I Danmark er der to skoler inden for burgerboller: Nogle sværger til surdejsbagværk med gods og knas i, mens flere og flere tager den amerikansk-inspirerede bløde og sødlige bolle til sig. Jeg går ind for det sidste, ikke mindst fordi man slipper for at kradse ganen til blods på skarpe kanter.
Her er en opskrift på en bolle, der er blød nok til, at du kan mase den ind i munden uden at komme til skade og fast nok til ikke at blive opløst af ketchup og kødsaft. Samt alt hvad du ellers skal bruge til at gøre bygningen af en burger til en fest.
Burgerboller
Annonse
(8 store, nok til 4-6 personer)
Det skal der i:
50 g gær
2 1/2 dl koldt vand
50 g meget blødt smør
1 æg
Annonse
50 g sukker
15 g salt
450-500 g hvedemel
1 æg + 1 spsk mælk til pensling
Pynt: sesamfrø
Sådan gør du:
Annonse
1. Rør gæret ud i vandet. Rør ægget i sammen med sukker og salt.
2. Sigt ca. 50 g hvedemel i
3. Rør smøret ud i blandingen
4. Rør hvedemel i, indtil dejen er glat og ikke klæber til fingrene.
5. Dæk dejtruget med film, og stil dejen til hævning et varmt sted.
6. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, omtrent en times tid.
7. Slå dejen ned, del den i 8 lige store dele. Form dem til boller, og lad dem hæve tildækket til dobbelt størrelse et varmt sted, cirka 45 minutter.
8. Pensl bollerne med æggeblanding, og drys med sesamfrø til pynt.
9. Bag dem i en 200 grader varm ovn, til de er gyldenbrune, ca. 10 minutter. Stil til afkøling.
Cheeseburger
Sådan gør du:
1. Køb hakket oksekød med en fedtprocent på 15 hos en slagter, du stoler på, så du undgår at få noget kød, som smider en masse vand, når det kommer på grillen.
2. Lav flade bøffer på 150 g per person.
3. Steg dem på begge sider ved højeste varme, og tag dem af, når der begynder at pible rød kødsaft ud på oversiden. Så er de medium og saftige. Lad dem køle af et par minutter på en rist.
4. Servér med skiver af lagret Comté og tørsaltet, økologisk bacon, som du har ristet let.
Sprød kylling
(til 1 person)
Det skal der i:
1 kyllingebryst fra en frilandskylling,
køb fx den franske fra Løgismose
Dijonsennep
Paprika
Salt
Rasp
1 æg
50 g smeltet smør
Sådan gør du:
1. Hiv skindet af kyllingebrystet. Smør det ind i paprika og sennep. Krydr med salt.
2. Vend det i rasp.
3. Pisk ægget sammen, og vend
kyllingebrystet i det.
4. Vend brystet i rasp endnu en gang.
5. Læg det panerede bryst på et stykke bagepapir, og pensl forsigtigt oversiden med smør, så du ikke skraber panaden af.
6. Steg kyllingebrystet med oversiden nedad på næstlaveste grillrist i 15-20 minutter. Dryp løbende med mere smør. Vend det kun en enkelt gang, så du ikke skal bakse for meget med den skrøbelige panade. Hvis du er usikker på stegningen, så prøv eventuelt at stikke i det med en tynd kniv; hvis kødsaften, der kommer ud, er klar, er brystet færdigstegt.
7. Servér i en burger med moden avocado marineret med olivenolie, salt og citron – og syltede rødløg, se herunder, hvordan du laver dem.
Agurkesalat
Det skal der i:
1 agurk
2 spsk salt
100 g brun farin
100 g lagereddike
2 laurbærblade
5 peberkorn
10 korianderfrø
1 rød chili
Sådan gør du:
1. Sæt syltelagen over: Bland eddike, farin, laurbær, korianderfrø, peberkorn (som du har knust med ryggen af en kniv) og chilien, som du har skåret i ringe. Kog det op, og lad sukkeret opløse sig. Tag den af varmen og lad væsken køle helt ned.
2. Skær agurken i tynde skiver.
3. Læg dem på et fladt fad, og drys dem ligeligt med salt.
4. Lad agurkerne trække med salt, indtil de er let transparente og har afgivet en del af deres væske, ca. 25. minutter.
5. Dæk agurkeskiverne med syltelagen i en beholder. Lad den trække en times tid, inden du serverer den.
Syltede rødløg:
Det skal der i:
2 rødløg skåret i tynde skiver
1 dl eddike
1 dl rørsukker
Sådan gør du:
1. Kog eddiken og sukkeret op.
2. Hæld den over løgene i et sylteglas.
3. Lad det køle ned.
Lav din egen ketchup
(tak til min ven Erik Lautrup Nielsen
for opskriften)
Det skal der i:
500 g søde tomater på stilk, fx San Marzano
2 syrlige æbler
2 løg
1 ds. flåede tomater
17 g salt
0,5 tsk. æbleeddike
1 knsp. stødt nellike
1 knsp. stødt kanel
Sådan gør du:
1. Skræl æblerne, og fjern kernehusene. Pil løgene. Hak de friske tomater, æblerne og løgene.
2. Kom dem i en gryde sammen med alle de andre ingredienser, og lad det simre i en times tid under låg.
3. Blend indholdet af gryden til en jævn masse.
4. Passér evt. gennem en sigte, hvis du vil have en helt jævn ketchup.
5. Kog ketchuppen ind, til den er tilpas tyk, tag evt. en lille prøve på en kold tallerken undervejs for at ramme en god konsistens.
6. Smag til sidst til med salt, peber og et dryp eddike.
Sennepsmayo
Det skal der i:
Fire æggeblommer
1,5 tsk æbleeddike
0,5 tsk salt
4 dl vindruekerneolie
2 spsk grov sennep
Sådan gør du:
1. Pisk æggeblommer, eddike og salt sammen, indtil de er lyse og luftige.
2. Pisk olien i lidt efter lidt under stadig omrøring.
3. Rør senneppen i, og smag til med peber og evt. ekstra salt.