Ebola-epidemien, der for tiden hærger en række lande i Vestafrika, er den værste, verden endnu har set. Over 20.000 mennesker anslås at være smittede med sygdommen, og dystre prognoser advarer om, at omkring 1,4 millioner kan være bærere af den først i 2015.
Læger uden Grænser er blandt dem, der forsøger at modvirke, at det går så galt, og
organisationen har også dansk personale, der frivilligt tager afsted for at hjælpe med at bekæmpe sygdommen.
En af dem er Jens W. Pedersen, der lige er kommet tilbage til sit hjem i Sydafrika fra fire ugers arbejde som sygeplejerske i Monrovia, hovedstanden i Liberia, der for tiden er det hårdest ramte land.
Hvordan har du det indeni oven på sådan en tur?
”Jeg har det for så vidt fint. Jeg puster lidt ud. Langsomt men sikkert. Men selvfølgelig har det været en meget, meget, meget barsk oplevelse.”
Kan du sove om natten?
”Ja. Til en vis grad.”
Hvad er det for nogle billeder på nethinden, du har med hjem?
”Vores hospital i det, vi kalder high risk zone, hvor vi går rundt i de her velkendte beskyttelsesdragter, er et barsk sted at være. Patienterne dør i ret højt antal. I enorm smerte og afkræftede, fordi de har diarre, kaster op og har blødninger.
Inden i det telt, hvor vi har klinik, ligger der mange syge, men også døde patienter. Nogle patienter bliver siddende udenfor, lige gyldig hvordan vejret er, fordi det simpelt hen er for usselt at opholde sig inde i teltet.
Det generelle billede af en ebola-patient er bestemt ikke noget værdigt syn. Særligt ikke i de midterste og seneste stadier af sygdommen, hvor de ikke længere er ved deres fulde fem. Nogle bryder fuldstændig sammen. Det kan være så slemt, at de udvikler en såkaldt psykosomatisk psykose, der viser sig ved, at de stavrer rundt over det hele. Nogle forsøger at forlade hospitalet, fordi de er så forvirrede, at de ikke forstår, hvorfor de bliver holdt isoleret.”
Hvordan motiverer man sig selv til at blive ved under så nedslående forhold?
”Det er svært. Det er sjældent, man som sygeplejerske eller medicinsk personale ser så mange patienter dø omkring en, heldigvis. Der var en familie på seks personer, to forældre og fire børn. Den første uge kom begge forældrene, der var testet positiv for ebola. De døde, og så var børnene overladt til sig selv. Næste uge ankom de fire børn, der også var blevet testet positiv. To af dem døde. Inden for 10 dage var der kun to tilbage, en på syv og en på 17. Man kan kun forestille sig, hvor hårdt det må være for dem.
Men selv om det kan være demoraliserende, kan det også være en motiverende faktor - de enkelte personer, der klarer sig igennem og overlever. Og efterhånden som vi er blevet bedre organiseret på vores hospital, er fatalitetsraten, som det hedder, altså hvor mange patienter, der dør, faldet fra 100 til lige under 60 procent. Der er altså syn for sagn, at det rent faktisk, på et lille niveau, nytter.”
Det var første gang i dit liv, at du arbejdede med ebola.
”Jeg har arbejdet for Læger uden Grænser i syv år, først som sygeplejerske og senere hen mere koordinerende. I øjeblikket arbejder jeg som rådgiver i Sydafrika. Men i forbindelse med udbruddet følte jeg det, magtpåliggende er et stærkt ord, men i hvert fald nødvendigt, at jeg tog min tørn i en hvilken som helst funktion. Først arbejdede jeg som sygeplejerske og derefter som koordinator på hospitalet i Monrovia.”
Hvordan kan man med åbne øjne gå ind i noget, der er så risikabelt?
”Selvfølgelig var jeg nervøs. Alt andet ville være naivt. På den anden side var jeg ikke panisk på nogen måde. For det første har jeg stor tiltro til Læger uden Grænser og til, hvordan vi håndterer den slags situationer. Dernæst var jeg selvfølgelig klar over, at hvis du smittes med ebola, så er det hårde odds, du er oppe imod. Samtidig følte jeg mig selv så tjekket, som man overhovedet kan. Man kan godt beskytte sig. Det er ikke en luftbåren virus. Den smitter igennem væsker. Så man kan sagtens tage forholdsregler. Os kolleger imellem er der ingen som helst fysisk kontakt. Vi giver ikke hånd. Vi giver ikke et kram. Vi giver ikke et klap på skulderen. Hvis ikke man er lidt bange, så slækker man på de rutiner.”
Har du familie?
”Min hustru er i Sydafrika, og min familie er i Danmark. Jeg har ingen børn.”
Hvordan har de det, når du tager af sted på sådan en tur?
”Alle er selvfølgelig bekymrede. De er ikke uvant med, at mit arbejde er risikabelt, når jeg er ude i konfliktzoner. Men det kan ikke helt sammenlignes med ebola. Også på grund af den panik, der dominerer mediedækningen. Det er en fin balance at forsøge at berolige dem uden at skabe mere panik.”
Så man kan også tale for meget om det?
”Ja. Det er svært at forklare udenforstående, hvordan det foregår på dagligt plan. Og du kan alligevel ikke berolige dem helt nok til, at de ikke er bekymrede. Det er jo positivt, på en måde.”
Har du været nødt til at hærde dig selv følelsesmæssigt i højere grad end tidligere i din karriere?
”Der er ingen tvivl om, at det er den hårdeste tørn, jeg har taget i de syv år, jeg har arbejdet for Læger Uden Grænser.”
Ville du gøre det igen?
”Ja. Det ville jeg.”
