Euroman kårer Danmarks bedste pizza

11.30: Sticchi’s, Aalborg

Den sølvgrå Peugeot 307 fra 1997 rasler forbi byskiltet til Aalborg, der markerer starten på 12 timer i pizzaens tegn.

Sticchi’s er første stop på odysséen og eneste stop i Nordens Paris, der forhåbentlig skal vise sig at være Nordens Rom. Eller Napoli? Ved siden af døren til Sticchi’s hænger et ovalt skilt, hvorpå der står ’Pizza Napoletana STG’, som angiver, at stedet tilskriver sig den oprindelige, officielle og til tider lidt sektagtige napolitanske UNESCO-beskyttede pizzaopskrift. Det betyder, at der er meget strenge regler for, hvilket mel, hvilke tomater og sågar hvilken ovn de må bruge.

Det første, man ser indenfor, er en nærmest religiøs opsætning, hvor et printet A4-ark med et billede af Diego Maradona hænger på et spejl blandt stearinlys og små italienske figurer. Resten af stedet er plastret til med italienske flag, UNESCO-skilte og falmede postkort.

Vi bestiller en Capricciosa. Den med champignonerne.

Mauro, der er pizzaiolo, smider den første pizza lige lukt i skralderen. Den var ikke god nok åbenbart. Han fikser hurtigt en ny, smækker den ind i stenovnen og trækker den ud cirka to minutter efter. Mere skal en ægte napolitansk pizza ikke have – ifølge reglerne.

Køleren på 307’eren danner spisebord for turens første pizza. Og den smager himmelsk. Tomaten smager sødt og solmodent, og champignonerne har langt mere smag, end man skulle tro. De er blevet stegt før bagning. Dejen er luftig og blød, sjasket under tomaten og enormt smagfuld. Det er så godt som umuligt at holde sig til et enkelt stykke. Men vi har 11 pizzaer mere på programmet.

Score: 4,85/5

13.30: Il Locale, Aarhus

Næste stop på tour de pizza er Aarhus. Vi ruller ind på den moderne Guldsmedgade i midtbyen, hvor Il Locale ligger. Der står berlinerbænke ude foran, og man kan skimte naturvinen gennem ruderne ude fra gaden.

Il Locale slår sig op på at være et surdejspizzaria, hvor de hæver deres dej i op til fem døgn. Og hvis vi har forstået surdejshypen korrekt, er det et kvalitetstegn. Det komplicerede ved at vurdere, hvor man skal tage hen og smage pizzaer i Aarhus, er, at alle steder i byen tilsyneladende har vundet ’Byens bedste’. Og Il Locale er ingen undtagelse. Pålidelige kilder har dog fablet vidt og bredt om deres evner ud i det italienske svar på smørrebrød, så vi føler os trygge ved første pizza-stop i smilets by.

Ekspedienten anbefaler en NYC Meatball med tre slags ost, reduceret tomat og selvfølgelig kødboller. Vi tager hendes ord for det og bliver i den grad ikke skuffede. Bunden er sprød og blød på samme tid. De presser den flad i en hydraulisk maskine i stedet for at slynge den rundt, som man kender det. Hvad det gør for dejen, kan vi ikke huske, men det virker i hvert fald. Tomaten er en smule røget i smagen, som spiller godt op mod sødmen. Den ene af de tre oste er parmesan, og det er selvsagt en vinder.

Score: 4,3/5

13.50: Pizza Hytten, Aarhus

Vi fortsætter stik syd ad Guldsmedgade et par hundrede meter til vores næste location. Det første, der møder os på glasdøren til Pizza Hytten, er naturligvis en ’Byens bedste pizza’-udmærkning fra SMAG Aarhus-prisen. Pizza Hytten har fem pizzeriaer i Aarhus alene – og flere på vej. På deres hjemmeside kan man læse sig til, at de hæver deres dej i 72 timer og bager den i stenovn med ’levende’ ild, der gerne skulle gøre dejen luftig og sprød.

Indretningen er et miks af azurblå maling, Joe & The Juice-stemning og en hel væg fyldt med udprint af anmeldelser, der roser Pizza Hytten til skyerne. Til gengæld har stedet en gårdhave, og allerede dér er der plusser i bogen. Vi bestiller en ’Hytten Pizza’, som må være en slags signaturpizza.

Lige da vi er ved at blive revet med af ’Det sejler op ad åen’-stemningen fra gårdhaven qua de rødternede duge, ankommer pizzaen og ødelægger det hele. Bunden holder ikke, hvad den lover, luftigheden er ingen steder at finde. Selvom vi kan se, at der er tomat under fyldet, kan vi nærmest ikke smage det. Og kødbollerne gør heller ikke meget væsen af sig. De eneste pluspoint, vi har at sende efter Pizza Hytten, er, at de skal have et golfklap for at have stablet en så god forretning på benene med sådan et ærgerligt produkt.

Score: 2/5

14.15: Fratelli, Vestergade, Aarhus

Sidste destination i landets næststørste by er Fratelli på Vestergade, og mon ikke et ’Byens bedste pizza’-skilt fra SMAG Aarhus-prisen også pryder døren her? Det kan du tro, der gør.

Fratellis indretning er svær at sætte i bås, for den er lidt all over the place. Stole betrukket med café latte-farvet falsk læder, blottede mursten og noget groft træværk på endevæggen. Der mangler egentlig bare nogle store fladskærme, så er den hjemme. Og det er fedt. Man fornemmer, at der ikke er så meget pis over stedet.

Vi bestiller en nummer 8. Aubergine, salsicci og stærk salami lyder som en drøm – og dét er det. Bunden er en let buttet udgave af hvad, vi kalder ’danskerbund’, hvor den hverken er meget blød og hævet eller helt tynd og knasende. Vi bliver enige om, at man nærmest kan drikke tomatsovsen, fordi den er så frisk og læskende. Fratelli er underspillet håndværk i provinsielle klæder.

Score: 3,9/5

15.45: Marco Polo Pizza, Kolding

Efter en times tid til at slå mave på E45 passerer vores sølvgrå 307’er byskiltet til den jyske østkysts svar på Brooklyn – Kolding aka Slicetown.

Det er ikke til at finde en officiel forklaring på, hvorfor Kolding går under navnet Slicetown, men den gængse fortælling er, at der simpelthen bare er en overflod af pizzaslice-steder i byen.

Marco Polo er stedet, alle snakker om, og den eneste pizzaslice, vi finder værdig til guiden: Vinderen af ’Koldingmesterskaberne i Slice 2017’. Den første og eneste konkurrence af sin slags.

Allerede på fladskærmsfronten vinder Marco Polo vores hjerter. Flotte digitale billeder af alt fra fiskefilet til rullekebab vidner om, at de kan lidt af det hele i køkkenet. Men der er ingen tvivl om, at det er pizzaslicen, der er kongen her. 30 kroner, og så får man en skive på størrelse med en almindelig pizza. Rygtet taler sandt: De er gigantiske.

Pepperonien er en bestseller, så det er dén, vi går med. Selvfølgelig med cremefraiche – og stedets hemmelige chilidressing. Det smager lige præcis, som det skal, og hænger slapt ned over den alt for lille paptallerken. Det smager af byture, New York, revet ost og potent tomatpure. Ikke et øje tørt.

Score: 4/5

16.45: Fynske Motorvej

På vej i bilen mod Odense, midt i det evindelige fynske vejarbejde, går det op for os, at vi har lavet en fejl i den ellers nøje tilrettelagte tidsplan. Der er blevet regnet en time forkert, og vi er pludselig bagud, hvis vi skal nå alle 12 pizzaer på listen.

En hurtig beslutning bliver at bestille pizzaen fra det ene af de to steder i Odense, Mercantonio Trattoria, gennem Wolt til levering udenfor Storms Pakhus, hvor det andet pizzeria ligger. Den fagre nye digitale verden kommer os til undsætning.

17.35: Pizza Pazza og Mercantonio Trattoria, Odense

Wolt-pizzaen fra Mercantonio Trattoria er kommet os i forkøbet på grund af det forbandede vejarbejde. Buddet fik den fikse idé at aflevere den hos Pizza Pazza, det andet pizzeria, vi skulle besøge i Odense, hvilket skaber en lidt akavet situation, da vi både skal bestille og afhente en pizza hos Pizza Pazza samtidig.

Den erfarne pizzaiolo hos Pizza Pazza trækker på skuldrene og slynger hurtigt vores pizzabestilling ind i stenovnen. Før vi får set os om, står vi med en margherita i hver hånd, fra Odenses to bedste pizzeriaer.

Margheritaen er den ægte lakmustest for, om et pizzeria har styr på kogekunsten. I Mercantonio Trattorias tilfælde skærer den lige lovlig lyse afbagning lidt i øjnene. Til gengæld er der godt smæk på osten. Og det er et godt twist til den ellers meget simple margherita. De har været søde at smide nogle friske blade basilikum på, hvilket vejer op for, at de har glemt at skære pizzaen ud.

Score: 3,5/5

Pizza Pazzas margherita bonner ud på alle de rigtige tangenter. Og det er imponerende taget i betragtning af, at de har til huse i en container i et madmarked (Storms Pakhus). Bunden er perfekt bagt. Blød og svampet. Tomaten og osten blander sig sammen i en guddommelig legering, som man har lyst til at hælde på flasker og sælge som kalorietung energidrik.

Score: 4/5

18.41: Storebæltsbroen

Lidt over halvvejs i odysséen. Hold op, vi har spist meget pizza allerede.

20.00: Behov, København NV

Peugeotens sommerdæk kradser i den grove asfalt, mens den slanger sig baglæns ind langs kantstenen i Københavns Nordvest-kvarter. Behovs store, røde skilt lyser op i mørket og giver den stille villavej et lidt lurvet look.

Det summer inde bag ruderne i den lille pizzarestaurant. Hvis du har hørt om Behovs pizzaer før, er det sikkert fordi, du har siddet til en ellers hyggelig omgang Trivial Pursuit med kollegievennerne og er endt i det evige dilemma, at flere af vennerne har smittet hinanden med akut glutenallergi, og der skal laves krumspring for at få en pizzabestilling i hus. Behov er kendt for at redde sådanne situationer med deres geniale glutenfri bunde og deres byg-selv-pizza. Men vi er her for at smage en helt almindelig pizza fra det faste menukort.

Vi bestiller en napolitaner. Tomat, mozzarella, ansjoser, oregano. Det første, der slår os, er, at oreganoen er frisk. Det er der ingen af os, der har set på en pizza før. Bunden er meget mørk i afbagningen og smager mere af fuldkorn og knækbrød end en sjappet napolitaner, som vi kender dem. Og det er en skøn afveksling. Der er enormt meget smag i brødet, og det saltede fiske-kick fra ansjosen er en genistreg.

Score: 4,2/5

20.30: Corsa Pizza, Østerbro

Alt ved Corsa Pizza ser bare godt ud. Pizzaen er flot, menneskerne derinde er brandsmarte og hele den visuelle identitet er en fryd for øjet.

Corsa Pizzas grafiske udtryk er faktisk så flot, at det i 2020 vandt bronze til Creative Circle awards i kategorien Design & Digital Design.

Men kan de lave pizzaer? Det siger rygtet, at de kan. Mortadella hedder den pizza, vi har beordret bagt i den enormt flotte, sorte stenovn, der står hævet bagerst i køkkenet, så alle kan se den.

Pizzaen har sorte brandmærker på skorpen, som en ægte napolitansk pizza skal have. Den er bagt på surdej og hævet i fire dage, og dejen er noget af det bedste, vi har smagt indtil videre. Mortadellaen akkompagneres af noget der ligner, at man har vendt en hel pose babyspinat ud over pizzaen. Ikke et ondt ord om, at de giver os noget for pengene, men det er måske lige til den rundhåndede side med det grønne. Pistacienødderne giver et skønt knas til den bløde topping.

Score: 3,7/5

21.00: SURT, Carlsberg Byen, København V

Trætheden og ikke mindst mætheden ligger på lur, da vi i den sølvgrå cruiser gennem hovedstadens mennesketomme boulevarder mod Carlsberg Byen. Den er ikke just charmerende endnu, den bydel, men ikke desto mindre er der er ved at opstå lidt af et gastronomisk midtpunkt ude mellem de nye glasbyggerier.

Der er fuld fart på disko-dasko-musikken inde på SURT, hvor ilden fra den enorme, mørkegrønne stenovn lyser ud i det dunkle rum som Saurons øje. Vi har en fornemmelse af, at der er noget godt under opsejling.

Giuseppe Oliva, der er søn af en bager på Sicilien, er grundlægger af SURT. Han kommer ned til bordet med vores pizza og opfordrer os til at spise den på stedet, selvom vi har travlt med at nå de sidste pizzaer inden klokken 22.00.

En anden tjener siger – med tyk italiensk accent – at han vil vædde med, at vi kommer til at spise den hele, selvom det er nummer 10 pizza på vores rundtur. Han får ret.

Tomat, ansjoser, rødløg og pecorino. Mere skal der ikke til for at få to udspilede glutenmonstre til at glemme alt om, hvor mætte de er. Tomaten bimler og bamler med citrusnoter, der hygger med det potente havsalt fra ansjosen. Rødløgene og pecorinoen giver bid. Og dejen er for vild. Generationer af bagerkundskaber har fundet vej fra Sicilien til Vesterbro. Tak.

Score: 4,85/5

21.30: Mamemi, København V

Skyggerne er i den grad ved at blive lange under Istedgades blege gadebelysning, og vi har efterhånden tomatsovs og ost helt op til øjenlågene. Men, the show must go on.

Mamemi er næstsidste stop på turen, hvor brødrene Francesco og Danilo sammen med deres fætter Daniel laver pizza i romersk stil. Der er langt mere restaurant end pizzabar over stedet, men du kan selvfølgelig sagtens også få en pizza to-go. De romerske pizze er en helt anden ting end de bløde og svampede napolitanere. De er tynde og sprøde, uden en høj kant. Bunden er god og slet ikke så kikseagtig, som vi frygtede. Fyldt med bid og knas på samme tid.

Vores bestilling er en Guanciale Con Cipolla Rossa Caramellata, Provola E Mela. De er ikke bange for de lange navne hos Mamemi. Der er æbler, balsamico, syltede rødløg, guanciale og provolone på. Lidt af en dessertpizza, må man sige, og det passer egentlig meget godt til humøret. Friskheden rammer lige, hvor den skal. Vi er ikke helt med på, hvad de syltede rødløg laver, men det vækker lige smagssanserne i den 11. time, og det er fint.

Score: 3,5/5

22.00: 7-Eleven, Nørrebros Runddel

Som så mange gange før ender aftenen på 7-Eleven. Helt pumpet op på mættede fedtsyrer og overtræthed, er vi næsten ved vejs ende. Men en sidste pizza skal smages, før vi kan kåre landets bedste. Og det er næsten her, at den ægte test kommer til at stå. For ér pizza bare altid godt? Kan en pizza fra 7-Eleven måle sig med surdej, fem dages hævetid, solmodne San Marzano-tomater og ældgamle, italienske institutioner? Nej. Det kan den ikke. Det smager af bunden fra en sukkerfri rystelagkage med tomatpure og sveden Danbo på toppen. Den har naturligvis sin plads, og nogle gange er det det eneste, man har lyst til. Men den blegner ved siden af resten, vi har spist os igennem de seneste 12 timer.

Score: 2/5

Konklusion:

Sticchi’s i Aalborg og SURT i København løber med sejren. Vi kan simpelthen ikke vælge mellem de to. Foruden smagen, er det kærligheden til håndværket, der simpelthen driver ned ad væggene begge steder, der vinder vores hjerter. Velbekomme, og tak for mad.