Den 50-årige forsanger i D.A.D. om at ofre næsten alt for musikken, hvide løgne og kunsten at nynne angsten væk.
Hvilken begivenhed har formet dig som menneske?
”Jeg hørte The Ramones’ livealbum ’It’s Alive’, da jeg var 14 år. Det faldt sammen med min første ulykkelige kærlighed til en pige, jeg gik i skole med, og det blev en fantastisk vej ind til den person, jeg i virkeligheden ville være. I stedet for at være ham, der var blevet skubbet til side, havde jeg mine superhelte, Ramones, at støtte mig til – og stræbe efter.”
Hvornår blev du en mand?
”Da jeg lærte at sige nej. Det er lang tid siden, men alligevel var det også alt for sent. Jeg var langt oppe i tyverne, før jeg lærte at lade være med at please. Det gjaldt ikke bare i forhold til at være rockmusiker, men i endnu højere grad i mine relationer til kvinder.”
Hvilket karaktertræk ved dig selv irriterer dig mest?
”Min dovenskab. Jeg vil helst have, at universet skal bane vejen. Der skal være et buddhistisk flow i det, altså tingene skal helst åbne sig af sig selv. Det der med at stå og slå på en mur for at komme igennem har aldrig interesseret mig.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Jeg har tendens til at gå i panik, så det bedste råd, jeg har fået, er: ’Det skal nok gå.’ Det vil jeg gerne have bøjet i neon og sat op over min soveværelsesdør.”
Hvad er det mærkeligste sted, du er vågnet?
”I et højhus i en finsk forstad. Og så siger jeg ikke mere.”
Hvad betragter du som din største bedrift?
”Alle mine langvarige relationer.”
Hvad er din største fortrydelse?
”Det gør ondt, at jeg ikke kan leve sammen med min datter af første ægteskab. Men jeg kan ikke rigtig fortryde det, for så skulle jeg også fortryde, at jeg blev skilt, og det gør jeg søreme ikke.”
Hvornår har du været rigtig bange?
”Da min papdatter blev mejet ned af en bus en almindelig skolemorgen i oktober 2009. Fra vi blev ringet op af et vidne, til vi fik snakket med hende i akutmodtagelsen, omgivet af 10-15 kompetente læger og sygeplejersker. Pyha! Ellers har der været nogle gange, når jeg var skæv, hvor jeg fandt ud af, hvad panikangst er. Af samme grund kan jeg ikke ryge hash mere. Når man ryger hash, bliver alting forstørret, både de positive og de negative forestillinger. Hash påvirker både yin og yang.”
Hvordan kunne du godt tænke dig at dø?
”Hver gang jeg har præsteret noget med D.A.D., er jeg frisk på at dø. Det er måske også fordi, jeg altid starter ud med at være i panik. Musikken er den eneste tro elskerinde, jeg har haft. Den eneste, der altid har været i mit liv og aldrig skuffer. Kunsten er størst, og jeg er villig til at dø på kunstens alter. Men jeg kender også mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke kan holde ud at have det ad helvede til ret længe, og det ville jeg have, hvis jeg ofrede familien på kunstens alter. Så ville der gå et par år, og så ville jeg være helt slukket. Jeg vil til enhver tid hellere opgive noget af det øverste af kunsten for at kunne have både den og familien i mit liv. Men det er en meget svær balancegang. Jeg er meget heldig med min kæreste, at hun ikke oplever en modsætning mellem min musik og mit liv som familiemenneske.”
Hvornår er det o.k. at lyve?
”Det er det tit. Jeg bryder mig ikke om at se mennesker tabe ansigt, så hvis man kan undgå at såre modparten ved hjælp af en hvid løgn, er det helt i orden med mig.”
Hvordan ændrer berømmelseen mand?
”Den gode side af berømmelse er ligesom kærlighed. At man vokser af at blive beundret og støttet. Den dårlige side er, at uanset hvem man er, vil man på et tidspunkt begynde at tro på sit eget bullshit. Og så er man ilde stedt. Jeg har været alt for lang tid i en semi-berømthedstilstand til at kunne svare på, hvordan det ændrer en mand. Jeg følte, at jeg var berømt, længe før jeg var med i D.A.D. Allerede som 12-årig gjorde jeg meget ud af at sende meddelelser om min personlighed i forvejen, så folk vidste, hvem jeg var, når jeg ankom. Jeg tør ikke selv komme og sige: ’Jeg er mig, og sådan er jeg, hvem er I?’ Jeg har ikke styrke nok til det. Så jeg gjorde meget for at klæde mig aparte, så folk sagde: ’Nå, det er dig med postjakken og det lange hår.’ Det var et skjold for mig.”
Hvordan håndterer du vrede?
”Det har jeg meget svært ved. Der er som regel ingen grund til det, når jeg bliver vred. Jeg er, som alle andre mennesker, et sammenfald af hormoner og kemi og i tidligere misforståede situationers vold. Så hvis det ikke lige kører for mig, kan jeg sagtens høre negativitet i normale tilbagemeldinger og føle mig gået for nær. Der skal man virkelig prøve at holde sin sti ren, og det hjælper for mig at nynne, indtil jeg har fået sat alle kasserne på plads. Så kan jeg vente og ringe to uger efter og sige: ’Det, du sagde sidste torsdag, kunne jeg faktisk ikke li’.’”
Hvad er nøglen til at holde sig ung?
”Ikke at falde til patten i samfundet. Det er hårdt at være uden faste regler, og man kan godt blive gammel og gråhåret af det, men for mig er det vigtigt ikke at melde mig for meget ind i samfundet. Jeg kan ikke holde det ud.”
Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?
”Jeg er angstnynner. I min verden er der altid grund til at være urolig over et eller andet. Så hjælper det at nynne. Jeg nynner meget. I kærlighed er det bedste overlevelsestrick at sige undskyld.”
Hvad er meningen med livet?
”At lære sig selv at kende og at hjælpe andre. At tage sig selv alvorligt, men ikke for alvorligt.”
Jesper Binzer har været forsanger og guitarist i D.A.D. siden 1982. Gruppen har udgivet 11 studiealbum, senest 'DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK' den 14. november 2011.