Jeg synes, der er noget særlig stimulerende ved det bitre. Måske er det selve strengheden i smagen, der får én til at stramme sig lidt op. Måske er det fornemmelsen af at føle sig voksen, som følger med, når man er i stand til at nyde noget, ikke alle kan lide.
Måske er der noget mere eksistentielt (læs: beruset vrøvl) på spil: Det kan være befriende at svælge i en anden bitterhed end den, man bærer inde i sig selv. Under alle omstændigheder er min seneste bitre forelskelse en økologisk amaro ved navn Mondino.
Amaro betyder bitter og er en italiensk fællesbetegnelse for en række urtelikører med varierende bitterhed og alkoholstyrke, hvoraf en af de skrappeste er Fernet Branca. Men så langt oppe ad selvpineri-skalaen er Mondino langtfra.
Annonse
Likøren, der er lavet i Bayern og angivelig ”forbinder italiensk livsglæde med tysk håndværkskunst,” er liflig at nyde blot med en isterning. Jeg bilder mig ind, at jeg kan smage noter af både appelsinskal, mørk chokolade og kanel i den, når jeg ikke blander den op.
Men gør man det, er den nu også lækker. Den fungerer glimrende som erstatning for Campari i en Negroni, Spritz, eller hvad du ellers plejer at bruge den til. Der er for øvrigt nogle, der højst forvirrende påstår, at Campari ikke er en amaro, men en bitter. Diskussionen må du tage med din bartender. Men afsæt god tid!
Jeg bliver måske lidt irriteret på mig selv over, at det stadig er så svært for mig at få Mette frem. Det er nok mest, når jeg er på skærmen. Jeg oplever ikke, det er så svært, når jeg er ude at møde folk.
