Han præsenterer sig selv som Anders, rækker hånden ud efter posen med rundstykker og retter på kasketten.
Bag den grønne port uden dørtelefon på en stille vej på Frederiksberg går han direkte op i sin studiehule, der er bygget af grammofonplader – ’kiks’, som det hedder i Malk De Koijns univers.
Det er her, gruppens seneste album, ’Toback to the Fromtime’, er spændt sammen fra start til slut. Det er her, Anders Brixen Kristiansen i rollerne som både Tue Track og Track72 har været siden tidligt i morges, her, han føler sig allermest hjemme. I et slot af vinyl, spækket med 5.000, måske 6.000 lp’er – selv har han lost track – sorteret på stribe fra Afrika Bambaataa til Jay-Z og læssevis af 7-tommers-skiver. Samlingen er netop suppleret af gamle, men alligevel friske forsyninger fra rappens amerikanske vestkyst, hvorfra Anders Brixen Kristiansen lige er kommet hjem fra ferie.
Annonse
Med jetlag i kroppen og stolthed i ansigtet åbner han ind til sit skatkammer, hvis interiør synes direkte beamet op fra 80’ernes hiphop-dyrkende drengeværelse – bortset fra den gigantiske Mac, der gør det ud for stuealter og musikmaskine.
Studiet lugter af tobaksrøg og grammofonpladevinyl fra en tid, der stadig betyder alt. Snart 40-årige Anders Brixen Kristiansen taler gerne om dengang og nu. Helst på én gang, mens han ryger endnu en smøg. For der går en stiplet linje fra barndomshjemmet i Auning på Djursland, Danmarks næse, til denne baggård, hvor ingen kan få øje på ham, og hvor man skal kende hans telefonnummer for at komme ind.
Selv er han opsat på at prøve at hænge sin historie på tørresnor for at få styr på sit rastløse univers. Hans mange musikalske projekter er en evig rejse tilbage mod de gamle stjerner. Mod begyndelsen på alting.
”Se her,” siger han. Frem fra hylden kommer en Afrika Bambaataa-plade, a.k.a. hiphopperen Kevin Donovan, der på ’Planet Rock’ fra 1982 samplede Kraftwerks ’Trans-Europe Express’ og blev kongen blandt breakdancerne.
”Han rappede over electro, trommemaskine og synthesizer. Det var the shit, syntes vi. Og så vendte vi jo altid lige pladen rundt for at tjekke deres thanks to. Se her: Universal Zulu Nation, James Brown … Hov, hvem var det, ham havde vi da hørt om. Og de takker også lige Sly and the Family Stone, Parliament Funkadelic og Kraftwerk, selvfølgelig. Og Rock Steady Crew, som vi jo vidste var seje. Så begyndte vi at linke. Og det har vi gjort siden.”
”Jeg er autist på det område.”
Annonse
Når Anders Brixen Kristiansen eller Tue Track taler om ’vi’, mener han først og fremmest sin to år ældre storebror Tomas, a.k.a ’Marni Mand’, og sig selv. Plus alle de andre drenge fra Djursland, der i 80’erne røg på dillen med solbriller, hvide handsker og begrebet b-boys. B-boys var til rap, graffiti og breakdance. Og dj’ing selvfølgelig. Hele pakken. Anders var 12 år, da han i 1984 stak sig på den pickup, der siden lagde hans liv i rille. Det betød først og fremmest behovet for et alias. Rock Steady Crew var frontløbere i 1984. De havde en gut, der hed Rock Four. Så Anders blev først til ’Rock Four’. Så kom scratchen for alvor med Grandmaster Flash. The message var, at Anders i stedet skulle hedde ’Cutmaster AK’. AK for Anders Kristiansen.
Den tidligere cutmaster taler sig let tilbage til sin brors arbejde i bogbussen, den rullende inspirationskilde, der kom kørende fra Kulturhuset i den nærliggende ’hovedstad’ Randers. Hvor hans mor, Bodil, i øvrigt var ansat som bogbinder. Og hvilke plader! Kraftwerk, Jean Michel Jarre, Run DMC. Han nævner i flæng. Og så var der selvfølgelig de gamle Rap Attack-vinyler, som storebrors venner modtog som postordre fra Pladeringen. Nu har han selv de vigtigste i samlingen. En blanding af elektronisk og rap, men også soul og funk og pop og rock – og country. Han peger rundt i lokalet og taber tråden, når man stiller et nyt spørgsmål. Som om han først lige skal finde de rigtige cifre i sin indre jukeboks, før refleksionen følger med.
”Nå, ja. Så kom graffitien. Jeg var ikke den store maler, jeg hjalp bare lidt med at fylde ud. Jeg taggede. Først skrev jeg ’Special T’, så ’Kay’, så ’Mens’, så ’Menses’. Men jeg var meget bedre til human beatbox og til at scratche. Så mit første rigtige dj-navn fik jeg efter en hiphopgruppe, der hed Tuff Crew fra Philadelphia, der havde en dj, der hedder Too Tuff. Så fik jeg navnet ’DJ Ruff’n Tuff’, men det skammede jeg mig lidt over med tiden.”
”Fordi sådan var jeg ikke. Vi var et slæng, der tog til Aarhus sammen for at lave graffiti eller optræde for hinanden. Det skete, at vi overnattede på gaden og i lejligheder, hvor der kun var madrasser. Du ved, nogen røg chillum og den slags. Der var et par rigtige rødder iblandt. Men mig placerede de på rutebilstationen, mens de var ude at stjæle. De passede ligesom på mig. Nå, ja, så kom jeg i gruppe med en fyr, og vores forbilleder var Jazzy Jeff & The Fresh Prince. Vi ville være som dem ’He’s the DJ, I’m the Rapper’, som deres andet album hed. Altså, prinsen var Will Smith, som jo senere blev til tv-serien ’Rap fyr i L.A.’, som på engelsk hedder ’The Fresh Prince of Bel-Air’. Sådan opstod Tue Track.”
”Tue er sådan et hippieagtigt navn. Track var amerikansk.”
”Jeg kendte ikke nogen, der hed Tue. Men hver sommer var jeg på familiehøjskole for døve, fordi min mor er døv. Dér var en dreng, der hed Tue. Og Tue lød jo lidt af two. Af two track. To spor, to pladespillere. Stereo. Jeg var jo god til at scratche!”
Der er fuglebeat i baggården, og middagssolen kaster skygger på pladereolerne. Han er lidt urolig i stolen, men tændt under kasketten. Han mindes sit første konfirmationsanlæg, hvor han stablede mønter på pickuppen for at give den ekstra vægt. Han husker sin første plade, som var ’Shu-bi-dua 4’ – den med bien. Og den første koncert, i den lokale Auning Hallen, hvor Gasolin’ kiggede forbi.
Annonse
”Jeg var så anspændt. Da jeg kom hjem, ørlede jeg ud over min storebrors gulvtæppe.”
Anders ville være trommeslager, det vidste han. I hvert fald noget inden for musikken. Gerne berømt, måske rockstjerne. Bare på rap-måden. One-man-band på værelset. Selv ser han pludselig en meget lige linje fra dengang til nu.
”Jeg kan virkelig godt lide at se tilbage. At fortælle musikalske historier og trække referencer. Faktisk tror jeg ikke, jeg egner mig til at være det samme sted særlig længe. Det er faktisk godt, at jeg er musiker. Så kan jeg logge mig på et projekt, der har en indbygget cyklus. Så er jeg fri til at gå ind og ud.”
Hvilket peger hen mod Malk De Koijn. En trio, der ikke er let at få i tale rent pressemæssigt. Faktisk lukkede de allerede i januar måned ned for flere interview i resten af 2012. Men dette møde bekræfter dog rygtet om, at Tue Track er den mindst håndsky af de tre ordgejlere.
”Når jeg først går i gang, kan jeg jo virkelig snakke. Blive ved, faktisk. Men måske har jeg lidt svært ved at gøre mine historier koncise. Jeg er så optaget af alle referencerne, at jeg ofte mister tråden. Jeg er ikke bange for at blive fremstillet som nørd, det er jeg, og det ved mine nærmeste venner, og jeg har ikke så mange af dem. Den, jeg er nu, er den, jeg er over for mine venner, bortset fra, at jeg selvfølgelig ikke taler så meget om mig selv. Skal vi gå en tur?”
Landbohøjskolens have på Frederiksberg. En blomstrende park og et campusområde, man enten skal være lokal eller studerende for at kende til. Stedet ligger halvhemmeligt gemt bag hæk og træer. Sådan som Anders Brixen Kristiansen godt kan lide det. Han trækker kasketten ned over det stubbede gummifjæs.
Især i Malk De Koijn-sammenhænge har nej-hatten været en tro væbner. Det eneste tv-program, som trioen har besøgt, trods bunkevis af forespørgsler, var Anders Lund Madsens ’Talkshowet’ på DR. Fordi Anders Lund Madsen ligesom Langestrand-drengene (Malk De Koijn har frit opfundet en dansk udgave af Long Beach) oftest har en vindskæv vinkel på tingene, der fjerner den værste nervøsitet for at træde frem.
”Malk de Koijn tager sig ikke godt ud på tv.”
”Vi er ligesom ikke skabt til det. Det er svært for os.”
”Ja, men det har vi lært at leve med. Med al den energi og så meget, vi åbner op for hver gang, vi er sammen, er vi fuldstændig drænede efter et interview. Der er noget på spil, når vi tre er i rum sammen. På godt og ondt.”
”Vi kan være touchy. Vi holder sammen mod andre. Og hvis vi ikke har noget at sige, så siger vi ikke noget.”
Han trækker vejret gennem endnu en smøg. Vi lytter til fuglekvidder og børn i leg.
”Det er også noget med, at vi ikke gider være en del af et eller andet påtvunget fællesskab. Vi skrider efter en koncert.”
”Sådan kan folk, vi ikke har set i flere år, godt opfatte det, når de ikke må komme backstage, hvis vi spiller i deres by. Altså, det må de godt nogle gange, det kommer an på vores humør. Men vi vejer det hver gang, vi bliver spurgt: ’Må den og den komme ind?’ Så siger vi enten ja eller nej. Og der er veto-ret. Jeg ved, at hvis én siger nej, er det bedst sådan. Vi har været dér, med de fyldte backstage-rum med folk, man ikke kender, og fulde folk, man ikke kan relatere til. Så, ja, vi skrider. Vi har ligesom vores eget show kørende.”
Ingen af de tre nedlagde dog veto, da kronprins Frederik, som den sidste gæst, sneg sig ind til en længe udsolgt koncert på Vega i København i foråret.
”Han kom om backstage efter koncerten,” siger rapperen opstemt.
”At han havde hørt ting i vores musik, som han kunne relatere til. Sjove ordspil, der pludselig bider. Det kunne han godt lide, sagde han.”
”Jamen, det er jo sådan, det er skrevet. Det er sjov – med alvor under. Men det er efterhånden blevet til, at det er det rene fjolleri. Der er selvfølgelig alvor indeni, for vi er almindelige mennesker, der har det svært med alt muligt. Vi har bare ikke haft lyst til at udlevere os selv … eller vi har ikke haft nosser til det … eller vidst, hvordan man skulle gøre. Nogle gange har jeg prøvet at skrive noget, som skulle fremstå sådan helt ærligt. Men hver gang bliver det for cheesy for os. Så fungerer det meget bedre med alle vores karakterer, som vi blander med noget rablende. Det ene nummer er totalt mundgejl og skøre karakterer og underlige fantasier. Det næste handler måske om noget helt seriøst. At komme fra provinsen fx. (Lasse Bavngaard (Blæs Bukki) er fra Nødebo, og Janus Borup Staffe (Geolo G) er fra Middelfart, red.). Vores tekster er provinsfantasier, som det engang blev kaldt. Sådan kan jeg godt lide at se på det.”
Det kan andre vist også. Fra folkeskole til universitet dissekerer og analyserer folk og fans bandets tekster. Skriver stile og specialer. Vender og drejer.
”Vi får tit tilsendt den slags analyser, men det er ikke så sjovt at læse. Det er ikke frit tænkende. Det passer helt sikkert ind i alle mulige skeletter og systemer og termer og tekstanalyser, men det er jeg slet ikke interesseret i. Jeg synes bare, det er sejt, at folk gider gøre det. At gå så meget ind i det. Men jeg er ikke særlig vild med at snakke om vores tekster.”
universitetshave er der sol og regn på én gang. I aften skal Anders Brixen Kristiansen spille et to timer langt dj-job på en hip bar i Kødbyen på Vesterbro i København. Han skal trække i Tue Track-tøjet, det har han det fint med, bortset fra, at det er samme aften som finalen i Champions League – Bayern vs. Chelsea. Dj-bookningen kom før finaledatoen, så det er bare på med pickuppen. Henslængt med en dåsecola på en bænk i parken (og uden båndoptager) udtrykker han et par kritiske tanker om hipster-slænget og især deres trang til at være en del af noget. Clubkids og hipstere søger konstant efter det nye smarte, modsat old school-folk som ham selv og dem, han hænger med.
”Vi er ikke yo-folk,” som han siger.
De gamle b-boys er ikke sådan at rokke med. Også derfor vil Tue Track gerne give de unge en opvisning i go’ gammeldags 7-tommer-soulfunk senere i aften, men lysten til at hænge ud med en større flok mennesker trænger sig aldrig på. Privatpersonen Anders Brixen Kristiansen kan lide at være alene. Derhjemme med familien eller i sit vinyltårn.
”Jeg tænker tit, at jeg burde tage i Kongens Have, fordi solen skinner. Men jeg har ikke lyst til at sidde med alle mulige mennesker. Det er nok derfor, jeg tit ender i studiet. Det er ligesom mit backbone. Også hvis jeg, tidligere i mit liv, er kommet ud af et forhold og er ked af det. Det er altid musikken, der har været min redning. Musik er mit livssystem, hvor tragisk det end kan lyde. Derfor har jeg fx heller aldrig haft det tomrum, der har gjort, at jeg fik lyst til at tage stoffer. Det behov har jeg ikke.”
Modsat så mange andre af især den danske gangster-raps mange maniske karakterer, forstås. Ingen nævnt, ingen stødt. Anders Brixen Kristiansen og alle hans aliasser leger kun med tanken om at være gangsterboss eller scorekonge. Ham, der gemmer sig bag Tue Track, lever tilsyneladende et pænt og fredeligt liv med sin kone Sine og deres fireårige søn i en lejlighed på Nørrebro.
oksedeller og kildevand i en deli på H.C. Ørstedsvej. Vi snakker om koncerter, der er blevet siddende i ham. Som den første gang, Malk De Koijn optrådte på spillestedet Rust (de har det på VHS-bånd). Det er 15 år siden. På Roskilde Festival 1998 gik Lasse (Blæs Bukki) og Anders rundt og drømte om selv at stå på scenen en skønne dag. To år senere fik de chancen. På den scene, der hed Gul. En regnfyldt søndag, som første band. I 2009 spillede bandet på Arena. Publikumsforventningen var så intens, at der blev råbt på ’Malk’, mens bandet før dem gav koncert.
”Ikke så fedt for det andet band, men det var så vildt. Dén koncert, og så da vi spillede på Tap1 sidste år i november, da vi var udkommet med det tredje album. Det var dér, vi forstod, at nu havde det ændret sig for alvor. Nu kunne folk vores tekster – bare måden, de reagerede på, da vi kom ind. Førhen havde vi kaldt os selv ’Verdens Bedste Gruppe’ og klædt os ud med superhelte-kapper og som cowboys. Sådan barnligt sejt. Vi lagde endda ekstra publikum på lyden hjemmefra. Alt var ment som en joke. Men da gik alvoren op for os. Heldigvis er vi vokset langsomt.”
selv historien om legen, der blev alvor. Tilbage i studiet finder han 7-tommers-vinyler frem til eventuelt brug for aftenens dj-sæt. ’Soul Pride’, hvor James Brown plays and directs, som der står på pladen. Nummeret fortsætter på den anden side. Han vender en 7-tommer med en rødbedesalat i den ene hånd. Nogle gange spiller han kun 20 sekunder af et nummer, før et nyt popper op i erindringen og ned under stiften. The Magic Lanterns med ’Biding My Time’, Janet Jackson med ’What Have You Done for Me Lately’, Gladys Knights And The Pips med ’Giving Up’. Vi når et godt stykke sjælfyldt musikhistorie på få minutter. Indtil talen falder på prod. En forkortelse for produktion og nærmere bestemt en stabel gamle kassettebånd, der får Tue Tracks blå dj-blik til at glimte.
”Meget af min ungdom er skrevet ned som en dagbog i form af de her prods. Eller rap-historier. Vi har faktisk ført fælles dagbog på kassettebånd, en slags demoproduktioner. ’Vi’ var mig, min storebror og min ven Kølig-Kaj og Geolo G … en hel masse. Det er der, det hele starter, det her fantasi-univers. Vi vågnede gerne op efter en bytur, og så gik vi ellers i gang med at skabe et univers af karakterer. Ligesom N.W.A, Niggaz Wit Attitudes, kom med gangstarappen og alle de gode historier, så lavede vi vores egne historier. Vi gav os selv et alter ego. Der var ingen grænser. Vi var gangstere den ene dag og fredselskere den næste.”
Anders Brixen Kristiansen var på det tidspunkt flyttet fra Djursland til Daugaard nær Vejle sammen med sin storebror og mor. Forældrene var blevet skilt, mor Bodil havde fået nyt arbejde på en højskole. Anders var lige blevet konfirmeret, en ellers urolig dreng startede på en frisk nede sydpå og udvidede netværket af hiphop-fæller.
”Hele min barndom gik med at pendulere rundt i hele landet, min mor stolede ret meget på os, på, at vi ikke lavede ballade. Vi blev så det her hold af folk, der tog til koncerter. Nogle fra Middelfart, Vejle, Kolding og Aarhus.”
Han skifter spor.
”Altså, der er så mange regler i musikkredse om, hvad der er ægte og ikke ægte, real hiphop og den slags. Hvordan man ser ud og alt det der. Jeg blev tit lidt flov over de seriøse ting, vi lavede. Eller … ikke flov … jeg havde bare ikke rigtig lyst til at stå der med en løftet pegefinger og rappe om, at man ikke skulle tage stoffer. Jeg ville gøre som mine helte i de amerikanske rapgrupper, men da jeg ikke kunne være ægte som dem, måtte vi opfinde historier. Du ved: ’Hey, her i Daugaard er der en ghetto. Her kan du blive skudt.’”
”Vi ville noget andet, fortælle anderledes historier. Og de her prods hjalp os til at gøre, hvad vi ville. Når vi trådte ind i den verden, var der ikke nogen vej udenom. Det var os, det gjaldt. Vi gjorde det for hinanden og vores venner. Vi ville ikke imponere andre på den måde.”
Alligevel blev kassettebånd på kassettebånd spredt og overspillet igen og igen over det meste af landet. Anders Brixen Kristiansen sad sidst i 80’erne en aften i toget over for to fynske gutter, som kunne høre, hvad der snurrede på hans walkman.
”Så begyndte de sådan: ’Hey, hvad er det, du lytter til?’ Og jeg forklarede. ’Oh, hvad mand? Vi kender godt Boogie Down Daugaard. Og Dasko D. Og Kølig-Kaj. Og Tue Track – er det virkelig dig?’ Dér gik det op for mig, hvor meget det havde spredt sig. De havde vist fået fat i det på en efterskole et sted.”
Det var disse prods, der såede de første fantasifulde frø til Malk De Koijn i en tid, hvor MC Einar og Rockers By Choice allerede havde fart under rim og attitude. Det var dem, der forbandt Tue Track med Geolo G i Middelfart og senere Blæs Bukki fra Nødebo Nutcrackers, som sammen med Jokeren senere blev en del af Hillerød-gruppen Madness 4 Real, der endnu senere blev til Den Gale Pose. Da Tue Track som 20-årig flyttede til Hillerød, producerede Madness 4 Real allerede for amerikanske rappere i Los Angeles. I 1994 kom en Stop Volden-kompilation med bidrag fra både Madness 4 Real, Blæs Bukki og Tue Track (i rollen som DJ Ruff’n Tuff). Malk De Koijns første koncerter fungerede som dobbeltkoncerter i selskab med Madness. Og sådan lagde Malk De Koijns debutplade ’Smash Hit in Aberdeen’ lige så stille an til landing i 1998.
debuten. Tre Malk De Koijn-plader er sendt ud med anmelderhæder, prangende priser og solide salgstal i sleeven. To gange ’farvel og tobak’ er det også blevet til, og efter sidste comeback virker det nu, som om trioen har malket koen nok for denne gang. Men først er der juli måneds og sommerens mange Malk De Koijn-koncerter.
”Skal vi til det nu? Det der med at sælge ud?”
Tue Track sætter vand over til mere kaffe.
”Da vi postede det, var der i hvert fald en del negative kommentarer.”
”’Seriøst?’, spørgsmålstegn, udråbstegn. Sådan noget sælg ud-agtigt. Men altså, det er jo ikke os, der ønsker at blive i undergrunden. Vi ved, det her slutter meget snart. Det har vi besluttet os for. Vores koncert i Tivoli i september. Det bliver vores sidste koncert.”
”Vi slutter bare processen for den her gang. Som vi har gjort to gange før. Vi skal stoppe det, det fylder så meget i vores system. Når vi starter Malk De Koijn op, er det noget med ikke at kunne sove om natten. Der er kæmpestore følelser på spil.”
”Jamen, prøv at forestille dig, hvilket pres vi skal deale med. Det er altså ikke fordi, vi har behov for at skabe en hype eller være mystiske. Det er bare så personligt et projekt for os alle sammen,” siger han og understreger, at det her er Tue Tracks side af historien.
”Altså, når vi åbner for Malk, åbner vi op for en pose, der både er enormt god og meget kreativ, men hvor der også er enormt mange følelser på spil. Gamle ting, som stadig lever. Før i tiden var vi ikke så gode til at snakke om tingene, så der har ligget enormt mange personlige ting og rodet rundt.”
”Ja! ’Og hvad er din rolle?’ ’Og hvad er min rolle?’ ’Og jeg har ikke lyst til at have den her rolle mere.’ Bare det der med, at jeg sidder og laver musikken, det har Blæs jo også lyst til. Og Lasse. Men man kan ikke sidde to ved en computer, det er umuligt. Man skal så meget vente på hinanden og give plads til hinanden – det kan være svært. Måske kommer man ind ad døren med rigtig meget drive, og så lytter de andre sgu ikke lige. Vi er enormt følsomme, afvejer hele tiden en stemning. Så når man præsenterer en idé, skal man være sådan lidt: ’Uh, man skal lige finde det rigtige tidspunkt.’ Vi bruger psyko-meget tid på det. Så det skal have en ende.”
”Ja, sådan er det altid i musik. Det er jo også dedikation. Selv om vi måske var i dårligt humør, blev vi hængende – i stedet for at tage en pause. For ingen af os ville misse, hvad der blev skabt. Vi ville så meget være en del af det. Det er det, der er et stort pres for os. Vi vil dét, og vi vil hinanden, men det må ikke fylde så meget i så lang tid. Det skal stoppe.”
Blæs Bukki skal videre med Bikstok Røgsystem. Geolo G har i rollen som Janus en karriere som børnepsykolog. Og Anders/Tue Track er allerede i gang med et nyt pladeprojekt kaldet Ponyblod. Et kringlet undergrundsprojekt, fastslår han. Og tilføjer: ”Egentlig hader jeg ordet ’undergrund’.”
svarer: ”Hej bøf. Ja, tiden er godt nok fløjet derudad. Jeg skal nok komme hjem på et eller andet tidspunkt.”
Kaffen har han (også) glemt alt om.
”Altså, vi ved godt, det her er en levevej. Vi tænker ikke på penge på den måde, men Grøn Koncert er jo et vindue for os. Sidst vi spillede der, kunne vi mærke det på pladesalget. Og vi vil gerne sælge plader. Jeg er sgu ligeglad med, hvem der køber vores plader. Om det er hipstere fra Kødbyen eller husmødre i provinsen eller en familie med børn, hvor det så lige pludselig er børnemusik.”
”Ja, det irriterer mig at tale om det,” siger han med et smil. ”Men det fact, at vi ikke tænker, at vi skal lave en plade hvert år, beviser jo, at vi ikke tænker sådan. At vi ikke er det nye Shu-bi-dua, som vi er blevet kaldt. Vi har eksisteret siden 1994 og lavet tre plader på snart 20 år.
”Jeg har ikke noget imod Shubberne, kun det de blev til.”
Hans første plade var trods alt ’Shu-bi-dua 4’, og de sproglige finurligheder har de stadig til fælles.
Og som Malk De Koijn selv synger på sangen ’De Rigtige McCoys’ fra ’Sneglzilla’-albummet, så har de ’fået nok af gårsdagens rådne cigars / Som Sanne Salomonsen, Shu-bi-dua og Fielfraz’.
”Mange tror, vi har noget imod Shubberne, men vi har kun noget imod det at udspille sig selv. Ligesom de folk, der – uden at nævne navne – lige pludselig træder ind i reklamer og tv-underholdningsbranchen. Altså, det er jo folks eget valg. Deres business. Men det vil jeg helst ikke lægge ansigt til. Dér passer jeg meget på mig selv.”
”Fordi jeg ikke har lyst til at …”
Han tænker.
”At reklamebranchen fx skal købe streetcred af mig. Fordi det er der, hvor det bliver ugly. For mig.”
”Ja, og jeg vil gerne beholde den.”
”Du skal stille alle de dumme spørgsmål, du vil.”
”Jeg ved det ikke.”
Han griner.
”Du forstår godt, hvad jeg mener. Integritet! Integritet inden for det, man laver. Streetcred er et medieopfundet ord.”
”Man må godt lukrere på den, altså Grøn Koncert lukrerer jo på den. Det er forretning. Og rap, som burde være undergrund, har jo de sidste mange år spillet på Grøn Koncert. Til Rapbattle, og hvad det hedder. Hvis man får muligheden for at komme bredere ud, hvorfor så ikke prøve det? Sidste gang vi spillede Grøn Koncert, det var i 2003, kom vi, spillede, og så kørte vi igen. Så fandt vi en strand og spiste noget god mad og havde nogle sindssygt gode dage sammen. Det var fedt. Og næste dag dukker man så op til det der mærkelige ’Groundhog Day’-scenarie igen.”
taske. Han skal hjem og have en morfar inden dj-jobbet. Men han er ikke helt færdig med at snakke om at sælge ud.
”Med sangen ’Pige, girl’ havde vi kæmpe diskussioner. For vi vidste, det var et potentielt hit. Skulle vi udgive det? Skulle vi være ligeglade? Og dér mindede vi os selv om, at vi jo havde det sjovt med at lave sangen. Men det nummer gav os en del second thoughts.”
”Jo. ’Vi tog fuglen på dig’ var et hit. Et originalt hit. Det har noget unikt over sig, det er så godt ramt, simpelthen et pissegodt nummer, som vi er enormt stolte over. Folk bliver vildt glade, når vi spiller det.”
mixerpult står klar uden for baren Mesteren & Lærlingen i Kødbyens sommervarme centrum. Omringet af gammelhipstere, neohippier og evigheds-studiner i harlekin, hættetrøje og hørkjole. Caps, fuldskæg, skovmandsskjorter og sømandstatoveringer. Den tilbagelænede del af byens kreative klasse blender med udtjente Ungdomshus-autonome for at høre lidt soul fra den gamle skole. Der er grillpølser, bladsalat og halvdyre fadøl på opstillede borde. Der ryges skunk på en mælkekasse. Og der tændes – traditionen tro – et ureglementeret bål direkte på asfalten ved hjælp af en udtjent palle og en sjat tændvæske. Tue Track ligner en, der føler sig hjemme. I hvert fald bag anlægget, med en cigaret i mundvigen. All The People featuring Robert Moore med ’Cramp Your Style’ går fint i spænd med den løsslupne stemning. 7-tommer-kassen er fyldt med den slags 70’er-funky fiksfakserier. Et par gamle bekendte fra hiphop-slænget kaster noget respekt. Pigerne danser, drengene ruller op.
Selv har han for travlt til at sludre. En plade får allerhøjest et par minutter på tallerknen, så er der udskiftning. Det kræver koncentration og tjeppe naller. Tue Track drikker rødvin og tjekker jævnligt iPhonen for statusopdateringer fra Champions League-finalen. De kommer direkte fra hans egen stue, hvor hans svoger passer sønnen Elliot.
’Here Comes the Judge’ af Pigmeat Markham.
”Det er en rap fra ’68,” råber han begejstret hen over de jointrygende hangarounds, der sidder med ørene inde i højttaleren. Vi bliver enige om at gøre klar til at smage på den i øvrigt legendariske fynske hønsepot, som ’tilfældigvis’ optræder i aftenens anledning. Alene fordi Malk De Koijn kalder den slags blæs at ryge høne.
håndmikrofon.
”Sidste udskænkning af pølser,” råber han.
Vi får Alvin Cash med ’Keep On Dancing’.
fra 1966.
Anders kysser sin kone Sine hen over pladespilleren. Hun vil også være med til festen. Senere siger hun: ”Anders er typen, der aldrig drikker sig fuld på den måde, når vi er ude. Han får et par øl, og så er det hjem. Tro mig, så let er det heller ikke at være ham.”
nogle øl og talt uafbrudt med gamle kammesjukker og løse bekendtskaber under den stjerneklare himmel. Nu står han med sin cykel, på vej hjem. Efter røven af en høne er ord overflødige. Så længe man har musikken.
Er for de fleste kendt som Tue Track eller Track72, men har også navne som fx ’DJ Ruff’n Tuff’, ’Rock Four’, ’Cutmaster AK’, ’Special T’, ’Kay’, ’Mens’ og ’Menses’. Står desuden bag fiktive karakterer som fx ’Jim Daggert Huggert’, ’Johnny Polen’, ’Luderdrengen’ og mange flere.
Er født 3. oktober 1972 og er vokset op i Auning på Djursland. Moren var bogbinder i Randers Kulturhus og faderen bademester i Grenå Svømmehal. Som 13-årig blev forældrene skilt, og han flyttede sammen med sin mor og storebroderen Tomas til Daugaard uden for Vejle. Har udgivet solo-pladen ’Rockin’’, som er en blanding af hiphop og electro. Tue Track er også medlem af grupperne Booty Cologne og Nobody Beats The Beats og er snart aktuel med hiphop-projektet Ponyblod. Har sit eget hiphop-program på P6 Beat, ’Tue T på de to fladhjul af stål’.
Er også blandt initiativtagerne til prods, en vidt forgrenet samling af demo-kassettebånd, som mange af 80’ernes undergrunds-rappere opfandt karakterer til og rimede med på – til stor inspiration for miljøet. Bl.a. stod rapperen Dasko D bag sangen ’Min Opel bil’, der menes at være inspirationen til L. Ron Haralds ’Mæ å min Kadett’.
Er den primære musikmager i trioen Malk De Koijn, der denne sommer bl.a. er koncertaktuelle på Roskilde Festival, Skanderborg Festival, Skive Festival og Grøn Koncert.
21. september spiller det populære band deres sidste koncert i Tivoli, da de (atter) har valgt at opløse sig selv.
Bor på Nørrebro i København med konen Sine og deres fireårige søn, Elliot.
