Menorca er langt mindre kendt end sin populære naboø, Mallorca. Ikke desto mindre er øen bestemt et besøg værd.
Menorca har – i modsætning til Mallorca, som i jagten på penge og arbejdspladser hurtigt omfavnede masseturismen – formået at bevare sin landlige ro.
Annonse
Det helt store trækplaster er strandene, som mange anser for at være de fineste i det baleariske øhav. De ligger ofte skjult i små, maleriske bugter og byder på krystalklart, turkisblåt vand.
Gå især efter Cala Binissafuller på sydkysten og den vilde naturstrand Platja de Cavalleria på nordkysten.
Tre højdepunkter på Menorca
1.Vandring langs kysten. Gamle æselstier er blevet omdannet til vandreruter med garanteret havudsigt.
2.Kajaksejlads. Med udgangspunkt i den hyggelige fiskerby Es Grau kan du padle langs den barske nordkyst.
3.Illa del Rei. En af Menorcas nyeste attraktioner er kunstmuseet, der er bygget af Hauser & Wirth på en lille ø ud for Mahon. Perfekt til en dagstur med båd.
Annonse
Sådan kommer du hertil:
Der er lige nu ingen direkte flyvninger til Menorca fra Danmark. Men fra Alcúdia på Mallorca går der færger til Ciutadella på Menorca (en time). Du kan også tage en færge fra Barcelona til Menorca (cirka syv timer).
2. Kafue, Zambia
Selv om de færreste formentlig kender til den, er Kafue en af Afrikas vigtigste nationalparker.
Kafue er hjemsted for over 200 løver, 5.000 elefanter, 21 forskellige antilope-arter og har samtidig landets største bestand af geparder, afrikanske vildhunde og myreslugere. I Kafue-floden lever desuden krokodiller og flodheste.
Kafue er større end både Serengeti og Krugerparken, men på trods af at der blev sat besøgsrekord i 2023, rejste blot 16.700 mennesker hertil. Til sammenligning besøgte omkring 470.000 samme år Serengeti, mens mere end en million rejsende tog til Kruger.
Med andre ord kan du i Kafue opleve noget af Afrikas bedste dyreliv uden at behøve at gnubbe skuldre med alle de andre turister.
Annonse
Tre gode tip til Kafue
1. Rejs i efteråret. Slutningen af tørkeperioden – september og oktober – er det bedste tidspunkt.
2.Busanga Plains. Tag hertil for at komme helt tæt på løver og geparder.
3.Lej en bil. Det er næsten kriminelt ikke også at besøge nærliggende Livingstone og Victoria Falls, der blot ligger et par timers kørsel fra Kafue. Her må du dog forvente, at du ikke har stederne for dig selv.
Sådan kommer du hertil:
Der er ingen direkte flyvninger til Zambia, men du kan flyve til Lusaka med fx Swiss Airlines og en mellemlanding undervejs. Det samme gælder Livingstone, som du kan flyve til med Qatar Airlines.
Ippei Naoi
3. Yaeyama-øerne, Japan
Japansk gastronomi på øverste niveau tilsat et afslappet ø-liv, hvor alt foregår i slowmotion, gør Yaeyama-øerne til et helt særligt sted.
Fra bredden af hovedøen Ishigaki er der en kort færgetur til de velbevarede landsbyer i Taketomi og frodige grønne områder på jungleøen Iriomote.
Lej en scooter, og kør forbi sukkerroemarker, gedefarme og små barer. De tropiske øer med deres kridhvide sand og turkise vand er beboet af en blanding af malajer, kinesere og japanere, og her er både luksusresorts og campingpladser i forskellige prisklasser.
Ligesom på naboøen Okinawa er den fedt- og saltfattige kost med fisk, svinekød, tofu og tang formentlig en af årsagerne til, at folk på Yaeyama-øerne lever længere end gennemsnittet.
Tre højdepunkter på Yaeyama-øerne
1.Jungleudflugt. En bådtur til den nærliggende ø Iriomote byder på trekking, kanosejlads og svømmeture i vandfald.
2. Hvide sandstrande. Unikke stjerneformede korn af koralsand findes på de lange sandstrande på vestkysten af hovedøen Ishigaki og ude på de små øer.
3.Snorkling. Ishigaki er omgivet af et koralrev, der er hjemsted for alskens tropiske fisk og skildpadder.
Sådan kommer du hertil:
Flyv til Tokyo eller Osaka med KLM eller SAS, og tag derfra et indenrigsfly til Ishigaki. Hurtigfærger sejler mellem øerne (20-40 minutter).
4. Albanien
Frodige olivenlunde og krystalklart hav er med til at gøre Adriaterhavslandet til et prisvenligt ferieparadis.
I Albanien blandes aristokratisk charme og moderne byliv med uberørt natur og betonkolosser fra kommunisttiden. Og ingen har opdaget det endnu.
Strandpromenaderne i de største byer er omkranset af palmer og giver en næsten californisk stemning, mens oplandet byder på bjergmassiver og dybe kløfter, hvor små byer popper op i landskabet, og hvor livet fortsat leves relativt upåvirket af turismen.
På madfronten finder du i Albanien et miks af både det italienske og det græske køkken: grillede grøntsager, fisk og skaldyr.
Tre højdepunkter i Albanien
1.Tag op i bjergene. I Camp Nivica ved byen Gjirokastër er der gæstehuse og shelters, hvor du bor med udsigt over en kløft med heste og gedeflokke gående frit omkring.
2.House of Leaves. Et monument over kommunismen i Albanien.
3.Gå på muslingejagt. Lær alt om muslingeopdræt på Mussel House i Kazimil.
Sådan kommer du hertil:
I højsæsonen flyver Norwegian og SAS direkte til Tirana fra København. Air Serbia flyver hertil året rundt med en mellemlanding i Beograd.
5. Favignana, Italien
Favignana ud for Trapani på Siciliens nordvestkyst er sicilianernes eget lille hemmelige ferieparadis.
Sandstrandene glimrer ved deres fravær, men det gør de store turiststrømme også. Til gengæld er her sten- og klippestrande med dybblåt vand, perfekt egnet til snorkling.
Specialiteten i køkkenerne på Favignana er tun i alskens former, fx som carpaccio eller perfekt grillet på en af de mange udendørs restauranter. Andre delikatesser er pasta med sardiner og kapers samt lokalt bagværk som cannoli og mandelkager.
På øen finder du adskillige luksusresorts, men du kan også overnatte på små gårde eller i gæstehuse i fiskersamfundene langs kysten.
Tre højdepunkter på Favignana
1.Kør ud til vinmarkerne. Lej en cykel, og kør ad småvejene på den knap en kilometer brede ø mod de lokale vingårde.
2.På tur i gyderne. Favignanas stræder og baggårde er som at rejse tilbage i tiden. De lokale markeder bugner af friske råvarer og kunsthåndværk.
3. Tonnara di Favignana. En gammel tunfabrik er blevet omdannet til museum og giver et fascinerende indblik i tunfiskeriets historie.
Sådan kommer du hertil:
Flyv til Palermo med Norwegian eller Swiss Airlines og tag en bus eller lej en bil og kør til Trapani (en time). Fra havnen i Trapani går der katamaraner (30 minutter) og større færger (en time) til Favignana.
6. Seattle, USA
Det kulturelle kraftcenter i den nordvestlige del af Staterne og arnestedet for 90’ernes grunge-bølge og bands som Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden og Alice in Chains.
Hovedstaden i staten Washington har fortsat et enormt kulturtilbud med fx Seattle Theatre Group og Theatre Off Jackson foruden Seattle Opera og Pacific North-west Ballet.
Byen er også kendt for sit Chinatown, Space Needle-tårnet, Museum of Flight, popkulturmuseet MoPOP og Washington State Ferries, der tager dig med til øerne og kystbyerne omkring Puget Sound.
Tre højdepunkter i og nær Seattle
1.Bainbridge Island. Tag færgen til øen, nyd udsigten til Cascade Mountains, tag en vandretur, sejl med havkajak og spis fisk og skaldyr.
2.Twin Peaks-land. Kult-tv-serien blev optaget i Snoqualmie, North Bend og Fall City kun få kilometer fra Seattle.
3. Starbucks Reserve Roastery. I byen, der er alle kaffenørders epicenter, kan du besøge den amerikanske kædes risteri, restaurant og kaffebibliotek.
Sådan kommer du hertil:
Fra slutningen af maj 2025 flyver SAS direkte til Seattle fra København.
7. Santander, Spanien
Santander i Cantabrien på Costa Verde byder på samme opskrift som Barcelona – her er både by, hav og strand og et væld af gode restauranter – bare minus horderne af turister.
Strandene her er smukke og brede og vil nærmest hensætte dig til Copacabana i Rio. Der er 13 strande i og omkring Santander, og især skal El Sardinero fremhæves, hvor både surfere, børnefamilier og pensionister hænger ud.
Det er dog først og fremmest maden, som er Santanders største attraktion. Byen på den spanske nordkyst har to Michelin-restauranter og utallige pintxos-barer i topklasse.
Tre højdepunkter i Santander
1.Mercado de La Esperanza. Klassisk markedshal fra 1896.
2.Festival Internacional de Santander. En af Spaniens ældste kulturfestivaler med opera, ballet, teater, klassisk musik og korkoncerter.
3.Santillana del Mar. Middelalderby med brostensbelagte gader og en idyllisk kirke.
Sådan kommer du hertil:
Direkte tog fra Madrid eller fly fra København til Bilbao via Amsterdam, Bruxelles eller Frankfurt. Fortsæt langs Costa Verde på den smalsporede jernbane, der forbinder Baskerlandet i øst med Galicien i vest.
8. Alentejo, Portugal
Portugal bliver konstant et mere og mere populært rejsemål, men store dele af landet får langt fra den opmærksomhed, de fortjener.
Øverst på listen ligger Alentejo nord for Algarve. Alentejo-kysten består af maleriske landsbyer, der ligger spredt mellem kilometervis af uberørte sandstrande og klipper. Inde i landet forvandler landskabet sig til landlig idyl med olivenlunde, hvedemarker og vinmarker.
For dig, der ikke vil køre rundt i bil, er der et utal af fantastiske vandre- og cykelruter i området.
Tre højdepunkter i Alentejo
1.Evora. Spadsér langs de brostensbelagte gader i denne Unesco-verdensarvsby med romerske templer og en gotisk katedral.
2.Fisherman’s Trail. Vandretur langs kysten ad en 23 kilometer lang sti opdelt i 13 dagsetaper mellem små kystsamfund.
3. Herdade de Coelheiros. Overnat på en vingård omgivet af vinmarker og en smuk egeskov.
Sådan kommer du hertil:
Der er direkte fly fra København til Lissabon og til Faro i Algarve med Norwegian og SAS. Fra begge lufthavne er der mindre end en times kørsel eller bustur til Alentejo.
9. Bristol, Storbritannien
Bristol er hjemsted for blandt andet Massive Attack og Portishead, men i de senere år har byen i det sydvestlige England også udviklet sig til at være lidt af en gastronomi-destination.
Mange London-indbyggere tager på weekendtur i Bristol for at spise (og drikke) sig mætte på prisvenlige pubcrawls. Et fællestræk er, at restauranterne her er familieejede og satser stort på bæredygtighed.
Et godt eksempel er Wilson’s, der fik en grøn Michelin-stjerne i 2022 og har skabt en jord-til-bord-kultur i byen med sine egne gårde.
Menuen skifter dagligt, vinkortet byder på naturvine, og parret bag driver et surdejsbageri ved siden af restauranten.
Tre højdepunkter i Bristol
1.Vin og mad. Middag på Wilson’s eller Marmo, vin på Cave med snacks fra kokken Charlie Hearn eller brød og picnic-vin hos Farro Bakery.
2.Purple Patch. Besøg den urbane gård (åben torsdag til lørdag) og spis i blomsterhaverne.
3.Strange Brew. Et af Storbritanniens bedste koncertsteder.
Sådan kommer du hertil:
Flyv til London fra København og hop på en bus på Victoria Station (2,5 time) eller tag toget fra Paddington Station (1,5 time).
10. Samothrake, Grækenland
Der er noget mytisk over Samothrake, som adskiller sig markant fra de andre turistvenlige græske øer, som vi kender til hudløshed.
Nike er sejrsgudinden i græsk mytologi, og en statue af hende, der nu står på Louvre, blev udgravet i Det Ægæiske Hav ud for Samothrake i det 19. århundrede.
Havet, der strømmer ind mod de brostensbelagte strande på øen, er krystalklart, og i bjerghulerne kan man gå på opdagelse og søge ly for solen.
Samothrake er i det hele taget vild, grøn og uspoleret, og søger man dybere ind i skovene, finder man alskens naturlige kilder, hvor guldsmede summer i vandoverfladen.
Tre højdepunkter på Samothrake
1.Fonia-floden. Glitrende, grønt vand snor sig gennem øens kløfter og skaber naturlige vandfald.
2.Kipos-stranden. En kilometerlang strand med småsten og klippeformationer ud til havet.
3.Arkæologiske fund. På Samothrake kan du gå på opdagelse i adskille udgravninger og se sjældne monumenter.
Sådan kommer du hertil:
Det er ikke helt let at komme til Samothrake fra Danmark. Den hurtigste vej er at flyve til Athen, booke et indenrigsfly til byen Alexandroupoli og herfra sejle med færge til Samothraki fra fastlandet (omkring to timer).
11. Marseille, Frankrig
Mens Paris og Nice er blandt de steder i verden, som flest turister drager mod år efter år, har Marseille længe gået lidt under radaren, selv om det er den næststørste by i Frankrig.
I de senere år er interessen for den rå havneby ved Middelhavet dog vokset markant, og det forstår man godt. Marseille er en klassisk arbejderby, hvor den korte afstand til Nordafrika er en tydelig og integreret del af kulturen.
Den gamle bydel ved vandet er malerisk, og længere inde i centrum ligger utallige marokkanske restauranter, hvis dufte i køkkenerne straks vil hensætte dig til souk’en et stykke længere sydpå.
Tre højdepunkter i og nær Marseille
1.Nationalparken Calanques. Stejle bakker og klipper, azurblåt vand og små bugter med hvidt sand.
2.Bouillabaisse. Den provencalske fiskestuvning stammer fra Marseille, og her får du den selvfølgelig serveret på helt ægte vis.
3.Maison Empereur. Isenkræmmeren, som åbnede helt tilbage i 1927, tilbyder unikt kunsthåndværk og værktøj.
Sådan kommer du hertil:
Der går direkte fly fra København til Marseille med SAS, KLM og Air France. Du kan også flyve til Paris eller Nice og tage toget hertil. Fra Paris tager det cirka 3,5 time, fra Nice cirka 2,5 time.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.