Elias Bender Rønnenfelt: ”Vi har spillet i baggårde, hvor der blev affyret pistolskud op i luften”

Hvordan er det at være Iceage midt i en coronatid?

”Det er den diametrale modsætning til det liv, vi har levet. Vi har gennem de seneste 10 år været vant til at turnere med 150 koncerter om året. Jeg har ikke prøvet at være statisk ét sted, siden jeg var 17-18 år gammel. Det har været spændende at prøve at vænne sig til at være stillestående.”

Kan I ses sammen i bandet, eller er det sat på hold?

”Vi ses. Vi hører til hinandens boble.”

Spiller økonomien ind i forhold til aflyste koncerter og turnéer?

”Der har været et par gange, hvor jeg gik i gang med at søge arbejde for første gang i mange år. Der var dog ikke nogen af mine kontakter, der var klar til at ansætte mig til noget som helst. Men jeg er blevet reddet af hjælpepakken.”

Hvilken type jobs har du søgt?

”Opvasker på en restaurant og forskellige ting. De sagde, at de var klar på at have mig som opvasker, men så var det, som om de ghostede mig. Men jeg har klaret mig fint uden.”

Er det nødvendigt som forsanger i Iceage, et anerkendt band, at søge job som opvasker?

”I en tid, hvor man ikke kan spille koncerter og har brugt sin bandkasse op, og hvor vi ikke havde en hjælpepakke endnu, så ja, men det endte med ikke at være nødvendigt.”

Det kunne være interessant at spole tiden tilbage og høre, hvad du er rundet af hjemmefra. Du er født i 1992 på Nørrebro. Hvad husker du fra dengang?

”Jeg er vokset op på Fælledvej. Kvarteret var lokalt på en anden måde end i dag. Vi var på fornavn med grønthandlere, pizzeriaer og kiosker og alle i opgangen. I vores opgang kunne man smide ungerne ind til hinanden, hvis forældrene skulle aflastes. Vi boede oven over Barcelona (bar og diskotek, red.). Fra jeg var 0 til 14-15 år har jeg et vist antal dage hver uge forsøgt at falde i søvn til bassen fra et dansegulv og lyden af de MTV-sange, der var populære på det tidspunkt. Jeg ved ikke, om der er en vis form for musikalitet, der er blevet installeret i mig der (griner, red.).”

Hvordan var du som teenager?

”Musikken kom ret tidligt. Det var en verden, jeg så som min egen. Jeg mødte Dan, som spiller trommer, da jeg var 11. Han gik en klasse over mig på Bordings Friskole. Jeg så ham på gangene. Han så anderledes ud. Hvis vi fik øjenkontakt, kunne vi se, at der var et eller andet dér, og langsomt fik vi sporet os ind på hinanden. Han var også klar på musik.

Jeg mødte Johan (guitar, red.) gennem Dan. Jakob (bas, red.) mødte jeg på gaden sammen med en ven, da jeg var omkring 12-13. Vi tog som det første hen på en basketballbane og kørte på skift rundt i cirkler på cykel, mens den anden lå med et softgun-gevær og skød efter den cyklende. Vi var på mange måde nogle udskud i skolen.

Vi begyndte at høre punkmusik, og vi øvede på forskellige folks skoler eller sneg os ind på et fritidshjem og lånte et lokale. Vi gav koncert i Ungdomshuset. Vi varmede op for Skarpretter og var helt oppe at køre over det. Vi havde blå eyeliner på og spillede vores seks numre. De gamle punkere gik amok. Det var en ret fantastisk ting at hoppe ind i.”

Nørrebro var dengang præget af kampe mellem politiet og det autonome miljø. På Fælledvej skød politiet mod demonstranter under urolighederne i maj 1993. Men det må du næsten være for ung til at huske?

”Mine forældre har sagt, at tåregassen begyndte at komme ind ad vinduerne, hvor jeg lå som etårig. Gassen gik i mine babylunger, så de måtte lukke af ind til mit værelse.”

Identificerede du dig som teenager med anarkisterne på Nørrebro?

”Jeg var med til debatmøder og protester og workshops, og jeg var med i chatgrupper, som var krypterede og hemmelige. Jeg lånte min mors lille digitalkamera og tog billeder af demonstrationerne. Billederne blev brugt på en alternativ nyhedsside, som nogen havde stablet på benene. Jeg var 15 år, da Ungdomshuset blev ryddet (i 2007, red.). Der var en kæmpe angstfølelse i luften. Vi vidste, at det ville ske, men ikke hvornår.

Jeg gik på Det Fri Gymnasium. Da vi fik at vide, at nu skete det, marcherede mange af os ud af klasseværelset og op til Runddelen. Folk stod og græd. Det føltes uretfærdigt. Det handlede ikke kun om det hus, men om at mange var utilfredse med det samfund, vi levede i. Det var en masse frustrationer, der kulminerede.”

Kom du selv i karambolage med politiet?

”Lad os sige det sådan, at jeg havde rigtig mange venner, der blev anholdt og kniplet i den tid.”

Hvad var det ved din omverden, der ikke appellerede til dig?

”Det var en mavefornemmelse. Jeg tror bare, jeg ville noget andet og mere. Jeg famlede i blinde og var heldig at støde ind i musikken. Det tændte et eller andet i mig. Jeg var vanvittigt sulten. Sammen med de andre i bandet gik vi på opdagelse. Hver gang vi fandt et band, som vi blev besat af, undersøgte vi, hvem de havde som inspirationskilder. Vi søgte hele tiden videre.”

Havde I en drøm om at få et gennembrud i Danmark eller udlandet?

”Bestemt ikke. Vi havde et ønske om at bryde med noget i undergrunden, for der var meget af den musik, som vi syntes, var for traditionsbundet. Vores vildeste drøm var at få trykt fire sange på en syvtommers vinyl, så vi kunne give dem til vores venner. Eller hvis fem kopier slap videre til en eller anden undergrundsforretning i Hamborg, så var det helt vildt.”

Ret hurtigt fik I en fod i døren i USA. Kom det bag på jer, at der lige pludselig var interesse i udlandet?

”Fuldstændig. Vi var ikke specielt interesseret i alle de her indiemedier, som lige pludselig blæste os op og hypede os helt vildt, da vores første plade kom ud (i 2011, red.). Den skabte ringe i vandet, og det væltede ind med anmeldelser. Men det var ret abstrakt for os. Vi kunne godt se, at der var røre, men vi vidste ikke, hvad det betød.

Vi var skeptiske over for den etablerede musikbranche. Vi kom fra en undergrundstradition, hvor der ikke er nogen, der prøver at tjene på nogen. Vi var skeptiske over for alt, hvad vi blev mødt af, og vi syntes, at de var nogle fucking slanger alle sammen. Det begyndte at hagle ind med e-mails fra bookere, der gerne ville lave turnéer med os. Vi tog det med en selvfølgelighed frem for at være enormt benovede og taknemmelige. Set i bakspejlet tror jeg, at det var en reaktion for at beskytte os selv, samtidig med at vi også var ekstremt arrogante og tænkte: ’Jamen, selvfølgelig må det være sådan, at de interesserer sig for vores musik.’”

Hvordan var det at komme på turné i USA?

”Vi startede den første rigtige tour i Houston. Vi kom ind på spillestedet og mødte den mand, der skulle fragte os rundt i landet og tage sig af os de næste seks uger. Han hed Logan og havde fuldstændig døde øjne på den måde, folk har det, når de har set lidt af hvert. Han var overtatoveret og havde ingen knoer længere, fordi han havde slået dem alle sammen ind.

Vi kørte rundt i USA om sommeren i 40 graders varme i en bil uden aircondition. Vi fandt ud af, at nok var Logan en hård mand, men han havde et hjerte af guld. Han vil for evigt være en onkel for os. Vi bevægede os gennem landet, fra koncert til koncert. Vi mødte unge mennesker, som havde taget vores musik til sig. Det var sindssygt heftigt. Det var lydprøver, koncerter, drinks, søvn og lange køreture. Vi var ikke forberedt på, hvor hårdt det var for krop og sind.

Vi soldatiserede os igennem det, for at bruge et ikkeeksisterende ord. Vi boede ikke på hoteller, fordi vi skulle spare penge, så det var noget med at finde et sted i hver by, hvor vi kunne crashe. Nogle gange endte vi i en lejlighed hos nogle ligesindede og blev venner med dem. Andre gange endte vi på et snavset loft hos nogle bandemedlemmer, hvor der lå macheter og shotguns på køkkenbordet.”

Hvad kunne man opleve som dansk band, der spillede koncert for et amerikansk publikum?

”Folk, der smed fyrværkeri efter os på scenen. Folk, der smed øl efter os. Koncerter, som var så intense, at der kunne opstå voldsepisoder mellem publikum. Vi har spillet i baggårde, hvor der blev affyret pistolskud op i luften. Jeg har fået slået hul i hovedet. Fået tænder ødelagt. Under en koncert i en skummel lagerbygning, vistnok i Providence (i delstaten Rhode Island, red.), kom nogle publikummer op på scenen og tog fat i mig. Jeg troede, at de ville lave en form for crowdsurf, men det viste sig, at de havde tænkt sig at smide mig ud ad et vindue fra første sal. Jeg fik blokeret med benene, så jeg ikke røg ud. Bagefter fandt jeg dem og spurgte, hvad fanden det gik ud på. Det viste sig, at det ikke nødvendigvis skulle opfattes som et mordforsøg, men at det bare var noget, der lige skete.”

Efter USA bredte hypen sig til Japan og resten af Asien. Er der forskel på at spille koncert for japanere og amerikanere?

”I USA og Europa er publikum lidt mere tilbageholdende i forhold til at udtrykke deres kærlighed til bandet. Men i Japan kunne det nærmest føles Beatles-agtigt i den måde, vi blev jagtet ned gennem gaderne og lige pludselig stod i en menneskemængde, man ikke kunne komme ud af.”

Da I begyndte som band, var I en del af undergrunden, og I var på kant med alt det etablerede. Men lige pludselig blev I omfavnet af rigtig mange mennesker. Var det noget, I skulle vænne jer til?

”I de tidlige dage var jeg afvisende over for det. Jeg ønskede ikke, at folk skulle være fans. Jeg ville hellere se dem som ligemænd. Hvis nogen spurgte mig som 18-årig om at få taget et billede, svarede jeg, hvorfor fanden de var interesseret i det. ’Tag dog hellere med til koncerten og lyt til musikken.’ I dag har jeg fundet mig mere til rette i, at den dynamik findes. Jeg er taknemmelig for, at folk kan lide den musik, vi laver.”

Har dit forhold til medierne, både herhjemme og i udlandet, også ændret sig?

”I starten var jeg mistroisk over for alle journalister. Jeg havde en kort lunte i forhold til at lukke et interview ned, hvis jeg var irriteret over den måde, de spurgte på. Hvilket gjorde, at jeg fik et vist ry. Men jeg lærte at navigere i det, og jeg vil jo også gerne have, at det, vi laver, er noget, der kommer ud. Medierne vil gerne bruge os, men vi lærte, at vi også kan bruge dem.

Min skepsis hang nok også sammen med, at jeg som helt ung musiker ikke havde nogen anelse om noget som helst. Vi spillede bare musik. ’Hvorfor vil I spørge mig om noget?’ Nu har jeg fået mere erfaring, og jeg har en vis krop af arbejde bag mig, som gør, at jeg kan sige noget om, hvad det er, vi laver.”

I har været sammen i Iceage siden 2008. Hvad er formlen for at holde sammen så længe?

”Vi er fire mennesker, som har et venskab, der er så dybt, som jeg kan forestille mig. Vi har en nærmest magisk egenskab til at udholde hinanden både gennem det bedste og det sværeste. Og så har vi gennem alle årene aldrig følt, at vores opgave med at lave musik med hinanden var konkluderet. Vi har hele tiden kunnet finde nye steder at søge hen.”