Efterhånden er der mange af os, der glæder os til et nyt år og en frisk start.
For med natklub-skyderiet i Orlando og lastbilmassakren i Nice og Trump på tronen og briterne ude og minimum en af dine yndlingsmusikere, -forfattere eller -reality-tv-stjerner afgået ved døden har 2016 været lige lovlig langt og trist.
Bevares, det er ikke som for 65,5 millioner år siden, hvor en asteroide på størrelse med Samsø ramte Jorden og udryddede omkring halvdelen af planetens dyre- og planteliv. Eller som i 1942, hvor Holocaust var inde i sit mest døbringende år.
Annonse
Alligevel har 2016 virket som et år, hvor man enten skulle gemme sig væk under dynen eller melde sig ind i fremmedlegionen eller blive læge uden grænser for at glemme livets ubærlighed eller i det mindste føle, at man gør noget meningsfuldt.
Hvis man har det sådan, er det cool nok, men de fleste af os vil nok leve videre i vores mere eller mindre almindelige liv uden at ændre verdenshistorien, og det er også cool nok, for så vigtige er vi jo heller ikke, hver især.
Ikke at man skal afholde sig fra at leve følelsesmæssigt med i George Michael og Aleppo. Blot huske, at for alt det triste er der mindst lige så meget at glædes over. Hvert år. Som Leonard Cohen engang sang:
”So long Marianne, it's time that we began to laugh and cry and cry and laugh about it all again.”
Og lad os så komme i gang med den liste. Gå til de oprindelige artikler ved at følge linkene:
Året begyndte med et dødsfald, der, selv om det ikke havde verdens bevågenhed, fyldte meget for os, og måske også for vores læsere. Kræftsyge Bjørn Frost, som vi havde skrevet om igennem en større bid af hans sygdomsforløb, døde 2. januar. Dagen efter skrev vores skribent:
”Bjørn var et storslået eksempel på menneskelig værdighed, når ellers alt omkring én er nederdrægtigt nedværdigende. Det har været en ære at få lov til at følge hans sidste år, og den store interesse, der har omgærdet historierne, viser, at han har rørt ved noget alment menneskeligt. I mit første møde med ham fortalte han dette, som jeg personligt tager med mig:
”Man kan ikke leve sin dag, som var det den sidste. Det er det dummeste, man kan gøre. Det burde nogen fortælle Nik & Jay. Men jeg kan leve hver dag, som var det min bedste. Jeg kan sørge for at gøre alle de ting, jeg har lyst til. Være sammen med venner, familie og køre på motorcykel.”
Præstø har igennem de sidste fem år været kendt for den såkaldte dragebådsulykke, hvor to lærere og 13 elever kæntrede i Præstø Fjords kolde vand. Men da Hotel Frederiksminde i foråret fik en stjerne i Michelin-guiden, var der pludselig noget nyt at tale om i den lille købstad, og i de landsdækkende medier.
”Ja, nu er vi endelig blevet kendt for noget positivt,” sagde Johnny ved baren på Sussi’s Bodega, da vi var forbi for at tale med præstøboerne. I artiklen kan du også møde køkkenchefen på hotellet, der først tvivlede på, at han ville blive hængende i provinsen mere end kortvarigt, men endte med at blive og trække en stjerne i hus.
”Der er bare noget fedt ved at nappe sin egen stjerne i stedet for at få job på en et-stjernet restaurant i København,” som han siger.
De fleste kan nok genkende følelsen af at føle sig forstenet i en rolle i tilværelsen. For entertaineren Sigurd Barret har det været så galt, at han næsten har haft lyst til at tage livet af sit alter ego – Sigurd. Ham hyggeonklen med Bjørnen Bjørn. Den karakter står nemlig i vejen for de voksne, mere seriøse og mørke sider af hans liv. Som han fortalte vores skribent:
”Det forventes, at jeg er en god dreng. Jeg skal ikke stikke næsen ret langt frem, før det bliver bemærket. Jeg kører i en åben Mercedes, jeg har en lækker, lyshåret 24-årig kæreste, jeg er blevet skilt. Den slags harmonerer ikke med børneunderholdning. Det er en balancegang, og der er mange ting, jeg gerne ville men ikke kan.”
Han sælger tøj til over 500 butikker på verdensplan og er arving til et familiedynasti. Men forretningsmanden Mads Nørgaard bærer også på en i værste fald stærkt invaliderende sygdom, det fik han at vide, samtidig med, at hans forretning og hans parforhold var i krise.
”At få diagnosen var som at blive sparket i nyrerne, når du allerede ligger ned. Det værste scenarie var, at min kone og jeg gik fra hinanden, og at jeg endte i en kørestol. Jeg troede også, at jeg var nødt til at sælge firmaet, 50 % af min forretning. Jeg er meget handlingsorienteret. Men man kan ikke arbejde sig igennem alting. I virkeligheden var jeg jo snotforvirret, ude at skide. Min psykolog lærte mig at indse, at det er o.k. at have det sådan, når man har mistet sit fodfæste,” sagde tøjhandleren, da vi fulgte i hælene på ham i en uges tid.
”Folk råber og skriger. Vi ser bilen ramme mange mennesker. Mennesker, der bliver kastet op i luften. Mennesker, der bliver knust. Mennesker, der bliver flået ind under bilen. Mennesker, der får revet legemsdele af. Jeg rejser mig op. Og stivner. Min ven kaster sig ned i en stol. Ikke fordi han er bange, men fordi vi er lammede. Hvad sker der?”
Da en mand 14. juli pløjede en lastbil gennem menneskemængden på strandpromenaden i Nice, sad en ven af redaktionen på en altan lige ovenover og fik gruen direkte ind på nethinden. Selv om alle dagen derpå vidste, hvad der var sket, syntes vi, at det gav mening at få ham til at beskrive sin oplevelse og sine følelser. Det var han rigtig god til.
”Jeg fik penge mellem hænderne, da jeg var 16 år. Masser af dem. Jeg har ikke lyst til at fortælle hvor mange. Det er meget personligt. Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Men i hvert fald nok til, at jeg kunne have en fest. World Wide. I rigtig mange år,” fortalte Martin Bundgaard, også kendt under aliasset Crazy Martin, der var døden nær af druk, men efter et par mere stille år gik i luften med vodka-brandet I AM Vodka i 2016. Vi benyttede lejligheden til at høre hans vilde livshistorie.
Vi var med, da klubben tog imod den sønderjyske klub SG Mojn. Læs selv artiklen for at se, hvem der vandt, og indånd mandehørmen i det regnbuefarvede omklædningsrum. Spoiler alert: Der er ikke meget sex dér. For som træner Michael Ryan siger:
"I modsætning til, hvad mange måske tror, så er et homoomklædningsrum fuldstændig renset for seksuelle tilnærmelser, ’elevatorblikke’ eller berøringer. Mine egne oplevelser fra et heteroomklædningsrum er, at det er meget mere sådan noget med at kommentere på hinanden(s) eller drillende, fysiske berøringer, fordi det er en lukket mandeverden, hvor man godt kan gøre sådan noget. Det ville aldrig ske i et homoomklædningsrum. Der er ikke nogen, der for sjov lige hiver dig i pjorten.”
Donald Trump har på et tidspunkt udtalt, at han, som præsident, i tilfælde af en russisk invasion af Baltikum og Østersølandene, muligvis ikke ville komme sine NATO-allierede til undsætning. Derfor valgte vi, dagen efter præsidentvalget i USA, at skrive denne liste over steder, man kan bosætte sig, hvis atomkrigen skulle bryde ud. Læs den, den er også aktuel i 2017.
Panama Club, der appellerer til nattelivets unge, smukke og rige, søgte en ny picker, altså den fyr i døren, der kan vælge, hvem der får adgang til det forjættede dansegulv, og hvem der må blive ude i kulden. Vores skribent fik lov at komme i lære som picker og dele den berusende magtfølelse for en aften. Det kom der en 11-punkts liste af bittersøde indsigter ud af.
”Jeg er en af de forsvundne danskere. Jeg er en fri fugl, og jeg kan flyve, hvorhen jeg vil, og jeg føler mig tryg, når jeg kan ligge i fred. Jeg er aldrig blevet vækket af DSB-personale.”
For de fleste af os er hjem et sted med varme brusebade, minimum en ketchup i køleskabet og en blød dyne i sengen. Hjem er et sted, der ikke flytter sig, og hvor der er en postkasse og en skuffe med sokker. Men et hjem behøver ikke nødvendigvis være lig med en lejlighed, et hus eller et værelse. For nogle mennesker kan ’hjem’ koges ned til en enkelt ting. Vi fik tre hjemløse til at vise os deres ting. En af dem er Steen, der har været hjemløs i 18 år.
