Den 70-årige Ebbe Engmark er nok den i Danmark, der har været med i flest film-, tv-, og reklameproduktioner. Over 300 titler står der i hvert fald på hans CV på trods af, at han kun har arbejdet med det siden 2013. Men du har nok ikke lagt mærke til ham, selvom du næsten ikke har kunnet undgå at se nogle af de ting, han er med i.
For han er nemlig statist, altså en af de skuespillere, der står omme bagved eller er ude i kameravinklens periferi. Uden replikker. Men nu får han lov til at sige noget, for vi har nemlig talt med ham om, hvordan det er at være Danmarks mest ukendte stjerneskuespiller:
”Hvis du har været inde og se ’Sommeren 92’, lagde du sikkert mærke til, hvem der spillede Kim Vilfort og Brian Laudrup. Men holdt du øje med, hvem der sad omme på tilskuertribunen i en af de indledende kampe, eller hvem der gik forbi Richardo, da han var på vej op til DBU-chefens kontor?
Annonse
Det var mig. Og er jeg nok den eneste, der lagde mærke til, at der overhovedet gik nogen forbi landstræneren på vej op ad trappen. Men hvis der slet ikke havde været nogen andre på trappen og heller ingen tilskuere til fodboldkampen, så havde alle lagt mærke til det. Hvis der kun havde været skuespillere og slet ingen statister havde det ødelagt hele filmen. Statisten har et vigtigt arbejde.
Jeg har været biskop, bronzealderhøvding, professor og zombie. Men jeg bliver aldrig genkendt på gaden. Kun på filmsettene, der kender de fleste mig efterhånden. Og jeg lægger mærke til, hvis der er en statist i filmen eller på tv, jeg kender.
Der er mange gengangere, hvis man begynder at holde øje. For det er sådan med at være statist, at enten elsker man det, eller også gør man det kun én gang.
Jeg var statist første gang for fire år siden, efter jeg havde set et opslag på tekst-tv, der søgte statister til den nye ’Far til Fire’-film. Da det blev optaget i nærheden af, hvor jeg bor, og fordi jeg som pensionist har masser af tid, tænkte jeg, at det kunne være sjovt.
Tidligere arbejdede jeg i en bank. Der var to af mine kollegaer dengang, der havde været statister i ’Olsen Banden’, men derudover kendte jeg ikke noget til, hvad det vil sige at være statist. Det må man sige, at jeg gør nu.
Når der er nogle nye, siger jeg til dem, at de ikke må kigge i kameraet. Det er jeg selv kommet til to gange, og så er de nødt til at tage det hele om igen. Normalt holder statisterne sig for sig selv. Resten af filmholdet, fra top til bund, knokler løs. Det har jeg stor respekt for. Så de har slet ikke tid til at snakke med os.
Annonse
Et andet trick, jeg giver dem, er til når det skal ligne, vi taler i baggrunden. For hvis der bliver filmet en scene på en restaurant, duer det ikke, at hele restauranten snakker sammen, for det fanger mikrofonerne. De lægger baggrundsstøj på senere. Men det skal ligne, at vi taler sammen. En god måde at gøre det på er ved at mime tal: ’71, 627, 14…’ For det ser mere naturligt ud, end hvis man bare bevæger munden. Og det er sværere at mime livagtigt end man tror.
Det første, man skal vide om at være statist er, at der er enormt meget ventetid. I går var jeg med i en reklamefilm til DSB, og selvom vi begyndte allerede klokken otte om morgnen, og først var færdige sent om eftermiddagen, er det kun en meget kort sekvens, vi fik filmet. Derfor er der mange, der tager krydsogtværser eller en bog med. Jeg kender efterhånden altid nogen på settet, så jeg sidder bare og hyggesnakker.
Man må ikke have tøj på med prikker eller striber, fordi det flimrer på skærmen. Til gengæld kan man nogle gange få ekstra løn, hvis man har sin bil med, og den kan indgå som statist-bil.
Noget andet, man skal vide, er, at der ikke er ret mange penge at tjene, og det er noget, vi statister ikke kan blive enige om. For det meste får vi biografbilletter eller supergavekort, som kan bruges til mange forskellige ting, fx IKEA, Netto og Magasin. Når det er reklame, kan man være heldig at få mellem 500 og 2.000 kr., men rigtig tit får man ingenting. Derfor er der en del statister, der gerne vil lave en fagforening, så vi kan kræve at få penge. Det er jeg ligeglad med, for jeg synes bare, det er sjovt at være med.
Det, jeg er god til, er at være stabil. Jeg kommer til tiden og gør, hvad jeg bliver bedt om. Ingen er interesseret i at bruge en statist, der er til besvær. Og så er jeg god til at spille rar bedstefar. I en del af de ting, jeg har været med i, er jeg parret op med et lille barn.
Mit hår og skæg er langt lige nu, fordi jeg snart skal spille en mand fra 1800-tallet. Det gør mig ikke noget, for så sparer jeg da de penge. Det hører nu til sjældenhederne, for normalt kan man ikke se, om jeg er nyklippet eller ej. Fx er der en scene i en reklame for OK Benzin med en fyr, der spiller dart, hvor jeg spiller billard i baggrunden. Der kunne jeg lige så godt have været skaldet.
Måden, man får statistjob på er at oprette en profil på en af de hjemmesider, der findes, hvor castere slår statistjob op. Så klikker jeg bare på en knap, og så sender den min profil med mit cv og oplysninger om alt fra min højde til skostørrelse og hårfarve. Det er ikke ret tit, jeg søger længere. De er begyndt selv at ringe til mig.
Annonse
Jeg har ingen ambitioner om at komme til at blive rigtigt skuespiller. Det er der ellers mange, der har, men jeg er fint tilfreds med at være statist. Især i små kortfilm, for der er ikke så mange på settet, og det er hyggeligere end de helt store produktioner.
Foto: Thomas Roger Henrichsen
Den største oplevelse, jeg har haft som statist er tv-serien ’Historien om Danmark’. Der spiller jeg en bronzealderhøvding, ham der ofrer Egtvedpigen. Jeg havde bare fået besked på at møde op i Lufthavnen med mit pas. Det viste sig, at vi skulle filme i Schweiz.
DR havde sørget for hotelværelse, aftensmad og det hele, hvilket jeg synes er meget flot, for der er normalt ingen statister, der kommer med til udlandet. Man kan alligevel ikke høre, om jeg taler dansk eller ej, så det undrede mig, at de ikke bare havde fundet en lokal statist.
Derfor spurgte jeg, hvorfor de valgte at flyve mig derned. ”Det er dit fjæs,” var svaret.”
