Andreas Odbjerg: ”Nogle mennesker synes ikke, at popmusik er fint eller cool. Men det er poppen, der spiller en rolle i folks liv”

Du kan købe magasinet med Andreas Odbjerg her.

1. Typen, man lægger mærke til

Jeg var fire eller fem år gammel, da jeg første gang visualiserede, at jeg skulle blive en stjerne. Som barn troede jeg, at det skulle være som skuespiller. Hele min barndom gik jeg rundt med en følelse af, at folk kiggede på mig – længe før der overhovedet var nogen, der kiggede.

Jeg er vokset op i Allesø, en lille forstad til Odense, hvor bybussen vender. Den består ikke af meget andet end en håndfuld huse, et par hundrede indbyggere og Allesø-hallen, der er byens hjerte.

Jeg kommer fra en klassisk kernefamilie. Min far er skolelærer, og min mor er pensioneret sygeplejerske, men der var masser af kreativitet i mit barndomshjem. Min mor havde en stor interesse for design og syede sit eget tøj, og min far spillede blues på hobbyniveau.

Jeg var ikke særlig gammel, da de introducerede mig for teater og sang. Lige så længe jeg kan huske, har jeg higet efter opmærksomhed. Jeg tror, at det stammer fra min farfar. Han var ekstraordinært begavet og talentfuld, spillede violin og kunne være blevet til hvad som helst, men endte som skoleinspektør og kommunalpolitiker, og det gjorde ham aldrig lykkelig.

Jeg har også noget fra min far, der er typen, man lægger mærke til med det samme, når han træder ind i et rum. Og fra min mors familie, hvor der er flere spillemænd. Jeg gik på Spurvelundsskolen, som var en lille skole med én klasse per årgang til og med 7. klasse.

Da vi skulle starte i 8., skiftede alle mine klassekammerater til Lumby Skole, men jeg kom på Kroggårdskolen, en gammel Tvind-skole, hvor min mors fætter var skoleinspektør, og hvor drengene fra mit fodboldhold i Næsby også gik.

I skolen fik jeg gode karakterer, men det betød intet for mig. En dag i hjemkundskab i 6. klasse, hvor jeg blev sat til at skære løg, sagde jeg til min lærer: ”Hvorfor skal jeg lære at lave mad?” Jeg var sikker på, at jeg ville blive så rig og kendt, at jeg kunne hyre nogen til at gøre det for mig.

2. Drengen med pigestemmen

Som barn tog min mor mig med til børneteater i Den Fynske Landsby i Odense. I 1998, da jeg var 11 år gammel, spurgte hun mig, om jeg ville til optagelsesprøve på H.C. Andersen Festspillene, som spillede i sommerferien.

Jeg mødte op og troede først, at jeg måtte få min mor med ind til prøven. Inde i lokalet sad instruktør Carsten Friis. Optagelsesprøven gik i høj grad ud på at finde ud af, hvad børnenes grænser var i forhold til at stå på en scene. Kunne man smide hæmningerne, eller var man for genert?

Carsten Friis bad mig løbe rundt i lokalet, mens jeg råbte mit navn, og jeg sang også ’Nattergalen, kender du den?’. Bagefter ringede han til mine forældre og fortalte, at jeg var kommet ind.

Der var bare ét problem: Mine forældre havde på forhånd meldt ud, at vi skulle ud at rejse en uge til London under prøverne. Carsten Friis mente ikke, at det var fair over for de andre børn at tage mig med, hvis jeg ikke deltog i forberedelserne. Jeg fik muligheden for at blive hjemme og blive passet, mens mine forældre var afsted, men jeg havde aldrig prøvet at flyve, så jeg endte med at vælge London.

Året efter gik jeg til optagelsesprøve igen. Jeg skulle synge ’Let It Be’, men i dagene op til prøven blev jeg syg. Da jeg stod på scenen, ramte jeg slet ikke det rigtige toneleje, og det eneste, de kunne tilbyde mig, var en rolle som statist. Alligevel var det en kæmpe oplevelse, som gav mig blod på tanden.

I vinteren samme år skulle teateret opføre gangster-musicalen ’Bugsy Malone’. Jeg gik til optagelsesprøve hos operasangeren Kiki Brandt. Jeg sang, og hun blev ved med at gå et toneleje op, og hver gang ramte jeg den med min lyse barnestemme, der endnu ikke var gået i overgang.

Under forestillingerne blev jeg for første gang bevidst om, hvad jeg kunne med min stemme. Jeg havde et register, som gjorde mig i stand til at ramme toner, der normalt var forbeholdt pigestemmer. Publikum var blown away.

Mødet med Carsten Friis på teateret blev skælsættende for mig.

Han sagde altid:

”Vi er amatører, men vi arbejder som professionelle.”

Han råbte og skreg og kastede med stolene, og han stillede krav til mig, som ingen skolelærer havde gjort. Det handlede om at få replikker, bevægelse, musik og følelser til at gå op i en højere enhed.

Oplevelsen af at møde en person, der tog kunsten så alvorligt, tændte en ild i mig.

3. Shakespeare og storhedsvanvid

Jeg var 16 år gammel, da min far gav mig en spansk guitar i fødselsdagsgave. Aldrig i mit liv har jeg været så skuffet.

Jeg kan huske, hvordan han kom ind i stuen med en stor, indpakket kasse. Da jeg pakkede den op, tænkte jeg bare: Hvad skal jeg med den? Det endte med, at jeg returnerede den og fik de 500 kroner tilbage, som jeg i stedet brugte på Bacardi Breezers.

Efter 9. klasse gik jeg direkte i gymnasiet. Men jeg var sent udviklet og kunne slet ikke følge med. Jeg kom fra en lille skole til Odense Katedralskole, hvor der var 15 nye, smukke piger i klassen, og hormonerne kørte rundt i kroppen på mig. Pludselig kunne jeg nærmest ikke stave. Jeg måtte droppe ud og kom i stedet på Vesterdal Efterskole ved Nørre Aaby, hvor jeg for første gang begyndte at lave musik.

I foråret, til den årlige Vesterdal Festival, hvor der også kom elever fra flere andre efterskoler, stod jeg for første gang på en scene med et band. Og året efter, da jeg begyndte på HF og fyldte 17, var en guitar nu pludselig mit allerstørste, mest brændende ønske. Jeg fik en Crafter, som vi købte i en musikbutik inde i Odense, og jeg har den stadig i dag.

Gennem børneteateret i Den Fynske Landsby var jeg kommet med i en teatertrup på Glorup Slot, der spillede Shakespeare. Det var det tætteste, jeg kom på at spille professionelt teater, men jeg brød mig mindre og mindre om skuespilmiljøet.

Som teaterskuespiller er du en del af en trup, hvor alle gerne vil spille Hamlet. Men der er kun én, der kan få rollen. Det skabte en masse intriger og bagtalen mellem skuespillerne, hvoraf de fleste var en del ældre end mig.

Samtidig tror jeg ikke, at mit eget medfødte storhedsvanvid kunne håndtere, når det ikke var mig, der fik hovedrollen. Jeg ville jo stå forrest, være stjernen.

I et band er rollefordelingen mere klar. Alle har en bestemt funktion, og bassisten drømmer ikke nødvendigvis om at blive forsanger.

Som 18-årig gik jeg alligevel til optagelsesprøve på Skuespillerskolen. Jeg kom ikke videre fra første runde, men gennem en vens far, der sad i udvalget, fik jeg at vide:

”De elsker dig, du er bare alt for ung. Prøv igen næste år.”

Ved siden af havde jeg startet et band ved navn Them Socks med mine gymnasievenner, og jeg tænkte: ’Fuck det’.

Der var nok også noget med pigerne; det er efterhånden mange år siden, at der var mere sex i at recitere Shakespeare end at være forsanger i et band.

4. Partybandet fra Odense

De næste år hutlede jeg mig gennem tilværelsen. Efter HF, hvor jeg fik frataget min SU på grund af fravær og kun klarede mig igennem, fordi jeg var god til de mundtlige eksamener, fik jeg et job, hvor jeg skulle lave teater for virksomheder. Det foregik på konferencecentre og var en slags teambuilding, hvor de ansatte fx skulle løse en mordgåde.

I weekenderne stod jeg i garderoben på Boogie’s sammen med MØ, men jeg blev hurtigt træt af begge dele. Senere fik jeg job som pædagogmedhjælper i en fritidsordning. En kort overgang var jeg også telefonsælger hos Berlingske i Odense, og jeg instruerede et par børnemusicals. Men det meste af min tid tilbragte jeg i et øvelokale i ’Kansas City’, en gammel fabrik med Kansas-arbejdstøj, der i 2005 blev omdannet til spillested og øvelokaleforening.

Vi begyndte at lave musik med Them Socks i en periode, hvor Kashmir og Mew var de helt store bands i Danmark. Det var den slags musik, der strømmede ud af øvelokalerne. Vi hørte dem også, men ville hellere lave noget, som folk kunne danse til.

Vi var trætte af at se drengene fra Hunderup – et meget pænt kvarter i Odense – stå og synge om, at de havde det dårligt og gerne ville dø, selvom de havde haft verdens bedste og mest trygge barndom. Men man kunne jo ikke lave indie og samtidig være glad. Vi spillede musik inspireret af funk og af Michael Jackson, og teksterne handlede om sex og om at danse.

Fordi folk kunne danse til vores musik, kunne vi tjene penge på at spille, modsat alle indie-drengene. Og folk dansede rent faktisk, selvom vi kun spillede vores egen musik – ingen covers. Der opstod en lille, lokal hype på Fyn om partybandet fra Odense, og vi spillede på stort set alle gymnasier.

Det hjalp nok også, at vi var billige. De 10.000 eller 15.000 kroner, vi fik for en aften, blev alle lagt i en fælleskasse og brugt til at købe udstyr.

I de sidste år, hvor vi tog ud og spillede til fester, havde vi vores eget in-ear monitorsystem, en digital mixer, flight cases til alle vores instrumenter og en fast lydmand. Vores set-up var langt mere professionelt end mange bands, der var meget større end os.

Undervejs skiftede vi bandets navn til We Are. Vi lavede et album og sendte 100 cd’er ud til alle de pladeselskaber, vi havde kunnet finde. Ikke ét eneste af dem vendte tilbage. Jeg sad en hel dag og slikkede på kuverter til ingen verdens nytte. Men vi gjorde alt, hvad vi kunne for at komme frem, og vi tog musikken 10 gange mere seriøst end alle de andre upcoming bands i Odense.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har skrevet forgæves til musikredaktøren på Fyens Stiftstidende for at få avisen til at skrive om mit band.

5. Talent med tom tegnebog

I 2009 meldte jeg mig til audition på anden sæson af ’X Factor’. Det handlede kun om én ting: at skaffe opmærksomhed til bandet.

Jeg mødte op med karseklippet hår, rød T-shirt, sort Adidas-trøje og sort halstørklæde og trampe-dansede foran Lina Rafn, Remee og Thomas Blachman, mens jeg sang ’Be Your Husband’ af Jeff Buckley. Året før havde jeg set Martin (Hedegaard, red.) vinde det hele, og jeg følte, at han var beviset på, at man sagtens kunne komme fra ingenting og ende med at stå på den helt store scene.

Jeg gik videre fra min audition, men blev sorteret fra lige inden liveshowene. Da jeg kom hjem, ringede jeg til Emil fra bandet. Han sagde, at jeg var røget ud på det perfekte tidspunkt.

Hvis jeg var gået videre, var jeg måske blevet rigtig kendt, og det kunne have skygget for We Are. Men nu ville der måske alligevel være folk, som kunne genkende os, når jeg sang. En overgang levede jeg næsten som hjemløs. Jeg havde 500 kroner på hånden og sov rundt omkring på sofaer hos mine venner.

Hvis jeg havde en kæreste, flyttede jeg hjem til hende, for så var der gratis husleje – indtil hammeren faldt, og jeg måtte ud og finde en ny.

Sammen med en gruppe venner flyttede jeg senere ind i et kollektiv i en lejlighed i Odense. Om natten, inden jeg lagde mig til at sove, sagde jeg til mig selv, at nu skulle jeg tage mig sammen, tage ud på landet og lave den plade. Men om morgenen, når jeg vågnede op til synet af mine venner, der havde siddet hele natten og spillet computer og røget hash, forsvandt al motivationen igen.

Jeg søgte ind på lærerseminariet i 2011. Men det var kun for at kunne hæve SU. Ved siden af tjente jeg penge på at spille til næsten hvad som helst. Jeg havde et fast café-gig på Café Gertrud i Odense med en human beatboxer og Daniel Scheffmann, der stadig er min guitarist i dag.

Vi spillede covers af Justin Timberlake og N.E.R.D. Jeg stod også gerne op klokken syv om morgenen for at spille Rasmus Seebach til morgenvækning ved et sølvbryllup, selvom jeg knap kunne akkorderne til ’Millionær’.

Hver gang jeg fik et B-honorar, brugte jeg alle pengene, fordi jeg ikke havde råd til at lægge til side til SKAT. Det blev til en gæld, der bare voksede og voksede.

6. For mærkelig til radioen

I 2012 gik jeg igen til audition, denne gang på ’The Voice’ på TV 2. Jeg tog toget til København og var så nervøs, at jeg røg mig pisseskæv, inden jeg skulle på.

De gav mig et spørgeskema, jeg skulle udfylde, men jeg kunne ikke andet end at tegne pikke og kruseduller på det. Men dommerne kunne lide mig, og det samme kunne seerne. Jeg fik Xander som mentor og endte med at gå helt til finalen, hvor jeg blev nummer to.

Mens jeg var med i ’The Voice’, blev We Are kontakt af Target, et lille pladeselskab, som primært udgiver rock og heavy metal. De gav os en pladekontrakt, men ingen penge, så vi måtte selv crowdfunde vores album. Det var verdens dårligste pladekontrakt, men vi sagde ja, fordi vi havde brugt otte år på at nå dertil, og fordi Target ville plugge os til radioen.

De spillede vores single for Lars Trillingsgaard, der var musikchef på P3, men han kunne ikke fordrage den. Det var et virkelig hårdt slag for mig.

Successen i ’The Voice’ havde også skaffet mig en såkaldt udviklingskontrakt med Universal. De gav mig en pose penge, som jeg brugte på mit nye projekt Moses: ”Andreas” sammen med Moses Fiellau, en af mine venner fra Odense. Over for mit band, hvor jeg sang på engelsk, retfærdiggjorde jeg det med, at jeg havde brug for at skrive noget på dansk.

Moses og jeg producerede en række numre med Xander og Birk Nevel, der er trommeslager og har spillet med The William Blakes, Shaka Loveless og Benjamin Hav. Men den musik, vi kom tilbage med, var helt uforståelig for pladeselskabet. Ambitionerne om at lave noget unikt overskyggede totalt forståelsen af, hvad det vil sige at lave popmusik.

Birk Nevel underviste også på musikkonservatoriet i København. En dag nævnte han, at man ikke behøvede at kunne læse noder for at komme ind. Man skulle bare have en stærk kunstnerisk profil. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne få SU, ville jeg nærmest være rig.

Jeg søgte og kom ind i første hug med de sange, som Universal havde betalt for, men ikke kunne lide. De var for mærkelige til radioen, men på konservatoriet var de begejstrede.

I min ansøgning undlod jeg at skrive, at jeg havde været med i to talentshows på tv. Jeg tænkte, at det ikke var særligt cool.

Der var 240, der søgte ind på sangskriverlinjen, og jeg var en af de syv, som fik en plads.

7. Popsanger på udebane

På konservatoriet mødte jeg en hel årgang på 60 mennesker, der ikke ville andet end at lave musik, fra de stod op, til de gik i seng. En af underviserne kom sejlende ind til skolen hver morgen i sin båd, og en anden røg et kæmpe bat inden timerne og stank af hash. Det var et kaotisk, men fantastisk miljø, og det var første gang, jeg for alvor følte mig hjemme.

Samtidig var jeg og mine bandkammerater i We Are gledet lidt fra hinanden. De var ved at være færdiguddannede og begyndte at få kærester og børn, mens jeg stadig kun havde musik på hjernen. Jeg tænkte: ’Skal jeg virkelig sidde i et øvelokale i Odense klokken otte om morgenen i weekenderne, fordi det er det eneste tidspunkt, de andre kan mødes?’

I 2014, få måneder efter jeg var startet på konservatoriet, gik bandet i opløsning. Hos Koda har jeg registreret 150 sange med We Are. Ikke én af teksterne giver mening.

Da jeg startede på konservatoriet, syntes jeg selv, at jeg var et lyrisk geni, der skrev stor poesi, men så mødte jeg forfatteren Pablo Llambías, som underviste på skolen. Han pillede det hele fra hinanden. Han sagde:

”Jeg kan ikke lære jer at skrive, men jeg kan lære jer at læse jeres egne tekster og forstå, hvad de betyder for andre mennesker.”

Han gik i dybden med grammatikken, og han lærte mig, når vi lavede erindringsøvelser, hvor jeg skulle beskrive ét minde ned til mindste detalje, at sprog kan blive helt fysisk.

Det var også Pablo, som fortalte mig, at der kun er plads til ét tema i en god sang: Før det kunne jeg sagtens skrive tekster, der handlede om alt fra rastløshed og ulykkelig kærlighed til mit forhold til mine forældre på én gang.

På konservatoriet følte jeg dog også, at man hyldede det uforståelige. Jeg var omgivet af artsy typer, der lavede alternativ musik, og jeg havde et stort behov for at imponere dem.

Når jeg spillede min musik, var bassen mere komprimeret, og toppene var højere, mens de andres musik var luftig og svævende. Mange af de andre var mere succesfulde end mig, og jeg tror, jeg udviklede et mindreværdskompleks.

På første semester lavede jeg derfor et projekt, hvor jeg skrev nogle helt bizarre tekster om en præst, der slog folk ihjel, og om en fyr fra Allesø, som havde hængt sig selv. Jeg råbte og skreg, mens jeg improviserede melodierne på en guitar, som var tilkoblet fire forstærkere og skruet så højt op, at jeg kunne spille forkert konstant, uden at man kunne høre det for bare støj.

Jeg afleverede en EP på fire-fem numre, og underviserne var vildt begejstrede. Men når jeg spillede det for mine venner, var der ingen, der kunne holde ud at høre det i mere end 30 sekunder.

Året efter lavede jeg et projekt, der var mere inspireret af R&B og pop. Det fik en langt mere blandet modtagelse på skolen. Alt, der duftede af penge, var lidt tabubelagt.

Der er sikkert mange af mine medstuderende, der har syntes, at jeg var en pain in the ass, når de spillede deres musik for mig, fordi jeg sagde:

”Ja ja, det lyder superfedt og anderledes, men hvordan vil du leve af det der?”

Det spørgsmål stillede underviserne aldrig.

8. 15 år for et hit

I foråret 2017 udgav Moses og jeg nummeret ’Gazeller’, som blev ’Ugens Uundgåelige’ på P3. Mentalt var jeg videre fra konservatoriet, og mit afgangsprojekt var otte numre uden nogen som helst rød tråd. Men da jeg fik mit eksamensbevis, lå ’Gazeller’ nummer 12 på Airplay top-20-listen, solen skinnede, og jeg var fuldstændig ligeglad.

Kort efter ’Gazeller’ udkom, blev Moses far. Jeg blev frustreret over, at han ikke kunne mødes ofte nok, og han blev frustreret over, at jeg ikke kunne give ham plads til at være far. Vi fik aldrig taget det afgørende ryk, som skulle til for at følge op på successen.

I stedet begyndte jeg at lave min egen musik med producerduoen Pitchshifters (Mads Møller og Thor Nørgaard, red.), som jeg havde mødt i løbet af det sidste år på konservatoriet.

I 2018 blev jeg signet på Universal, og jeg begyndte også at arbejde som sangskriver for andre musikere. Jeg var med til at skrive ’Paris’ med Lord Siva og Vera. Den blev årets bedst indtjenende og næstmest streamede sang i 2019, men jeg føler, at jeg endte med at blive skrevet ud af historien, ikke af Lord Siva og Vera, men af omverdenen.

Hvert år laver brancheforeningen Gramex et stort portræt af årets hit. Da de skrev om ’Paris’, blev jeg ikke nævnt én eneste gang. Og til Danish Music Awards, hvor sangen var nomineret, var jeg i første omgang slet ikke inviteret.

Jeg tænkte, at jeg var nødt til at bevise, at jeg også kunne skrive et hit i mit eget navn.

Universal satsede virkelig på mig, men min første solosingle ’Icemoneyassbitch’ fløj slet ikke. De to næste sange tog radioen heller ikke. Jeg skrev alle teksterne med min ven og faste samarbejdspartner Daniel Thorup, som jeg havde mødt på konservatoriet.

Vi mødtes en morgen, hvor jeg måtte hente ham, fordi han lå og sov og havde glemt vores aftale. Men jeg fik ham ud af sengen, og vi skrev ’Føler mig selv 100’.

Der er en hiphop-rytme i omkvædet, når jeg synger ”alle kigger på mig”, som er inspireret af rapgruppen Migos. Det er meget maskulint, men min falset er meget feminin, og tilsammen udgør de noget, som jeg tror, taler til rigtig mange mennesker. Men da vi skrev det, var jeg slet ikke sikker på, at det ville fungere.

Jeg havde længe kæmpet med at være fanget mellem to drivkræfter: På den ene side ville jeg gerne være innovativ, på den anden side ville jeg gerne være popstjerne.

Jeg havde eksperimenteret og forsøgt at bryde rammerne for, hvad pop kan være ligesom Frank Ocean eller Rihanna, men ’Føler mig selv 100’ er skåret efter en langt mere klassisk popskabelon. Den er enormt simpel, men det er virkelig godt håndværk, og der er tænkt over hver en detalje.

Sangen udkom i efteråret 2019, og først så jeg den gå i top-200 på Spotify og løb næsten grædefærdig ind til min kæreste af glæde. Men så blev den bare ved med at klatre.

Nytårsaften – mere end to år efter den udkom – var ’Føler mig selv 100’ stadig det 20. mest streamede nummer i Danmark.

Den sang gav mig for alvor en følelse af, at jeg ved, hvad jeg laver. Jeg kan blive så imponeret af unge artister, der kommer frem i dag og har totalt styr på deres udtryk som 18-19-årige. Selv lavede jeg ikke noget, der havde skyggen af kommerciel værdi, før jeg var sidst i 20’erne. Det har taget mig 15 år at nå hertil.

Folk spørger ofte: ”Hvorfor fanden gav du ikke op?”

Jeg tror, at det handler om ikke at se længere end dét, der er lige foran én. Jeg har klaret mig takket være en helt forskruet realitetssans, fordi det, jeg forsøgte at opnå, var så urealistisk.

Hvis nogen havde fortalt mig som 21-årig, da jeg meldte mig til ’X Factor’, at der skulle gå 13 år, før jeg ville nå hertil, var jeg nok knækket. Men så var der lige hende pigen, der kom op efter en lille lortekoncert og sagde, at jeg sang godt. Eller et møde med Nik & Jays booker, der ikke førte til en skid. Men det lille selvtillids-boost kunne jeg leve af et stykke tid. Så kom en lidt større koncert eller en D-rotation i radioen, og sådan blev jeg ved med at få små sejre her og dér.

Mine forældre har nok været nervøse for, hvad der skulle blive af mig, men de har støttet mig hele vejen.

9. Ud af skattefars skygge

Med årene voksede min skattegæld mig op over begge ører. På konservatoriet mødte jeg Hanne Boel, der sagde, at hvis man som musiker har en revisor, og det ikke er alt for længe siden, man har været til tandlægen, så går det nok meget godt.

Jeg besluttede mig for at få styr på begge dele og troppede op inde på Esplanaden med alle mine krøllede kvitteringer i en gul Netto-pose. Jeg gav den til en kvindelig medarbejder i stram kjole og læbestift, selv havde jeg langt hår og lugtede af hash.

Jeg endte med at betale mere end 100.000 kroner til SKAT alene i rykkere. I lang tid var det en tilbagevendende, årlig nedtur, når de sendte et girokort på 250.000 til betaling den følgende mandag. Det havde jeg jo slet ikke råd til, og min måde at håndtere det på blev at ignorere det.

I dag fortryder jeg ikke, at jeg i årenes løb har brugt de penge, jeg skulle have lagt til side, men jeg fortryder, at jeg var så længe om at tage mig sammen til at få styr på min gæld og bare lod rykkerne vælte ind.

juni sidste år fik jeg udbetalt en masse penge af både Koda og Gramex. Det første, jeg gjorde, var at ringe til Gældsstyrelsen, som jeg havde kodet ind på min telefon. De sendte et girokort, jeg betalte det med det samme, og så satte jeg mig ned på køkkengulvet med tårer i øjnene. Endelig var jeg gældsfri, det var den vildeste lykkefølelse.

Min gæld har hængt over hovedet på mig i årevis, og egentlig havde jeg sluttet fred med, at jeg skulle have den resten af mit liv, hvis jeg aldrig blev andet end levebrødsmusiker. Men sådan gik det heldigvis ikke.

10. Gravsten og tatoveringer

Jeg laver popmusik. En stor del af tanken bag den er: Lægger man mærke til det her? Det er ikke udspekuleret eller beregnende, men jeg vil tage folk i kirke, som Rasmus Seebach gør til sine koncerter og se 20.000 mennesker stå og synge i kor til mine sange.

Jeg fandt først nøglen til det, jeg laver, da jeg indså, at popmusik er kommunikation. Og hvor skarpt noget skal være, hvis man vil have folk til at forstå det. Mange lytter først for alvor til teksten i en sang, når de har hørt den adskillige gange, så en god popsang skal kommunikere en følelse fra første tone, hvis den skal fænge.

Det skal være noget, man har lyst til at skrue op for på vej hjem fra arbejde. Som man kan lukke øjnene og danse til fredag aften. Eller græde til om søndagen.

Jeg plejer at bruge et billede af en enlig mor, der sidder i en gammel, frossen bil og forsøger at få den til at starte. Børnene slås, hun tænder for radioen og hører mit nummer, og hun skifter ikke væk. Hvis min musik er den halve procent, der gør, at hun lidt bedre kan holde børnene på bagsædet ud, er jeg lykkedes.

Først og fremmest ser jeg mig selv som en musikalsk håndværker. Jeg arbejder meget systematisk. Da jeg skrev ’Stor mand’ med Tobias Rahim, fortalte han, at det var første gang, nogen havde givet ham noter på hans tekster. De sidste procenter i pop er magi – og timing.

Da jeg forlod studiet sidste forår, efter vi havde skrevet ’Stor mand’, følte jeg ikke, at det var en basker. Men i august, da jeg skulle tage stilling til, om det overhovedet var mig, der skulle synge det, kunne jeg høre en lille stemme i mit hoved, der sagde: ’Det her er for godt til, at du kan give det fra dig.’ Jeg er glad for, at jeg lyttede.

Nogle mennesker synes ikke, at popmusik er fint eller cool. Men det er poppen, som spiller en rolle i folks liv. Der er folk, som er blevet begravet til ’I morgen er der også en dag’, og som har fået skrevet teksten på deres gravsten.

Folk sender mig billeder af, at de har fået tatoveret mine ord på deres arme. Det er virkelig overvældende at opleve. For mig er det meningen med det hele.