Hamp og håndvåben: Hvordan Cypress Hill gjorde mig til hiphopper
Fascinationskraften ved en gruppe smågangstere med store joints og tegneseriestemmer. Euromans redaktionsmedlemmer skriver om kunstværker, der har været med til at forme dem som mennesker, og turen er denne gang kommet til latinoerne B-Real, Sen Dog og Dj Muggs og deres album ’Black Sunday’.
Foto: Getty DJ Muggs (tv), B-Real og Sen Dog hygger sig backstage. Cypress Hill forenede alle verdens fremstrakte joints og fuckfingre i en af 90'ernes populæreste hiphopgrupper.
Da jeg kom i konfirmationsalderen, fik jeg som så mange andre et Sony-anlæg til mit værelse.
Ved samme lejlighed forærede min jazz-discipel af en far mig en cd med Dream Warriors, en racebevidst, canadisk, spoken-word-influeret hiphopduo. Han havde læst den rosende anmeldt i Information, eller var det Weekendavisen. Kort efter gik jeg, inspireret af monster-hittet ’Insane in The Brain’, selv ud og købte Cypress Hills ’Black Sunday’.
Så havde jeg to albums, og der er ingen tvivl om, hvilken skive, der fik flest ridser. Rotationen var nok 90%-10% i Cypress’ favør. De bløde universitetsdrenge fra Toronto kunne bare ikke hamle op med de hårdkogte, våbenforherligende rødder fra Los Angeles’ Southgate-kvarter.
Annonse
Cypress Hill var i 1990'erne på toppen af deres popularitet. Sammen med de irske festaber fra House of Pain, og de solbeskinnede skørtejægere fra Funkdoobiest var gruppen de mest markante medlemmer af det løst sammenknyttede musikkollektiv Soul Assassins, der til sammen skabte et folkeligt univers af skumle værtshuse, lavtliggende cabrioleter, kurvede kvinder og mikroterritoriale kampe på støvede gader i udkants-Los Angeles.
Men Cypress Hill stod vel nok for det mest ekspressive lydbillede i kollektivet. Rapperne B-Real og Sen Dog supplerede hinanden som en skæv rotte og en olm, ikke alt for kvik bulldog, og producer DJ Muggs sørgede for de cannabinol-dryppende samples, dunkende beats og tunge basgange. Desuden profilerede Cypress Hill sig med en specifikt latinamerikansk identitet, der kom til udtryk gennem vokabulariet (det var dem, der lærte mig, hvad loco betyder) og en aggressiv stolthed.
“Step back, punk, cause im a latino/what I bring, though, is the hard core lingo,” rappede B-real på nummeret ‘3 Lil Putos’ (3 små trækkerdrenge), en historie, der ender med, at tre ballademagere må tage benene på nakken, fordi vores fortæller tager sin Glock kaliber 45 frem og fyrer varselsskud efter dem.
Og jeg åd det råt. Jeg havde aldrig selv været i så meget som en slåskamp – og har det til dato til gode. Måske var det derfor, det var så lyksaligt at lade sig teleportere væk fra dansk stil ved skrivebordet på Frederiksberg til et røgblåt Californien, hvor fuckfingre og pistoler viftede om kap med joints.
Som der stod i et interview, jeg dengang læste med gruppen i magasinet The Face:
”De ryger dem virkelig i samme tempo, som vi andre ryger cigaretter.”
Annonse
Hvor der er mere til næsen i de seneste års trap-lyrik, tilbad mange hiphoppere, for eksempel Snoop og Dre, tjalden, dengang i 1990’erne. Men Cypress Hill prædikede cannabis-evangeliet endnu ivrigere, som var de rastafarier, med numre som ’Legalize It’ og ’I Wanna Get High’.
På det sidste opfordrede de mindeværdigt ’Bill Clinton to go and inhale’, efter at den amerikanske præsident havde påstået, at jo, han havde da prøvet den fede som ung, men han havde aldrig trukket røgen ned i lungerne. Og den eneste kvinde i deres tekstunivers var Mary Jane – den smækre marijuana, der med garanti gjorde B-real godt tilpas.
Jeg havde endnu ikke røget min første joint. Og jeg tilhører nok minoriteten af Cypress-fans, der aldrig har suget bong akkompagneret af hymnen ’Hits from the Bong’, den med det psykedeliske Dusty Springfield-sample fra ’Son of a Preacher Man’. Men rygerkulturen var en tillokkende klub. Mystisk og frigjort, med løfter om underholdende syner og kreativt flow. Altså, de var jo megabaskede, de der fyre, men åbenbart stadig i stand til at skabe kunst, ikk’?
Samtidig var en håndfuld selvudråbt sindssyge machomænd med pistoler måske ikke lige det selskab, man havde lyst til at gøre sine første erfaringer med stoffer i. I det hele taget lå etikken langt fra min ansvarsfulde opdragelse og miljøet langt fra min opvækst i Rap-sko (altså de fodformede) på privatskolen og villavejen, og min mor må have undret sig, når jeg en gang imellem forlod mit værelse, og B-Reals paranoide, heliumtonede udbrud svævede gennem døråbningen.
Men de var netop den ventil til dagligdagens gode, pligtopfyldende opførsel, som jeg havde brug for. Og jeg var ikke den eneste.
'Black Sunday' debuterede som nummer et på Billboards liste, og den rakte straks sine tatoverede arme langt ud over kernepublikummet og kunne herhjemme høres fra popdrengenes beklædningstempel ’Deres’ på Strøget til de læderfrakkeklædte finske drukpunkeres lejr på Roskilde Festival.
De, der er lidt ældre end jeg, og som havde dyrket Cypress Hill fra deres selvbetitlede første plade, synes muligvis, at rapperne gik pop på ’Black Sunday’. Vi, der endnu ikke havde den store bevidsthed om, hvad der var real og sell out, elskede den for dens hits og dens tilsyneladende genuine lovløshed.
Annonse
’Black Sunday’ knyttede alle verdens rygere sammen til et broderskab – også os, der mere var det i ånden end i virkeligheden og kastede op, hvis mixet blev for stærkt – på samme måde som alle med en snert af venstreorienteret oprørskhed dengang købte ind i Rage Against the Machines metal-protest.
Og det er ikke så mærkeligt, at B-Real, efter mange år med sløjt sælgende Cypress Hill-udgivelser, sidste år fandt sammen med tidligere Rage-musikere i rap-rockgruppen Prophets of Rage. Konstruktionen, der også involverede Public Enemy-medlemmer, lugtede lige så meget af økonomisk malkning af fortidens nostalgi, som festkonceptet ’Vi Elsker 90’erne’.
Men det skal vi ikke lægge Cypress Hill anno 1993 til last. Den gang havde B-Real og gutterne bare appetit på et mørkt lydspor, et ordentligt hoved og noget rav i den. Det havde vi, der lyttede, også.
