Negroni Week Opskrift
Sommerens cooleste drink er kun for voksne
Når du bliver for gammel til at drikke Spritz, er det på tide at prøve en gammel, bitter bartenderfavorit.
”Den ene er Old Fashioned. Den anden er Negroni.”
Mens de fleste nok er bekendt med den førstnævnte - en bourbonbaseret drink, der også er Don Drapers favorit - så er det ikke sikkert, at alle har hørt om den sidstnævnte bartenderyndling, der efter sigende blev opfundet i Firenze i 1919, da grev Camillo Negroni bad en bartender blande Campari, sød vermouth og gin.
De seneste 10 år har Negronien dog haft en opblomstring og bevæget sig fra kenderne ud til et bredere publikum. Viktor Hägglund mener, at Negronien udstråler noget klassisk, og at dens udbredelse falder sammen med den generelle stigende efterspørgsel efter seriøse cocktails på ordentlig spiritus, som barbranchen har oplevet.
Desuden har Negronien en idiotsikker velsmag over sig, der ikke kan slå fejl, hverken på baren eller derhjemme, når man blander én del, Campari, én del vermouth og én del gin og omrører med is.
”Det er demokrati i en cocktail. Det sidder i skabet hver gang, og så har drinken simpelthen det hele efter min mening: Den har sødme fra vermouthen og bitterhed fra Camparien. Den har smag af krydderurter fra Camparien, og af botaniske udtræk fra ginen,” siger Barchef Viktor Hägglund.
Selv om, den er nem at lave, er det dog ikke nødvendigvis alle, der vil finde den italienske klassiker nem at sluge i første forsøg, netop på grund af dens udtalte bitterhed.
”Jeg var bartender i startnullerne – det var i de glade mojito-dage – der kan jeg huske, at vi følte os lidt seje, når vi stod bag baren og lavede en Negroni til os selv. ”Jeg kan drikke noget, du ikke kan”. Det var lidt sådan det føltes. Hvis Mojito er for tøserne, er Negroni mere maskulin,” siger Mark Jacobsen der i dag er repræsentant for firmaet Hans Just, som har agentur på Campari i Danmark og Norden.
Han har indbudt til Negronismagning, naturligvis for at promovere Campari, men også for at slå et slag for den internationale Negroni Week, der finder sted fra 6. til 12. juni. Ugen giver førstegangssmagende og elskere af den rødbrune drik mulighed for at drikke med god samvittighed.
Det er det amerikanske drinksmagasin imbibe, der sammen med Campari har taget initiativ til arrangementet, hvor de deltagende barer giver en del af indtjeningen for hver solgt Negroni eller Negroni-variation til et velgørende formål efter eget valg. Sidste år deltog over 3500 barer på verdensplan.
Synes man, at det lyder lidt surt at nedsvælge bitre drinks for velgørenhed, skal man måske prøve den alene for smagens skyld, uden for såvel som inden for Negroni Week. Den kan nemlig godt gå hen og vokse på en, hvis man har lyst til at udfordre ganen lidt og hellere vil drikke få, men stærke cocktails frem for at fylde sig med vandige drinks, der ikke smager af sprut.