Sivas skruer aldrig ned: ”Jeg er nysgerrig på, hvor langt jeg kan skubbe det. Hvad er det bedste, jeg kan lave?”

SIVAS’ LEJLIGHED er stor, lys og åben, men hans soveværelse er mørkt og indelukket. De tunge gardiner er trukket for, og sengen med det grå linned er uredt. For enden af sengen hænger et fladskærms-tv, og under det ligger et par PlayStation-controllere med bunden opad. Ved døren er et uanseeligt hjemmestudie installeret. Det kunne være et teenageværelse, men det er her, den vigtigste figur i moderne dansk hiphop indspiller alle sine sange.

På det rodede skrivebord er et stykke papir lagt, så man ikke kan undgå at se det. Som en mor, der har lagt frokostpenge frem til sin distræte søn. Med hårde, kantede bogstaver står:

”Skru nu ned! Lær at have lidt respekt for andre mennesker. Vores børn kan ikke sove pga. din høje musik. Vi har jobs der kræver at man får sovet. Tænk på andre end dig selv! TAK.”

Det er Sivas’ underbo, der har fået hans kommende plade ’Forza’ på hjernen flere måneder inden, den er udkommet. Sådan har det været, uanset hvor han har boet. Sivas støjer, naboerne klager. Han griner forlegent, som folk gør, når de har begået den samme fejl mange gange.

”Så prøv at se det her,” siger han og trasker med lydløse skridt ind og henter et nyt A4-papir i stuen. Denne gang er det en officiel klage fra ejendomsadministrationen. Fra 10. december til 8. januar er listet en klage op for næsten hver dag. Det sidste søm i ligkisten lyder:

”Fredag, d. 08.01.21: Høj musik fra kl. 12.00 og så 21 timer i træk til lørdag, d. 09.01. Kl. 09.00 var virkelig slem.”

Sivas skriver, producerer og indspiller med få undtagelser kun fra sin lejelejlighed i det nybyggede, mondæne Sydhavns-kvarter med en overdådig udsigt udover de københavnske kanaler. Her bor han side om side med jurister, udenlandske Superliga-spillere og studerende med mere end almindeligt velhavende forældre. Og øjensynligt også familier, der modsat Sivas foretrækker at bruge nattetimerne på at sove.

DA JEG MØDTE Sivas første gang, troede jeg, jeg skulle overtale ham til at give mig adgang til sit liv. Vi havde mødt hinanden før i forbindelse med et andet portræt. Dengang handlede det om Sivas’ ven og kollega Branco, denne gang ville jeg tæt på et menneske, der ikke virkede synderligt interesseret i endnu en tur i mediemøllen.

De seneste år har Sivas lukket sig om sig selv. Givet færre interviews. Kun været aktiv på sociale medier, når der har været et album at promovere. Det var forbundet med en vis nervøsitet at invitere sig selv hjem til en rapper, der har skabt en karriere på at være tilknappet, privat og mystisk.

Den Sivas, jeg i november traf til en indledende, uforpligtende snak på Louise Roe Gallery i Indre by i København var hverken besværlig eller utilnærmelig. Han var smilende, åben og indsmigrede sig på omgivelserne. Han er ikke typen, der dominerer rummet, men hvis der er stille et øjeblik, griber Sivas stafetten og spørger høfligt ind. Han roste mine tidligere artikler og lovede at give mig adgang til alt. Han ville give ét stort interview i forbindelse med sin kommende plade, og gæstfriheden ville ingen ende tage.

Vi skal hjem til Sivas, med i studiet, med til musikvideoskydning, med til pladeselsskabsmøder og med i sommerhus, lovede han. Jeg garanterede, at hvis Sivas ringer, så kommer jeg. Men Sivas ringer selvfølgelig ikke.

I UGERNE OP til vores første interviewaftale går Sivas under jorden. Generelt er han lang tid om at svare på henvendelser, hvad enten det er fra en utålmodig journalist eller fra hans egen manager. Det kræver ofte en håndfuld rykkere og tre dages ventetid, før en sms, der altid starter med ’hey g..’ tikker ind.

Denne gang er tavsheden alarmerende langstrakt. Jeg er klar til at lægge idéen om et Sivas-portræt endegyldigt i graven, da han pludselig ringer og søvndrukkent vil høre, hvad jeg laver. Nu er han klar til at lade sig interviewe. Han var bare lige i zonen, som han forklarer.

Sivas’ karriere står på et forvirrende fundament af kompromisløs perfektionisme og en komplet mangel på struktur. Når Sivas dumper ned i et hul af arbejdsraseri, må verden omkring ham vente. Timerne forsvinder, telefonen gemmes væk. Den eneste forpligtelse, der afholder ham fra den totale tilstand af rodløshed, er datteren Selina.

Hun blev født omtrent samtidig med, at rapkarrieren tog fart. To år senere gik Sivas og Selinas mor fra hinanden, og nu har de deres otte-årige datter en uge ad gangen.

Når Sivas er alene, ligner hans lejlighed en natklub. Der er mørkt, rodet og tilrøget. Når Selina kommer på besøg, er der rent og pænt. På gulvet er et par platinplader forvist til at samle støv i hjørnet ved siden af et zebraskindstæppe, mens et stort skolefoto af den storsmilende datter troner ud over den solbeskinnede stue. Hendes tilstedeværelse tvinger Sivas til at implementere et minimum af struktur i sin hverdag, men det sker, at det glipper. Det er typisk derfor, han skændes med, eller rettere modtager skældud fra, Selinas mor.

”Det er sket lidt for mange gange, at hun er kommet for sent i skole, fordi jeg sover over mig. Der er jeg nødt til at sige til mig selv: ’Kom nu, mand, du er far.’ Hele mit liv har jeg været vågen hele natten, så det kræver en ny form for disciplin at have et barn. Jeg er blevet lidt bedre med årene.”

Som Selina bliver ældre, opstår en anden, mere prekær udfordring. Sivas rapper gerne om sex, og ikke altid i lige subtile vendinger. Efter udgivelsen af singlen ’Crimewave’ sidste efterår kom datteren stolt hjem fra skole og fortalte, at hun havde sat fars nye sang på i musiktimen. Sivas kniber øjnene sammen og fniser forlegent af tanken om lærerens reaktion på kække strofer som: ’Hun kommer uden sine trusser, og jeg elsker jo safari. For når pussycat er fri, så bliver der Netflix og punani.’ Han føler sig altid lidt utilpas, når han er til skole-hjem-samtale med Selina. Som om det er ham, der skal irettesættes.

DET ER IKKE mange år siden, 36-årige Sivas Torbati var overalt. Ham rapperen fra Brøndby Strand med de iranske rødder, der altid gik i sort tøj og havde solbriller på sine øjne. Ham, der rappede ”dauda!” og forvrængede sin stemme med auto-tune. Ham, der bedre end nogen anden forstod at bruge de fremstormende sociale medier og rappede så mange fremmedord, at han måtte lancere sin egen ordbogsapp. Sivas startede sin egen subgenre og gjorde den til dominerende populærkultur, så hvis man var i tvivl, kunne man finde rapperen med den kølige attitude på Roskilde Festival, til awardshows eller på forsiden af Euroman. Alles øjne var rettet mod den spinkle mand med de store solbriller.

Fem år senere, i 2021, er der faldet en anderledes ro over Sivas’ liv. En anelse mere forudsigelighed. Tingene sker ikke længere i et tempo, hvor han ikke selv kan nå at fordøje, hvad der sker. Han er trådt et halvt skridt tilbage og nyder at se de rappere, han bragte med sig frem i midten af 10’erne, have kronede dage. Branco, Gilli, Stepz.

Rollen som den tilbagetrukne arbejdshest passer Sivas bedre. Han stoppede af eget initiativ med at give interviews, da han til sidst besvarede de samme spørgsmål for gud ved hvilken gang. Fra altanen i sin lejlighed udspiler Sivas øjnene, stirrer tomt frem og parodierer en tungnem journalist på fladt københavnsk:

”Nå, hvordan var det at vokse op i Brøndby Strand? Begik du meget kriminalitet?”

Han er færdig med at blive portrætteret som en ’præmieperker’, der mod alle odds gik fra Sandholmlejren til Brøndby Strand til rapstjerne uden så meget som en dom eller et skudsår på samvittigheden. Modsat hvad mange tror, er det ikke synd for Sivas.

Han er iklædt en sort hættetrøje og lyse chinos. Hans hænder knuger sig til en kop pulverkaffe og en cigaret, som et barn knuger sig til sin bamse. Øjnene er forsoldede, skuldrene peger fremad og det tykke, sorte hår på hans hoved er klippet med kirurgisk præcision. Det er over to år siden, Sivas’ seneste plade ’Contra’ udkom, men nu er han igen i album-mode. En tilstand, hvor han som en skiskytte foran skydeskiven lukker alt ude, der ikke handler om udgivelsen af ’Forza’.

Han ser kun ét mål for sig; at lave det absolut bedste og mest koncise værk, han kan præstere. Men det trækker tænder ud. Når Sivas først har indstillet sigtekornet, kan der gå op til et døgn, hvor han glemmer at få spist og sovet.

”Jeg kører mig selv hårdere fysisk, end jeg plejer, når jeg laver album. Jeg sover ikke ret meget, og jeg spiser ikke så meget. Når jeg kommer ud af min hule, siger folk, at jeg ser syg ud, men sjælemæssigt er det i den her periode, jeg har det allerbedst.”

Sivas er lige kommet hjem fra fem intensive studiedage i et lille hus på Bornholm med sin bedste ven og hofproducer Reza. Nu går dag og nat med at finpudse, justere, planlægge gæstevers med kollegaerne Stepz og Branco og fremelske et visuelt univers for pladen. Han skodder sin cigaret og tænder den næste med det samme. Smøgerne er en fast følgesvend, når han laver musik. I en periode som denne ryger han 30-40 cigaretter i døgnet.

”Jeg vil gerne stoppe,” lyver han.

SIVAS ER IKKE en oplagt lederskikkelse. Hvis man mødte ham uden at kende til hans bedrifter, ville man ikke tro, at han i årevis har været frontfigur for en bølge af hårdtslående hiphop, der i midten af 2010’erne gik fra udskudsgenre til altdominerende populærkultur. Han er høflig og ydmyg, nærmest selvudslettende. Han byder på kaffe, smalltalker og griner på de rigtige tidspunkter. Han bliver forlegen, når nogen kalder ham en legende (det gør folk tit) og insisterer på, at andre har haft mindst lige så stor musikalsk indflydelse som ham:

”Blandt nye unge rappere er der mindst fem kopier af Gilli, men der er ingen kopier af mig,” som han siger.

I efteråret 2013 og i årene, der fulgte, var Sivas manden, alle ville tale med. Kulturparnasset så måbende til, mens den hypnotiske hymne ’D.A.U.D.A’, som Sivas havde skrevet til Fenar Ahmads debutspillefilm ’Ækte Vare’ med en 20-årig Gilli i hovedrollen, skyllede ind over Danmark. Hvad betød ’dauda’? Hvorfor rappede han med autotune? Hvad var ’perkerrap’? Og var det overhovedet rigtig hiphop?

I de musikalske annaler siges det for ofte, at et enkelt værk ændrede alt, men i tilfældet med Sivas’ gennembrudshit er det en rimelig betegnelse. I dag er paraplybegrebet ’gaderap’ landets mest populære musikgenre med lyttere i alle samfundslag og aldersgrupper. Manden, der kickstartede udviklingen, er ikke overrasket. ”Det er en tendens, man ser verden over,” konstaterer Sivas med vanlig fornemmelse for de store linjer.

Sivas - kort fortalt

Født Sivas Torbati i 1984 i Iran. Kom til Danmark som seksårig med sin mor og søster og boede først et år i Sandholmlejren, siden på Nørrebro, inden størstedelen af hans opvækst fandt sted i Brøndby Strand.

Begyndte at rappe i 2007 som en af del af gruppen P4L (Perker for livet) og siden med Jooks i Hideout, men gennembruddet kom først i 2013 med den døsige autotune-hymne ’D.A.U.D.A’ og siden en EP af samme navn. Sivas var en af de bedst sælgende artister i 2010’erne herhjemme med tre fuldlængde-albums og singler som ’Jaja’, ’Oui’ og ’4Livet’. Han er aktuel med albummet ’Forza’, der har været undervejs i mere end to år. I skrivende stund er 'Forza' planlagt til at udkomme 1. oktober.

Privat bor Sivas skiftevis alene og med sin otteårige datter Selina, som han har fra et tidligere forhold.

DEN FØLGENDE weekend tilbringer Sivas hos sine forældre i Brøndby Strand sammen med Selina. Det gør han tit. Hans søster er lige blevet mor for første gang, og med alderen sætter han mere og mere pris på tid med familien. En del af Sivas’ rapindtjening går til at betale forældrenes hus af. Udover det ejer han ingenting selv, og udsigten til økonomisk uafhængighed er lang.

”Mine forældre er totalt søde. De kommer med mad til mig, for de ved, hvordan jeg er. Jeg overvejer at købe et sted, vi kan bo sammen. Siden jeg var helt ung, har jeg altid tænkt, at jeg gerne ville bo med mine forældre. Jeg har aldrig været sådan en, der bare gerne ville væk.”

Da Selina igen er hos sin mor, bliver Sivas natteravn på ny. Nu passer det ham bedst at mødes efter klokken 21, hvor lejligheden er badet i lilla lys. Sivas har flyttet højtalerne fra soveværelset ind i køkken-alrummet, hvor Reza sidder med bøjet nakke og stålsat blik og vipper taktfast med hovedet.

Dybt koncentreret klipper han i en lydfil, kollegaen Branco har sendt til Sivas dagen forinden. De to har et særligt samarbejde, synes Sivas. Reza hører de samme to sætninger igen og igen. Fjerner trommerne, sætter dem tilbage igen, skruer op for Branco og ned for bassen. Føler sig tålmodigt frem med ørerne.

”Det lyder sindssygt, Rez,” råber Sivas opmuntrende, mens han brygger aftenkaffe i et whiskyglas.

Reza og Sivas må være dansk hiphops mest loyale makkerpar. De er Batman og Robin, Yorke og Cole, Holmes og Watson.

”Jeg bliver lidt mærkelig, når Sivas ikke er der, og Sivas bliver mærkelig, når jeg ikke er der,” siger Reza, der er den introverte Sivas’ snaksaglige energibundt af et modstykke. Han vælter over ordene for at komme hurtigere frem til sin næste pointe.

Sivas var 17 år, da han lærte Reza Forghani at kende. Hvor Sivas altid har interesseret sig for én ting, musikken, har Reza med et overtræt barns energi kastet sig over projekter inden for komik og skuespil ved siden af producergerningen. Det eneste, han nægter, er at få et almindeligt arbejde. Reza vil eje sin egen tid og aldrig være nogens lønslave.

Hvis Sivas tvivler, tror Reza. Det var Rezas utrættelige insisteren på musikken som levevej, der fik Sivas til at hænge i, da han i 2013 stod med en etårig datter i armene og en rapkarriere, der ikke så ud til at kunne give smør på brødet til den lille familie. Det var ikke, fordi alternativet til musikken var specielt attraktivt for det ustrukturerede rodehoved med de 10 tommelfingre, der var blevet smidt ud af diverse skoler otte gange. ’D.A.U.D.A’ var Sivas og Rezas sidste skud i bøssen, havde de aftalt.

Efter udgivelsen var Sivas her, der og alle vegne, men ikke hos dem, der betalte hans løn. Sivas havde arbejdet et par år i tøjbutikken Drop Dead, men da musikkarrieren tog fart, stoppede han med at møde op fra den ene dag til den anden. Han fik aldrig sagt op, han forsvandt bare.

SIVAS ER FOR det meste alene. Sådan kan han bedst lide det. Dagene går med at skrive tekster på telefonen. Han har en notesbog med ’fede ord og udtryk’. Når Sivas overhører en samtale, ser en film eller læser en besked med en sjov eller interessant vending, der kunne fungere i en tekst, noterer han det. Lige nu er ’cognac og cohibas’ den øverste vending. Den digitale notesbog er hjertemuskulatur for hele Sivas’ tekstunivers.

Der kommer ingen støjklager, når musikken til en forandring er slukket. Hans motorik er statisk og rolig, og han går rundt i den store lejlighed som om, der ligger én og sover, han ikke må vække.

”Folk er ved at blive skøre af at være derhjemme alene, men for mig er det bare det samme, som det var før corona. Jeg har det fint.”

Reza er den eneste af Sivas’ venner fra gamle dage, han stadig ser. Resten er forsvundet i øst og vest, som han siger. Nogle er dedikerede til familielivet, nogle er rejst til udlandet, andre sidder i fængsel. Sivas går i stå med en slukket cigaret mellem læberne og stirrer tomt ud over Teglholmskanalen i Sydhavnen. Som han tænker over det, går det op for ham, at han næsten kun har venner i musikbranchen.

”Når det, man laver, er hele ens liv, kan det svært at rumme andre menneskers interesser. Jeg tror, det er det samme for sportsfolk, der lever et liv med striks kost og stramme træningstider. Jeg har bare brugt så meget tid på musik, at det har trukket mig væk fra mine barndomsvenner. Det er en samurai-ting,” siger han med et skælmsk smil for at opbløde stemningen.

Sivas’ ansigtsmimik er ellers stort set urokkelig. De skinnende, tætte øjenbryn ligger stædigt fast, når han griner, tænker og taler, men der er et samtaleemne, der får Sivas’ ansigt til at lægge sig i mildere, nostalgiske folder: De bekendtskaber, han har fået gennem musikken.

Årene mellem 2014 og 2019 var ét langt triumftog for Sivas og hans celebre venner. Så man ham på gaden, var det altid i store grupper med Kesi, Gilli, Ukendt Kunster, Benny Jamz, Branco, Stepz og så videre. Der var dollargrin, smukke kvinder og gode hitlisteplaceringer.

Han har smidt sig på sengen med hænderne foldet bag nakken og mindes de sorgløse tider, hvor det ene højdepunkt afløste det næste. Som dengang, de havde hver deres solokoncert på Skanderborg Festival og fræsede frem og tilbage mellem scenerne for at agere gæsteoptrædener til hinandens koncerter. Eller alle de aftener, de raserede diverse provinshoteller med morgenfester efter klubshows. Han savner at spille singlen ’Oui’ med Gilli og Node, et nummer, der er blevet hørt 30 millioner gange på Spotify.

Sivas tror, at man om nogle år vil se tilbage på de forgangne år som en guldalder i moderne dansk hiphop.

”Det hele var nyt for os alle sammen, for vi fik alle succes samtidig. Det var en meget speciel og smuk ting at være en del af. Man tænker ikke over det, når man er i det, men jeg er taknemmelig for at have været en del af den periode.”

Han omtaler perioden i datid. Ikke fordi, det ikke stadig går godt. Det går fremragende. Sivas har bevaret de gode relationer og betragter dem næsten som familie. Men hvis man følger med i dansk hiphop, vil man have noteret sig, at ikke alle er på talefod længere. Hvad der før var én stor uopslidelig enhed, er nu blevet delt op i mindre grupper. Det er dog ikke noget, Sivas gider bruge meget tid på:

”Man skal huske, at vi har været så tætte både musikalsk og privat i ni år. Det er meget normalt, at der sker sådan nogle ting. Ærligt talt, så ved jeg ikke, hvad det handler om, men jeg tror, at når vi kigger på det om nogle år, så er det bare en lille glitch. Jeg kan godt mærke, at der er en anden energi for tiden.”

DET ER IKKE synd for Sivas. Hvis han nogensinde har været i en offerrolle, vil han ud af den omgående. Man kan ikke være et offer, når man har indflydelse, en glad datter, penge og måske endda magt. Alligevel har melankolien altid været en drivkraft i Sivas’ musik. Og indimellem festlige anekdoter og musikalske betragtninger stiller han i momenter døren på klem for selvmedlidenheden.

Sivas var 29 år, da han efter mange års forsøg endelig brød igennem lydmuren. I dag er mange rappere teenagere, når de lander deres første pladekontrakt.

”Jeg har haft en fantastisk karriere, og jeg er taknemmelig for alting,” understreger han undskyldende.

”Men nu kan jeg godt tænke, at det var ærgerligt, at jeg ikke fik mit gennembrud tidligere. Nu har jeg kortere tid i rapgamet, inden jeg bliver for gammel.”

Kan man blive for gammel til at rappe?

”Ja.”

Lang pause.

”Jeg ved det ikke. Min generation er den første, der kom frem ved hjælp af de sociale medier. Det bliver spændende at se, om dem, der fulgte mig, da de var unge, stadig er interesserede i at følge mig om nogle år. De helt unge kommer til at være ligeglade, det ved jeg. Jeg hører jo heller aldrig Eminem, selvom han var sej, da jeg var ung. Sådan kommer folk måske også til at have det med min musik.”

Hvad tænker du om det?

”Det er nederen,” siger han og kigger på sine senede fingre, der rastløst tegner usynlige cirkler på den hvide bordplade. Så flår han sig selv ud af melankolien:

”Men jeg prøver at navigere rundt i det og se, om jeg kan finde en løsning på det. Én som Jay-Z er stadig stilet, selvom han er så gammel. Han er tidløs. Jeg skal også finde min egen plads i musikbranchen, og det handler om at være realistisk omkring det oppe i mit hoved. Hvis man frygter sin egen alder og bliver desperat, ender man med at se dum ud.”

MIN TELEFON RINGER, og to knægte på 18 år toner frem på skærmen. De er klædt i joggingsæt af den kostbare slags og taler med tyk aarhusiansk dialekt. De har kendt hinanden siden børnehaven. Når den ene famler efter et ord, kommer den anden vennen til undsætning. ”Jaer, jaer, lige præcis.”

De to drenge kendes under aliasserne NS Luko og NS Dreads, og de udgør to tredjedele af gruppen NS Gang. ’NS’ står for ’no snakes’. Luko og Dreads ligner nogle, der ville logre, hvis de havde en hale, for alt tyder på, at de kommer til at spille en rolle på barndomsidolet Sivas’ kommende plade. ”Det er surrealistisk,” siger de i munden på hinanden.

NS Gang er den første og hidtil eneste artist, der har fået en pladekontrakt med Reza og Sivas’ nye pladeselskab Hiroshima Records. Her udgiver de deres egen musik, men Hiroshima skal også være rugekasse for nye raptalenter. Det var Reza, der opdagede NS Gang. Entusiastisk havde han videresendt de unge aarhusianeres hjemmelavede debutsingle ’Best Life’ til Sivas. ”Tjek dem her, de er totalt seje,” stod der.

Gruppens ungdommelige energi og sans for melodik tændte en gnist i Sivas. Han og Reza havde lovet hinanden, at de ikke bare ville lede efter den næste Gilli. NS Gang gjorde tingene på en helt ny måde, tænkte Sivas. I konkurrence med andre pladeselskaber blev NS Gang en del af Hiroshima Records med Sivas og Reza som chefer, men også mentorer.

Den aldrende rapsensei vil gerne give noget tilbage til hiphopmiljøet. Give alle de gode råd, han aldrig selv fik. Sørge for, at de unge drenge tror på sig selv og deres eget talent. Alt det, den unge Sivas havde tendens til at glemme. Men det er også en styrkeprøve for Sivas’ egen dømmekraft:

”Jeg synes, det er fedt at opdage nyt talent, for det er også en test for mig selv. Holder min smag stadig blandt den nye generation? Kan jeg stadig følge med? Det er interessant for mig at se.”

Som Sivas sidder tilbagelænet med ansigtet i fredfyldte folder og sipper til sin kaffekop, mens hans taler om at være mentor bag kulissen, får jeg fornemmelsen af, at her sidder en mand, der har oplevet det hele og mere til, men nu forbereder sit otium. Han har erkendt, at efter solokarrieren følger et nyt liv:

”Jeg er ved at sætte det hele op til, at jeg kan blive ved med at lave musik resten af mit liv, også selvom det ikke er som soloartist. Jeg stopper med selv at rappe, når jeg ikke synes, det er sjovt længere. Men selv efter det vil jeg have noget med musik at gøre. For det er det eneste, jeg kan finde ud af,” siger han med halvt lukket mund, som om han fortryder, at ordene fik lov til at slippe ud.

SIVAS BLIVER ALDRIG sur. I løbet af de mange timer, jeg har tilbragt i hans selskab, har jeg set ham være glad, trist, engageret, træt, spøgefuld og nysgerrig, men aldrig sur. Han vrisser ikke. Uanset hvor mange dumme spørgsmål, jeg stiller, svarer han tålmodigt og efter bedste evne. Men der er ét spørgsmål, Sivas er træt af at få.

Forud for vores første møde har Sivas bedt om at få tilsendt en bunke spørgsmål på skrift. Gerne de spørgsmål, der kræver mest omtanke og refleksion. Han ved af bitter erfaring, at han kan blive nervøs i interviewsituationer. Afkræver man ham et svar på stående fod, kommer han til at svare upræcist og usammenhængende.

Da der tre uger og fem rykkere senere tikker en mail ind med lange, udførlige svar, fornemmer man, at ét spørgsmål har skabt frustration: Spørgsmålet om, hvorvidt indholdet i Sivas’ tekstunivers får livet på gaden til at virke attraktivt for unge lyttere.

Selvom Sivas har snoet sig udenom ballade hele sin ungdom, har de ting han har set, hørt og oplevet i Brøndby Strands pulserende cementblokke altid haft en plads i hans tekster. I hælene på frontløberen Sivas fulgte en gruppe rappere, hvor det autentiske gadeliv fyldte endnu mere. Jagten på hurtige penge og flugten fra et liv bag tremmer. De sidste par år er udviklingen fortsat. Vejen fra kriminel til pladeselskabsdarling er kort og vice versa. Sidste år blev den aarhusianske rapper Shmur dræbt på åben gade, ifølge politiet som følge af en fejlslagen hashhandel. Er der grænser for, hvilken livsstil man kan skildre i musikken? Er det et problem, at de danske hitlister flyder over med tekster og videoer om vold og narko?

Sivas tager sig til hovedet og masserer sine tindinger, da jeg hiver emnet frem en aften i hans lejlighed.

”Jeg er så træt af den snak,” sukker han og griner opgivende.

”Lad os sige, at vi censurerede vores tekster. Ville kriminaliteten så forsvinde? Nej. Der var mere kriminalitet, før vi brød igennem. Musikken er en afspejling af virkeligheden, og folk skriver bare om deres omgivelser. Hvad så med film eller anden kunst? Jeg kan ikke forstå, at vi stadig diskuterer de her ting. Man må også huske, at musikken kan være et alternativ for unge, der ellers bare ville have hængt på gaden. Musikken kan føre meget godt med sig.”

Risikerer man ikke, at unge knægte, der ellers ikke ville få smag for en kriminel livsstil, hører om det i musikken og bliver draget af det?

”Måske er der få, der synes, at det lyder sejt, men jeg tror ærligt talt ikke, at folk er så uintelligente, at de går ud og laver kriminalitet på grund af musikken. Det handler om opdragelse og om, hvordan samfundet er skruet sammen. Desuden har jeg altid kun rappet om, at man skal holde sig fra det liv.”

Sivas om...

Sit bedste nummer

”Det handler meget om, hvordan folk reagerer på numrene. Jeg kan godt lide ’Colombiana’, for den har givet mig en rigtig god reaktion fra de folk, jeg henvendte mig til, da jeg skrev den. Sangen handler om, hvad kokain gør ved mennesker, og det var noget, der i den periode fyldte meget for folk, jeg havde tæt på mig. Jeg skrev direkte til nogle meget tætte venner, da jeg skrev den sang. Og de fangede den. En af mine bedste venner stoppede med coke efter det nummer.”

Fester

”Jeg har altid været ham, der holdt fester. Hvis du spørger mine venner fra gamle dage, vil de give mig ret. Jeg har altid elsket at feste og hygge. Men med alderen kan jeg godt mærke, at jeg må skære lidt ned. Da jeg fik min datter, kom der en periode, hvor jeg slet ikke fes-tede. Da jeg så blev skilt, kom der en periode, hvor jeg festede hele tiden. Jeg har en tendens til at feste, når jeg er ked af det eller har noget, jeg skal bearbejde. Det er et problem, jeg har. Med tiden er jeg blevet klogere og kan se de her mønstre. Nu fester jeg for at hygge og ikke for at glemme.”

The Minds of 99

”De er den bedste gruppe i Danmark. Jeg har set dem live, og de har en sindssyg energi, når de spiller. De spurgte mig, om jeg ville lægge korvokaler på et af deres numre (’Someone Made You’, red.), og jeg forstod slet ikke, hvad de ville bruge mig til på et rockalbum. Siden har jeg altid tænkt, at det kunne være fedt at lave noget mere med dem. Jeg ville gerne have Niels Brandt med på mit album, men jeg tror desværre ikke, at vi når det. Det er fedt at blande genrerne, så man ikke kan blive placeret i en boks. Folk skal ikke vide sig sikre på, hvad mit næste træk er.”

Kærlighed

”Min datter er blevet så gammel nu, at hun forstår alt, så jeg tænker rigtig meget over, hvem jeg vil præsentere hende for. Det er ikke sådan, at jeg bare går ud og dater løs. I de her år vil jeg gerne bare fokusere på musikken. Selvfølgelig har jeg en dame en gang imellem. I nogle perioder har jeg ikke. Jeg tænker på ingen måde, at jeg skal ud og finde en ny kone. Jeg vil hellere fokusere på min datter og på min musik.”

DET ER KOLDT, og det regner på den lille rasteplads midt på Fyn. Jeg er holdt ind for at tanke benzin på den lejede Fiat 500, der i ekspresfart skal sikre mig muligheden for at opleve Sivas’ arbejdsgang fra første parket.

Han har længe lovet, at jeg kunne komme i sommerhus med ham og NS Gang. De skal indspille et par vers til ’Forza’ og måske skyde en musikvideo. Sivas’ drillende smil har afsløret, at der nok også vil blive plads til spise og drikke, som var vi overtændte festivalgæster. Men sommerhusturen har ladet vente på sig, indtil Sivas ud af det blå inviterer mig med én dags varsel. ”Der er en totalt hyggelig vibe,” forsikrer han og glemmer at fortælle, hvor sommerhuset ligger.

Fem mislykkede og ét succesfuldt opkald senere kører jeg tværs over landet mod Syddjurs. Her har Sivas forskanset sig med resten af Hiroshima Records i et hus, der mest af alt ligner en feriekoloni med en usandsynligt god beliggenhed ned til vandet. Her er en horde af soveværelser og en stor pool i en separat murstensbygning. Der er praktiske flisegulve, lædersofaer og et fællesrum med billard og bordtennis.

Da jeg ankommer, ligger Sivas stadig og sover. Hans døgn er vendt på hovedet, så da han vågner klokken 18, vandrer han i adskillige timer forsagt rundt i shorts og badetøfler. Teenagerne fra NS Gang og deres medbragte venner lægger et væsentligt højere energiniveau for dagen, selvom de har arbejdet og festet fem døgn i træk.

”De er nogle gode drenge,” siger Sivas. Han er bevidst om, at han som pladeselskabschef har en direkte magt over fremtidens hiphopmiljø. Har man Sivas’ blåstempling, arbejdskraft og netværk i ryggen, har man gode chancer for at nå igennem det smalle nåleøje.

”Jeg kunne ikke finde på at arbejde med nogen, der er selvdestruktive. Jeg vil gerne støtte folk, der vil opnå større ting og hjælpe deres familier. Det er vigtigt, at artisternes værdier er i orden.”

Luko, Dreads og Qwe, det tredje medlem af NS Gang, skiftes til at bruge en halv time i et lille soveværelse, der er midlertidigt indrettet som musikstudie. Når de har færdiggjort et vers, kommer de ud og får en highfive fra den stadig søvnige Sivas. ”Det blev fedt. Jeg blev helt overrasket over mig selv,” siger den ældste af drengene, Dreads, med fremskudt bryst og tandpastasmil.

Sommerhusets beholdning af alkohol er under pres efter nattens strabadser. Bunden af en flaske vodka bliver blandet op med flad discountsodavand, aftensmad er der nok af. Vi får overkogt skruepasta med salsicciapesto og groft salt. Hvis man er hurtig, kan man nå at tilrage sig et stykke brændt skinkeschnitzel fra frys, der er blevet delt i mindre stykker med en træspatel. Sivas nøjes med toastbrød og spegepølse.

DER VAR ENGANG, hvor alle talte om omvendt integration. Den politiske debat handlede om, at indvandrerne skulle nærme sig danskerne, men Sivas kunne også få danskerne til at nærme sig indvandrerne. Det socialliberale mediedanmark klappede i hænderne over den unge iraner, der fik hele Danmark til at sige ’para’ og ’dudu’, mens Sivas i DR-programmet ’PerkerDansk’ tålmodigt forklarede, at ja, der findes racisme i Danmark, og nej, han var ikke kriminel. Når Sivas gav koncert, stod boligblokkenes efterkommere side om side med hvide teenagere fra den øvre middelklasse og gav sig hen til den nye lyd. Sivas’ fremstormende musikkarriere lignede en integrationssucces med flødeskum og kirsebær på toppen.

Men kilden af samarbejdsvillighed og affektion fra de etablerede kulturinstitutioner løb hurtigt tør. Da Sivas selv skruede ned for sin tilstedeværelse i pressen, stoppede festivalbookerne også med at ringe, og mens Sivas og hans venner stortrivedes på streamingtjenesterne, blev de sjældent spillet i radioen. Siden Sivas indtog Arena på Roskilde Festival i 2016, har ikke én af de danske gaderappere været repræsenteret på festivalens hovedprogram.

”Jeg er lidt ked af, at festivalerne ikke booker os længere.”

Hvorfor tror du, de ikke gør det?

”De kan ikke klare mosten,” griner drengen Sivas, inden manden Sivas uddyber:

”Ej. Jeg tror bare, de glemmer, at vi er unge rappere, der kommer for at levere en fest. Men jeg ved personligt med mig selv, at jeg har opført mig ordentligt. Okay, måske ikke på alle hoteller, men til koncerterne,” siger han og ligner én, der forsøger at sortere i sine minder.

”Det er ærgerligt, at det er sådan her. Jeg tror, publikum savner os, for vi streamer jo stadig godt. Men jo mere, vi taler om det, jo mindre vil festivalerne og radiokanalerne tale med os. Det er en magtkamp.”

FESTEN LADER vente på sig i rapkolonien på Syddjurs. Sivas, manden med tegnebogen, har glemt at købe ny proviant, inden butikkerne lukkede klokken 22.

Den insisterende balkanpop, der kører på anlægget, pulserer anmasende og ude af trit med stemningen i rummet. Mens de unge, tørstige rappere nærmest kravler rundt på væggene, sidder Sivas midt i en intens idéudveksling med Yoandry Gonzalez, der er kreativ altmuligmand i Hiroshima Records. Sivas ville gerne have indspillet ’Forza’ som en kortfilm, der kunne få premiere i en københavnsk biograf, men det var der ikke budget til. Økonomien har dog ikke spændt ben for, at hver eneste lille visuelle detalje på Sivas’ kommende projekt er gennemtænkt på grænsen til det maniske.

”Sivas er perfektionist i en grad, hvor det er skadeligt. Han overtænker og tager ansvar for alle kreative elementer,” fortæller Reza. ’Forza’ er den hårdeste plade, de to har lavet, er de enige om. Sivas havde et helt album klar i efteråret 2019, men så kom corona, og så føltes ’Forza version 1’ utidssvarende. Nu er det hele skrottet og erstattet af nye numre. Albummet var sat til at udkomme i marts. Så i maj. Siden juni, og nu siger Sivas, at ’Forza’ udkommer 22. august. ”Med mindre noget går helt galt, selvfølgelig.”

En uheldig tradition præger ifølge Sivas selv de udgivelser, han har på samvittigheden. Der er altid noget galt med dem. De kunne have været bedre. Som en overambitiøs topaplet lytter Sivas til sin egen vokal med skånselsløs selvkritik. På Sivas’ seneste plade ’Contra’ er der fire numre, han ikke kan holde ud at høre, fordi han er utilfreds med, hvordan vokalerne er mixet.

”Men ingen almindelige mennesker kan høre forskel,” siger Reza.

Når Sivas indspiller sin egen vokal, kan han typisk indspille den samme sætning 20 gange.

”Hvert ord skal lyde helt perfekt,” siger han uden på nogen måde at lade alvoren slå sprækker.

”Det er også derfor, jeg ikke kan indspille med andre end mig selv. Folk bliver vanvittige, hvis de skal sidde og vente på mig. Jeg synes ikke, det er fedt, men det er bare sådan, jeg har det. Det skal lyde så godt som muligt.”

Sivas’ stræben efter det perfekte udtryk er accelereret i takt med, at han er blevet ældre. Han fornemmer hele tiden, hvordan unge, sultne rappere ånder ham i nakken, klar til at overtage tronen.

”Mange af os, der har været i gang længe, har fået et wake-up-call. I takt med at hiphop er blevet den dominerende genre i hele verden, er bundniveauet også blevet meget højere. Hvis du ikke er dedikeret og bruger tid på at udvikle din lyd, stil og lyrik, bliver du bare udskiftet. Der står en masse unge og sultne kunstnere klar til at overtage. Det er smukt at være vidne til.”

Sivas fornemmer, at de unge rappere er rundet af et andet landskab på sociale medier, end han selv er. Her vinder det ekstreme over det almindelige, det opsigtsvækkende over det ordinære. Sivas anerkender, at pladeselskaber kan profitere på at alliere sig med de rappere, der skildrer det mest brutale liv, ligesom tv-producenter typisk caster de mest outrerede og virkelighedsfjerne personligheder. Men om lidt vender det, insisterer han:

”De sociale medier er stadig så nye, at vi skal lære, hvordan vi bruger dem. På et tidspunkt brister boblen. Det bliver så ekstremt, at man går tilbage til det helt modsatte. Lige nu handler alt om at få likes, men på et tidspunkt bliver det kikset. Det bliver sejt at fravælge sociale medier og hurtig berømmelse. Det hele går i ring.”

Alles øjne er længselsfuldt rettet mod én i sommerhusselskabet, der måske har en ven, der kan køre ud med noget med procenter i. Jeg er tilsyneladende den i rummet, der har den mest småborgerlige døgnrytme, så da klokken bliver 4 om natten, giver jeg op og lægger mig til at sove ved siden af vodka-Fanta fra gårsdagens fest.

Få timer senere vralter jeg igen, stille og bælgøjet, ned ad de fjendtlige flisegulve. En tirade af aarhusiansk slang bliver selvsikkert råbt ud gennem døren fra et af de små værelser i Hiroshima Records’ midlertidige lejrskole. Sivas afbryder den unge rapper, der aldrig har udgivet musik før, men nu prøver kræfter med rappens ædle kunst sammen med en af de tungeste karakterer i dansk hiphophistorie. Han skal levere ordene lidt mere flydende, instruerer Sivas, mens han tvinger det sidste tobak ud af sin knaldede smøg. På sommerhusturen er det lige meget, hvem du er. Hvis du er ung og har noget på hjerte, skal Sivas nok sætte sig og optage dine vokaler.

Klokken har rundet 6 om morgenen, og Sivas er i stødet, da jeg træder ind på det lille værelse og melder min afgang. Det er på forunderlig vis lykkedes at skaffe alkohol, så mens jeg forsøgte at sove til lyden af en mindre fest på naboværelset, er Sivas vågnet op til dåd. Han taler højt, laver fagter og siger: ”Bliver du ikke lidt længere, g?”, men det gør jeg ikke.

DA JEG 10 DAGE senere igen besøger Sivas i hans lejlighed i Sydhavnen, er stemningen til min store lettelse indbydende og hjertevarm. Jeg har ikke kunnet få fat på hverken ham eller nogle af de andre, der var tilstede i det opulente sommerhus. Flere dage i træk går Sivas’ telefon direkte på svareren. Har jeg sagt noget forkert? Opført mig utilstedeligt eller brudt en form for kodeks?

Sivas har fået farven tilbage i kinderne. Han virker ikke længere træt, og ryggen er lidt rankere. Han triller en lille fodbold mellem sine fødder. En uges druk, fest og arbejde med en gruppe opkørte teenagere er blevet efterfulgt af en uges kvalitetstid med Selina. Sivas og Yoandry Gonzalez kigger på hinanden og griner indforstået, da jeg spørger, om det var en hård tur på Syddjurs. Bliver man aldrig træt af det liv?

”Nogle gange har man bare brug for at spazz out og slå sig løs. Sådan en tur er jo også virkelig inspirerende for mig. At hænge ud med de unge og mærke deres energi. Det smitter af, og efter sådan en tur føler jeg mig yngre i sjælen.”

FORÅR ER BLEVET til sommer, og Sivas er på boligjagt. Ejendomsselskabet fik nok af de mange støjklager, og Sivas fik tre måneder til at finde et nyt sted at bo. Tre dage før lejligheden skal overleveres, får Sivas et flyttefirma til at rydde den stadig fuldt indrettede lejlighed med militant hast og nøjagtighed. Mens han besigtiger boligmarkedet, bor han hos sine forældre og elsker det. Hans nye hjem skal opfylde ét krav: Der skal være god afstand til nærmeste nabo.

’Forza’ er lukket, som man siger i musikbranchen. Færdig. Pladen mangler kun at blive mixet, og så er Sivas’ fjerde fuldlængdealbum klar til at komme på gaden. Den notorisk tvivlende perfektionist virker rolig og afklaret. Han har aldrig været så tilfreds med en plade, velvidende at den formentlig ikke når hans første værker, hvad angår hysteri og opmærksomhed fra fans og medier. Det afholder ham ikke fra at arbejde som besat. Han har aldrig følt sig så motiveret, så mens verden omkring ham forgæves forsøger at anråbe sig hans opmærksomhed, presser Sivas sin kreative drivkraft til det yderste i jagten på det perfekte værk. Hvorfor?

”Jeg er nysgerrig på, hvor langt jeg kan skubbe det. Hvad er det bedste, jeg kan lave? Det handler også om at leve op til noget. Jeg er ikke nogen ’legende’, før min karriere er forbi. Til den tid kan I vurdere, om jeg er en legende.”

Skal du bevise noget over for nogen?

”Jeg vil ikke nævne navne, men når jeg ikke udgiver noget i et år, begynder nogen at spørge ind til, om det er, fordi jeg ikke kan finde på mere. Om jeg er færdig. Det har jeg tænkt mig at modbevise. Jeg vil tvære det ud i deres ansigt.”

Frygter du at ligge på dit dødsleje og tænke, at du skulle have arbejdet mindre?

”Nej. Jeg tror tværtimod, jeg kommer til at tænke, at jeg kunne have gjort endnu mere. Men jeg kommer også til at tænke, at det var fedt, at jeg bare fulgte min drøm. Det var jo bare en drøm hele tiden. Der var så mange muligheder for bare at stoppe, men jeg blev ved.”

Sivas klikker låget fast på den kilobøtte med Matador Mix, ham og Selina er gået i krig med i weekenden. En del af ham virker klar til at lade sig glide i baggrunden. Til at lade de unge komme til. Men pensionstanker kan ikke komme på tale for landets førende hiphop-innovatør. I Sivas’ hoved er det næste projekt allerede ved at tage form. Han vil gerne lave et fællesalbum med en kollega. Måske Branco eller Stepz. Eller Gilli. Han drømmer også om at lave et rejseprojekt, hvor han på Kanye Westsk manér isolerer sig et fredfyldt sted i udlandet med de bedste sangskrivere, instrumentalister og producere. Sivas rækker hvileløst ud efter den næste cigaret, mens han ligner en, der lige har fået en god idé.