Ind i mørket med Knud Romer

Knud Romer bevæger sig rundt på scenen med dansende, let fjedrende skridt omgivet af mennesker til alle sider. De fleste publikummer står, andre har sat sig på trappetrinnet op til scenen, fordi det kniber med pladsen. De er kommet for at se forfatteren, debattøren og radioværten, der taler, som om han er kommet løbende til arrangementet og har en masse, han skal nå at sige, inden nogen tager mikrofonen fra ham.

Knud Romer er klædt i grå blazerjakke, hvid skjorte og lædersko. Der er slidt hul på jakkens venstre albue, men han har ikke opdaget det. Eller også er han ligeglad. Han er en mand, der lever af at tænke, tale og skrive. Han kan holde to timers improviseret foredrag om tysk eksistentialisme, men en vaskemaskine kan han ikke betjene. Skruer han en ny pære i loftslampen, ødelægger han fatningen og tænder stearinlys i stedet.

Her på bogmessen i Bella Center en eftermiddag i november 2019 får publikum det, de er kommet for.

Knud Romer har stået på en scene før. Efter hundredvis af optrædener i aviser, på biblioteker og i menighedshuse har hans livsfortælling fundet sin endelige, underholdende form som en perlekæde af skarpt slebne anekdoter, leveret med tempo og timing, halvt råbende, halvt syngende, som en stand-up-komiker med et hjemmebibliotek, der er større end gennemsnittet.

Lige nu filosoferer Knud Romer over menneskets særlige evne til at fortælle historier og danne mening i en verden af kaos. Det er kernen af at være til.

”Vi lever vores liv gennem de historier, vi fortæller,” siger han. ”Fortællingerne giver os et mål, mening og retning. Vi er alle sammen omvandrende romaner.”

Da klapsalverne har lagt sig, går Knud Romer hen og sætter sig ved et bord for at signere bøger. Han stiller sit glas med champagne ved siden af en stabel eksemplarer af sin roman nummer to, ’Kort over paradis’.

”Hvor er I søde,” siger han til køen af læsere.

Han læner sig ind over bogen og gør sig umage med at skrive en personlig hilsen. Hver gang han er på bogmesse, udvikler han en lille knold af brusk på siden af højre langfinger, fordi han trykker pennen hårdt ned i papiret, når han signerer bøger. Han skriver hilsener til Winnie, Bente, Ida, Kirsten, Annie, Marianne og Rebecca, som er halvt iraner, og som derfor, lover han, vil finde bogen særligt interessant, der hvor handlingen foregår i Mellemøsten.

Den næste i køen er Ellen.

”Jeg har læst den første med stor fornøjelse,” siger hun. Nu skal hun i gang med ’Kort over paradis’.

”Jeg håber ikke, du bliver skuffet,” siger Knud Romer.

”Den starter ligesom den første, og så bliver den meget anderledes. Jeg var faktisk lidt bange for jer ældre damer, fordi jeg tænkte, at der er så meget porno og stoffer og hærværk i den her, at jeg mistede jer. Men det gør jeg ikke, fordi I kommer tilbage og siger: ’Knud, det kan ikke blive frækt nok.’”

En anden læser beklager, at Knud Romers mangeårige radioprogram ’Romerriget’ lukker sammen med Radio24syv.

”Jeg håber, programmet kommer op at køre igen,” siger hun.

”Det var en nydelse.”

”Det var det også for mig,” svarer Knud Romer.

”Jeg har stået der med brækspand, diskusprolaps, hjernerystelse og midt i en skilsmisse. Jeg har ikke skulket én gang på otte år.”

Da den sidste læser er gået, har Knud Romer en halv times pause, inden han skal videre til næste programpunkt. Han går ud for at ryge og være alene et øjeblik. En medarbejder fra forlaget hjælper ham med at finde udgangen. Knud Romer har grøn stær. Han er blind på højre øje og har nedsat syn på venstre. Da han stod på scenen, opløste menneskevrimmelen sig til flimmer. Hans syn er så dårligt, at han frygter, det er væk om et år. Men her og nu, midt i sit travle bogmesseprogram, skubber han tanken væk.

Da han er kommet udenfor, fisker han en dåse med pibetobak op af jakkelommen. Tobakken er af mærket Paul Olsen nummer 100. Knud Romer er så god en kunde, at tobaksfirmaet har lovet at opkalde tobakken efter forfatteren, den dag han dør.

”Kan du se det for dig. Jeg ryger mig tættere og tættere på udødeligheden,” siger han med gul røg bølgende ud af munden.

Han er udmattet oven på sin optræden. Og glad.

”Hvis du stiller dig op på en scene, er du nødt til at give noget. Du skal give noget. Selvoptagede forfattere, der står og taler ned i en hat og gokker den af og snakker om sig selv, mister meget hurtigt deres publikum. Når jeg står på scenen, river jeg indvoldene ud af mig selv. Når publikum giver mig et bifald, træder jeg et skridt tilbage og bukker og giver bifaldet tilbage, hvor det kommer fra. Du må aldrig beholde bifaldet, så er du et selvoptaget røvhul.”

Det er en ensom gerning at være forfatter. Det kræver selvdisciplin, sitzfleisch, som tyskerne kalder det, evnen til at blive siddende, ignorere lysten til overspringshandlinger og blive færdig. Da ’Kort over paradis’ udkom i 2018, havde Knud Romer arbejdet på romanen i 12 år. For ham er de positive anmeldelser kun den ene del af belønningen, den anden del er mødet med læserne.

”Bogen har næsten kostet mig livet at skrive. Nu giver læserne mig livet tilbage ved at læse den.”

Bagefter, når klapsalverne er forstummet, og folk tager hjem fra bogmessen en oplevelse rigere, står Knud Romer tilbage med sit liv, som er det samme som før, med de samme bekymringer og tanker, som gør ham urolig. Som forfatter er han udkommet i flere lande, men succesen er ikke gratis, hverken for Knud Romer eller for de mennesker, som er tættest på ham. I 18 år har han været gift med Andrea, som er violinist i Radiosymfoniorkestret. Men de seneste mange år har Knud Romers livsstil som forfatter tæret på ægteskabet, og nu er Andrea flyttet med parrets to døtre på 11 og 13.

Skilsmissen har kastet Knud Romer ud i et tomrum, der er så stort, at han ikke ved, hvordan han skal finde rundt i det.

Han bakker lidt på piben.

”Hvis der skulle rejse sig en skov af bifald, står jeg tilbage som et hult, udbrændt træ.”

Et par uger senere åbner Knud Romer døren ind til sin herskabslejlighed i Toldbodgade i det centrale København. Han viser ud i køkkenet, henter mælk i køleskabet og tænder for kaffemaskinen. Han betragter kaffen løbe ned i koppen uden at sige noget. På bordet står tallerkener, bestik og kopper og venter på at blive vasket op. Han har spist en croissant her til morgen, men har givet op halvvejs. Da kaffen er klar, går vi ind gennem spisestuen med klaveret og mahognimøblerne fra barndomshjemmet og videre ind til et værelse, der ser ud til at fungere som en blanding af bibliotek, soveværelse og stue.

Her er bøger allevegne, på hylder og i stabler på gulvet. Oven på bogskabet står en terrin af porcelæn, og ved siden af den ligger en sort bowlerhat. På en stol ligger en bunke tøj og venter på at blive sorteret. De forløbne dage har Knud Romer rejst rundt i landet og fortalt om sit liv. Han har holdt foredrag på Nationalmuseet om Tysklands kulturelle indflydelse på Danmark, han har været med til at arrangere koncert i Skt. Petri Kirke, og så er han kommet til skade.

Forleden eftermiddag skulle han en tur i kiosken på hjørnet og hente cola. Knud Romer er storforbruger af Coca-Cola, sort champagne, som han kalder det. Han gik i sine egne tanker med hurtige skridt i vintermørket og så ikke skiltet på fortovet. Med fuld kraft bankede han hovedet ind i jernskiltet og gik fortumlet rundt blandt forbipasserende på Toldbodgade med blodet fossende fra en flænge over venstre øje. En kvinde så optrinnet og ilede hen for at hjælpe. Der blev ringet efter en ambulance, som aldrig kom. I stedet blev Knud Romer hentet af en Falck-mand i en kassevogn, men chaufføren kunne ikke finde skadestuen, så turen endte på Rigshospitalet, hvor en sygeplejerske tog sig af den blødende Knud Romer. Nu sidder stingene bag et gennemsigtigt plaster over venstre øje med små plamager af størknet blod.

Det er svært at referere en samtale med Knud Romer, hvor man ordret gengiver hans tanker i kronologisk rækkefølge. De jager snarere hinanden rundt på scenen som medvirkende i et teaterstykke af Strindberg. Nogle idéer hænger sammen og forklarer sig selv, andre tanker afløser hinanden uden nogen umiddelbar sammenhæng for andre end Knud Romer, og man må selv danne forbindelsen. Historien om mødet med skiltet har således flere sidespor, og vi når også en tur forbi John S. Pemberton, der opfandt Coca-Cola til medicinske formål, og om dengang Knud Romer skrev en kærlighedserklæring til læskedrikken og modtog et rør med posten som tak fra sodavandsvirksomheden: I røret lå en rød dåsecola med påskriften ’Share a Coke with Knud’.

”Det eneste eksemplar i verden,” siger Knud Romer. Han har vundet mange priser i sin tid i reklamebranchen, men dåsecolaen er den eneste, han har gemt. I dag står dåsen oven på bogskabet i stuen.

Knud Romer maler på et bredere lærred end de fleste. Han oplever verden i stærke farver og har en evne til at beskrive det, så det sætter sig i læseren. Sune de Souza Schmidt-Madsen er redaktionschef for skønlitteratur på forlaget Lindhardt og Ringhof, og han arbejder som Knud Romers redaktør. Han beskriver Romer som en følsom mand, en loyal ven og et generøst menneske.

”Han lever nogle følelser igennem, som vi alle sammen kender, men han lever dem voldsommere end os andre. Da Knuds far blev dement og døde, mærkede Knud det, så han nærmest besvimede. Han beskriver levende, hvordan det er at stå i sit barndomshjem og opdage, at alle de ting, som engang havde en værdi, de er lige pludselig blevet til ting. Det mærker han meget intenst, så intenst, at når han genfortæller det, er det lige før, jeg begynder at tude.”

Sådan har det ikke altid været. I mange år følte Knud Romer, at ingen gad lytte til ham. Han voksede op i Nykøbing Falster efter anden verdenskrig som enebarn af en dansk far og en tysk mor. Knud Romer var en tænksom dreng med vandkæmmet hår og butterfly. Blev han stukket af en myg, skrev han et digt om, hvordan hans blod fik vinger og blev ét med naturen. I skolen blev han chikaneret af de andre børn, og hans mor blev kaldt en Hitler-kælling af byens handlende. Endnu i dag omtaler Knud Romer konsekvent sig selv som outsider, en provinsbominoritet og et tyskersvin. Som ung sendte han sine digte med posten til forlagene i København, men gang på gang blev hans manuskripter afvist. Han læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet og kunne ikke blive færdig. Efter 17 års studier havde han endnu ikke sat det sidste punktum i sin afsluttende opgave. Men studierne var ikke spildt. Knud Romers sprogøre var guld værd i reklamebranchen, hvor han blev ansat i sit første job som 36-årig.

”Reklamebranchen blev min redning. Jeg kom ud i virkeligheden. Lærte at sætte punktum. Mit første slogan var til en kontorforsyningsvirksomhed: ’Vi har det hele til kontoret, og lidt til, hvis det hele bliver for meget.’”

På få år arbejdede Knud Romer sig til tops i reklamebranchen, og der var fester og kokain i lange baner. Iført lyserød flæseskjorte og lyseblåt jakkesæt udviklede han kampagner for kunder som B&O, Bodum og Lundbeck, budgetterne var store i årene før finanskrisen, og han belønnede sig selv med håndsyede italienske Berluti-sko til 12.000 kroner, som ifølge traditionen skal pudses i Dom Pérignon champagne. Men som årene gik, kørte han sur i sin metier, lagde sig ud med sin branche og blev fyret.

”Jeg gik fra at tjene halvanden million om året til at være timelærer ved HTX i Kastrup til 138 kroner i timen. Jeg stod op klokken halv syv om morgenen og kørte derud. Velkommen til det virkelige liv. Jeg skulle starte helt forfra.”

Det var på det tidspunkt, at Knud Romer besluttede sig for at skrive den bog, han længe havde talt om. Hans kæreste, Andrea, bakkede op om projektet.

”Hun kunne ikke holde ud at se på en desillusioneret mand. Hun sagde, at jeg enten skulle forfølge drømmen eller vågne af den.”

I romanen ’Den som blinker er bange for døden’ beskriver Knud Romer opvæksten i en socialt isoleret familie i Nykøbing Falster. Som dreng søgte han ind i sit eget fantasifulde univers for at overleve i en familie, der levede i sorg, angst og vanvid. Bogen ender med, at hovedpersonen begår selvmord med en håndgranat.

Knud Romers slægtsfortælling udkom i 2006 og gjorde den 46-årige forfatter til en øjeblikkelig attraktion.

”Jeg rev mig selv op med hårene. Det var do or die. Hvis romanen ikke var blevet til det, den var blevet, så aner jeg simpelthen ikke, hvad der var sket.”

Bogen indbragte ham landets fineste, litterære hædersbevisning, De Gyldne Laurbær. Og dermed var det ikke slut. En dag ringede telefonen. Det var en redaktør fra Insel Verlag i Frankfurt, ’gudernes forlag’, som Knud Romer kalder det. Det tyske forlag har tidligere udgivet Herman Bang, I.P. Jacobsen og H.C. Andersen.

Knud Romer ventede på beskeden med tilbageholdt åndedræt.

”Romanen var en sølvkugle, jeg havde slebet i mit hjerte hele mit liv. Jeg puttede den i pistolen, lukkede øjnene og sigtede mod Insel Verlag, og så trykkede jeg hele mit liv af. Det var alt eller intet. Da telefonen ringede, tænkte jeg: ’Knud, du har ødelagt hele dit fucking liv på en umulig drøm. Det vil aldrig være godt nok, du er en idiot. Det er afgrunden, der åbner sig.’ Og så sagde de tillykke. De ville udgive mig som den første levende dansker.”

Han ryster stille på hovedet.

”Det var fortryllende. Det var Gud, der smilede.”

Som traditionen foreskrev, blev Knud Romer ved udgivelsen i Tyskland lukket ind i forlagets bankboks. På reolerne i boksen står en førsteudgave af samtlige bøger, forlaget har udgivet. Knud Romer satte sin signerede bog på hylden.

”Så lukkede bankboksen, og jeg var en del af tysk litteratur. Jeg tænkte: ’Det her er mit største gate crash.’ Jeg har aldrig været inviteret, aldrig. Jeg har inviteret mig selv.”

Knud Romer – kort fortalt

Han blev født i 1960 og voksede op som enebarn i Nykøbing Falster med en dansk far og en mor, Hildegard Voll, der nedstammede fra den tyske landadel. Han blev student fra Nykøbing Katedralskole og studerede siden litteraturvidenskab på Københavns Universitet uden dog at afslutte eksamen. Han søgte ind i reklamebranchen, hvor han arbejdede sig op til en stilling som kreativ direktør med store danske virksomheder som kunder.

I 1998 medvirkede han i Lars von Triers ’Idioterne’ i rollen som reklamemanden Axel. Han debuterede som romanforfatter i 2006 med den selvbiografiske ’Den som blinker er bange for døden’. I 2018 fulgte hans anden roman, ’Kort over paradis’.

I 2014 udgav Knud Romer i samarbejde med billedkunstneren John Kørner bogen ’ABC’ med rim og billeder. Bogens vers er blevet opført som koncert i samarbejde med komponisten Bent Sørensen.

I Danmark solgte romanen 200.000 eksemplarer og sikrede Knud Romer en millionindtægt. Pengene gjorde, at han kunne hellige sig et liv som forfatter på fuld tid, sådan som han altid havde drømt om. Men om livet som forfatter har gjort ham til et lykkeligere menneske, er ikke så let at svare på. Knud Romers anden roman, ’Kort over paradis’, begynder der, hvor den første roman slutter, og følger Knud Romer som ung mand i København, på kanten af en deroute. Romanen var tre gange så lang som debutromanen og flettet sammen af et virvar af historier, og den skulle vise sig at være sværere at færdiggøre, end han havde regnet med. Knud Romer var i mellemtiden blevet far til to døtre og havde svært ved at finde tid til at fordybe sig i skriveprocessen. For at få ro sad han i køkkenet og skrev fra klokken 22 om aftenen til 6 om morgenen på en cocktail af hvidvin og marijuana. Andre dage sad han i sommerhuset i Kragevig på Sydsjælland, et stråtækt fiskerhus for enden af et hjulspor, omgivet af træer og marker.

Bogen trak ud. Som årene gik, slap pengene fra debutromanen op. I efteråret 2017 havde Knud Romer oparbejdet en restskat på 250.000 kroner. Han havde skrevet på romanen i 11 år. Det var afgørende for familiens økonomi, at han blev færdig inden årets udgang, så han kunne få sit forskud og betale gælden.

”Jeg skrev som en besat med tunnelsyn, mens tingene ramlede fuldstændig omkring mig. Min kone kunne ikke acceptere en mand, som var fuld og skæv og gik i seng klokken 6 om morgenen, dag efter dag. Vi skændtes mere og mere.”

I midten af december 2017, efter en hæsblæsende slutspurt, afleverede Knud Romer et 700 sider langt manuskript til sit forlag, Lindhardt og Ringhof. Han fik en halv million i forskud. Den ene halvdel gik til skat, den anden halvdel gik til at betale restskat. Familiens økonomi gik i nul. Men ægteskabet havde lidt et knæk. Andrea ville skilles.

”Hun havde været træt af mig i 10 år. Jeg blev mere og mere desperat, og hun blev mere og mere vred. Det er en frygtelig kombination. Den ene trækker sig, den anden bliver mere og mere tryglende, jamrende og tiggende. Jeg mødte direktøren fra ZDF, han havde en smuk kone i forhold til sit eget udseende. Han sagde: ’Knud, a happy wife is a happy life.’ Det skulle jeg have tænkt på lidt før. Men jeg troede, at det, jeg gjorde, var til glæde for alle. Det var det så bare ikke.”

Er der noget, du ville have gjort om?

”Er du sindssyg.”

Ville du have droppet bogen?

”Nej, men jeg ville have gjort det på en anden måde, indrettet mig på en anden måde. Men det er måden, jeg altid har skrevet på, om natten med raketbenzin i blodet og en højstemt lyrisk pirringstilstand, hvor jeg skriver med pikken i stikkontakten. Det er så fortættet, så højspændt, den metaforiske konstruktion er så kompleks, at jeg ikke må blive forstyrret.”

I foåret 2018 kunne man møde Knud Romer på gaden i krøllet tøj og med pjusket hår og med nogle få personlige ejendele i en rullekuffert. Han sov på sofaen hos venner og bekendte, mens han færdigredigerede manuskriptet til sin roman. Det var på det tidspunkt, at Knud Romer opdagede, at der var noget galt med hans syn. Forandringerne viste sig i det små. Han bemærkede, at lysene om natten skinnede unaturligt kraftigt, men han tænkte, at han ikke er den eneste, der har svært ved at se i mørke. Han havde svært ved at læse. I de sidste uger inden deadline redigerede han sit bogmanuskript i døgndrift. Han havde arbejdsdage på 18 timer. Den eneste næring, han fik, var matadormix og cola. Da Knud Romer sad med sin stak af manuskriptsider, opdagede han, at han havde svært ved at finde rundt i sine rettelser skrevet med blyant. Ordene flimrede for hans blik. Han måtte sætte æselører for at orientere sig i sit manuskript. Om natten kunne han næsten ikke se noget, når han begav sig uden for. En aften sad han i sin bil i skoven tæt på sommerhuset i Kragevig. Det regnede, den smalle skovsti var smattet, og pludselig befandt bilen sig i grøften. Han åbnede døren, kravlede ud, og med ét stod han i mudder til knæene. Snart stod han inde mellem træerne og mærkede angsten komme brusende op gennem kroppen. Han var faret vild.

”Jeg kunne ikke se en hånd for mig. Jeg var fuldstændig panisk. Jeg så et lille lys langt væk og tænkte, at det var skovridderen, så jeg gik efter lyset, mens jeg råbte om hjælp. Der gik noget tid, så kom de med en stavlygte.”

Da Knud Romer kom tilbage til København, fik han en tid hos øjenlægen.

”Jeg sad i venteværelset mellem gamle mennesker. De var glade, de havde haft grå stær og sagde: ’Det er ingenting, det er en laseroperation, der tager 20 minutter. Så er verden ikke leverpostejsfarvet mere.’ Jeg kom ind til undersøgelse og mødte en læge, der var en gravsten af klinisk distancering. Han var fuldstændig kold. Han kiggede på mig og sagde: ’Den er rent gal, du har medfødt grøn stær, som har været udiagnosticeret. Alle dine synsnerver i højre øje er døde, du har meget lidt i banken i det venstre.’ Jeg sagde, at det kan man vel operere. ’Nej, det kan man ikke. Døde synsnerver er døde synsnerver, de kan ikke komme tilbage.’ Lægen gav mig nogle øjendråber, to forskellige slags, med besked om at dryppe mine øjne tre gange i døgnet. ’Held og lykke med at indrette dig i dit nye liv,’ sagde han. Jeg sagde: ’Jamen, bliver jeg blind?’ ’Ja.’ ’Jamen, hvornår?’ ’Det kan man ikke sige, der er ingen prognose.’”

Knud Romer forsøgte chokeret at ryste samtalen af sig. Her og nu havde han travlt med sin roman. Efter en opslidende redigeringsproces blev ’Kort over paradis’ sendt til tryk i juni, og dermed var bogen ude af Knud Romers hænder. Dagen efter kom reaktionen. I stedet for at føle lettelse mærkede han et ubehag skylle gennem kroppen. Efter flere års arbejdsraseri, skænderier og et eskalerende forbrug af hash og alkohol ramte angsten ham som en lastbil. Knud Romer krøb sammen på sofaen. Han rystede.

Privathospitalet Skovhus ligger i en gulkalket bygning i Nykøbing Sjælland, tæt på skov og strand. Sune de Souza Schmidt-Madsen parkerede bilen og gik med Knud Romer ind ad hovedindgangen. Med hjælp fra sin redaktør havde Knud Romer fået en aftale med stedets erfarne overlæge og psykiater, Bjørn Kaldan.

Schmidt-Madsen fortæller:

”Knud satte sig ned i to timer og fortalte alt, hvad der var galt i hans liv. Bjørn kiggede på ham og sagde så: ’Nå, ja, har du lyst til at være her lidt, Knud?’ Så faldt han til ro. På det tidspunkt var bogen planlagt til at udkomme om to uger. Jeg spurgte Bjørn, om vi skulle udskyde bogen. Det mente han ikke, var en god idé, for Knuds angst var så tydeligt forbundet med den stress og belastning, han havde følt, da han færdiggjorde bogen. ’Hvis I udskyder bogen, så forlænger I bare hans ophold her. Han kommer ikke til at falde til ro, før den bog er udkommet.’ Vi besluttede os for at gennemføre.”

Knud Romer blev indlagt med psykotiske symptomer, angst og paranoia.

”Jeg havde skyld, skyld, skyld. Over alt. Jeg kunne ikke tåle at se noget som helst i fjernsynet, uden at jeg blev angst. Jeg følte, at alt var én stor anklage. Jeg forestillede mig, at jeg havde gjort noget frygteligt. Alt var selvhenførende. Fordi overlægen tidligere havde været chefpsykiater på Sikringen for kriminelle sindssyge, troede jeg, at jeg var havnet på en sikringsafdeling, fordi jeg havde begået en frygtelig forbrydelse. Men jeg vidste ikke, hvad jeg havde begået, så jeg ledte efter årsager alle steder. Jeg var så rædselsslagen, at jeg vækkede nattevagten og sad og rablede for at finde ud af, hvad jeg havde gjort galt. Jeg frygtede, at jeg havde forgrebet mig på børn, at jeg havde slået mennesker ihjel, alt det værste. Der lå et puslespil på bordet, og jeg tænkte, at det er mig, der er et puslespil, der er gået i stykker. Jeg skal samle brikkerne til et billede, og når jeg ser billedet, så ved jeg, hvem jeg er, og hvad jeg har gjort.”

Bjørn Kaldan vurderede, at Knud Romer havde brug for angstdæmpende medicin, en lille dosis antipsykotisk medicin, sovemedicin og fred og ro. Som dagene gik, fik Knud Romer det bedre. Han modtog journalister på hospitalet for at lade sig interviewe om sin kommende bog.

”Det var en fuldstændig vanvittig lancering. Folk troede, at jeg var i gang med at pleje myten om den gale, geniale digter, der går med stråhat og bliver sendt på sanatorium. Andre mente, at det var Knud fra reklamebranchen, som var i gang med endnu et stunt.”

Han smiler blegt.

”Det var ikke noget stunt.”

Knud Romer blev udskrevet efter 14 dages indlæggelse. Kort efter, i juni 2018, udkom ’Kort over paradis’. Anmelderne skrev, at bogen var fabelagtig og bevægende. Berlingske gav den seks stjerner og skrev, at romanen fortjente at blive en moderne klassiker.

Det er blevet sen eftermiddag. Uden for vinduerne ligger Toldbodgade hen i stille mørke. Han har været i køkkenet og hente mere kaffe. Han sidder i sofaen med kroppen fuld af rastløs energi. Han læner sig tilbage, halvvejs liggende, mens han tænker over en formulering, inden han bøjer fremover og masserer sine lægge med pege- og tommelfingeren. Indimellem tjekker han sin mobiltelefon for at se, om der er besked fra Andrea. I december 2019 ligger parret endnu i forhandlinger om skilsmissen. I spisestuen ved siden af står et aflangt bord med hvid dug. Engang har der siddet en familie og spist sammen. I dag spiser Knud Romer alene, hvis han overhovedet får noget at spise. Det falder ham ikke let at være alene.

”Jeg kan godt lide ting, som er stabile og faste og gentager sig. Jeg er meget konservativ. Jeg gør altid de samme ting. Det er også derfor, at det er fuldstændig crazy, at jeg nu har ødelagt mit ægteskab. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad jeg skal gøre. Jeg har enormt stærke bindinger. For mig er ægteskabet lig med gentagelse, tryghed, inderlighed, intimitet, tosomhed. Jeg har aldrig haft ambitioner om at være Score-Kaj eller haft evnerne til det. Overhovedet. Jeg har tværtimod været genert.”

Som ung var han sådan en, der sad og snakkede og spillede musik til langt ud på morgenen, fordi han ikke kunne gå til biddet, fordi han ikke ville genere pigen, han ville ikke overfalde hende, fortæller han.

”Jeg fulgte hende ned til S-toget om morgenen, og lige før toget kom, spurgte jeg, om jeg måtte få et kys. ’Ja, det måtte du gerne have fået, hvis du ikke havde spurgt.’ Jeg har altid haft faste kærester. Hvis en pige er så sød, at hun kysser mig og går i seng med mig, så bliver jeg kæreste med hende og holder først op, når det er helt umuligt. Jeg har haft fem piger i mit liv. At være multipromiskuøs siger mig ingenting. Den med digteren og damerne, det er ikke mig. Jeg synes, det er fremmedgørende. Hvis du dater en masse piger, ender de med at blive ens. De bliver vilkårlige, og der er jo ikke den store forskel på den ene og den anden og den tredje og den fjerde. Jeg vil hellere have, at der er én, der er enestående for mig.”

Knud Romer går i seng alene, står op alene. Det bekymrer ham at skulle klare sig selv med et syn, der bliver svagere og svagere.

”Det er tit mænd, der ender på gaden, når de mister deres kone. Fordi det er hende, de lever for. Hun er derfor, de står op, derfor de arbejder, derfor de soignerer sig. Hun er deres motivation, deres mål og deres mening. Du skal bare fyres og blive skilt på én gang, så er risikoen for, at du går i hundene gigantisk. Vi lever kun i kraft af hinanden. Der skal ikke så meget til, før du sidder isoleret på randen af samfundet og ryger til bunds. Det kræver så meget vilje at holde sig oprejst alene. Jeg har ingen familie, ingen kolleger. Jeg har gode venner, men de har deres eget, de har travlt med kone og børn og job. Jeg lever på herrens mark. Jeg går gennem tilværelsen som en revne i porcelænet, omgivet af mennesker, som jeg optræder for.”

Da Knud Romer gik ind i vejskiltet forleden, var det ikke første gang, han kom galt afsted i det offentlige rum. I løbet af de seneste måneder er synet på hans venstre øje blevet gradvist dårligere. Sygdommen æder sig ind på ham, langsomt men sikkert, som en orm, der gnaver sig igennem et æble. 59 år gammel befinder Knud Romer sig på en langsom vandring fra den seende til den lyttende verden.

Manden, der har gjort det til sin levevej at observere, hvordan mennesker gebærder sig over for hinanden, er ved at blive frarøvet evnen til at se. Når han går blandt mennesker på gaden, trækker han hovedet bagud med et sæt, fordi han tror, han er ved at støde ind i nogen eller noget.

Forleden tog Knud Romer toget fra København til Odense. Han skulle holde foredrag om branding på Syddansk Universitet. At køre rundt i landet med offentlig transport er en særlig udfordring for ham.

På DSB-stationerne er der glasdøre alle vegne, og han kan ikke se forskel på, om de er åbne eller lukkede. Han farer vild på perronerne og registrerer først for sent, hvis toget skifter spor. Han er konstant bange for at komme for sent. Da han skulle til Odense, var toget tre kvarter forsinket på grund af et sporskifte, og allerede der var Knud Romers tidsplan ved at skride. Fra Odense Banegård tog han en taxa ud til universitetet blot for at opdage, at han ikke kunne blive sat af ved hovedindgangen, som var forvandlet til en byggeplads for den kommende letbane. Knud Romer var sent på den og kunne ikke få fat i arrangementets kontaktperson, som ikke svarede sin telefon. Han løb forvildet rundt i mørket og kunne ikke finde indgangen. Da han endelig fik fat i kontaktpersonen, viste det sig, at arrangementet var blevet flyttet til Kulturmaskinen i det centrale Odense. Da Knud Romer ankom, havde publikum ventet en time.

”Jeg løb direkte ind foran 300 mennesker og stod to timer og talte om branding. Bagefter, på toget hjem, var jeg fuldstændig ødelagt. Jeg kom hjem til en tom lejlighed og gik i seng.”

Han frygter, at der kommer en dag, hvor han ikke længere kan forsørge sig selv.

”Jeg har altid været selvbærende, selvforsørgende. Jeg vil ikke fremmedstyres, jeg vil ikke på kontanthjælp, jeg vil ikke på plejehjem. Jeg vil have mit hjem, jeg vil have min borg. Jeg vil have det sikkert og fint. Nu er jeg blevet invalid, og jeg kan ikke køre rundt selv. Jeg er overgivet til andres nåde.”

Knud Romer har altid haft en veldefineret historie om sig selv, om sin barndom og studietid og om sine år i reklamebranchen og sit liv som forfatter. Men med skilsmissen og det nedsatte syn har han mistet orienteringen i sin egen fortælling. Han ved ikke længere, hvor den fører hen.

”Min fremtid er fortid. Alt det, jeg stræbte efter at opnå, har jeg mistet stort set på én gang. I princippet har jeg mistet min kone, mine børn, min bil, min båd, mit sommerhus, min fremtid, min mulighed for at forsørge mig selv og mit syn.”

Han kan stadig skrive, endnu i hvert fald. Da han fik diagnosen fra øjenlægen, skrev han et digt: ’Den grønne stær har bygget rede i det, som var mit blik engang.’

På den lysende computerskærm sætter han skrifttypen op til dobbelt størrelse, og så går det lige akkurat. Han er i gang med sin tredje roman. Den hedder ’Katastrofernes orden’, og han har skrevet indledningen. Han har også skrevet en novellesamling med titlen ’Den svenske konges hemmelige marmeladeopskrift.’ Hvornår den udkommer, ved han ikke.

”Jeg tilbringer min lykkeligste tid foran skærmen. Det er ganske enkelt så kompliceret at skrive, det skal være så præcist, det er verdens sværeste kryds og tværs, og når jeg skriver, glemmer jeg mig selv. Men lige så snart jeg går ud på gaden, er jeg ved at tude, for jeg kan se, hvordan det går ned ad bakke.”

Der går yderligere nogle uger, før jeg mødes med Knud Romer igen. Da han åbner døren, er plastret over venstre øje kommet af. Nu sidder der et tyndt ar over øjenbrynet. Der er ryddet op i lejligheden, han har haft besøg af sin rengøringshjælp her til formiddag. Senere i aften skal han medvirke i et arrangement på Charlottenborg, der ligger få minutters gang fra lejligheden i Toldbodgade. Sammen med rapperen Nikoline skal Knud Romer tale om porno i en time. Hun skal tale om genstandsgørelsen af kvinden for det mandlige blik. Han skal tale om pornoen set gennem billedkunstens historie.

Knud Romer har haft en urolig nat. Han lå og vendte og drejede sig, mens den ene tanke afløste den anden. Først sent faldt han i søvn.

”Jeg er lidt tyndhudet i dag,” siger han med beklagelse i stemmen. Han leder efter sin mobiltelefon for at se, om der er nogen beskeder. Han mærker efter i lommerne, men den er der ikke. Han rejser sig fra sofaen, og med ét er han urolig. Han leder i spisestuen og går videre ud i køkkenet. ”Jeg må ikke lægge noget fra mig, for jeg finder det aldrig igen.”

Først da han finder den sorte telefon på et lille bord i stuen, falder han til ro.

Knud Romer har besluttet sig for, at han vil fortsætte med at sige ja, når han bliver inviteret ud for at debattere og holde foredrag. Det gælder om at holde sig i gang. Også selv om det bliver mere og mere besværligt at komme rundt. Men mødet med læserne vil han ikke undvære. Og han har brug for den indtægt, foredragene giver. Den eneste vej ud af mørket er igennem det.

”Der er ikke noget alternativ. Jeg er jo et tysk frontsvin. Jeg er sådan en, hvis du siger til mig, at jeg skal hoppe op af skyttegraven i en kugleregn, selvom jeg ved, jeg dør, så gør jeg det. Selv om jeg bliver skudt, bliver jeg ved med at gå, indtil jeg nakker ham, der har skudt mig, og så dør jeg.”

På visse områder har Knud Romer lagt sin livsstil om. Han er færdig med marijuana og hvidvin i store mængder, siger han.

”Hvis jeg tager ét hiv mere af en joint, bliver jeg sindssyg af rædsel. Den eneste måde man kan bemægtige sig det her på, er at være nøgtern. For hvis du er blind og fuld, blind og skæv, så ryger du i Nyhavn. Du skal lære at prøve at hvile i dig selv. Hvilket ikke ligefrem er mit store talent.”

Knud Romer afviste længe tanken om, at han en dag får brug for hjælp. I stedet for at acceptere, at han bliver blind, og at der kommer en dag, hvor han ikke kan se sine døtres ansigt, forestillede han sig, at det ikke ville ske, at han måske mirakuløst ville bevare lidt af synet på venstre øje, og at han kunne klare sig uden hjælpemidler. Sådan ser han ikke længere på det. Nu har han meldt sig ind i Dansk Blindesamfund og har besluttet sig for, at han vil lære at gå med blindestok.

”Det mærkelige er, at det faktisk kommer som en lettelse. Visheden giver en vis nøgternhed, hvor man tager det på sig som en ny identitet og får mod på livet som sig selv igen.”

Han siger, at det gælder om at konfrontere angsten frem for at vende sig væk fra den.

”Hvis du bliver bidt af en hund, når du er lille, så bliver du bange for hunde. Det vil sige, næste gang du ser en hund, så løber du, men hvis du løber, så løber den efter dig, og så bliver du endnu mere bange, og du forestiller dig, at det er en frygtelig hund. Du løber og løber og løber, indtil du har skabt et monster. Men hvis du vender dig om og ser den i øjnene, så kommer den og slikker din hånd. Den er en lille hundehvalp.”

Knud Romer rejser sig og rækker op efter bowlerhatten på bogskabet. Ved siden af hatten ligger et par små, runde sorte solbriller og et gult armbind med tre sorte prikker. Frem for at flygte fra sit nedsatte syn har den tidligere reklamemand og konceptudvikler Knud Romer besluttet sig for at tage rollen på sig som blind og spille den med perfektion. Han mangler bare et sort Armani-sæt, en hvid skjorte og et slips. Når de sidste synsnerver i venstre øje er døde, vil han tage uniformen på.

”Du kan ikke bruge ham som babysitter, men på en eller anden måde er der en mulig fremtid for mig, hvor jeg spiller rollen som blind i bogstaveligste forstand. Hvis jeg bliver blind, så lader jeg mig ikke slå ud, så er jeg blind. Jeg finder et rolleudtryk, som gør, at jeg kan bemægtige mig noget, der invaliderer mig. Det er en persona, en figur, jeg kan sætte i spil, og som er genkendelig. Det er en figur, jeg kan sætte på arbejde og dermed gøre mere tålelig. For så er det en del af historien, en del af min historie. Vi lever vores liv i de historier, vi fortæller om det, og som giver livet mening, mål, retning og udvikling. Jeg kan stå som den blinde mand med bowlerhat i Debatten på DR2 og være en motherfucker. Jeg kan gå på gaden, og folk vil ikke støde ind i mig. Jeg bliver ikke væk.”

Knud Romer har været i dialog med Danmarks Radio og foreslået sig selv som vært på et talkshow. Han forestillede sig, at showet skulle optages på Toldbod Bodega med spisende gæster, som fik serveret wienerschnitzel og øl. Et mandskor med sømandskasketter ville bryde ud i sang, hver gang Knud Romer sagde noget klogt. Han vurderer, at showet ville blive en succes: Folkeligt, intellektuelt, sjovt. DR har sagt pænt nej tak. Knud Romer gik derpå videre til DR Ung med forslaget om et andet talkshow. Showet skulle introducere forfatteren med sorte solbriller og gult armbind, hvorefter lyset skulle slukkes og interviewet med gæsten foregå i mørke. Det interesserer Knud Romer at undersøge, hvad der sker med en samtale mellem to mennesker, der ikke kan se hinanden. Opfatter vi hinanden anderledes? Møder vi hinanden uden fordomme?

”Det kunne være smukt,” siger Knud Romer.

DR Ung siger nej tak.

”De synes, det er for langt ude.”

Nu har Knud Romer i stedet lavet en aftale med Egmont Publishing og skal lave sit show som podcast under Talk Town fra foråret 2020. Podcastens titel er ’Velkommen i mørket’. Showet skal optages foran et publikum på Charlottenborg. Dermed er han sikret en fast indtægt og et sted at bruge sit talent.

”Og hvad kan man lære af det?” spørger han.

At man skal være lidt fræk og pågående?

”Nej, du skal ikke være fræk og pågående. Du skal bare blive ved. Og du skal ikke være for fin. Og du skal gøre dit bedste, og du skal sige ja. For af noget kommer noget og noget mere af noget andet, og af intet kommer intet. Og succes er et spørgsmål om at blive ved længe nok. Og hvad er en taber? Det er en, der giver op. Hvis du ikke giver op, så har du ikke tabt endnu. Det princip holder jeg mig til.”

I mange år nød Knud Romer sine ophold i sommerhuset på Sydsjælland. Han sad alene og skrev i stilhed, omgivet af træer. I pauserne sejlede han en tur i sin jolle. Men da han ikke længere kan køre bil, måtte han opgive sommerhuset. Oprydningen forekom ham uoverskuelig.

”Jeg kunne ikke forlade stedet, rive det ud af mit hjerte. Når jeg forsøgte at rydde op, flyttede jeg bare rundt på tingene.”

Så trådte vennerne til. De 15 venner går under navnet Kommissionen og skriver jævnligt til hinanden på fællesmail. De ankom en søndag morgen i samlet flok til huset i Kragevig.

”Der kom en kortege af biler med trailere og flyttekasser og rengøringsmidler. De pakkede tingene ned og smed resten til storskrald. I løbet af en formiddag var alt klaret. Da jeg låste døren, ringede kirkeklokkerne. De ringede mig ud. Jeg kiggede på huset en sidste gang, det smukkeste syn i verden. Så satte jeg mig ind på passagersædet i min egen bil, og vi kørte i kortege til København. Da vi ankom til lejligheden, lavede de en kæde og bar flyttekasserne ned i kælderen. Så sagde de ’Tak for i dag, Knud’ og kørte hjem.”

Han funderer lidt over historien.

”Det interessante er, at når du kommer i nød, så ændrer du dit syn på tingene. Jeg har altid haft på fornemmelsen, at jeg var omgivet af ulve, og hvis du ikke passer på dig selv, så tager de dig. Hvis du falder omkuld, stjæler de dine sko. Men det, jeg har oplevet, er, at jeg er omgivet af ekstremt hjælpsomme, søde, empatiske mennesker. Man siger, at når nøden er størst, så er hjælpen nærmest. Og ved du, hvad du får, når du beder om hjælp? Så får du hjælp. Vi er ikke omgivet af et junglekapitalistisk, egoistisk, psykopatisk ’mig alene, mig først’-samfund. Vi er omgivet af mennesker, der ved, at vi lever i kraft af hinanden, at vi har brug for andre.”

En dag sad Knud Romer i regionaltoget. Han talte i telefon med Andrea. Da samtalen var slut, begyndte han at græde. I sædet overfor sad en mand. Uden at sige noget stak han forfatteren et lommetørklæde. Da toget stoppede, rejste manden sig og gik. Idet han passerede Knud Romer, gav han ham et klem på skulderen.

En mandag aften i januar 2020 træder Knud Romer ind på scenen i en blå blazerjakke med mikrofonen i højre hånd og venstre hånd i lommen. På de røde stolesæder i Roskilde Kongres-center sidder et par hundrede vinterklædte publikummer, som ifølge programmet kan se frem til at blive provokeret, overrasket og underholdt, når forfatteren smider fløjlshandskerne og spidder samfundsudviklingen.

Knud Romer har lagt sin pibe og dåse med tobak på det lille runde bord ved siden af sine bøger. Den næste time taler han uden pause om et Danmark, hvor borgernes tillid til beslutningstagerne har ramt bunden. Der nikkes på stolerækkerne, og der grines, når Knud Romer leverer en af sine pointer med kraft i stemmen.

Efter pausen går Knud Romer på scenen igen. Efter samfundskritikken går han i gang med at fortælle om det, han ved, går rent ind hos publikum – fortællingen om opvæksten i Nykøbing Falster og drømmen om at blive forfatter, ’der tændte sig som en stjerne over roemarken’.

Da klapsalverne har lagt sig, søger publikum ud mod garderoben for at finde jakker og halstørklæder. De snakker med hinanden om det, de har været vidne til.

”Tænk, at han har så mange ord i sig. Hold nu magle.”

”Han vender tingene på hovedet og siger nogle ting, man ikke har tænkt på før.”

”Han har ikke haft et nemt liv, men han har fundet en udvej.”

Imens har Knud Romer sat sig ved et bord i foyeren for at signere bøger. En kvinde bed mærke i, at forfatteren fortalte, at han er ved at blive blind. Hun er bekymret på Knud Romers vegne.

”Sig til, hvis du vil have et lift. Vi kan ikke have, at du rager rundt i mørket.”

Han takker for tilbuddet, men har allerede lagt en plan for turen hjem.

Da den sidste publikummer er gået, hanker Knud Romer op i sin taske og går ud for at vente på en taxa, der kan køre ham til stationen. En time senere, klokken halv elleve, træder han ind i lejligheden i Toldbodgade. Det ser ud, som om der er nogen hjemme, men her er ingen. Inden han tog afsted, lod Knud Romer lyset være tændt.