Jeg fortæller sjældent om fiaskoer fra mit liv. I stedet lader jeg typisk som om, at jeg er okay, når et kærlighedsforhold forliser, jeg får et jobafslag eller ikke bliver optaget på en skole, jeg gerne vil gå på.
Jeg har flere gange hørt mig selv sige: "Der var alligevel noget andet, jeg hellere ville," eller "jeg vidste allerede godt, at det ikke ville gå". Det har 99 ud af 100 gange været komplet løgn, få gange har det været mit jyske sind, der har faktisk har syntes, det var fint - eller har taget situationen med ophøjet ro. Sandheden er oftest, at jeg får det ad helvede til, når jeg bliver vejet for let. For det er ikke bare situationen, der føles som en fiasko, det er mig som person; det har både fået mig til at være typen, der græder ved siden af uskyldige fremmede i bussen, og hende, der møgsviner alle til i raseriudbrud, uden jeg selv ved det, i søvne.
Men det skal være slut nu.
Folk skal stoppe med at tro, mit liv er perfekt, og jeg skal stoppe med at lade som om, det er det. Jeg skal have talt mine fiaskoer ud. Derfor rekapitulerer jeg nu højt alle de faglige af slagsen (venter lige med privatlivet), som jeg kan komme i tanke om. Jeg har nemlig overbevist mig selv om, at det vil have en selvterapeutisk virkning at få det ud til dig. Måske du endda kan se dig selv i mit nederlagsliv.
Her er mit cv med fiaskoer, jeg aldrig fortæller om:
For det første er der de jobs, jeg aldrig fik:
2014:
- Jeg søgte alle de store dagblade i Danmark til de journaliststuderendes 'panikdag', da vi fik vores praktikpladser uddelt. Og de sagde alle 'nej tak'. Efter ansøgningsrunden sagde Egmonts kommunikationsafdeling også nej, det samme gjorde VICE og Zetland Live. Vi var et par stykker i samme situation, men det var som om, at alle alligevel så ud til at have regnet hele 'systemet' ud. Det havde jeg ikke. Tog på orlov.
- Seks måneder senere fik jeg igen afslag fra alle dagbladene, DR og i første omgang også Euroman. Men efter en halv time ringede en norsk mand mig op og sagde noget med 'lokale tjohundredesjyytteen', hvor han og min nuværende redaktør sad. Havde ikke søgt stillingen hos Egmont Publishing, men fik lusket mig herind og senere ind til Euroman alligevel.
2011-2012:
- Jeg var en uge i praktik som tekstforfatter i 9. klasse (december 2007) hos et reklamebureau, Pravda, i Aarhus. Var stensikker på, at det ville give mig et job fem år efter hos dem efter gymnasiet. Det gjorde det ikke.
- Jeg fik faktisk en tjans som tv-vært på 'Balcony TV', fordi jeg perifært kendte dem, der lavede det, da det startede op i Aarhus. Optagelserne foregik udenfor en eftermiddag i oktober, og jeg skulle interviewe musikere, der spillede på en balkon, og lave en intro foran kameraet til selve programmet. Jeg havde først lært, hvad jeg skulle sige, da det blev aften, og alle var drivvåde af regn. Modigt opsøgte jeg producenterne igen. De var ikke så interesserede.
- Min mors ven, der er vinproducent, tilbød mig et sæsonjob på sin vingård. Men den dag han mødte mig i Danmark, var jeg så teenage-sur og ganske trodsig i blikket (ærlig talt kunne jeg ikke kontrollere, dengang jeg fik tendenser til den slags). Efterfølgende svarede han knap på mine mails.
- Fik et job hos en restaurant i Aarhus, der hedder Det glade vanvid. Men jeg havde en piercing i underlæben, så efter første vagt, var jeg ikke velkommen, før jeg fik den fjernet. Følte at hele min person var blevet afvist med den kritik af min piercing og kom ikke igen.
2008-2011:
- Kaffebarerne i Aarhus var for tjekkede til, at jeg turde gå ind og foreslå mig selv. Zara, H&M og 7eleven svarede aldrig på min elektroniske ansøgninger.
Så er der de uddannelsesforløb og skoler, jeg aldrig blev optaget på:
2015:
- San Francisco State University. Da jeg søgte udveksling på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var blomster-byen min første prioritet. Mais non.
- University of Missouri. I samme omgang hvor jeg søgte San Francisco, havde jeg også besluttet, at jeg i hvert fald skulle til USA under præsidentvalget. Men jeg kom heller ikke ind i Missouri.
- Talentholdet hos mediet Zetland. Jeg tænkte, at jeg godt kunne passe ind hos Danmarks nye, velansete medie. Fik afslag. De sagde det ikke direkte, men det føltes som om, de sagde, at jeg skulle beslutte mig for at være nogen, en der ville noget. Og det var jeg så altså æk. I stedet græd jeg en hel del med telefon med afslagsmailen i hånden på en bustur fra Aarhus til København.
2012:
- Var lidt sammen med en fotofyr, jeg nok gerne ville være som, så jeg søgte ind på fotojournalistlinjen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor han gik. Kom ikke ind, men i dag har jeg selvfølgelig fundet mig en ny fotograf.
Og endeligt er der også de legater, ærværdige opgaver og den hæder, jeg heller aldrig fik:
2016:
- Jeg søgte både Nikolai og Felix Fonden - H.H. Prins Nikolais og H.H. Prins Felix' Fond, Den Fynske Bladfond og Kilroys Rejselegat. Har hørt, det er en god timeløn, når og hvis man først får dem.
- Miniudgaven af de færdiguddannedes 'Cavling' hedder 'Kravlingprisen' og går til de dygtigste og mest engagerede journaliststuderende for et projekt, de har lavet det foregående år. Det skete heller ikke i for mig i 2013, 2014 eller 2015. (Og jeg var heller ikke nomineret).
2014:
- Hvert semester udpeges en række tredjesemesterstuderende til at have lavet gode, afsluttende førsteårs-opgaver, som er den første store opgave på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. De får til opgave at vejlede og fortælle om deres arbejde til de næste, der skal skrive den. Den mulighed fik jeg ikke.
- Feature- og reportageforløbet på min uddannelse afsluttes med, at særligt vellykkede projekter fremhæves. Det eneste jeg fik, var en rasende kilde i røret, der var så sur, at jeg var nødt til at holde op med at høre efter, for ikke at hulke løs på skolens bibliotek.
2008-2011:
- Blev ikke statsgymnasiets i Aarhus' en eller anden, der stikker lidt ud i forhold til alle de andre. Hverken med rollen som elev-taler til dimissionen i 3.g, redaktør eller skribent for skolens magasin, elevrådsformand (eller bare medlem af elevrådet mere end et par måneder), skitursarrangør, skolens højeste snit, skolens laveste snit, årets ven, årets babe, årets fest. Til gengæld fik jeg næsten en bortvisning, da jeg drak mig for fuld til en skolefest. Men det var også kun næsten.
2007-2010:
- Debut på ungdomslandsholdet i håndbold som en del af Team Danmark-bruttotruppen. Løb 1.976.000 bip-tests (konditionstest) og tonsede på et løbebånd med iltmaske, så længe jeg kunne, og jeg havde stadig lang vej til at blive god. Tror også min landstræner kunne se det. Han ringede i hvert fald, da jeg sad midt i en skilift i Frankrig, og sagde, at jeg ikke skulle med videre på landsholdet lige nu. Men jeg kunne jo altid prøve at spille mig op.
- Blev først valgt til GOG's ynglingehåndboldhold, der var to årgange ældre end mig. Så de var 17, da jeg var 15. Hurtigt kom der dog en ny og fjernede mig fra den plads. Og snart var jeg også tredjevalget på GOG-holdet for min egen årgang. Græd en hel del i de dage.
___________________
Da min kollega læste mit fiaskoramte cv, sagde han: "Ok, der var faktisk en hel del ting...", og den er god nok, der er cirka lige så mange fiaskoer, som jeg er år gammel. 24. Og jeg har sikkert fortrængt nogen. Måske har jeg tvivlsomme evner, når det kommer til at søge jobs. Måske har jeg søgt mange ting. Måske har jeg ikke vidst, hvad jeg ville, og så har det været svært for nogen at se, hvad de skulle bruge mig til. Måske har jeg sat barren højt, fordi jeg i virkeligheden kun er et middelmådigt talent, hvis man overhovedet kan være det. Måske har du mange flere fiaskoer end mig, og måske er det i et andet område af livet end det professionelle.
Eller måske har jeg også bare været i gang med, hvad man meget vel kan kalde 'livet', som nok i virkeligheden ikke er skabt til en karakterskala eller et skema, du kan inddele i 'succeser' og 'fiaskoer', fordi det simpelthen ingen mening giver, at gøre det sådan.
Når jeg kigger på fiaskoerne, kan jeg se, at mange af de situationer, der føltes som fiaskoer, med tiden er endt med også at bringe noget, der minder om succes, med sig. Fiaskoerne har gjort mig bedre til at snakke med andre, se andres 'lag' og spørge ind, de har gang på gang fået mig til at stille mig selv spørgsmål om, hvilken retning jeg skulle rejse mig i, og de har gjort mig bevidst om, at når jeg er heldig og har snorlige succes. Plus jeg har fået egenskaber som tykhudet, omstillingsparat og effektiv, hvilket vist nok dur til et hvert cv nu til dags.
Jeg elsker i øvrigt at have succes, og jeg er (naturligvis) vild med at få anerkendende 'like'-tilkendegivelser på sociale medier. Når det går os godt, skal vi fejre, tale og lykønske hinanden for det. Men nogle gange har jeg sumpet rundt i følelser af fiaskoer, uden at have lyst til at dele ud af dem. Men det er rart at ryste posen ud i æteren... den her buldren derud af med mit hårde liv, bare vent, nu stopper jeg aldrig igen... For så er jeg, ærlig talt, som jeg er, og når jeg ser på det udefra, er det netop de mange skridt, jeg har taget, der gør, jeg skriver en tekst, der er vigtig for mig, for dette medie. Det er jeg stolt af at få lov til.
I morgen er der endnu en ny dag. Endnu en fed dag for alle os fiaskoer.
Meta-fiasko: Det var ikke mig, der fandt på den her ide - det har blandt andet Jeffrey Scardino og Johannes Haushofer allerede gjort. Sidstnævnte kommer frem øverst på Google, hvis du søger på 'Loser professor Princeton'.
LÆS OGSÅ: Rekrutterings-direktør: "Dem, der bliver forfremmet, er dem, der knokler"
LÆS OGSÅ: Jeg blev headhuntet. Over 100 havde søgt - vi var tre, der blev testet
LÆS OGSÅ: 10 råd: Sådan bliver du mere effektiv på jobbet
