Fra 'Pusher' til Guldpalmen: Zlatko Burić har lavet årets mest uventede comeback

ZLATKO BURIĆ STÅR OG tripper lidt på stedet uden for Da Laura i Cannes. Restauranten ligger på Rue Hoche, en sidegade til hovedstrøget Rue d’Antibes, og er stedet, man går hen, hvis man vil ses i Cannes. Vi befinder os midtvejs i årets filmfestival i maj i det sydfranske. I går blev svenske Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’ vist i det store palæ nede ved vandet, og da rulleteksterne efter gallapremieren på filmen begyndte at køre over lærredet, rejste alle publikummerne, sådan cirka 1.500 mennesker, sig og kvitterede med otte minutters stående ovationer.

Da Laura er en af de restauranter, hvor man ikke bare kan ringe og bestille bord. Man skal møde op og reservere et bord. Så det har jeg gjort dagen før. Nu er klokken 14, den aftalte tid, og Zlatko Burić og jeg er ankommet. Til tiden. Vi træder indenfor, jeg siger mit navn, og en tjener, der vaklende balancerer to kopper espresso på en bakke, siger hastigt: ’Yes, yes, you can wait outside, then we’ll get you a table.’

Vi går udenfor i varmen, småsnakker lidt og observerer rendet af filmfolk: producere, indkøbere, filmbosser og skuespillere, der alle sætter sig ved deres borde. Minutterne går. Pludselig træder en velklædt mand i skjorte og solbriller direkte hen imod os. ’Zlatko, god damn, how have you been?’ siger han.

Zlatko Burić slår, som han altid gør, når han møder folk, et stort grin op og breder armene ud til en dyb omfavnelse.

Manden hedder Tom Quinn. Han driver et af de mest anerkendte distributionsselskaber i USA, Neon Film, i New York. Neon Film har blandt andet stået for den amerikanske distribution af den sydkoreanske sensation ’Parasite’. For et par år siden, viser det sig, inviterede Tom Quinn Zlatko Burić til en filmfestival i Austin, Texas, hvor de i et par dage hang ud og snakkede film og diskuterede muligheden for flere roller til Zlatko Burić i den internationale filmverden.

Det kom der dog aldrig noget ud af, men nu, her på Rue Hoche, står Tom Quinn og Zlatko Burić og genopfrisker minderne fra den tur, der blandt andet involverede, at Burić fik designet en håndlavet cowboyhat til sig som gave fra Quinn. ’But you never wrote me, Zlatko,’ siger Tom Quinn. ’You have to write me. We are still very interested. I saw your film yesterday. It’s brillant,’ siger Quinn og lader den hænge i luften.

’Thank you, I will,’ svarer Zlatko Burić og krammer ham igen.

Burić kigger på mig, for vi skulle jo have det bord. Men dem på Da Laura har glemt alt om os. Jeg kigger igen lidt rundt på spektaklet foran os. Tjenere, der løber rundt, nye gæster, der kommer til og bliver placeret ved bordene udenfor.

’Kom, Zlatko,’ siger jeg. ’Vi dropper det. Lad os finde et sted, hvor vi kan sidde og snakke i fred.’

I STARTEN AF 80’ERNE forlod Zlatko Burić sit fødeland, Jugoslavien, og slog sig ned i Danmark. I perioden 1987-91 boede han atter i Zagreb, for derefter at bosætte sig i København for good. I en årrække lavede han performance-teater og spillede musik, men der skulle også tjenes penge til huslejen. Han fik sig et fast job som opvasker på Restaurant Dubrovnik i Pisserenden, mens han arbejdede frivilligt som lærer på en interimistisk skole, der var vokset ud af Dansk Flygtningehjælps støtte til de eks-jugoslavere, der, som ham, var kommet hertil efter krigen på Balkan. Et slags parallelt undervisningssystem, om man vil.

En dag, mens han stod og underviste bosniske flygtninge i teater og film, kom en af hans veninder, Mariana, en skuespiller fra Sarajevo, hen til ham og sagde: ’Jeg har hørt om en eller anden ny filmskaber, der vil lave en film om stofmiljøet i København. Han hedder Winding Refn, og han leder efter etniske skuespillere. De har en casting.’

Burić, som på det tidspunkt havde været skuespiller i næsten to årtier, anså dengang filmmediet i Danmark for at være dybt mainstream og noget, han helst ikke ville associeres med overhovedet. Han gik mere op i avantgardekunst og ville egentlig hellere hænge ud i Ungdomshuset eller turnere med sin egen teatergruppe. Når han ikke lige havde travlt med opvaskerjobbet og det frivillige arbejde i Flygtningehjælpen.

Men alligevel blev hans nysgerrighed vakt. Han troppede op til castingen og fik at vide, at han skulle prøve at spille en gangster, en narkobagmand, Milo.

I slutningen af 70’erne, da Zlatko Burić endnu boede i Zagreb, var heroin på et tidspunkt blevet stort blandt de unge og hippe. Burić havde dengang en ven i miljøet, og han oplevede på nærmeste hold, hvordan transaktionerne foregik. Selvom det selvfølgelig var et kynisk og benhårdt miljø, var der nærmest en feel-good-stemning, hvor narkohandlerne og kunderne mødte hinanden med åbne arme, talte sammen som gamle venner og smagte på mad, mens de pruttede om prisen på varerne.

Det tog Zlatko Burić med sig ind til castingen. Han skabte en afslappet og venskabelig stemning i den scene, hvor Milo første gang møder hovedrollen Frank i det, der siden blev til ’Pusher’. Men samtidig en stemning, hvor frygten ligger og ulmer under overfladen.

Før castingen havde Zlatko Burić aldrig hørt om Nicolas Winding Refn, også kaldet ’Jang’. De mødtes kort der, ’Jang’ med store armbevægelser, en arrogant, nærmest truende attitude og et kamera i hånden, som han filmede alt med. Ikke længe efter fik Burić rollen som Milo, en serbisk gangster, der på én gang var både kærlig og dødsensfarlig.

Og året efter, i august 1996, fik ’Pusher’ premiere og forandrede filmkortet herhjemme for altid. ’Jang’ blev et navn, Zlatko Burić blev kult, og alle, der så filmen, gik pludselig rundt på gaden og sagde: ’Franke, du skulder mig penge’ og ’Franke, du er min ven, men du fucker mig.’

Zlatko Burić

(født 13. maj 1953) Opvokset i Osijek. Uddannet fra Dramski Studio i Kroatien i 1973 og har desuden en universitetsuddannelse i sociologi og psykologi fra universitetet i Zagreb. I 1975 var han medstifter af totalteatergruppen Kugla Glumiste. I 1981 flyttede han til Danmark med sin daværende kone. Siden har han haft flere markante teaterroller, blandt andet som Ismail i ’Paradis’ på Betty Nansen Teatret, i den danske udgave af musicalen ’Det’ bare mænd’ og i forestillingerne ’Flugt’, ’My Fair Lady’ og ’Omstilling til Paradis’ på Det Kongelige Teater. Samtidig har han gennem årene optrådt med sin egen performanceteater-gruppe T.I.G. (Telepatisk International Gruppe) sammen med percussionisten Henning Frimann, sangeren Jørgen Rasmussen og det nyeste medlem P.O. Jørgensen. Han har desuden instrueret, skrevet og spillet med i flere prisvindende teateropsætninger i blandt andet Kroatien. Burić har tre børn fra et tidligere forhold og er nu gift med Dragana Milutinovic.

VI GÅR OMKRING 30 METER længere ned ad Rue Hoche og finder et sted, hvor der er et ledigt bord. En slags cafébistro, bare mindre larmende og mindre hektisk end Da Laura.

Zlatko Burić kanter sig tungt ned i stolen. Han har en løstsiddende blå T-shirt på, hans gråsprængte hår står viltert op i luften. Han lægger en pakke Marlboro på bordet og tænder den første af mange smøger. Vi bestiller mineralvand og hvidvin.

Jeg spørger ham om noget, som jeg faktisk altid har tænkt på, siden jeg så ’Pusher’ første gang. Jeg kan levende huske Kim Bodnia som den kokainafhængige Frank, der altid så sig nervøst over skulderen. Mads Mikkelsen som Tonny med cirkelsparket, træningstøj og ’Respect’ tatoveret i nakken. En ung Laura Drasbæk som den usikre champagnepige Vic.

Men alligevel var det Milo, jugoslaven, der serverede tulumba, som smagte ad helvedes til, og pludselig bad Frank om at hjælpe med at flytte et køleskab midt i deres narkohandel, der sad mest fast på nethinden.

Hvorfor tror du, at netop Milo efterlod så stort et indtryk?

”Fordi Milo var ægte. Jeg mener, det var alle de andre i filmen også, men jeg tror ikke, at man nogensinde havde set en indvandrerkarakter, og så en serbisk gangster, som ham i Danmark før. Folk kunne mærke, at der også var noget kærlighed i Milo midt i alt det farlige,” siger Zlatko Burić og bapper lidt mere på sin smøg.

Når Zlatko Burić taler, brummer han sine sætninger ud. Nogle gange stopper han op midt i en tankerække på sit umiskendelige, gebrokne dansk og siger: ’Da, da, det er meget rigtigt’ eller ’Da, da, det var netop sådan, det var.’ Andre gange lader han sine sætninger fortsætte i en lang strøm, for så at zoome ud af det, han var i gang med at sige, og lade ordene fade ud i ingenting. Andre gange igen siger han: ’Det var jo sådan noget tralala. Det var bare jokes.’

Jeg hælder lidt mere mineralvand op og stiller ham et nyt spørgsmål.

Var der meget af dig selv i rollen som Milo?

”Spørger du, om jeg handlede med hårde stoffer dengang i Kroatien? Nej, nej, ha ha. Jeg ved godt, at det er så fashion med hiphoppere, at de skal sige, at de har handlet med narko for at kunne lave den rigtige musik. Men nej. Jeg har ikke handlet med stoffer. Jeg kendte dog godt til miljøet i Zagreb, da jeg var ung. Jeg var interesseret. Dengang, i 60’erne og i begyndelsen af 70’erne, var dope nyt og interessant. Først kom de psykedeliske stoffer, så kom heroinen. Jeg spillede teater og musik og færdedes i de kredse. Men jeg improviserede også. Jeg kommer fra improvisation, og jeg har improviseret mit skuespil frem i hele mit liv. Alt det tog jeg med i rollen, så det blev meget autentisk. Og meget … jugoslavisk.”

Zlatko Burić når lige at sige ’jugoslavisk’, før vi bliver afbrudt. To kvinder i 40’erne, filmfolk, amerikanere, kommer hen til cafébordet. Den ene giver Burić hånden.

’Jeg vil bare lige sige, at du var absolut fænomenal i den film, ’Triangle’. Amazing. Chokerende. Jeg skreg af grin. Det var sådan en god film!”

Zlatko Burić smiler bredt, åbner hele sit korpus og tager imod.

’Tak, skal I have. Tak for støtten,’ siger han så og lader de to kvinder tage en selfie med ham.

ZLATKO BURIĆ BLEV FØDT ind i en arbejderfamilie i Osijek i Kroatien i 1953. Hans mor var kroat, faren var fra Bosnien. Familien var multikulturel, og der blev talt både ungarsk, tysk og kroatisk ved spisebordet hjemme i den lille lejlighed i et kvarter, der svarede til, lad os sige Brønshøj.

Hver søndag, når Zlatko Burić’ forældre skulle have lidt ’alenetid’, blev sønnen sendt ud af huset for at se film i en af de lokale biografer. Som 12-årig tog han selv sporvognen til yndlingsstedet, en filmsal, der hørte under Folkets Jugoslaviske Hær, hvor der blev vist gamle film. Ved indgangen stod soldater i fuld uniform, som så mistænksomt på drengen.

’I dag viser vi ’Dr. Mabuse’. Tør du se den?’ spurgte soldaterne. ’Selvfølgelig tør jeg det,’ svarede Zlatko Burić.

Andre dage kørte Luis Buñuel-film over lærredet i den fine filmsal i soldaternes hus. Black Wave-film fra Serbien blev også vist, men også hele den tjekkiske nybølge indtog Zlatko Burić som knægt. Og westernfilm. Howard Hawks og den slags.

Siden trak teateret i ham. Som teenager opsøgte han sammen med en kammerat en mand ved navn Branko Meseg, der drev en avantgardistisk teaterskole i Osijek. Igennem fire år blev de undervist i postdramatisk teater og Stanislawski-metoden, som hjælper skuespillere til at komme i kontakt med deres underbevidsthed. Og så fik musikken sit tag i ham. Jefferson Airplane. The Doors. Jimi Hendrix og ’Electric Ladyland’. Han så en verden, hvor man kunne blande høj kunst og populærkultur, hvor avantgarden mødte mainstream.

Som 19-årig flyttede Zlatko Burić til Zagreb og tog en uddannelse på universitetet inden for sociologi. Og omtrent samtidig var han med til at stifte teatergruppen Kugla Glumiste – Kugleteatret. Det forandrede hans liv.

Teatergruppen skabte blandt andet forestillingen ’Bløde Skibe’, som de opførte på flere kilometer lange strækninger i slumkvartererne i Zagreb, Beograd og Novi Sad. De to bærende kræfter i Kugla Glumiste, der også indeholdt et live-band og alskens skuespillere, var Zlatko Burić og hans makker Damir Bartol, som gik under navnet ’Indijanac’. Gruppen improviserede ofte ud fra præindspillede film, der var optaget på 16 mm og kørte i baggrunden, og de fik nærmest øjeblikkeligt stor succes og var konstant på turné.

På den tid foregik det ved, at man tomlede rundt i Europa. Zlatko Burić var derfor ofte på farten. En af hans første ture foregik ved, at han blaffede rundt på kontinentet for 21 dollars. Amsterdam, Polen, Hamborg, Portugal, Sverige. Og Danmark. Han var omgivet af progressive anarkister, man spiste hos nogen, der kendte nogen, man sov hos dem, der havde et ledigt, gratis værelse. Gruppen spillede og hørte rockmusik og samledes om alternativ kultur. De var oprørere, og de var primært inspireret af den amerikanske Yippie-bevægelse med bannerførerne Abbie Hoffman og Jerry Rubin i spidsen.

De troede på frihed, på anti-krig, på at være antiautoritære, på social aktivisme.

Og så mødte Zlatko Burić, i 1981 i Zagreb, en dansk kvinde, Sonja.

To år senere var han flyttet til København og havde fået tre små børn.

EN GÆST PÅ cafébistroen på Rue Hoche sænker den avis, hun sidder med i sine hænder. Hun kigger på os. Eller nok mest på Zlatko Burić. Hvem er det, han er? Hvilken film?

Zlatko Burić tager endnu en tår af mineralvandet og tænder en ny smøg.

Hvidvinen rører han ikke. Han har travlt med at fortælle.

”Det var en vild tid, da jeg kom til København. En anden tid. I december 1982 boede vi i en lille lejlighed i Ryesgade, tæt på Ungdomshuset. Min søn blev født, og 10 dage senere ville jeg ud og se byen. Jeg læste koncertoversigten i Information, hvor jeg faldt over en koncert i Ungdomshuset med det tyske band Die Tödliche Doris. Jeg tog derhen, fordi navnet i sig selv lød vildt. Med et kort i hånden cyklede jeg til Ungdomshuset. Jeg husker tydeligt, at politiet havde afspærret hele Nørrebrogade, fordi den store kamp om bz-stedet Allotria var i fuld gang. På den måde stødte jeg allerede her på nogle af de progressive miljøer i byen. Og kort efter fik vi to børn mere, tvillinger.”

Har København forandret sig, siden du kom hertil?

”Ja, er du gal, mand. Jeg kan ikke genkende København. Hvis du lavede nogle af de ting i dag, som vi lavede i 70’erne og i 80’erne, så ville du ryge i fængsel.”

Har du nogensinde været i fængsel?

”Ja.”

I Danmark?

”Ja.”

Hvorfor?

”Jeg blev engang arresteret i Aarhus på en punkfestival. Der var nogle optøjer. En anden gang blev jeg anholdt i København, fordi der var noget ballade, der hvor jeg stod. Men det var ikke så slemt. Da, da. Jeg overnattede bare i arresten.”

Zlatko Burić griner hæst. Nikker.

Og så bliver vi afbrudt igen. To andre kvinder kommer hen til cafébordet. De går helt tæt på ham.

’Jeg så din film i går. Jeg elskede den! Du er fantastisk i den,’ siger den ene.

Zlatko Burić smiler stort på ny. Breder sine store hænder ud.

’Tak, tak, hvor er I søde. Tak for støtten,’ siger han igen.

Der går to minutter. Så kommer en ung mand gående forbi på Rue Hoche. Han henvender sig også direkte til Burić:

’Undskyld, jeg forstyrrer. Men jeg vil bare lige sige, at jeg ikke har grinet så meget og så højt i lang tid. Jeg er polsk. Og du minder mig rigtig meget om min far i den film.’

Zlatko Burić siger:

’Tak, tak, tusind tak.’

Den unge mand går videre.

Men Zlatko, hvordan var det for dig at være kunstner og komme fra Jugoslavien til Danmark?

”Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Der var frihed overalt. Det var meget progressivt. Det var perfekt for mig. Alt det, jeg oplevede i mine formative år, alt det, jeg lærte dengang i Kroatien, har betydet alt for den, jeg er. Det har jeg taget med mig. Jeg er et produkt af min ungdom. Meget har forandret sig siden dengang, men jeg har stadig en grundtanke: Du skal altid prøve noget nyt og udfordre tingene. Du må aldrig gå den sikre vej, som bare pleaser dig selv. Du skal ud og crashe. Du skal søge efter nye felter. Det navigerer jeg efter. Efter en intuition. For hvis du har en plan, har jeg lært, så holder den aldrig. Ligegyldig hvor omhyggeligt du har lagt den.”

Zlatko Burić på film og tv

Hans helt store gennembrud kom i rollen som Milo i Nicolas Winding Refns ’Pusher’ fra 1996, en rolle som Burić året efter modtog Bodilprisen for bedste mandlige birolle for. Siden spillede han med i yderligere to ’Pusher’-film, hvoraf Burić havde hovedrollen i ’Pusher 3’, og i ’Bleeder’. Han blev samtidig kendt for rollen som chaufføren Meho i DR-serien ’Taxa’. Derudover har han medvirket i en lang række andre danske film og i flere serier for børn, blandt andet ’Johanne i Troldskoven’ og ’Iqbal’. Sideløbende har Burić haft flere roller i udenlandske film såsom Roland Emmerichs ’2012’, Stephen Frears ’Dirty Pretty Things’ og Max Minghellas ’Teen Spirit’. Hans næste projekt, udover rollen i Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’, der netop har fået dansk premiere, er Nicolas Winding Refns nye serie, ’Copenhagen Cowboy’, som får premiere på Netflix i slutningen af 2022.

DEN SVENSKE INSTRUKTØR Ruben Östlunds helt særlige kendetegn er, at han i sine film gør tre ting. Dels, at han hudfletter klassesamfundet og undersøger, nærmest på antropologisk vis, hvordan hierarkierne udfolder sig i de fællesskaber, vi indgår i. Og dels, at han afdækker og beskriver, hvordan vi opfører os over for hinanden som mennesker i alle relationer i tilværelsen. Og sidst, men bestemt ikke mindst, at han opdyrker og opfinder situationer, hvor han udfordrer, hvor langt vi vil gå uden at reagere, hvis noget opstår, hvor vi egentlig i bund og grund bør reagere.

Tænk bare på scenen i ’The Square’, hvor en mand, der er i karakter som en gorilla, afbryder en fornem middag, hopper rundt på bordene, udstøder primalbrøl og skaber kaos. Hvor alle de tilstedeværende tror, at det er en happening, og derfor bare ser til. Og tænk bare på scenen i ’Force Majeure’, Östlunds gennembrudsfilm, hvor en mand sidder på en udendørs-restaurant på et skisportssted med sin kone og to børn og ser en lavine nærme sig. Hvorefter han, da lavinen så buldrer ind over restauranten, febrilsk griber sin iPhone, der ligger på et bord, tager benene på nakken og lader sin familie blive tilbage.

I sin nye film, ’Triangle of Sadness’, hvori Zlatko Burić spiller en russisk gødningsmilliardær, afsøger Ruben Östlund igen, hvordan mennesker opfører sig, ud fra hvor i hierarkiet i den sociale og økonomiske struktur de befinder sig. I filmens første akt følger man et model-par, og i en tåkrummende scene – igen på en restaurant – bliver det tydeligt, at hun har klart flere penge, end han har. Men hvem skal egentlig, i disse tider, hvor kønsnormerne er under afvikling, tage regningen? Manden? Eller kvinden?

I andet akt – ombord på en luksusyacht – møder vi Burić’ karakter, rigmanden Dmitri, som er en russisk kapitalist. Over for ham står kaptajnen på yachten, spillet af Woody Harrelson, som er en dybt alkoholiseret, amerikansk marxist.

Ikke yderligere skal spoiles her, udover at Ruben Östlund igen skitserer adskillige scener, hvori man som tilskuer hele tiden tænker: ’Nej, nu må det stoppe.’ Eksempelvis i en scene, der føles ubærligt lang, hvor alle de rige krydstogtgæster bliver søsyge og kaster op i stride strømme. Det er mest af alt som at opleve en togulykke i real time. Hvor man ser ud mellem hænderne oppe foran ens øjne, selvom man ikke har lyst til det.

Jeg kigger på Zlatko Burić. Han har stadig ikke rørt vinen.

Så fortsætter han.

”Jeg har altid været en stor fan af Rubens film. Jeg har set dem allesammen. Jeg fik manuskriptet til ’Triangle of Sadness’ tilsendt. Han har nogle vilde ideer, en anden måde at se filmindustrien på. Han åbner en diskussion i sine film. Det er nærmest Bertolt Brecht’sk, så jeg var klar med det samme.”

Hvorfor?

”Han er en engageret kunstner. Han undersøger, hvordan mennesker forvalter og bruger magt. Der er ikke så mange instruktører, der angriber film på den måde længere, så det ville jeg virkelig gerne være med i. Men i manuskriptet var der en masse tekst. Altså absurd meget kompliceret tekst. Og jo især denne her meget lange diskussion mellem en kapitalistisk rigmand, min rolle, og en marxistisk yachtkaptajn, Woody Harrelson. Men jeg troppede op til castingen, og jeg gjorde det på min måde. Jeg improviserede. Jeg vidste faktisk ikke, om jeg kunne spille sådan noget på engelsk. Men Ruben sad der selv gennem hele castingen og filmede det hele på sin telefon. Jeg fandt ud af, at manuskriptet, teksten, kun var en slags base. Resten kom ud af improvisation. Han spillede mod mig, og det blev virkeligt sjovt. Vi skraldgrinede. I to timer. Ruben har en klog humor, en sjov humor, og han er meget samfundskritisk, uden at det bliver plat.”

Fik du rollen med det samme?

”Nej, er du sindssyg. Jeg troede slet ikke på, at jeg ville få rollen, selvom vi havde haft det sjovt. Jeg ventede i meget lang tid, syv måneder, og tænkte, ’Nå, det blev så ikke til noget.’ Men så talte jeg med en i hans produktion, som sagde: ’Nej, nej, sådan må du ikke tænke, Ruben er meget interesseret.’ Og så ringede han og tilbød mig rollen.”

Hvordan reagerede du?

”Jeg var glad. Meget glad. Og stolt.”

Hvordan gik optagelserne?

”Det var ekstremt. Men samtidig meget, meget givende. Fyldt af improvisation. Nogle gange stod vi sådan lidt på settet og tænkte: ’Skal vi fortsætte?’ ’Virkelig?’ ’Har vi ikke trukket den langt nok nu?’ Til sidst skulle vi kravle ud. Men det er sådan, Ruben arbejder. Du skal ikke være 100 procent på, men i hvert fald minimum 98 procent til stede. Og så bagefter, næste dag, eller næste dag igen, så skal du spille en kommentar til den scene, du lavede den anden dag. Det er meget udfordrende, men også virkelig interessant. Ekstremt krævende. Han crasher strukturen. Man ender næsten i en vægtløs tilstand. Uden sikkerhedsnet. Det er ligesom en jamsession.”

Hvad med Woody Harrelson, som du jo spiller helt afgørende scener over for i filmen?

”Da, da. Jeg har kæmpe respekt for ham, det har jeg altid haft. Vi spillede faktisk begge to med i filmen ’2012’, udover at vi aldrig mødte hinanden der. Han er en stærk skuespiller og et enormt stærkt menneske. Ruben arrangerede det sådan, at mig og Woody kunne mødes, fem dage før vi begyndte optagelserne på yachten. Det var i Sverige. Vi improviserede det hele frem. Vi kom med helt åbne sind. Og derudaf skabte vi de her scener, hvor en russisk kapitalist og en amerikansk marxist taler sammen og på en absurd måde møder hinanden.”

I TIDEN, EFTER ’Pusher’ fik premiere i 1996, kunne Zlatko Burić ikke gå i fred på gaden. Hver gang han gik ud i sit nærmiljø i kvarteret på Vesterbro, blev han stoppet.

’Hey Franke, du min ven.’ ’Du skulder mig 230.000 kroner.’ ’Du fucker mig, Franke,’ sagde folk. Alt lige fra junkier på Istedgade til teenagere på Enghave Plads til fædre med barnevogne på Enghavevej.

Senere kom en ny bølge, da Zlatko Burić medvirkede i flere Tuborg-reklamer for datidens flasker lavet af plastik. Nu lød det på gaden: ’Uuuut af min kiosk!’ og ’Klinke klanke.’

Og det fortsatte. Den dag i dag kan Zlatko Burić ikke sætte sig ind i en taxa, uden at det bliver nævnt. Chaufføren sætter bilen i gang, kigger i bakspejlet og siger: ’Franke, du skulder mig penge.’ Og så griner Zlatko. Og chaufføren.

Jeg hælder lidt mere mineralvand op i glasset og spørger, hvad ’Pusher’ har betydet for ham.

”Jeg tror, at ’Pusher’ vil leve for evigt. Jeg bliver konstant konfronteret med det. På den gode måde. Jeg var til filmfestival i Toronto og gik på gaden. Så kom der en mand, som sagde: ’Hey Franke. Milo. Du skylder mig penge.’ ’Pusher’ stopper aldrig. Også herhjemme. Der er gået næsten 30 år, og det fortsætter. Vi filmede ’Pusher’ i 1994 og i 1995. Det er helt utroligt, hvordan det er gået for den film. Alle samfundslag kommenterer på det.”

Zlatko Burić ser på mig og gnægger lidt. Han lægger sin cigaret ned i askebægeret.

”Og vi har noget nyt på vej. ’Jang’ laver en ny type ’Pusher’. For Netflix. Men jeg må ikke sige så meget mere om det projekt endnu.”

Igen bliver vi afbrudt. Denne gang er det ikke fans, der vil have en selfie. Zlatko Burić’ kone, Dragana, indfinder sig ved cafébordet. De udveksler et par ord. Det står klart, at de lige skal have lov til at opleve Cannes i et par timer, uden at nysgerrige magasinjournalister følger med.

Mens Zlatko Burić stadig sidder ved bordet, spørger jeg, om han tror, at ’Triangle of Sadness’ kan vinde her i Cannes.

”No way,” svarer han. ”Man kan jo ikke vinde, hvis der er gået så kort tid, siden man vandt sidste gang. Og det gjorde Ruben jo med ’The Square’. I 2017. Før corona.”

Zlatko Burić rejser sig og tager sin kone under armen. Sammen trisser de ned gennem Rue Hoche. Væk fra al virvaret. Væk fra det bord, vi aldrig fik.

EFTER TO DAGE I Cannes, hvor Zlatko Burić har stået på den røde løber i en smoking, han har iført sig for første gang i sit liv, kommer han hjem til København. Han pakker en ny taske. Denne gang skal han til Rumænien.

I mange år har han spillet ’Hamlet’ med den engelske gruppe Tiger Lilies og et cast af internationale skuespillere. Forestillingen er udtænkt af nu afdøde Martin Tulinius fra Teater Republique, og efter en længere pause på grund af corona bliver den nu opsat igen under den årlige Shakespeare-festival i byen Craiova.

Alt det, der er foregået i Cannes, virker allerede langt væk. Men da Zlatko Burić ankommer til Craiova, viser det sig, at forestillingslederen er smittet med corona. Kan de overhovedet opføre den performance, de er hyret til?

Dagene går, og endelig er der ’go’. De spiller, alle er glade. Senere samme aften sidder de på en restaurant i den rumænske by, hele holdet bag, udenfor. Sommervarmen er på sit højeste.

Zlatko Burić får serveret en rumænsk suppe, en tripe-suppe kaldet Ciorba de burta, som er syrlig og er lavet med creme fraiche og citron. Han drikker hvidvin til. Han er glad og afslappet. Det er dejligt at se alle disse gode mennesker igen. Hele selskabet er i det hele taget oppe at køre over, at de langt om længe igen kan spille Shakespeare-forestillingen.

Og så ser Zlatko Burić ned på sin telefon. Der er rigtig mange ubesvarede opkald fra hans ene datter, som er gravid. Det gør ham bekymret.

Telefonen ringer igen. Han tager den:

’Jaaaaaaa!!!’ råber datteren. ’Har du hørt, at den vandt?’

’Wow,’ udbryder Zlatko Burić og kigger så rundt på selskabet på restauranten: ’Hey, hør,’ råber han. ’Ruben har vundet Guldpalmen. ’Triangle of Sadness’ har vundet! I Cannes!’

DER GÅR TO måneder. Det begynder langsomt at synke ind, at det rent faktisk er sket. ’Triangle of Sadness’, denne vilde, vildt politiske og egentlig totalt avantgarde film, vandt Guldpalmen i år. Ruben Östlund har nu vundet to gange inden for fem år på filmfestivalen i Cannes. Det burde ikke kunne ske. Men det gjorde det.

Læg dertil, at Zlatko Burić har en bærende rolle i filmen. Og at han storspiller som den russiske milliardær Dmitri, der har tjent alle sine penge på gødning.

Jeg mødes med Zlatko Burić en sidste gang på Christianshavn og spørger ham, hvad han tænker om det hele.

”Jeg er meget, meget, meget glad. Og meget overrasket. Jeg har skrevet frem og tilbage med Ruben. Og han sagde det hele vejen igennem: ’Vi vinder i Cannes.’ Måske han sagde det lidt som en joke, men alligevel. Jeg må indrømme, at jeg tænkte, ’ja ja, den er god med dig, Ruben.’ Det er en ekstremt politisk film, en svær film, og jeg troede ikke på, at den kunne vinde i Cannes. Men det gjorde den så. Det er fantastisk. Og meget, meget velfortjent, hvis du spørger mig.”

Har du så fået nogle henvendelser, efter at du har været med i årets Guldpalmevinder?

”Nej. Overhovedet ikke.”

Really?

”Ja. Jeg er ikke så god til at række ud. Det må jeg blive bedre til.”