Martin Shkreli offentliggør Wu Tang-plade

Trumps sejr får upopulær rigmand til at offentliggøre uudgiven Wu Tang-plade

En fejring, vi kan bruge til noget.

martin shkreli
Offentliggjort

En af internettets mere hadede personer kan ikke anklages for ikke at holde sit ord.

For et par uger siden svor den amerikanske rigmand og Trump-tilhænger Martin Skhreli, at han ville lade verden få gratis adgang til hans ikke offentliggjorte optagelser af blandt andre Nirvana, Beatles og Wu-Tang Clan.

Det var Skhreli, der for en sum af 2 millioner dollars løb med rettighederne til Wu-Tangs ”hemmelige album”, ’Once Upon a Time in Shaolin’, da gruppen sidste år bortauktionerede det til højestbydende.

Man kunne have frygtet, at den åbenmundede og ultra-kapitalistiske Skhreli ville have beholdt pladen for sig selv eller forsøgt at malke dens økonomiske potentiale.

I medierne kan man finde den unge iværksætter, der er opvokset i Brooklyn som søn af fattige immigranter fra Albanien og Kroatien, omtalt både som en ”pharmadouche” og som ”Amerikas mest hadede mand”, specielt efter at han købte rettighederne til Aids-medicinen Daraprim og hævede prisen på en pille med flere tusind procent har han gjort sig rigtig upopulær.

Men nu ser rigmanden ud til at gøre en gerning, der vil være populær uanset, hvilken politisk observans man end har. Bare man, som Shkreli, er vild med rapmusik.

Da han i går var kommet sig oven på valgsejren, lagde han videoer på YouTube, hvor han afspillede bidder af Wu-Tangs’ album, og det forlyder, at han nu vil forhandle med Staten Islands berømteste rapgruppe om, hvordan han kan offentliggøre albummet i dets helhed.

Det bliver spændende at se, hvordan de forhandlinger spænder an taget i betragtning, at Shkreli og Ghostface Killah tidligere har udvekslet hårde ord i medierne.

Det begyndte med at Ghostface kaldte Skhreli for et ’Shithead’, hvilket fik køberen af det hemmelige album til at true med, at han ville få alle rapperens rim slettet fra pladen, hvis ikke han modtog en undskyldning. Den er vist aldrig blevet givet.