10 nøglescener fra Nikolaj Lie Kaas' liv

Nikolaj Lie Kaas er en af landets bedste inden for sit felt. Han er også en af de mest rapkæftede, besværlige, drillesyge og kompromisløse. Det har ført ham langt, både på scenen og bagved. Christina Zemanova mødes med den 42-årige skuespiller og gennemgår hans liv i 10 nøglescener – fra den turbulente opvækst i Rødovre til de store film og den måske sværeste rolle af dem alle: som voksen mand i et fast forhold.

Mine forældre er sammen i vores have i Rødovre, og jeg er endnu ikke blevet født. Det var min mors hus, og min far flyttede ind og lavede swimmingpool og var stor i slaget. Min far og min mor ser glade ud på billedet. Min far var tit glad, når der var kamera på. Det er sikkert i forbindelse med en premiere, at det er taget. Min far lærte tidligt, at der skulle være nogle tøser på billedet, så sælger alt bedre. Og så har han lige bedt min mor om at være med, når fotografen kom. Min mor var født ind i Jehovas Vidner. Men som 18-årig forlod hun Sønderjylland, rejste til København og mødte min far, Preben Kaas, den største cirkusdirektør i byen.

Det var en helt anden verden end den, hun var vokset op i. Han havde brug for poolen, fordi han havde brækket ryggen ved at falde bagover ned i orkestergraven, mens han stod og instruerede et eller andet. Den bedste måde at genoptræne ryggen på var ved at svømme, men han syntes, det var for dyrt at få lavet en swimmingpool. Det kunne bedre betale sig for ham at købe hele firmaet – så det gjorde han. Og hans nye swimmingpoolselskab byggede den så fin og flot, at de gik konkurs lige bagefter. Han gik også konkurs med sit firma ’Kaas hårspray til parykker’. Han må jo have tænkt, at der var et marked, og det var jo selvfølgelig 60’erne – folk gik mere med paryk dengang. Min mormor købte huset af mig, da min mor døde i 1989.

Hun begik selvmord, da jeg var 15 år. Min mormor var en speciel dame, og hun ville gerne holde på huset for mig, fordi hun troede, at jeg gerne ville have det, når jeg blev ældre. Hun flyttede derind, men hun gjorde det ikke til sit eget. Hun lod alt stå, som det gjorde, da min mor levede. Min mors pelse hang på bøjler, og hendes makeup stod på makeupbordet. Alt stod fremme. Men det hele forfaldt. Swimmingpoolen blev til Utterslev Mose, misligholdt, fyldt med græs og blade. Haven var tilgroet som en jungle. Det var frygteligt og skræmmende at være derude. Jeg kom aldrig tilbage til det. Det var et lukket kapitel for mig. Da min mormor døde, arvede jeg det for anden gang. Jeg solgte det, for jeg havde stadig ikke lyst til at flytte tilbage.

I dag er der en græsplæne der, hvor poolen er på billedet. For mig er huset et billede på et liv, der forsvandt med ét fra den ene dag til den anden. Min mor døde, og jeg flyttede over til en af hendes veninder. Jeg kommer indimellem på den lille villavej i Rødovre, fordi jeg har en veninde, der bor der. Jeg har også vist mine døtre huset. Men det er en tid, der faktisk føles som et helt andet liv. Det er på en måde forbundet med en masse gode ting fra livet med min mor, men der er også gået så lang tid, at jeg ikke rigtig føler, at stedet har så meget med mig at gøre mere.

Min mor var en af de første, der talte om hustruvold. Jeg tror måske endda, at hun fandt på ordet. ’Fløde 2’ var en nøgleroman i 80’erne, hvor hun beskrev, hvordan figuren P.K. slog sin kone. Min mor og jeg boede alene sammen, fra de gik fra hinanden, da jeg var 2-3 år. Hun var forfatter – hun udgav syv bøger – og hun lavede også andre kreative ting. Hun designede noget undertøj og optrådte som sanger.

Min mormor var stadig Jehovas Vidne, selv om min mor havde meldt sig ud, så hun måtte faktisk ikke se min mor, og derfor besøgte hun os altid kun om aftenen. Hendes tro prægede mig, vi læste Bibelen sammen og bad aftenbøn og bordbøn. Det kunne jeg godt lide. Jeg kan huske, at Skat blev ved med at indkalde min mor til torskegilde, fordi hun levede for 40.000 kr. om året og havde hus og swimmingpool. Det kunne de ikke få til at hænge sammen. Men min mor og mormor var bare rigtig gode til at spare og til at få pengene til at vare længe. Som dreng vidste jeg selvfølgelig godt, at vi ikke havde særlig mange penge. Jeg plagede ikke om legetøj, det ville være dårlig stil, jeg kunne godt mærke, at hun var presset i forvejen.

Jeg kan huske to ting om min far. Det ene er et svagt billede af hans gulvtæppe. Det andet er engang, hvor vi kørte galt i en blå bil. Det var kun mig og ham, der sad i bilen, og han var stiv. Vi skulle hjem til nogle af hans venner, der boede på et stort gods, og der var en voldgrav, der omkransede bygningen. Han blev ved med at dreje lidt for længe. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at han skulle stoppe med at dreje, og så kørte vi ned i voldgraven. Vi klatrede ud af bilen og op ad skrænten, og så kom Falck og hev bilen op. Jeg ville gerne være med til at hive bilen op, men min far og Falck-medarbejderen sagde, at jeg skulle gå væk. Men så spurgte jeg lige én gang til, og så fik jeg lov. Så jeg stod under bilen og hev i en kæde sammen med de voksne. Det var sindssygt, at de lod mig gøre det.

Siden hen har jeg fået fortalt mange historier, men det her er det eneste, som jeg selv kan huske. På billedet her ligner jeg godt nok Preben Kaas meget. Jeg var otte år, da han begik selvmord i 1981, og da han skulle begraves, spurgte min mor, om jeg ville med. ”Jeg leger lige så godt,” svarede jeg. Så han kan ikke have betydet særlig meget for mig dengang. Men jeg er ikke sur på ham mere. Jeg har tilgivet ham, at han var, som han var. Han kunne ikke gøre det anderledes. Men det har taget tid, især fordi jeg ikke har ham her til at være vred på eller til at forholde mig til. Han er en fremmed for mig, fordi jeg aldrig har lært ham at kende. Og selv om han også var et stort generøst menneske, kunne jeg godt synes, at han var et fjols en gang imellem. Sådan helt nøgternt set.

Det var min nye papstorebror, der skaffede mig ind til cas-ting på ’Drengene fra Sankt Petri’. Jeg var flyttet ind hos min mors veninde Hanne og hendes familie, da min mor døde, og både min paplillebror og jeg tog til den casting, selv om jeg aldrig havde haft nogen drøm om at blive skuespiller overhovedet. Jeg blev udvalgt sammen med de seks andre drenge blandt 10.000 ansøgere og fik rollen som Otto. Selv om det var helt nyt for mig at spille skuespil, og selv om jeg ikke følte, at jeg anede, hvad jeg lavede, når kameraet rullede. Det var fedt at være med. Vi havde det sjovt sammen. Vi var syv uger i Polen på optagelse, og jeg elskede at lave den film. På billedet her fortæller Søren Kragh-Jacobsen mig, at jeg bliver jagtet af en tysker på en cykel. Meget af instruktionen af mig handlede om Otto-munden – et begreb, som blev opfundet, fordi jeg lavede sådan en åben, rund mund, hver gang jeg skulle skyde med et gevær – og det gjorde jeg ret meget.

Jeg mener, at der endte én Otto-mund i den færdigklippede film. Det er i en stor skydescene. Alle drengene var nye i filmbranchen. Men jeg følte, at de andre havde en langt større selvtillid end mig. De var 2-3 år ældre, og jeg så rigtig meget op til dem. Især Joachim Knop var mit idol. Han var det sjoveste menneske, jeg havde mødt i mit liv. Han var ironisk, og for mig var ironi en stor åbenbaring at opdage. Men når jeg taler med de andre drenge i dag, siger de, at de ikke havde den følelse af selvtillid, som jeg skød dem i skoene.Jeg spillede det eneste, jeg kunne finde ud af: forknyt, genert og hemmelighedsfuld. Det, man så i filmen, var det, jeg kunne. Derfor betød det særlig meget for mig, at jeg vandt en Robert og en Bodil for min rolle.

Det var et stort vendepunkt for mig. Dét at opleve, at der var noget, jeg var god til, gjorde, at jeg pludselig overvejede at blive skuespiller, selv om jeg aldrig før havde forestillet mig at gå den vej. Jeg ved godt, at det ikke er gennem ens job, at man skal finde selvværd, men det gjorde rigtig meget for mig at finde ud af, at der var noget, jeg kunne. Nu var selvtilliden måske også lidt i bund, efter at min mor havde taget sit eget liv, da jeg var 15 år, så det var bare med at hælde på. De andre drenge ville søge ind på teaterskolen, men den var jeg bange for. Jeg syntes, at folk kom til at spille sjovt af at gå der. Min indstilling til den var hoven og studentikos, og jeg mente, at den uddannelse ødelagde folk, at de blev for ’teateragtige’ af det.

I stedet spurgte Erik Clausen, om jeg ville være med i den sidste halve time af en Carl Nielsen-film, der handlede om komponistens barndom. Jeg sagde ja, men da jeg så den bagefter, opdagede jeg, at jeg spillede rigtig skidt. Jeg var ikke så dygtig, som jeg troede. Det pissede mig af, at jeg ikke var dygtig nok. Det var godt for mig at opdage. Det er et godt drive for mig, når jeg ikke er god nok. Hvis jeg kan mærke, at jeg slet ikke er der, hvor jeg gerne vil være, tager jeg mig rigtig meget sammen. Så vil jeg gøre det endnu bedre.

Billedet er taget i Cannes. ’Idioterne’ var med i hovedkonkurrencen, og den er lige blevet vist, da vi kommer ud her. Den handler om en gruppe voksne, der udlever deres indre idiot i en villa i Søllerød, og jeg spiller Jeppe, som er lillebror til ham, der har fundet på projektet. Lars von Trier var for mig en åbenbaring, fordi han var det første voksne menneske, jeg mødte, som jeg klikkede med humormæssigt. Han er meget, meget, meget sjov. Og han får nogle sindssyge ideer.

En af dem var, at vi skulle køre til Cannes i spasserbussen, en handicapbus, der er med i ’Idioterne’. Skuespillerne fik den udleveret af filmselskabet Zentropa, værsgo, skrid, vi ses dernede. Det var den billigste måde at få holdet derned på. Jeg blev fløjet ind, fordi jeg havde lavet noget andet lige op til festivalen. Det hele var absurd: Ideen var, at vi skulle komme kørende hen foran palæet i Cannes i bussen, men vi kunne ikke komme derhen. Den blev hele tiden stoppet, for franskmændene, der styrede trafikken, kunne ikke forstå, at det ikke var en limousine, der ankom med skuespillerne. ’Idioterne’ var en slags sandhedsmission for Lars von Trier.

Han ville ikke have, at vi skulle spille – nej, vi skulle bare være til stede. Og han var frustreret over, at vi ikke alle sammen flyttede ind i huset, at vi ikke slog os ned. Men de andre havde mænd, koner og børn og et liv ved siden af deres arbejde. En aften tvang han os til at blive der og indspille en scene, der ikke var i manuskriptet. Men midt i det hele gav han bare op og forlod huset. En dag, da jeg kom til at irritere ham, kiggede han alvorligt på mig og sagde så ganske langsomt:

Jeg har været med i mange forestillinger, hvor folk er skredet undervejs. Engang spillede jeg med i en forestilling på Det Kgl. Teater, hvor der var 200 mennesker i salen, da vi begyndte, og kun 17 efter pausen. Jeg talte dem. Vores sufflør sad bag publikum, og han fortalte bagefter, at der havde været en, der vågnede midt i anden akt med et voldsomt sæt, det gibbede i ham. Og så havde personen, der sad bag ham, lænet sig frem og diskret sagt: ”Bare sov videre, der sker ikke en skid.”

Som skuespiller ved man jo godt, hvad man har gang i, når man er med i sådan en forestilling. Men man er nødt til at gå med, når tæppet går til side – man kan jo ikke sige:

”Jeg skrider.” Jeg har også prøvet at spille med i et stykke på Mungo Park, hvor der kun var fire mennesker i salen. Når man spiller teater, har man den regel, at hvis der er flere mennesker på scenen end i salen, spiller man ikke. Men teaterdirektør Peter Reichhardt sagde: ”I spiller! ... For der er også dem i teknikken.” De talte så åbenbart for publikum denne aften. Jeg kan huske, at de fire publikummer var meget engagerede og klappede meget.

Til gengæld er jeg selv gået fra en forestilling som publikum, selv om vi kun var fire i salen, da stykket begyndte. Det bør man ikke gøre, når man er så få. De blev dog først synligt sure på mig, da jeg kom tilbage for at hente min taske, som jeg havde glemt. Den blev tyret i maven på mig.Af det lærte jeg, at man skal opføre sig ordentligt. Det var ikke fair at skride. Der var jo kun to publikummer tilbage, da vi smuttede. Man skal opføre sig ordentligt i alle henseender, og det gjorde jeg ikke der.

Billedet er taget i 2003. Jeg havde lige mødt Anne. Jeg kan se det, fordi jeg stadig har et frottélagen. Her, i min gamle lejlighed på Frederiksberg, satte jeg Anne ned på en seng og viste hende ’The Office’, som jeg syntes var det sjoveste i verden. Og Anne ville så gerne grine, for det var så oplagt, at hun skulle grine, for jeg havde talt så meget om den serie, men hun fattede ikke en bjælde. Og det kan jeg egentlig godt forstå, for det er jo en slags overfusning. Jeg har bare tromlet hende ned med mit forsøg på at være morsom.

Jeg kan huske, at jeg havde et stort behov for, at hun forstod mig på det humoristiske plan. Men hvis man bare slapper af, kommer den slags jo af sig selv. Vi blev forelskede, sådan var det, og fordi vi begge to manglede et sted at bo, besluttede vi os for at købe en lejlighed sammen 3-4 måneder efter, vi havde mødt hinanden. Dette her med at binde sig til et andet menneske var for mit vedkommende en ret stor udfordring. Men vi tænkte begge to, at det var en investering. Da vi var nede hos Nykredit for at skrive under, rystede hendes hånd lige så meget som min, og så tænkte jeg: ”Pyha, så er det ikke kun mig.”

Vi lå på en strand i Italien, og jeg kiggede over på Anne og tænkte: ”Er det ikke lidt nemt, det her?” Det er, som om vi har gjort dét med at ligge på en strand for mange gange. Man burde have en eller anden form for handicap. Og så fik vi børn. Det var mere mig, der pressede på, end Anne. Hun kunne sagtens have ventet. Det handler selvfølgelig om den tid, vi lever i, men jeg kan slet ikke forestille mig at leve det liv, min far levede, væk fra sine børn. Jeg ved ikke, hvad det er, jeg arbejder for, når jeg ikke er sammen med dem. Jeg kan mærke, at det har indvirkning på, hvilke roller jeg tager i udlandet. Jeg ville nok have et betydeligt anderledes liv, hvis jeg ikke havde børn.

Jeg ville ikke være bundet til et sted på samme måde. Men det befriende er faktisk, at jeg ikke har noget valg. Det er et helt egoistisk behov for mig at være sammen med dem. Jeg kan sagtens acceptere, hvis folk lever på en anden måde. Jeg har også kolleger, der har et større behov for at komme ud end at være derhjemme. Men jeg ville aldrig slå folk oven i hovedet pga. det, det er helt op til folk selv, og i de fleste tilfælde kan folk ikke gøre det anderledes.

Den største produktion, jeg har været med til, er ’Engle og dæmoner’. Der var jeg både i Rom og Los Angeles, og jeg havde min familie med. Der findes ikke særlig mange produktioner i denne her størrelse. Den første dag på settet kom der en kvinde over, da det blev frokosttid, og spurgte, om jeg var sulten. Jeg sagde ja, og hun spurgte mig: ”Hvad vil du have?” Jeg sagde: ”Hvad har I?”, og hun gentog: ”Hvad vil du have?” Frokosten var al mad, der fandtes. Der var kokke, der lavede alt fra steaks og fisk til isvafler og småkager. Der var ikke noget, man kunne få lyst til at spise, der ikke var til den frokost. Selve arbejdet foregår i et lige så intimt rum som på en dansk produktion.

Det er en forhandling mellem dig, din medspiller og din instruktør, og det er nødt til at være et lille rum, vi har sammen, så det er meget betryggende. Men omstændighederne, alt det udenom, det er markant anderledes, end da vi fx lavede ’I Kina spiser de hunde’.

Et tebord på en dansk film kan ikke rigtig hamle op med det. Jeg lærte, at de dygtigste mennesker også er de mest generøse mennesker og de mest oprigtige mennesker. Tom Hanks er en fornøjelse. Han kunne simpelthen ikke være mere, som man tror, at Tom Hanks er. Ydmyg, karismatisk, sjov. Han var fed. Jeg lærte også at tale med en god, tung, russisk accent. Og så lærte jeg, at selv om jeg var nervøs, var jeg nødt til at stole på mig selv.

Da holdet til den første af filmene om Carl Mørck og Afdeling Q, ’Kvinden i buret’, blev sat, tænkte jeg, at det kunne blive godt. For der var rent faktisk penge til at lave det ordentligt, og holdet var egentlig overkvalificeret til at lave det. Og jeg kunne lave andet ved siden af, fordi hver film måske tager 10 uger at optage, og så ville der gå halvandet år, før vi skulle skyde en ny. Men jeg kan godt få lidt angst, hvis jeg skal gøre det samme hver dag. Og måske er det lidt dumt at rode sig ud i at lave en serie, når man har en angst over for rutiner. Min første rigtige ansættelse var på Det Kgl. Teater, og det var både sjovt og hyggeligt at være der. På en måde kunne jeg ret godt lide rutinen i det: At gå ad de samme gange ned i kantinen og hente min kaffe. Men en dag stoppede jeg midt på gangen og tænkte:

”Hvad fanden er det, der sker her? Det her er for nemt, det er for hyggeligt.”

Der skal Mentos i colaen, og der skal være ét eller andet, der rusker mig op. Og så sagde jeg op.Jeg kan altid mærke en reel angst for, at det bliver for hyggeligt, det hele. Det er ikke, fordi jeg vil være alvorlig hele tiden, jeg kan også godt lide at have det sjovt. Jeg vil bare gerne have, at vi husker, at vi skal oppe os lige om lidt. ’Kvinden i buret’ var svær at lave, fordi min karakter er så indelukket, at der næsten ikke kommer noget ud. Vi var meget i tvivl om, hvorvidt det overhovedet ville være værd at se på. Da vi så fandt ud af, at det fungerede på den måde, var vi mere sikre, da vi skulle lave film nr. 2 og 3. Den sikkerhed bryder jeg mig egentlig ikke om, og pga. den skulle jeg bruge noget tid på at finde ud af, hvorfor jeg egentlig lavede en film til. Jeg ville ikke læne mig op ad en tidligere succes. Jeg er hele tiden bange for at miste det store ’hvorfor’. Hvorfor er det interessant at lave denne her film? Og man skal lede endnu mere, når det er anden og tredje gang, man laver den.

Når jeg ser på nogle af de film, min far lavede, var en del af det, de lavede, jo noget juks. ”Skal vi ikke lave en film sammen?” sagde de, og vupti, så rejste de verden rundt og trak det hele fra. De havde en anden måde at tænke på end os. Hvis de selv syntes, det var sjovt, troede de, at andre ville synes, det var sjovt. ”Er dette her se-bart?” tænkte de måske ikke altid over. De havde ikke nogen respekt for, hvor stort er ansvar det er at lave noget, som andre skal sidde og bruge tid på. Tvivl er meget undervurderet. Mange kreative brancher er baseret på, at man hele tiden skal sætte spørgsmålstegn ved, hvad man gør, og hvad man laver, og hvorfor, hvorfor, hvorfor.

Det er min måde at huske at være ydmyg over for rollen på og huske at gøre mit ypperste. Og jeg vil kunne sige, at jeg har gjort mit bedste. Jeg ville ikke kunne holde alternativet ud. Hvis andre så ikke kan lide det, og jeg har gjort mit bedste, tja, så må jeg leve med det.