Når den længe ventede opfølger til en af tidens mest hypede serier endelig melder sin ankomst, kan det gå to veje: Den kan skabe lige så meget - hvis ikke mere - begejstring blandt seerne som dens forgænger, eller den kan clashe så voldsomt med de tårnhøje forventninger, at seriens univers aldrig helt vil blive det samme.
Netflix har ikke lagt skjult på, at deres mål med anden sæson af ‘Stranger Things’ har været førstnævnte. Siden det blev offentliggjort, at sæsonen meget passende ville have premiere op til Halloween i slutningen af oktober i år, har streamingtjenesten jævnligt serveret små lunser af trailers, teasers og opslag på sociale medier, som er blevet slugt råt af seriens hungrende fans.
Annonse
Samtidig udtalte seriens forfattere, tvillingebrødrene Matt og Ross Duffer, i et interview med Rolling Stones, at anden sæson ville blive “meget mere vanvittig” end den forrige. Et løfte, der bør tages seriøst, når vi snakker om et univers med et dommedagslignende Demogorgon-monster, en mørk parallelverden og kræfter, der vil menneskeheden til livs.
Ved første øjekast lader det dog til at være et langt mindre dystert udgangspunkt, sæson 2 tager udgangspunkt i. Et år er gået siden Wills forsvinden i ‘the Upside Down’ og efterfølgende hjemkomst. Og det er et år, der har forvandlet den nære drenge-kvartet til en gruppe pubertetsramte præ-teenagere.
På trods af, at mørke kræfter stadig lurer, er der plads til at flove sig over pinlige forældre, være frustreret over kærligheden og forsøge at passe bare nogenlunde ind blandt skolens andre elever. Det er hverdagsproblemer fra den svære teenagetid, man som seer selv kan mindes og tage og føle på, og det er en genkendelighed, der virkelig klæder de fire drenge spillet af Finn Wolfhard (Mike), Gaten Matarazzo (Dustin), Caleb McLaughlin (Lucas) og Noah Schnapp (Will), som fortsætter det fænomenale skuespil fra første sæson.
Også Winona Ryder og David Harbour leverer fortsat nogle sikre præstationer som henholdsvis den pylrede hønemor og den modige politichef med det varme hjerte. Alt sammen sat i den samme 80’er-vibe, som var med til at give første sæson medvind, og som ‘Stranger Things’ fortsat mestrer til perfektion i ét langt kærlighedsbrev til perioden. Komplet med analog-kameraer, spillemaskiner og hits som ‘Time After Time’ og ‘Every Breath You Take’ føler man sig hensat til den karakteristiske 80’er-nostalgiske charme, som man har savnet, lige siden sidste afsnit af sæson 1 kørte over skærmen.
Foruden det faste klientel af skuespillere bliver en række nye karakterer introduceret i den nye sæson. Sammen med gensynet med Eleven får vi mere at vide om hendes fortid, Hawkings får nye beboere, drengene indlemmer et nyt medlem i deres gruppe, og nye fjender opstår.
Og det er måske netop i den forbindelse, at ‘Stranger Things’ har formået at kreere et mindre benspænd for sig selv. For de vil for meget på de ni afsnit, serien varer. De nye personer forsvinder ind og ud af historien, uden at man som seer helt er med på, hvilken rolle de egentlig har i fortællingens fremgang.
Annonse
De forbliver nogle kladde-lignende, todimensionelle karakter, som bygger på en række gennemtyggede klichéer, hvilket bestemt ikke klæder den eller så originale serie. Særligt slemt står det til med storebroderen til drengens nye ven, Mad Max, som mest af alt er et irritationsmoment og er så meget en karikatur af en vaskeægte ‘bad boy’ i 80’erne, at man føler, at Duffer-brødrene i dovenskabens navn har udarbejdet en tjek-liste baseret på halvdårlige highschool-komedier. Ring i øret, tjek. En voldsom vrede over at være blevet svigtet, tjek. En rodet og ustabil familiebaggrund, tjek.
Selvfølgelig skal Netflix og Duffer-brødrene have points for et ærligt forsøg på at udvikle fortællingen og ikke blot slå fødderne op på bordet og dvæle ved første sæsons succes. Man kan dog ikke lade være med at få lidt abstinenser efter første sæsons perfektion, og mest af alt får det til tider lidt mislykkedes forsøg på at udvide castet ens tanker ledt hen på et ordsprog, som mange lærde har taget i brug gennem årene: Don’t fix it if it ain’t broken.
Hvad serien er i mindre mangel på af velskrevne, nye karakterer, mangler den dog ikke på spændings-barometeret. Duffer-brødrene lovede os vanvid, og det må man sige, at vi får i den nye sæson. Den helt suveræne chok-klippeteknik holder seeren på dupperne, og med god grund, for truslen mod Hawkings’ beboere er større end nogensinde.
Som afslutningen af første sæson antydede, er Will fortsat ikke sluppet helt væk fra ‘the Upside Down’ - og denne gang spiller han en endnu mere central rolle i byens sikkerhed, da handlingen med rene ‘Eksorcisten’-referencer tager en uhyggelig drejning. Det udfolder sig til et plot, man ikke så let slipper igen - og ligesom i første sæson bliver det underbygget med cliffhangers så vilde, at man ikke kan undgå at sluge afsnit efter afsnit for at finde ud af Hawkings’ skæbne.
Vigtigst af alt viderefører anden sæson den hårfine balance mellem gys og underholdning fra sin forgænger. Duffer-brødrene har ikke været nærige med de blodige og chok-fremkaldende scener, og alligevel tager man ofte sig selv i at grine med den elskværdige drengegruppe, som nægter at give op. Det er en vekselvirkning, der kan få selv den mest inkarnerede horror-antagonist til at blive fanget af seriens univers.
Set i det store billede er Netflix og Duffer-brødrene sluppet mere end godt afsted med fortsættelsen af ‘Stranger Things’. Ser man bort fra nogle få, klichéfyldte karakterer, fortsætter serien sin gennemarbejde stil og formår at holde seeren fastholdt gennem alle ni afsnit - dog efterladt med flere spørgsmål, end den besvarer.
I sig selv føles sæsonen som en til tider usikker brik i et større spil, og man kan derfor ikke undgå at se frem mod sæson 3, som allerede nu er blevet omtalt af Duffer-brødrene i flere interviews. Det afføder lige så mange forventninger som nervøse trækninger, for kan serien holde til endnu en sæson? Vil den rent faktisk kunne besvare nogle af de spørgsmål, som sæson 2 efterlader seeren med, eller vil den føles som en oppustet pengemaskine, som kører på de sidste dampe af hypen fra sæson 1?
Annonse
Jeg tror på det første. Selvom det til tider kan føles som om, at ‘Stranger Things’ har sat ambitionsniveauet en anelse for højt for, hvad de vil nå med de ni nye afsnit, er den fortsat en af de mest originale og velskrevne serier i nyere tid. Sæson 1 vil i mit hoved fortsat være placeret på en piedestal, men den nye sæson udgør på ingen måde et forventnings-clash. Tværtimod føles den som det mellemled, der vil binde en storslået, uhyggelig og original historie sammen - og det er en fortsættelse, jeg ser frem til med spænding.
‘Stranger Things 2’ har premiere på Netflix 27. oktober. Du kan se traileren herunder.
