Thomas Korsgaard: "Hvis man lige træder to-tre skridt forkert, kan man hurtigt ende nede på bunden. Jeg er selv meget bange for forfaldet"

"Hun kunne have været smuk’ er en sætning, der stikker ud for mig, fordi den rummer, hvordan hovedpersonen har det med sin mor. Han har en ømhed for hende, men samtidig kan han godt se forfaldet. Det forfald er på en måde tema for alt, hvad jeg skriver. Hvis man lige træder to-tre skridt forkert eller tager en gal beslutning, kan man hurtigt ende nede på bunden. Jeg er selv meget bange for forfaldet. Hvis der pludselig samler sig fem papkasser i min entre, som jeg ikke får båret ned, tænker jeg: ’Åh nej.’ Jeg kan virkelig blive bange for, om jeg er ved at gå i hundene. Jeg voksede op i et liv, der hele tiden lå på kanten, så det sidder i mig. Sætningen stiller også spørgsmål til, hvad det vil sige at være smuk. For jeg beskriver ikke mine personer særlig meget. Lidt hist og her, men ikke lange, malende beskrivelser. Det her er en mellemting mellem at skrive, at nogen er grim eller pæn. Sætningen rummer lidt begge dele, og den ømhed er vigtig for mig.

Når jeg skriver, leder jeg altid efter en kontrast. Det interesserer mig ikke at skrive om nogen, der er entydigt onde eller gode. Jeg prøver at skrive karakterer frem, der er alt muligt på én gang. Det er den sætning med til, selvom den er lige på kanten af at være patetisk. Jeg er nok lidt bange, men trods alt mindre bange end tidligere, for det patetiske. For hvis man tillader sig at gå med det, kan der også komme noget godt ud af det. Sætningen har en modstand i sig, der gør, at den ikke knækker. Kontrasten skal være der i ethvert kapitel og gerne i hver sætning.

Hvis man skimmer mine bøger, er der mange replikudvekslinger. Det siger så meget om mennesker, hvordan de snakker, og hvilke ord de bruger. Da jeg redigerede min første bog, gik det op for mig, at der var mange steder, hvor folk hilste på hinanden i den her familie ved at sige ’Dav’ og daske hinanden hårdt på skulderen. Der ligger meget i sådan en hilsen. Måske er dasket truende, måske er det sødt nok. Men den modstand, at man ikke helt ved det, syntes jeg, var god. Da jeg et par år senere, mødte nogle familiemedlemmer ganske kort, kom den ene hen til mig og sagde ’Dav’ og gav mig et dask på skulderen. Der tænkte jeg: ’Gud, det kommer jo ikke af ingenting.’ Jeg troede, det var noget, jeg havde fundet på. Men det er i virkeligheden noget, jeg ubevidst har opfanget som barn.

Noget af det, jeg elsker ved at skrive replikker, er, at dét, der bliver sagt på side 11, der kan virke som ingenting, pludselig på side 32 kan vise sig at rumme meget mere. Man opdager, at det foregreb noget, eller der egentlig blev ment noget andet. Det arbejder jeg meget med. Jeg er hysterisk optaget af mine replikker. Når sidste korrektur kommer, er der alt muligt, jeg alligevel skal have tilføjet, og forlaget bliver meget stresset over det. Men det skal bare stå knivskarpt.