Thomas Korsgaard: "Hvis man lige træder to-tre skridt forkert, kan man hurtigt ende nede på bunden. Jeg er selv meget bange for forfaldet"

"Hun kunne have været smuk’ er en sætning, der stikker ud for mig, fordi den rummer, hvordan hovedpersonen har det med sin mor. Han har en ømhed for hende, men samtidig kan han godt se forfaldet. Det forfald er på en måde tema for alt, hvad jeg skriver. Hvis man lige træder to-tre skridt forkert eller tager en gal beslutning, kan man hurtigt ende nede på bunden. Jeg er selv meget bange for forfaldet. Hvis der pludselig samler sig fem papkasser i min entre, som jeg ikke får båret ned, tænker jeg: ’Åh nej.’ Jeg kan virkelig blive bange for, om jeg er ved at gå i hundene. Jeg voksede op i et liv, der hele tiden lå på kanten, så det sidder i mig. Sætningen stiller også spørgsmål til, hvad det vil sige at være smuk. For jeg beskriver ikke mine personer særlig meget. Lidt hist og her, men ikke lange, malende beskrivelser. Det her er en mellemting mellem at skrive, at nogen er grim eller pæn. Sætningen rummer lidt begge dele, og den ømhed er vigtig for mig.

Når jeg skriver, leder jeg altid efter en kontrast. Det interesserer mig ikke at skrive om nogen, der er entydigt onde eller gode. Jeg prøver at skrive karakterer frem, der er alt muligt på én gang. Det er den sætning med til, selvom den er lige på kanten af at være patetisk. Jeg er nok lidt bange, men trods alt mindre bange end tidligere, for det patetiske. For hvis man tillader sig at gå med det, kan der også komme noget godt ud af det. Sætningen har en modstand i sig, der gør, at den ikke knækker. Kontrasten skal være der i ethvert kapitel og gerne i hver sætning.

Hvis man skimmer mine bøger, er der mange replikudvekslinger. Det siger så meget om mennesker, hvordan de snakker, og hvilke ord de bruger. Da jeg redigerede min første bog, gik det op for mig, at der var mange steder, hvor folk hilste på hinanden i den her familie ved at sige ’Dav’ og daske hinanden hårdt på skulderen. Der ligger meget i sådan en hilsen. Måske er dasket truende, måske er det sødt nok. Men den modstand, at man ikke helt ved det, syntes jeg, var god. Da jeg et par år senere, mødte nogle familiemedlemmer ganske kort, kom den ene hen til mig og sagde ’Dav’ og gav mig et dask på skulderen. Der tænkte jeg: ’Gud, det kommer jo ikke af ingenting.’ Jeg troede, det var noget, jeg havde fundet på. Men det er i virkeligheden noget, jeg ubevidst har opfanget som barn.

Noget af det, jeg elsker ved at skrive replikker, er, at dét, der bliver sagt på side 11, der kan virke som ingenting, pludselig på side 32 kan vise sig at rumme meget mere. Man opdager, at det foregreb noget, eller der egentlig blev ment noget andet. Det arbejder jeg meget med. Jeg er hysterisk optaget af mine replikker. Når sidste korrektur kommer, er der alt muligt, jeg alligevel skal have tilføjet, og forlaget bliver meget stresset over det. Men det skal bare stå knivskarpt.

”På det seneste er jeg begyndt at dyrke crossfit. Det er godt for mig, og det er også godt for arbejdet på en måde, for jeg har aldrig rigtig dyrket motion udover at cykle og prøvet at tage trapperne. Men den der udholdenhed, der er i det, kan jeg virkelig godt lide. Det giver så meget styrke, ikke bare fysisk. For der er også noget i, at man ved, man kan holde noget ud. Det tager jeg lidt med mig i mit åndelige arbejde.”

I min debutbog skrev jeg som noget af det første: ’Hvis min far døde i morgen, ville jeg rejse mig op og holde en tale i kirken.’ Da jeg havde skrevet resten af bogen, overvejede jeg meget, om sætningen skulle med eller ej. Men nogle gange, og det samme gælder med ’Hun kunne være smuk’, er der sætninger, der føles så forbudte, risikable eller grænseoverskridende, at man er nødt til at skrive dem. Når først de står der, er de svære at pille ud igen. Der kan godt være et vist ubehag ved at skrive, fordi der tit er noget på spil for mig. Jeg prøver at gå løs på nogle menneskelige tilstande og nogle livsvilkår, der er hårde. Det kan være ret svært at opholde sig i, så lang tid som det kræver at skrive en roman. Man skulle tro, det blev anderledes med tiden, men den roman, jeg skriver på nu, er enormt væmmelig at være i. Jeg kan få det helt klaustrofobisk over min egen tekst. Det er jo ikke hårdt som at løbe et maraton eller sidde den 11. i måneden uden penge, så man skal passe på med at misbruge det ord, for det er noget, jeg selv vælger. Men det er hårdt at kigge ind i en afgrund og et forfald.

Da min første bog lige var udkommet, tog jeg i sommerhus i tre uger. Mest for at komme ned på jorden og prøve at skrive lidt på nogle noveller. Men så begyndte jeg at skrive på en scene med en dreng, der sidder i en bil med sin mor, og så fortæller hun pludselig, at hun har en affære. Jeg kunne mærke, at der var noget, der brændte. Der var noget over mor-søn-relationen og en dysfunktionel familie, som jeg blev nysgerrig på. Så jeg begyndte at skrive videre på min sommerhustur uden egentlig selv at tænke, at det ville blive til noget. Men fordi jeg fandt det interessant at være i den tekst, havde jeg pludselig skrevet 90 sider på tre uger.

Når jeg først bliver ramt af noget, der optager mig, taster jeg løs i døgndrift og producerer enormt meget tekst. Hvis jeg først virkelig er grebet af det, ser jeg intet omkring mig, hører ingenting. Når jeg er der, behøver jeg ikke nogen bestemt udsigt eller nogle former for ritualer. Det hele bliver totalt irrelevant. Så skal der sådan set bare være strøm.

Det er svært at skrive. Det er svært at overføre alle mine store ambitioner til skrift. Det sker sjældnere og sjældnere, men jeg bliver stadig tit ramt af en stemme inde i mig, der siger: ’Du er jo ikke rigtig forfatter. Du skriver jo bare replikker.’ Det er en stemme, der vil banalisere, hvad jeg skriver og få det til at virke som ingenting. Jeg er ikke en, der skriver i et stort, lyrisk, sprudlende sprog. Jeg er meget optaget af replikker og dialog, og det kan på overfladen virke banalt, også for mig selv.

Der er dage, hvor den stemme får overtaget. Den kan også komme frem, hvis jeg læser noget helt fantastisk. Som hvis jeg læser Kirsten Thorup, der kan skrive så fortættet og vildt. Hendes nye bog indeholder nærmest ikke et kapitelskift. Det er en meget komprimeret tekst på flere hundrede sider, og hun skriver så godt. Det kan jeg godt blive hylet lidt ud af: ’Hvorfor skriver jeg, når Kirsten Thorup kan gøre det så aldeles fremragende?’ Men jeg må minde mig selv om, at det er noget andet, jeg vil sige. Jeg kan sige meget mere i det sprog, end hvis jeg prøvede på at skrive på en anden måde. Og så længe, jeg føler, jeg har noget at sige, der ikke er blevet fortalt på den måde før, er der en grund til at blive ved.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Talenter