gik derfor på jagt efter en stol, der havde nogle af de kvaliteter, som de berømte og ikoniske designklassikere har, men som ingen havde set før,” siger Signe Bindslev Henriksen, der er en af arkitekterne bag Space Copenhagen.

Visionen for restaurantens indretning var at skabe en helhedsoplevelse, hvor råvarerne, interiøret og stedets stemning afspejlede hinanden. Det skulle handle om kvalitetshåndværk, det nordiske køkken og en elegant men uimponeret indretning. Her ville klassiske hvide duge, som Michelin-guiden har ry for at kræve, være malplaceret, og i stedet satsede man på nøgne træborde og de afrundede træstole fra J. L. Møllers Møbelfabrik.

”Det ville ikke passe ind, hvis man satte sig ned og spiste med dyrt sølvbestik, for så kommer det til at handle om, at det skal være fint. Det ville heller ikke gå, hvis gæsterne spiste med fingrene, eller man brugte dolk. Der skulle være en eller anden balance. Stolen afspejler den tanke meget fint, fordi den har en forfinelse samtidig med, at den hverken gør meget opmærksom på sig selv eller er helt anonym,” siger Signe Bindslev Henriksen.

LÆS MERE: Designtalentet Anker Bak: “Møbelsnedkerfaget er noget af det fineste, vi har i Danmark”

LÆS MERE: Nomas møbler sælges på auktion

LÆS MERE: Finn Juhls ’Drømmebord’ kommer på auktion med en vurdering på op til 400.000 kroner