De udlever drømmen som professionelle musikere, men du har ikke set dem i musikmagasinerne eller hørt dem blive interviewet i radioen, de optræder ikke på pladecovers, og når de er på TV, får de kun en brøkdel af kameraernes opmærksomhed.
Magasinforsiderne, plakaterne og skærmtiden tilfalder nemlig de syngende artister, men bag enhver artist står der et backingband.
De indspiller plader med artisterne, tager med dem på tour og skriver ofte store dele af deres musik. I modsætning til artisterne er de ukendte i offentligheden, og for mange af dem er det et helt bevidst valg.
Vi har snakket med tre særdeles succesfulde trommeslagere om livet som ukendt musiker.
”Det er fedt. Man får alle de oplevelser, som artisten får, man bliver godt lønnet, får spons og rejser, men ens privatliv er privat, for Se&Hør interesserer sig ikke for os,” fortæller svenske Marcus Liliequist om livet som baggrunds- eller sessionsmusiker, som de ukendte musikere bliver kaldt.
Ligesom mange andre musikere har den svenske trommeslager, der har gjort karriere i København, gjort det til en levevej at sidde i baggrunden, når hans artister går i studiet eller på scenen. Han spiller for navne som Outlandish, Robbie Williams og den svenske Eurovision-vinder Måns Zelmerløv, og han savner ikke de få fordele han mener, artisten har.
”Artisterne får flere penge, bedre sponsoraftaler og mere opmærksomhed, men jeg er glad for ikke at tjene helt lige så mange penge, når jeg laver præcis det, jeg har drømt om, men uden de ulemper som artisterne oplever,” fortæller han og nævner sladderpressen og opmærksomheden fra fremmede på gaden som eksempler.
Trommeslageren Kristoffer Sonne, der bor i London og har spillet for dusinvis af verdensberømte navne – Elton John, Paul McCartney, Backstreet Boys, James Morrison, Willie Nelson og Cat Stevens er bare en håndfuld eksempler – er også glad for at være endt som ukendt baggrundsmusiker.
Annonse
”De første år af min karriere ville jeg meget gerne have den der offentlige anerkendelse, man får ved at være kendt, men jeg nyder at kunne gå i supermarkedet for at købe ind uden at blive genkendt,” siger han.
”Det er ret sjovt at gå rundt og købe ind, mens et hit, man har spillet på, bliver spillet i radioen, og folk går og synger med og ikke aner, at det er mig, der spiller trommer,” fortæller han.
Andreas Svendsen, der er en af de mest lovende unge danske jazzmusikere, er enig:
”Det passer mig rigtig fint, at jeg får lov til at udleve drømmen som musiker, men ikke er kendt,” siger han.
De tre musikere fortæller, at lønnen på gode måneder er flere gange så stor, som en almindelig dansk månedsløn, men at der til gengæld kan være lange perioder, hvor de ikke har arbejde. Derudover nævner de alle tre oplevelser, der er de færreste danskere forundt, som musikerbeskæftigelsens største personalegode.
”Der er nogle ret vilde oplevelser ved at være på tour og spille koncerter i alle mulige lande,” fortæller Andreas Svendsen, der bor i New York og har turneret i USA, Europa og Asien.
Annonse
I foråret blev han hyret til at spille 60’er-musik til premieren på Mad Mens sjette og sidste sæson i Los Angeles.
”Det var egentligt bare et røvballejob, der var ret uprætentiøst for os musikere, men det var da ret vildt at blive fløjet til L.A. og hænge ud til festen, hvor Jon Hamm og hende der Christina Hendricks gik rundt,” fortæller han.
Marcus Liliequist nævner en koncert i Palæstina med Outlandish og besøg i overdådige villaer i Italien og Spanien som store oplevelser, mens en indspilning med Paul McCartney, Cat Stevens og Dolly Parton tæller som en af de største oplevelser for Kristoffer Sonne:
”En af de første helt vilde oplevelser var, da jeg skulle indspille med dem. De havde indspillet en sang med et kæmpe band i Nashville, men var ikke tilfredse med trommeslageren, så jeg fik chancen gennem en kontakt. Det var ret vildt at sidde og spille, mens Dolly Parton sang, og Cat Stevens sad og kiggede på mig, jeg følte mig lidt presset,” fortæller han.
Han har vænnet sig til at omgås de verdensberømte stjerner, når han indspiller plader med dem.
”Jeg er kun blevet starstruck én gang, og det var da jeg spillede med Elvis’ datter, Lisa Marie Presley, fordi hun lignede ham vildt meget. Men normalt er jeg ikke fascineret af folks berømmelse, og de bliver også irriterede, hvis man kommer krybende hen ad panelerne, fordi de er verdensstjerner. Det er meget afslappet og på lige fod det hele” fortæller han.
Han forstår ikke folks benovelse over de kendte.
”Når jeg er til familiemiddag kan det godt være lidt syret, hvor fascinerede folk er af showbiz. Jeg kan slet ikke tage den der fankultur alvorligt,” siger han.
Fankulturen kommer især til udtryk, når der står piger og venter på artisterne – og musikerne, hvis ikke artisten er interesseret - efter koncerterne:
”Der er nogle piger, der synes det er helt vildt, hvis man spiller for en kendt artist og omgås med kendte. Som regel er de meget unge og en del af Paradise Hotel-segmentet, så det er ikke så interessant, men der er masser af piger, hvis man er til den slags,” fortæller Marcus Liliequist.
Kristoffer Sonne har også opnået groupiekulturen på tæt hold, når han har spillet med navne som James Morrison, der er populær blandt teenagepigerne:
”Der står altid piger og venter efter koncerterne. De er mest interesserede i James, men hvis man ville kunne man nemt gå ud og spille smart og score,” fortæller den 44-årige trommeslager.
Generelt er der dog en del mindre glamour og rock’n’roll over musikerlivet, end folk tror, er musikerne enige om:
”Det er ikke rock’n’roll, det er benhårdt arbejde,” siger Kristoffer Sonne.
”Når jeg spiller i studiet, er det hverdagsagtigt med madpakke, mens der er noget Groundhog Day over det, når jeg er på tour,” siger Kristoffer Sonne med henvisning til Bill Murray-filmen, hvor hovedpersonen hver dag vågner op til den samme dag.
”Dagene ligner hinanden, og de er hårde. Du skal transporteres fra en by til den næste i en tourbus, sætte dit gear op, lave lydprøve, spise aftensmad, spille showet, hvor du spiller de samme sange hver aften to måneder i træk for flere tusinde mennesker, og så går du af scenen, om bord på tourbussen og vågner så op i en ny by. Det program kan man ikke klare, hvis man fester og har tømmermænd,” fortæller Kristoffer Sonne.
Det kan Marcus Liliequist nikke genkendende til.
”Når jeg er på tour, bruger jeg nok 95 % af min tid på at vente – vente på busser, vente om bord på busser, vente i lufthavne, vente på lydprøve, vente på mad, vente på at koncerten går i gang, vente backstage – og 5 % på at spille musikken på scenen,” fortæller Marcus Liliequist.
”Folk tror, det er et luksusliv på 1. klasse, men selvom det er meget mindre glamourøst, end de tror, så synes jeg alligevel lidt, at de har ret. Jeg får lov til at opleve nogle vilde ting, jeg ellers aldrig ville have fået chance for, og jeg lever af at spille musik. Det er ikke glamourøst, men det er helt OK,” siger den svenske trommeslager.
