Et år i hælene på popstjernen Christopher

Der er gået en måned siden vores første møde, der var i et lille studie på Vesterbro. Christopher var ved at indspille vokalen til det kommende album sammen med tvillingerne Frederik og Fridolin Nordsø og en hotshot-sangskriver ved navn Coffee, som har arbejdet med Rihanna og One Direction. Siden dengang har Christopher været i Kina for at modtage en pris som årets mest lovende kunstner til et show, der blev sendt på nettet til 200 mio. seere. Han boede på det samme hotel, i den samme kongesuite på 41. etage, hvor Bruno Mars lige havde boet. Han har også været en tur i Los Angeles for at indspille i endnu et studie, blev fløjet hjem for at optræde til en privat fest i Malmö, og så direkte retur til L.A. og fortsætte indspilningen.

Det er sådan, Christophers liv er blevet.

Prisen fra turen til Kina står i den store reol i stuen sammen med alle de andre musikpriser.

Christopher kommer ud fra soveværelset og sætter sig i køkkenet. Han har smidt håndklædet og taget en hvid T-shirt og et par sorte jeans på. Han giver et kram. Den unge popstjerne er ikke karrig med dem. Hver eneste dag bliver han stoppet på gaden af sine fans, og de vil allesammen have et billede, hvor de står sammen med ham, og helst et kram. Han har vænnet sig til det, det generer ham slet ikke, siger han. Hvis han en sjælden gang ikke er i humør til det og alligevel skal ned på gaden, tager han bare en hætte over hovedet, høretelefoner i ørerne og måske endda solbriller på. Og så er det meget sjældent, at han bliver stoppet, fortæller han.

Christopher laver en café latte til sig selv med skummetmælk. Vi taler lidt om løbeturen. De har løbet ’en lille fem kilometer’.

Han er mest til styrketræning, løbeturene er noget, han først lige er begyndt på. Han smiler og kigger over mod Emil, da han siger, at de løb den på 20 min., og ’at han blev sinket lidt af Emil’.

”Og når sommeren er ovre, løber jeg nok på 19 stykker.”

”Det er simpelthen løgn,” kommer det fra Emil, der har sat sig over i sofaen med en bunke papirer, han skal ordne.

”Du løber ikke en km på fire min., det har vi gjort på løbebånd én gang, hvor vi havde skruet helt vildt op.”Christopher griner.

”Okay, vi løber den vel på 21 min.”

Christopher og Emil er sammen hver eneste dag, og det er længe siden, at den professionelle relation udviklede sig til et venskab. Det skete faktisk allerede på den første køretur, de havde sammen til Odense, fortæller Emil ved en senere lejlighed.Christopher taler om turen til Kina. Det havde været ret vildt.

Han vidste slet ikke, at han skulle have en pris, da han rejste derned, og så stod han pludselig og skulle holde takketale for alle de der mennesker. Men heldigvis havde han lært at sige ’jeg elsker jer’ og ’tak’ på kinesisk, så det gjorde han. De havde behandlet ham, som om han virkelig var Bruno Mars. Sådan noget med ’vil du ikke lige have en gang massage’ og den slags.

”Der manglede fandeme ikke noget. Det var royal treatment.”

Han gik og kneb sig selv i armen, men det gør han så tit, siger han. Også bare når han sidder hjemme i sin lejlighed.

”At få sådan et hjem her i stedet for den der hotellejlighed, hvor jeg boede før. Hey, du skal da lige have en rundtur,” siger han og rejser sig.

Christopher peger over mod sofaerne foran brændeovnen, hvor Emil sidder:

”Dér har du the living room, dér er en lille altan, og det her er jo så køkkenet. Det hele er Gaggenau (eksklusivt tysk design, red.), det er så connaisseur-agtigt. Og gulvet er røget eg.

”Han fortsætter videre ud på det lille badeværelse med vaskemaskine.”

Det er sjældent, jeg selv står med hænderne nede i vasketøjskurven, min kæreste gør, og Emil hjælper mig også med det,” fortæller han.

Det er ikke så længe siden, Christophers kæreste Cecilie, der er fotomodel og ved at skrive speciale i psykologi og økonomi, er flyttet ind. Så hun mangler stadig at få indrettet det sidste, siger han.Videre til soveværelset, hvor løbetøjet ligger i en bunke på gulvet, endnu et badeværelse, et værelse, der bliver brugt som pulterkammer, og et walk in-closet med hyldevis af sko. Der er en nogenlunde ligelig fordeling mellem kærestens sko og Christophers mange sneakers med nitter, kæder og guldpigge.

”Ja, jeg er blevet ret vild med at købe sko. Det har altid været sådan, at jeg har haft et par sneakers, så har jeg ødelagt dem ved at spille fodbold efter to sekunder. Men i dag står jeg og pudser dem.”

Vi tager kaffen med videre ud på den lille altan. Den vender ud mod et lille lukket område med have, og når man drejer hovedet, er der udsigt over Christianshavns Volde. Der, hvor Christopher boede før, kunne stå fans og kaste sten mod ruderne, her er der højst nogen, der ligger sedler i forruden på hans bil:

”Til Christopher, fra din største fan.”

Og så nogle blomster.

”Det er da til at leve med.”

Er der noget ved dit gamle liv, du savner?

”Jeg savner at se mine gamle venner lidt mere. Jeg spillede i Magasin i torsdags, og hele holdet var der, og jeg var nødt til at tage hjem klokken et, hvor de andre tog en tur til klokken fem om morgenen. Jeg vælger det jo selv, men jeg skulle i studiet dagen efter. Jeg kan da godt savne den der lidt ... at kunne give slip og bare ... men jeg gider bare ikke tænke: ’Arh, bare jeg ikke havde været i byen, så havde min vokal lydt dobbelt så fed’. Jeg er foruden en masse fester og byture, men der er bare ikke noget som at opnå sine drømme. At stå med en følelse af: ’Jeg ved godt, hvorfor jeg er her.’”

Tænker du nogensinde på, om det stopper?

”Nej. Den der frygt for at ende som hjemløs ligger nok i os alle, men jeg kigger mig ikke tilbage. Det er med 110 km i timen.”

Kan du godt følge med?

”Nej, det kan jeg jo ikke. Alle de ting, der sker, det er for vildt og for overdrevent, og det bliver bare sygere og sygere og vildere og vildere. Det er det vildeste liv. Du skal aldrig nogensinde høre mig brokke mig over noget som helst.”

”Marc, hvis jeg bliver kendt en dag, så giver jeg dig en bil til en halv million.”

Marc, der havde kendt Christopher, siden de blev født med en måneds mellemrum i 1992, ville hellere have to biler til hver en kvart million, men det var også okay, sagde Christopher.

De var omkring 15 år, og selv om en halv million lød af mange penge, så virkede det alligevel ikke helt urealistisk.Christopher og Marc voksede op i Tårnby på Amager få hundrede meter fra hinanden i hver sin middelklassekernefamilie.

Christophers far var grafisk designer på et forlag, hans mor redaktionssekretær på et fagblad, og så har Christopher en lillebror, Oliver, der i dag er 16 år, går i gymnasiet og har tæt på 35.000 følgere på Instagram.

Når Marc og Christopher var sammen, konkurrerede de om alt. Christopher var den bedste til fodbold, til gengæld var Marc bedst på ski. Det begyndte længe før, de overhovedet selv var klar over, hvad konkurrence var, for også deres fædre havde det gen til fælles. Når Marcs far havde sendt sin 4-5-årige søn ned ad en alt for vild rutsjebane i et badeland i Spanien, følte Christophers far, at han var nødt til at gøre det samme. Lige indtil mødrene fandt ud af, hvad de havde gang i, fik hevet børnene op af vandet og pakket sammen.Selv deres konfirmationer blev en konkurrence. Hvem kunne give den bedste gave og holde den bedste tale for den anden?

Til Christophers konfirmation rejste Marc sig og overrakte ham det amerikanske flag. Sammen med flaget lå også en returbillet til USA sammen med Marc og hans familie.

”Christopher blev selvfølgelig vildt glad for den gave, men jeg kunne også se, at han med det samme begyndte at spekulere over, om han kunne overgå den. Det kunne han. Til min konfirmation kom han ind med en indkøbsvogn fyldt med gamle bamser, legetøj, billeder og tøj, der var gået i arv i vores familier, og fortalte en historie om hver enkelt ting. Det er en af de bedste taler, jeg har hørt, og der er blevet talt om den lige siden.”

Det eneste, de to ikke konkurrerede om, var musikken. Her forsøgte Marc ikke engang at følge med. Da Christopher vandt skolens årlige Melodi Grand Prix i 3. klasse, var det første tegn på, hvad der var i vente. Året efter blev han nr. 2 (blev slået af sin kusine), men så vandt han igen i 5. klasse.

I nogle år havde han overvejet, om han skulle gå efter at komme på landsholdet i fodbold. Han scorede mange mål, men var alligevel aldrig den bedste på banen. (”Jeg var aldrig kommet på landsholdet, selv om jeg godt kan lide at sige, at det kunne jeg, lige som jeg godt kan lide at sige, at jeg kan løbe en 5’er på 20 min.”)

Men Christopher var altid den bedste til at synge. Og så længe, Marc kan huske tilbage, har han gjort det. Ikke bare når han skulle, men konstant og hele tiden:

”Efter en halv time tænker du, at han nok stopper af sig selv, men det gør han ikke. Så du må bede ham om at holde kæft, og så begynder han at nynne i stedet for. Han er meget distræt og kan lukke sig fuldstændig inde i sin egen klokke. Det kan også være fantastisk, for hvis du skal tale med ham om noget alvorligt, så er han fuldstændig til stede og er helt ligeglad med, at han får 200 sms’er, mens vi spiser frokost.”

Christophers far kendte en reklamemand, der havde nogle kontakter i musikbranchen, og da Christopher var 13-14 år, blev han introduceret for en producer, der hed Claus Hasfeldt, som havde sit eget studie.

”Jeg har haft masser af unge mennesker inde og synge i mit studie. De plejer altid at starte med at undskylde, at de er lidt hæse, eller også har de ondt i maven. Det eneste, Christopher sagde, var: ’Hvor er mikrofonen?’” fortæller Claus Hasfeldt.

Hasfeldt viste ham tre akkorder på en guitar, og et par uger senere havde Christopher købt sig en guitar (han tjente penge på et fritidsjob i en Jack & Jones-forretning). Da de mødtes en måned senere, havde han lært sig selv at spille på den. Når hans kammerater spillede computerspil eller så fjernsyn, sad Christopher med sin guitar.

Han kan stadig huske den dag, han lå i sine forældres badekar og en gang for alle besluttede med sig selv, at han ville satse alt på musikken. Han skulle være popstjerne. Han måtte dog love sine forældre, at han ville tage en studentereksamen først. Christopher begyndte at tage ud at optræde, bare ham og hans guitar. Til venners bekendtes bryllupper og den slags.

”Så kom jeg ind, 15 år gammel: ’Hej, jeg hedder Christopher’, og så satte jeg mig ned foran brudeparret og spillede en sang. Jeg har altid haft den der ’jeg-ved-jeg-er-god-og-jeg-gør det-bare’. Det har været den, der har fået mig langt, den der ukuelige selvtillid, som ingen ved, hvor kommer fra.”

Emil gør Christopher klar, før han skal på scenen. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Den danske afdeling af Warner Music ligger på Falkoner Allé på Frederiksberg. I en stor kontorbygning, hvor der også er en tandlægeklinik, et advokatkontor, Frederiksberg Ungdoms- og Familierådgivning og en række andre virksomheder.Det var her på 3. etage, at Christopher mødte op i sommeren 2009.

Han blev vist ind i et mødelokale, hvor der sad 10 mennesker og ventede. Han satte sig hen med sin guitar i en rød sofa. På væggen hang Kim Larsens platinplader ved siden af plakaterne med Nik & Jay.

”Jeg kan huske, at jeg havde meget svedige håndflader. Den der ukuelige selvtillid, jeg havde haft, når jeg havde spillet derhjemme eller for mine venners venner, hvor jeg havde tænkt: ’Arh, de kan alligevel ikke høre, hvis det er falsk,’ den var væk. Jeg var skide nervøs. Det var alvor, det her.”

Christopher slog 3-4 akkorder an på sin guitar.

”Det lød ikke specielt godt,” fortæller Jan-Erik Stig, der i dag er Christophers A&R-director.

Men så begyndte Christopher at synge.

”Jeg tænkte wow. Det første, jeg sagde til ham, da han var færdig, var, at jeg var glad for, at han ikke havde meldt sig til X Factor, for det havde han vundet, men det ville han have fortrudt.”

Senere på året skrev Christopher under på sin første pladekontrakt, eller dvs., det gjorde hans far, for Christopher var stadig kun 17 år gammel.

Det blev den første store mærkedag i Christophers karriere. Dem kom der mange flere af: 19. marts 2012: første pladeudgivelse, 19. november 2012: første DMA-pris, 20. april 2013: opvarmning for Justin Bieber for 40.000 i Parken.

En af de dage, der viste sig også at blive et vendepunkt, kom i januar 2014, dagen før hans 22 års fødselsdag. På det tidspunkt var Christopher undervejs med sit andet album. Nogle musikanmeldere havde fået øje på hans talent, men han blev ikke anmeldt i de store morgenaviser, og når han spillede koncerter, var de sjældent udsolgte. Faktisk var Christopher mest kendt som ham den meget unge, der havde scoret den 10 år ældre Medina.

Så fik Christopher en forespørgsel fra Anders Breinholt, om han ikke ville være medvært i ’Natholdet’ på TV 2. På redak-tionen havde de kigget på Christophers profiler på de sociale medier og navnlig, hvad hans fans skrev til ham. Det var sætninger som: ’Hvis du dør, dør jeg’, ’Crizzer du er pæn, men din næse er skæv’ og ’Christopher, synes du ik bare det irriterendeat andre siger, du er bøsse og klam og et svinfor du er overhovedet ingen af delene’.

”De kommentarer var jo røvsjove, så vi havde et møde en formiddag, hvor vi foreslog, at de skulle komme med et udspil, hvor de brugte de kommentarer. Den var de med på,” fortæller Anders Breinholt.

Der gik omkring fem timer, fra Christopher havde sagt farvel til redaktionen på ’Natholdet’, til han havde sendt sin sang på en mail til Anders Breinholt.

”Og den sad jo fucking bare i skabet! Det var så vildt. Ud over, at han er meget talentfuld, viser det også, at han har humor og selvironi. Og nå ja, masser af selvtillid,” siger Anders Breinholt. (Christopher skrev faktisk nummeret på lidt over halvanden time, fortæller Emil senere, men han skulle lige have frokost først.)

Sangen, der fik titlen ’First like’, blev en fast del af Christophers koncerter.Efter sin optræden i ’Natholdet’ fik Christopher 1.000 nye følgere på de sociale medier om dagen, og hans koncerter blev pludselig udsolgt. Det voksede kun endnu mere, da albummet ’Told You So’ udkom et par måneder senere.Danmarks Radio, der fulgte Christopher over to måneder til programmerne ’Jeg er Christopher’ på DR 3, var med, da han tog hjem til sine forældre i Tårnby for at læse anmeldelser. Denne gang var han ikke alene anmeldt i morgenaviserne, men også på forsiden.

”Jeg er på forsiden af fucking Politiken. Det er så vigtigt med Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten, fordi det er et ældre segment og et lidt højere lixtal,” sagde en begejstret Christopher til DR.

Christopher havde i mellemtiden slået op med Medina, og som han sagde til DR:

”Det her er min chance for ikke at være Medinas kæreste.”

I løbet af de næste par måneder turnerede Christopher rundt på provinsdiskotekerne sammen med sin tourmanager Emil, der i samme periode blev opgraderet til også at være hans personlige assistent. Omkring 45 job på to og en halv måned. I nogle weekender havde han syv job på forskellige diskoteker rundt i landet. De af hans fans, der var gamle nok til at blive lukket ind, sang med på alle numrene, og når koncerten var slut, brugte han mindst lige så lang tid på at få taget selfies og skrive autografer.

Som Emil fortæller:

”Jeg synes, at jeg meget har ja-hatten på. Men når jeg siger: ’Ikke flere autografer,’ så skriver han måske lige 50 mere. Og så er han god til at huske navne. Helt vildt god til det. Nogle gange spørger de mest trofaste af hans fans: ’Hvad er det så, jeg hedder, Christopher?’ Og han kan svare rigtigt næsten hver gang.”

Derfor har Christopher også nogle af landets mest dedikerede fans, der bruger alle deres sparepenge på koncerter, downloads og merchandise.

På et tidspunkt fandtes der angiveligt en fanklub, hvor optagelseskriteriet var, at man havde overnattet minimum 25 timer foran indgangen til en Christopher-koncert.

”Jeg synes selvfølgelig, det er kanon med den loyalitet, men det kan også blive for meget,” siger Christopher.

”Det ville være sundere, hvis de skar 10 % af toppen. Der er tøser, der står i tre timer og fryser foran en indgang, hvor de ikke engang skal se mig optræde, men bare håber på, at jeg kommer forbi. Eller de ligger og sover på gaden i en sovepose i to dage. Jeg tænker: ’Hvor fanden er deres forældre henne?’ Synes deres forældre, at det er helt okay, at de bare ligger på gaden og sover? Jeg kunne ikke blive fan på den måde, jeg tror ikke engang, at selv hvis David Beckham kom gående ned ad gaden, kunne jeg finde på at spæne efter ham og spørge efter en autograf.”

I tourbussen på vej til Smukfest 2015. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Katja fra pladeselskabet har været forbi Lagkagehuset og købt salater til frokost, men Christopher spiser rugbrød med leverpostej. Stryhns den gule.Første koncert på sommerturneen 2015 er om tre dage i Jelling, og bandet er samlet i en stor hal i Rødovre for at øve.

Christophers eneste bekymring er den katapult, der er placeret under scenegulvet, og som skal skyde ham op på scenen, for han skal selvfølgelig helst lande rigtigt på benene. Og på det rigtige taktslag.Men bekymringer er et relativt begreb i Christophers verden, og stemningen er høj. Som i et omklædningsrum hos et fodboldhold, der lige har vundet, og hvor der ikke bliver misset mange muligheder for en hurtig bemærkning.

Heller ikke da Ryan fra pladeselskabet dukker op for at få Christophers autograf. Den skal på 7 mio. Aqua d’Or-flasker, og ”krukken her var ikke tilfreds med den første version,” siger Ryan, da han rækker Christopher en stak papirer og to sorte sprittuscher.Ud over Aqua d’Or er Christopher sponsoreret af Calvin Klein, Tag Heuer, Nike og BMW.

Ifølge Ryan er der kun en håndfuld kunstnere herhjemme med den slags aftaler.Tre dage senere er flokken samlet i den sorte tourbus på vej til Jelling Musikfestival.

De er pressede på tiden. Der er vejarbejde hele vejen til Greve, og det ser ud til, at det koster dem en halv time, men stemningen er, som den plejer.Emil kører bussen, på det dobbelte passagersæde sidder Christopher og Cecilie tæt omslyngede, og resten af bandet er fordelt på rækkerne af bagsæder. Der bliver spillet alt fra ’Mr. Swing King’ og ’Vilde kaniner’ med Gnags, til ’Jeg har ik’ sovet i et år’ med Kesi, og Roxette, der lige som Gnags også skal spille på festivalen. De taler om, hvad der skal være deres kampråb i år.

Sidste år lød det: ”Pik og hor – Aqua d’Or – Hak.” Hvorfor det der ’hak’ var med, er der ingen, der kan huske, men det fungerede.

På trods af vejarbejdet når bussen alligevel frem til Jelling en time før koncerten, og Christopher har god tid til at klæde om til sorte jeans, rød læderjakke og spritnye sneakers i rødt krokodilleskind. På bordet i hans lille skurvogn står der te med ingefær, citron, lime og honning, kaffe, mørk chokolade, nødder, rødvin og en flaske Havana Rom. I køleskabet er der hvidvin, skummetmælk og sodavand.

Og så står der et kæmpefad fyldt med frugt og grøntsager. I Christophers rider står der, at der ikke må være chips og slik, og den her anordning er helt perfekt, siger han.

Inden koncerten skal Christopher lige ’i zonen’, som han kalder det. Et par minutter for sig selv, hvor han laver nogle armstrækninger og når at tænke over, hvad han skal sige efter det andet nummer. Bagefter samles hele gruppen i en rundkreds med armene om hinandens skuldre:

”We nailed it last time, and we are going to nail it again this time,” råber Christopher, der bliver skålet i et shotglas med rom, og så er det tid til kampråbet.

De nåede aldrig at finde på et nyt, så det bliver det samme som sidste år. Kort efter bliver Christopher skudt op af katapulten, og showet er i gang.

Emil står ved siden af scenen og smiler.”Han er født til det der,” siger han.

Christopher klar til at blive skudt op på scenen af katapulten. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Stemningen er ellevild efter koncerten, og Christopher går rundt og giver krammere til alle bag scenen. Publikum havde taget godt imod de nye numre fra det kommende album, og i det hele taget gik det bare, som de havde håbet.

Et par timer senere sidder de igen i tourbussen på vej hjem mod København. De er ikke engang nået til Lillebæltsbroen, før Thomas Treos anmeldelse af koncerten er blevet lagt op på ekstrabladet.dk. Han giver den to stjerner, og under overskriften ’Forbudt for voksne’ sabler han Christopher og et ’ligbleg-funky band’ ned. En fra bandet læser anmeldelsen højt fra sin telefon.

”To stjerner? Det er én mere end sidste år. Det bliver ikke bedre med Treo,” siger Emil.

Højtlæsningen fortsætter:

“Christopher misbrugte en hel del slidte scenefloskler i Jelling, men han rystede også en ny variant ud af sin knaldrøde læderjakke: “Hvor er det dog en fornøjelse at være mig lige nu!” Hvis bare man kunne sige det samme. Det var forbudt for voksne, da Christopher holdt børnefødselsdag for hele pladsen, hvor forældrene dog kunne bruges til at kravle op på. Når ungerne bliver gamle nok til at se scenen uden hjælp, så har de nok fået ørene op for rigtig musik, og så gider de jo slet ikke glo på Christopher længere ...””Hvor siger han bare nogle lede ting,” siger Cecilie.

”Den slags må man ikke tage personligt,” svarer Emil.Da højtlæsningen er slut, er der for første gang et øjebliks tavshed i bussen. Men også kun et lille øjeblik. Det bliver Christopher, der bryder den.”Han har da i det mindste humor,” griner han.

Køen foran Tivolis hovedindgang er startet allerede ved firetiden i morges. Det er mandag 10. august 2015, første skoledag efter sommerferien, men ikke for rækken af omkring 100 teenagepiger. De har allesammen vundet en billet og venter på at komme ind og høre Christopher synge i Go’ Morgen Danmark.

Som nr. tre i køen står Anne fra Haderslev sammen med sin mor. Hun skulle være startet i 10. klasse i en ny skole i dag, men som hendes lærer snart skal finde ud af, er Christopher meget vigtigere for Anne.Hun har været til omkring 50 koncerter med Christopher og i hvert fald nok til, at Annesofie fra Næstved, der står lige bag ved hende i køen, har hørt om hende og ved, hvem hun er.

Anne blev fan 26. juni 2013, da hun var til sin første koncert med ham i Haderslev.”Han var bare speciel. Så nærværende. Og så rørte han vores hænder,” fortæller hun.

På et tidspunkt havde Christopher kastet et håndklæde ud, som Anne havde grebet. Det ligger stadig derhjemme i en plastikpose, så duften ikke går af det.Siden dengang har Anne gået til alle de koncerter, hun overhovedet har kunnet komme i nærheden af. Ikke bare i Danmark, men også, når han har spillet i fx Tyrkiet. Flere gange har hun overnattet i et telt foran koncertstedet, så hun var sikker på at få en god plads oppe foran. Engang lå hun 32 timer sammen med sin søster foran Tivoli Friheden. Men det var vildest i 2014, fortæller Anne:

”Der er færre fans ved de små koncerter nu. Jeg synes jo stadig, han er den samme, men der er nogle, der er faldet fra. Nogle af dem har fået kæreste, eller måske synes de, at skolen er vigtigere, hvor jeg bare har valgt, at Christopher er det vigtigste. Der var også nogle, der blev sure på ham over det med halskæden.”

Det med halskæden var dengang, de var en masse fans, der havde samlet ind til at købe en halskæde til ham. De gav den til ham inden en koncert, og Christopher havde taget den på med det samme og havde også haft den på under hele koncerten. Men siden dengang har de ikke set ham med den.

Hverken til koncerter eller på de sociale medier, og det er de blevet så skuffede over, at de holdt op med at være fan af ham. Da Anne startede med at være fan, gik hun til håndbold, men det har hun droppet nu, for kampene lå tit i weekenderne, og der ville hun hellere til koncert med Christopher.

Hun har en blog, der handler om hendes fanliv, og en Instagram-profil, hvor hun poster nyt om ham, og man kan se alle de billeder, der er taget af dem sammen.Engang, da Christopher havde ’liket’ et af hendes billeder, var hun blevet så begejstret, at hun kom til at rive dørhåndtaget af, da hun skulle løbe ned for at fortælle sin mor det.To gange har Anne været til ’Meet and greet’ – et set-up arrangeret af pladeselskabet, hvor Christopher møder op og taler med sine fans. Første gang var det kun Anne og hendes storesøster, der var med. Og det er ’nok det største, der er sket’ i Annes liv.

”Nej”, retter Anne sig selv:

”Det er det største.”Det var hendes mor, Charlotte, der vandt billetterne for hende. Der var en konkurrence i radioen om facebookgrupper, og Charlotte svarede rigtigt på alle spørgsmålene. Da hun havde vundet, skreg Annes storesøster så højt, at radioværten spurgte, om de havde hunde.

”Ja,” svarede Charlotte, men som hun siger:

”Vores naboer, der kender os, ved jo godt, at vi ikke har hunde, men jeg kunne ikke lide at sige, at det bare var min datter, der skreg så højt.”Anne og hendes storesøster skulle mødes med Christopher efter en koncert på Nordals.

I omkring 15 minutter sad de alene sammen med ham og fik lov til at spørge om alt muligt.”Jeg var nærmest i chok over, hvor afslappet han var. Han var helt sig selv, det var så vildt,” fortæller Anne.

En fanbog som Christopher fik overrakt af Sascha, Simone og Sofie fra 'Stopherlovers' to dage før sin 24-års fødselsdag. Omkring 50 af de fans, der havde samlet ind til gaver til ham, havde skrevet en personlig fødselsdagshilsen i bogen. Christopher har tæt på en halv mio. følgere på Instagram.

På et tidspunkt havde Christophers telefon ringet. Han havde taget den op, kigget på den og lagt den ned i lommen igen.”Tænk, at han gjorde det. Vi tror, det var hans kæreste, der ringede, og det var så vildt, at han ikke tog den,” siger Anne.

Da Christopher er færdig med sin optræden i Go’ Morgen Danmark, bliver alle pigerne eskorteret ud af Tivoli igen. Anne ved godt, at Christopher stadig er bag scenen og vil helst ikke med ud, men ved også godt, at hun er nødt til at følge reglerne. Da vi kommer ud foran Tivoli, siger hun:

”Jeg tror, jeg ved, hvor han er, jeg går derover.”

”Ej, ved du det, må jeg ikke komme med?” spørger Annesofie fra Næstved, der er fulgt efter Anne.

”Nej,” siger Anne bestemt.

Og da Annesofie ikke kan høre det:

”Det er det værste ved at være så trofast fan. Folk ved, hvem jeg er, så de følger efter mig.”En halv times tid senere kommer Anne tilbage. Hun fandt Christopher, da han kom kørende i sin bil væk fra Tivoli. Men han havde ikke rullet vinduet ned, og hun havde ikke fået noget billede til sin samling.

”Men det er også ok,” siger Anne.

Denne dag har allerede været så meget bedre end de fleste andre dage.

Klokken er lidt over syv om morgenen i Skovlunde på Københavns vestegn en fredag i slutningen af januar 2016. Helt nøjagtigt 29. januar, to dage før Christophers 24-års fødselsdag og dagen for udgivelsen af singlen ’Limousine’.

Den single, som pladeselskabet og alle folk omkring Christopher, inklusive Christopher selv, har de største forventninger til.

Egentlig skulle den være udkommet for flere måneder siden, men den er blevet udskudt, fordi pladeselskabet vil have udlandet med. Det er første gang, at pladeselskabet lancerer en single simultant i så mange lande, som de gør med ’Limousine’, og som Emil siger, når han taler om den:

”Det er nu, vi skal overtage verdensherredømmet.”

Han griner, mens han siger det, men det er ikke helt for sjov.

Christopher talte også om det, dengang vi sad på hans altan på Christianshavn for trekvart år siden. Ordene faldt sådan her:

”Jeg håber på et internationalt gennembrud. Jeg føler, jeg er klar til det nu, selv om det er for sindssygt at sige det, når man er 23 og på 3. plade, men det er ikke desto mindre sådan, jeg har det.”’Limousine’ skal gerne bane vejen og som et minimum ligge som nr. 1 på hitlisterne herhjemme.Christopher har i flere dage talt ned på sin Instagram-profil, og lige da han stiger ud af bilen på parkeringspladsen i Skovlunde, skriver han: ”SÅ ER LIMOUSINE ENDELIG UDE!! Du kan lytte til den på Spotify nu.”

I det første minut kommer der en begejstret kommentar i sekundet. Efter et kvarter er der landet 180, mens 2.130 har været inde og ’like’.

Christopher er i Skovlunde for at blive interviewet til de kommercielle radiostationer, der alle holder til i industrikvarteret: Radio 100, Radio Nova, The Voice og POP FM.

Imens Christopher bliver interviewet, får taget selfies med alle radioværterne (en vært skal også lige have en videohilsen til sin niece i Frederikshavn, og en anden en vært beder om en hilsen til sin kæreste) ankommer tre piger fra fanklubben Stopherlovers til Skovlunde. De har fødselsdagsgaver med. Christopher siger hej og giver dem et kram. Sascha, Simone og Sofie, hedder de, og han kan deres navne.

”Skal jeg pakke op nu?”

De nikker alle tre, det skal han.

Han får en notesblok, ”så han kan lave mere magisk musik”, og et gavekort til en helikoptertur.

”Har I brugt hele jeres børneopsparing?” spørger han, da han får overrakt den sidste gave.

Det er en procelænsfigur fra Royal Copenhagen af Vandmanden, der er Christophers stjernetegn. Han får også en stor fanbog med kærlige hilsener fra de fleste af de 80 piger, der har været med i gaverne.

”Jeg bliver sgu helt rørt, kan jeg mærke,” siger Christopher.

Efter endnu et kram til de tre Stopherlovers siger han farvel og går ud til sin bil.

Et par dage efter har Christopher lavet en lille videohilsen fra sin lejlighed på Christianshavn. Han filmer sin reol i stuen, hvor alle hans priser står, og øverst til venstre står den hvide porcelænsfigur fra hans fans. ”Tak,” siger Christopher på videoen.

Få minutter senere har Simone fra Stopherlovers lagt den lille video op på sin egen facebookside.

Nedenunder har hun skrevet:”Gaven endte sgu på hylden derhjemme.”

Øverst: Pitstop på en rasteplads på vej til Vejle. Fra venstre er det Christopher, trommeslager Thomas Drachmann og Emil. Foto: Tobias Selnæs Markussen

LÆS OGSÅ: Kan arvesønnen genrejse Grundfos?

LÆS OGSÅ: Sådan er det at være kronprins i et familiedynasti

LÆS OGSÅ: 10 nøglescener fra Nikolaj Lie Kaas' liv