En underspillet Kevin Spacey har tag i sit publikum fra første sætning i sin takketale, da han for rollen som den deprimerede familiefar Lester Burnham i ’American Beauty’ modtager karrierens anden Oscar. Grinene forstummer lige efter, da den smokingklædte Oscar-vinder, tydelig rørt, sender en hyldest til sin mentor og faderfigur Jack Lemmon, som døde tidligere samme år.
Den firskårne skuespiller med de høje tindinger og de dybe furer i kinderne taler videre om sine venner, sine fejl og om, hvor godt Sam Mendes har skruet manuskriptet til filmen sammen.
Undskyld, Alan Ball,” skynder Spacey at korrigere sig selv. Og han får grinene til at rulle videre, da han tilføjer: ”Men det føles, som om han (Mendes, red.) kunne have skrevet det.”
Publikum ved aldrig helt, hvor de har Kevin Spacey denne aften i 2000. Og kort tid efter forsvinder han helt ud af Hollywoods synsfelt. Han vil til London og lave noget andet.
”Jeg elsker angsten ved usikkerheden,” forklarer Kevin Spacey om sceneskiftet, da Euroman møder ham 14 år senere i netop London.
”At det muligvis er noget værre lort, og det måske kommer til at tage noget tid, før du bliver god til det, men at du kommer igennem det, og du ikke dør af det. Det er så spændende, fordi det får dig til at leve.”
Netop samme år som Oscar-uddelingen melder Kevin Spacey sig ud af Hollywood. En nat klokken to i et diset London er skuespilleren vågen og går ud i byens gader. Han prajer en taxa uden at vide, hvor han vil hen. Ikke før taxachaufføren spørger.
Kort tid efter står han på kanten af Themsen og kigger op mod betonbygningen, som huser The National Theatre, og tænker på, hvor Laurence Olivier, historiens førende Shakespeare-skuespiller og -instruktør, var i sin karriere, da han besluttede sig for at etablere det. Kevin Spacey går de fem blokke ned mod The Old Vic.
Han sætter sig i parken ved Waterloo Road, hvorfra han kan se den monstrøse teaterbygning med de brunlige mursten, da en tanke slår ham.
”Du sidder jo i den komité, der skal finde en ny kunstnerisk direktør. Du burde da selv gøre det,” har han siden fortalt til lokalavisen Ham & High.
”Mange mennesker mente, at jeg var out of my fucking mind. Men der har været mange situationer, hvor folk har haft en forventning om, at jeg var på vej i én retning, men hvor jeg gik i en anden,” siger den i dag 54-årige Kevin Spacey med sin dybe fortællerstemme.
Han rejser sig fra stolen i hotelværelset for at vise retningsskiftet ved at vende sig 90 grader. Han måtte gå ud ad en ny vej, og det havde været hans drøm at drive et teater, siden han som 15-årig begyndte at interessere sig for skuespil.
”Og jeg ville ikke bruge 10 år på at lave film for pengenes eller prestigens skyld. Jeg ville ikke ende med at lave film, som ikke burde være lavet.”
Kevin Spacey indvier teaterbestyrelsen i sine tanker. Og får posten, som han dog først har mulighed for at besætte et par år senere. I det mellemliggende år er der rygter om, at det gamle teater skal lukkes og omdannes til stripbar eller bankohal, og den amerikanske skuespiller bliver rådet til at droppe tanken om teatret. Men han holder fast: Han vil dele ud af sin erfaring, ikke kun tænke på sig selv. Og straks han er tiltrådt og befinder sig selv alene med en producer og en telefon i et omklædningsrum i The Old Vic, slår det ham, at opgaven ikke er så let, som han havde regnet med.
”Jeg havde jo aldrig drevet et teater før. Jeg havde ikke engang drevet en bygning før. Og jeg var nok ikke helt klar over, hvad det krævede, før jeg var midt i det,” som han siger i dag.pacey og teatret er fra begyndelsen også skydeskive for voldsom kritik.
The New York Times’ teaterkritiker Nicholas de Jongh kritiserer direkte Spaceys person og opfordrer ham til at træde tilbage efter en skandaløs opførelse af ’Resurrection Blues’. Sidst i spilleperioden er tæt på halvdelen af de 1.000 sæder tomme. Stykket tages af en uge før tid.
”Endnu et fejlskud kan føjes til Spaceys katalog på The Old Vic,” sammenfatter The Independent.
Kevin Spacey er overbevist om, at pressen kun bruger hans navn for at sælge aviser. Han satser langsigtet. Han har for nylig udtalt, at han forventer at efterlade sig en fond på 20 mio. pund, når han efter 2015-sæsonen stopper som chef for teatret, der i dag er et genetableret fikspunkt i West End.
Han gennemstod angsten ved usikkerheden. Den nemme vej har aldrig tiltalt ham, understreger han i London.
”Jeg er aldrig sådan: ’Yeah!’,” brummer han dybt, mens han knipsende simulerer en gangbevægelse i overlegen stil med skæve italienske øjenbryn. ”Hvor sjovt ville det være?”
Kevin Spacey, eller Kevin Fowler, som han hed dengang, bliver heller ikke vist ud ad den nemme vej, da han i 1959 fødes i New Jersey, USA. Faderen bliver ofte fyret, og familien flytter Staterne rundt. En tilværelse, Spacey siden har omtalt som en fordel i forhold til at være i det ligeledes rodløse skuespillerliv. Da familien endelig slår sig ned i San Fernando Valley i Californien, gør han som 10-årig oprør mod sin familie.
”Jeg var vred, havde intet fokus og var ikke interesseret i noget som helst,” fortæller han til magasinet Fade In i 2010. Kevin Fowlers oprør kulminerer, da han brænder lille-søsterens legehus ned til grunden i baghaven og som straf sendes på militærskole. Her opholder han sig i et år, inden han klapper en medstud-erende ned med et bildæk og bliver smidt ud.
Kevin Fowler skiller sig ud fra mængden. Han vælger en anden high school end sine klassekammerater, og som 18-årig skifter han igen skole for at modtage dramaundervisning af en lærer, han er fascineret af. Han skifter Fowler ud med sin mors efternavn, Spacey, og forsøger sig som komiker. Først med standup, siden også ved at imitere kendte personer.
Men den nu 19-årige Spacey vil mere med skuespillet. Han lader sig overtale af Val Kilmer, som han har mødt til dramaundervisningen, til at begynde sammen med ham på Juilliard, den anerkendte skole for udøvende kunst på Manhattan i New York. Et af yndlingsfagene er mask class.
”Der ligger 25 masker på et bord,” fortæller Spacey, mens han i jakkesæt begynder at bevæge armene og dernæst benene i tilfældige retninger uden at rejse sig fra stolen.
”De har hvert sit udtryk. Når du tager dem for ansigtet, og du står foran spejlet, ser du ikke længere dig selv. Det er utrolig befriende. For når du ikke længere ser dig selv, bedømmer du heller ikke dig selv. Og pludselig kan du begynde at gøre ting med din krop, som du ikke kunne gøre, hvis masken ikke var der.”
Kevin Spacey gennemfører ikke Juilliard. Han er for rastløs. Og han er uden agent og uden penge. Ud over seks linjer i et Shakespeare-stykke kigger han langt efter rollerne. Han får et kontorjob hos instruktøren Joe Papp, men han bliver fyret, da Papp ser ham i et stykke langt fra Broadway: Han har talent, og han skal i gang med at folde det ud.
Fire måneder senere sidder Joe Papp på forreste række, da Kevin Spacey første gang optræder på Broadway. Han gør sig oftere og oftere bemærket på teaterscenen, ligesom han begynder at lave tv. Særligt serien ’Wiseguy’, som kører fra 1987 til 1990, giver Spacey opmærksomhed.
I 1991 træffer han en beslutning om at bruge det næste årti på at opbygge et navn i filmbranchen. Det helt store gennembrud kommer i 1995 med filmen ’The Usual Suspects’. Spacey spiller den forkrøblede Roger ’Verbal’ Kint. Rollen giver Kevin Spacey sin første Oscar i 1996.
Fire år senere forlader han Hollywood.
I dag er Kevin Spacey stærkt tilbage i det brede publikums bevidsthed. I 2012 beslutter Kevin Spacey og instruktør David Fincher, at de for første gang vil lave noget sammen siden filmen ’Seven’, hvor Spacey spiller seriemorderen John Doe.
Muligheden opstår, da streamingtjenesten Netflix giver makkerparret carte blanche til at lave en serie, præcis som de gerne vil, og med et af de største budgetter til en tv-serie nogensinde. De får samtidig besked på, at selskabet ikke behøver at se et pilotafsnit.
Resultatet bliver ’House of Cards’, hvis anden sæson har premiere lige efter interviewet i London.
”Jeg synes, man har set utallige shows, hvor tv-direktørerne har haft fingrene i bolledejen og ødelagt en god serie. Jeg siger ikke, at Netflix helt har blandet sig udenom, men de har givet de kreative plads, og det gør fortællingen mere individuel og interessant,” fortæller Kevin Spacey.
Han taler om, at serien om Washington-powerparret Frank (Spacey) og Claire Underwood (Robin Wright) er blevet en succes, fordi den udbydes i et medie, der giver seerne kontrollen: De kan selv vælge, hvornår de vil se den. Men frem for alt handler det om indholdsmæssig kvalitet.
”Jeg er målløs over, hvor elendige mange af de serier, der bliver kæmpesucceser, rent faktisk er. Så jeg bliver altid overrasket, når en god serie klarer sig godt,” siger han med henvisning til ’House of Cards’.
Den amerikanske skuespiller vender i interview tilbage til især én læresætning. Den kommer fra hans mor og lyder: ”Skat, hvis du er heldig nok til, at en af dine drømme går i opfyldelse, skal du sørge for at have en ny.”
Hvad Kevin Spaceys næste drøm er, vil han ikke fortælle. Når man spørger, hvad han arbejder på i øjeblikket, svarer han blot:
”Mit tennisspil.”
