Der findes ingen institutionaliserede instanser til at udpege vindere af de store hiphopsværdslag. Der er kun den flygtige folkedomstol.
Måske er det derfor, det langt fra er givet, at man nogensinde finder en regulær vinder, når rappere går i krig med æren som indsats. Slet ikke, når modstanden er jævnbyrdig. Faktisk er det nærmest et kendetegn for en ”god” rap-konflikt, at begge parter kan yde mærkbar (åndelig) skade på modstanderen: Jay-Z og Nas, Tupac og Biggie, Young Jeezy og Gucci Mane, Eazy-E og Dr. Dre.
Så meget desto mere markant er det, at tidens helt store samtaleemne – dødskampen mellem Drake og Kendrick Lamar (baggrunden for konflikten kan du læse mere om her) – lader til at være forbi, efter Drake i weekenden hejste, hvad der her på Euromans klummespalter bliver betragtet som et dramatisk svajende og fuldkommen pletfrit hvidt flag.
”Good times. Summer vibes up next,” skrev canadieren på sin Instagram.
Han bevæger sig videre, selvfølgelig under påskud af at være ovenpå. Nu kryber han tilbage til sommerens trygge hit-vugge. Udfordringen er, at han skal vippe et nummer væk fra hitlistens førsteplads, der handler om, at han selv har pædofile tilbøjeligheder.
Kendrick Lamar vandt en krig, der havde simret i et årti, men som for alvor kun bulderkogte i tre uger. Der vil, så vidt vides også i de danske hiphopgemakker, sidde hårdnakkede Drake-apologeter og latterliggøre den påstand. Andre turnerer i et anfald af nyfunden puritanisme med det budskab, at ”alle har tabt.”
Men alle uden for ekkokammeret kan se, at Kendrick Lamar har folkedomstolens opbakning. Her er de tre vigtigste årsager – og et lille forsvar for den detroniserede Drake:
’Like That’ (Kendrick Lamar) var en invitation til dans. ’Push Ups’ (Drake) formaliserede krigstilstanden. ’Euphoria’ (Kendrick Lamar) var en optrapning. Og så, natten til den 4. maj, trykkede Drake på det, der med hiphopoffentlighedens hang til svulstige metaforer bliver kaldt ’den røde knap’. Den atomare optrapning: ’Family Matters’.
Her smider Drake alle hæmninger i et syv minutter langt nummer i tre dele med musikvideo og det hele, og Drake er sådan set i topform. Der er sylespidse one-liners, den sidste tredjedel af nummeret kunne blive årets sommerhit, og anklagerne mod Kendrick Lamar er … markante: Drake skriver blandt andet, at Kendrick Lamar har tæsket sin forlovede, og at han slet ikke er far til parrets søn – det er derimod Lamars samarbejdspartner Dave Free. Det er artige sager.
Og det taber lyttermasserne så kæberne over i lige omtrent en time. Man kan diskutere, om det er god beef-skik (jeg hælder til nej), men alle kneb gælder vel, og umiddelbart efter udgivelsen af ’Family Matters’ skyder Kendrick Lamar igen med ’Meet the Grahams’ – konfliktens urovækkende karaktermord af et modsvar, hvor Kendrick Lamar direkte adresserer Drakes søn, Drakes forældre, Drakes (igen: påståede) hemmelige, 11-årige datter og Drake selv.
En X-bruger opsummerede det godt: ”Ok that diss track was actually just fucking evil like I actually am not having fun anymore that just felt bad to listen to.”
Og med dét var Drakes atomare modsvar nærmest afværget. Det havde været smagfuldt, hvis Kendrick Lamar havde forholdt sig direkte til ’Family Matters’ og ikke blot skudt tilbage med et på forhånd indspillet nummer. Men trækket virkede.
’Family Matters’ havde været langt mere effektfuld, hvis den havde fået tid til at bundfælde sig hos lytterne. Men med ’Meet The Grahams’ flyttede Kendrick Lamar fokus og fik konflikten til at handle om noget helt andet, end Drake håbede, den skulle gøre:
I krig er sandheden, som Aischylos jo skrev, det første offer, og til ingens overraskelse skulle det ikke blive to feterede rapstjerner, der gjorde det mundheld til skamme.
Pusha T triumferede i sin konflikt med netop Drake ved i 2018 at kigge i hiphoppens Szu Tsu-agtige krigsdrejebog og læse ekstrakapitlet om afsløringen som greb.
Hvor Pusha T’s afsløring af Drakes hemmelige og forsømte søn var så detaljerig – han kendte barnets navn, barnets mor og det hele – at ingen kunne betvivle dens rigtighed, begynder både Drake og Kendrick Lamar at spy om sig med fuldkommen udokumenterede anklager.
At Dave Free skulle være far til Kendrick Lamars barn, lød som noget, Drake havde overhørt på et værtshus. At Kendrick Lamar viede et helt vers til Drakes hemmelige datter uden at kunne afsløre mere end barnets alder, virkede i bedste fald halvbagt.
Og derfor blev disse ellers så kompromitterende påstande mødt med skuldertræk. Kunne vi overhovedet tro på noget af det, der blevet rappet?
Langt mere effektfuldt er det, når Kendrick Lamar på ’Meet the Grahams’, dissekerer Drakes private tilbøjeligheder. Som da han på grusom vis skriver direkte til Drakes søn, at han gerne vil lære ham om arbejdsmoral og rigtig styrketræning (i modsætning til hans far, der efter sigende skal have valgt Ozempic-genvejen). Eller da han over for Drakes forældre udlægger Drakes ganske veldokumenterede hang til unge kvinder.
Endnu en gang bærer nummeret præg af fornemmelser og synsninger, men Kendrick Lamar får effektfuldt konflikten til at handle om integritet, mens han tegner et grusomt portræt af en kvindehadende ludoman, der tuller alene og fordrukken rundt i sit palæ, mens hans barn (eller børn?) må hente omsorg andetsteds.
Timing i en hiphopkonflikt er alt, det ved Drake – der punkterede Meek Mills karriere i 2015 ved at skrive ’Back to Back’ som en opfølger til sit eget disstrack – om nogen.
Og mens alle sad på Genius og læste tekster og prøvede at danne sig et overblik over angrebsflanker og referencer i ’Family Matters’ og ’Meet the Grahams’, satte Kendrick allerede dagen efter den nærmest historisk begivenhedsrige lørdag dødsstødet ind: ’Not Like Us’.
Det har været kendetegnende for Kendrick Lamars svingom med Drake, at han har afvænnet sig den lidt påtaget kølige overlegenhed, han har opereret med siden udgivelsen af ’Damn’ i 2017. Han lyder smålig, hævngerrig, nærmest emotionelt utilregnelig. Nogle tænder af på det – jeg synes, det er perfekt.
’Not Like Us’ er et genialt kardinalpunkt i konflikten, fordi han gør det, Drake måske skulle have gjort: Han laver et diss-track til et hit-track. DJ Mustards produktion er lyden af Los Angeles-sommer, og Kendrick Lamar har spidset pennen med one-linere, der kommer til at hjemsøge Drake til evig tid herfra (”Trying to strike a chord, and it’s probably A-Minor” er den bedste linje, der er kommet ud af konflikten).
Det rap-nummer, der i Spotifys historie har skrabet flest streams sammen på én dag, er et nummer, der handler om, at Drake er en certified pedophile. Også i Drakes egen hjemby lå ’Not Like Us’ nummer ét. Yikes.
Drakes svar på tiltale var tamt. På ’The Heart Part 6’ betoner han halvhjertet, at han er alt for kendt til kønslig omgang med mindreårige, og så forsøger han at genoptage kampen om sandheden: Det var, skal vi forstå, Drakes egen lejr, der lækkede falsk information om den 11-årige datter, og Kendrick Lamar hoppede lige i fælden – der gives bare ingen beviser for, at det er sådan, det hænger sammen, og så havner vi igen i de tvivlsomme påstandes dybvandsbassin.
Også musikalsk er det et svagt modspil, men på én front har Drake mere ære af de seneste uger, end Kendrick Lamar har. Drake har bestandig insisteret på at reagere på Kendrick Lamars numre. Han har forholdt sig konkret til anklagerne og givet indtryk af en dynamisk slagveksling. Kendrick Lamar har ageret mere kalkuleret; indspillet numre på forhånd og kun ændret enkelte linjer, så de i bare minimal grad spillede bold op ad Drakes udspil.
I kampen mellem den højhellige Mr. Morale og den canadiske colonizer, som Kendrick Lamar spydigt døber Drake på ’Not Like Us’, er det lidt overraskende sidstnævnte, der har handlet mest i overensstemmelse med hiphoppens åndelige kodeks.
Det ændrer ikke på, at de seneste uger efterlader dybe hakker i Drakes eftermæle, mens Kendrick Lamar knuger sig fast sit offentlige renommé som urørlig og ubesejret.
Men også han vil skulle forholde sig til anklager om partnervold og løgnagtige angreb på Drake, så den negative udlægning er, at alle faktisk har tabt. Især de to rapperes familier.
Den positive udlægning er, at hverken Kendrick Lamar eller Drake i årevis har udgivet musik med samme nerve og vitalitet, som de seneste måneders betagende armlægning har bragt til bordet. Og hvem har så vundet?
scroll-down
