”En af mine venner blev gældfri, og jeg kunne starte min egen butik. Og jeg tænkte bare: ’Tak Banksy’”
Vores tids mest berømte gadekunstner har aldrig haft et ansigt. I nattens vindue efterlader han sine politiske kommentarer udover byens gavle og tage. Men hvordan kan den britiske gadekunstner komme af sted med det uden at blive afsløret? Vi har talt med nogle af dem, der har mødt ham.
På en mørk bar i Østlondon sad kunstneren Banksy og drak flaskeøl. Ikke i selve baren, men i kælderrummet nedenunder, som var gemt godt af vejen. Her var også andre, larmen fyldte det lille rum uden varme, som i slutningen af 1990’erne var blevet et tilflugtssted for en del af byens kreative sjæle.
Både graffitimalere, musikere, skatere og magasinfolk banede sig vej gennem Dragonbars trætte pubdøre, ned ad de stejle trapper og ind i den overfyldte kælder for at få en øl og en god snak. Det var her, Mikkel Grønnebæk, som i dag er medejer af galleriet V1, mødte Banksy første gang.
”Vi drak øl det samme sted. Der kom så mange mennesker ind og ud ad den dør, som man først senere hen har fundet ud af, hvem var,” fortæller Mikkel Grønnebæk og nævner bl.a. magasinfolkene fra Dazed And Confused og den kendte rapper M.I.A, som dengang netop havde udgivet en lille bog med stencils og drømte om at være gadekunstner.
På det tidspunkt var Banksy ikke verdens mest berømte gadekunstner. I slutningen af 1990’erne var det faktisk ganske få, som kendte ham. Heller ikke det københavnske kunstmiljø kendte til Banksy i begyndelsen af 2000’erne, da Mikkel Grønnebæk med sin partner Jesper Elg inviterede gadekunstneren til at udstille på galleriet V1 i 2003.
