Går verden ad helvedes til? Svend Brinkmann har svaret på alle dine bekymringer

1. Vi taler grimt til hinanden

Internettet har ændret måden, vi debatterer på, og offentlige meningsdannere råber vagt i gevær over for digitale kommentarfelter, der flyder over med ukvemsord. Spørger man Svend Brinkmann, er der særligt ét redskab, man med fordel kan bruge i den henseende. Men brug det varsomt – ellers er du bare en idiot.

”Jeg har personligt oplevet, at der kan være konsekvenser ved at stikke snuden frem, men jeg synes ikke, det har været slemt for mig. Jeg er ret ligeglad med, hvad en tilfældig person på internettet skriver om mig. Det har til gengæld gået mig på, når det kommer fra folk, jeg har respekteret, folk, jeg havde forventet mere og bedre af, eller fra folk med magt.

I mit offentlige virke langer jeg jo også selv ud, men jeg prøver meget bevidst at undgå at ramme enkeltpersoner. I stedet prøver jeg at gå efter bredere tendenser og ikke de personer, der repræsenterer tendenserne. Også selvom det andet kan være nemmere. For hvis jeg gjorde det, vælter der jo fandeme 10.000 sure opstød ned over den stakkel, jeg er uenig med.

Jeg synes virkelig, det er ærgerligt, når folk bevidst pisker en stemning op over en udtalelse, som er sagt i sjov, og som der tydeligvis skal tages let på. Det var også baggrunden for den værste shitstorm, jeg har været i. Det skete, mens man diskuterede, om man skulle oprette et udrejsecenter for blandt andet kriminelle udlændige på øen Lindholm.

Der lavede jeg en joke på Facebook, der lød noget i retning af, at der ikke var nogen grund til at lave en ø for kriminelle asylansøgere, når vi nu i forvejen har Slotsholmen, der er fyldt med forbrydere. Det var dårlig humor, men uden tvivl en joke.

Anders Samuelsen, som på daværende tidspunkt var udenrigsminister, reagerede meget kraftigt på det, og Naser Khader skrev, at jeg var en idiot. Jeg følte, at de misforstod joken med vilje og med henblik på at få en forargelsesstorm frem, så de kunne generere likes og clicks. Jeg gik så ind i deres Facebook-tråd og forklarede, at det var en klassisk bait and switch-joke (hvor man leder folk i en bestemt retning, og så pludselig skifter til noget anderledes eller overraskende, red.). Helt overpædagogisk og nørdet fik jeg udstillet den tydelige humor i min oprindelige joke. Den kommentar fik rigtig meget medvind, og med ét så Naser Khader dum ud.

Han var meget populær på det tidspunkt, og jeg var sgu virkelig bange, mens det stod på. Jeg var bartender til en fest på min søns efterskole, og så stod jeg der og kunne mærke telefonen blive varmere og varmere nede i lommen, mens jeg skulle hælde øl op og samtidig håndtere alle de her politikere, der skrev alt muligt om mig. Det var træls.

Jeg tror, at humoren har bevirket, at jeg er kommet i meget få shitstorme. Før jeg læste psykologi, studerede jeg filosofi, og der opdagede jeg, at dem, jeg bedst kunne lide at læse, og som jeg syntes var indsigtsfulde og sagde noget om tiden og om os mennesker, var dem, der gjorde det med humoren som virkemiddel. Den afdækker jo det overraskende. Det er derfor, vi griner. Der sker noget andet, end vi forventer. Og når der sker noget andet, er det fordi, at der er noget nyt af verden, der bliver vist frem.

Jeg holder fx rigtig meget af at se stand-up. Dels fordi jeg i forhold til at holde foredrag kan lære noget om at gebærde mig på en scene, og dels fordi gode komikere er enormt gode samfundsiagttagere. De bruger humoren til at afdække nye aspekter af samfundet, som jeg ikke selv kan se.

Men jeg er alligevel gået lidt væk fra at bruge humoren, for hvis jeg skal være selvkritisk, kan humoren også fungere som en slags teflon, man smører ud, så man kan glide af på alting. Det gør debatten dårlig. Man skal stå ved det, man siger, og gå oprigtigt ind i diskussionen. Det håber jeg også, jeg gør. Det er i al fald min ambition. Jeg vil ikke være en Schrödingers douchebag.

Dario Fo, den italienske dramatiker, sagde engang, at latteren åbner kraniet, så fornuften kan slippe ind. Det er sådan, jeg gerne vil bruge humoren. Til at ’afselvfølgeliggøre’ visse aspekter af diskussioner.”

2. De unges mentale helbred skranter

I marts i år udgav Sundhedsstyrelsen Den Nationale Sundhedsprofil. Den afslørede, at flere og flere danskere mistrives. Især ser det grelt ud for de 16-24-årige, der kæmper med stress og et omgivende samfund, som ifølge Svend Brinkmann forventer for meget af dem.

”Det står slemt til, synes jeg. Og jeg har ellers længe hørt til dem, der ikke syntes, at de tidligere statistikker omkring forværret mentalt helbred hos de unge var specielt alarmerende. Det har haft noget at gøre med, at der er opstået et sprog omkring stress og depression, som gør, at man hurtigt som respondent i en undersøgelse kan svare ja til, hvorvidt man faktisk lider af det.

Men målingerne i Den Nationale Sundhedsprofil er lavet ud fra nogle klinisk meget valide modeller. Her kan man blandt andet se, at over halvdelen af kvinderne i aldersgruppen 16-24 år har det højest målbare niveau af stress. Det er jo vanvittigt! Hvis det havde været en måling fra en privat virksomhed, havde arbejdstilsynet lukket den omgående.

Ingen ved rigtig, hvorfor det står sådan her til. Det er så mærkeligt. Jeg var med i statsminister Mette Frederiksens meget omdiskuterede podcast, hvor vi talte om emnet, så det har heldigvis politisk bevågenhed helt øverst oppe. På Folkemødet i juni var der også mange debatter, der handlede om det. Og det er jo nok blandt andet, fordi ingen rigtigt forstår, hvorfor det er så slemt, som det er.

Der har altid været en gruppe af unge, som kom fra familier uden så mange ressourcer, og som derfor har haft det svært. Men nu ser man problematikkerne alle mulige steder. Det er unge fra alle lag i samfundet, der kan få det rigtigt dårligt. Det er nyt.

Noget af det handler måske om den måde, samfundet fungerer på. Kald det konkurrencestaten eller præstationssamfundet. Vi skal nok have fat i de beskrivelser, når vi skal forklare, hvad der er galt. Selv når vi holder pauser, er det for at lade op, så vi kan præstere endnu bedre, når vi kommer tilbage til arbejdet. Der står floskler i jobannoncerne om, at ansøgeren skal være fleksibel, omstillingsparat, klar på faglig og personlig udvikling, kreativ og innovativ. Agil, robust, humoristisk, positiv – menneskelige dyder, som ingen jo kan leve op til hele tiden, men som vi forsøger at opbygge i børnene, fra de er helt små.

De skal kigge indad og vide, om de er et ’se’, ’høre’ eller ’gøre’-barn. Det er udtryk for en grænseløs udviklingskultur. Det er godt at præstere, og folk kan godt lide at få anerkendelse for at gøre noget godt. Men i dag eksisterer der nærmest kun to rum i samfundet, hvor man ikke skal præstere: kirken og biblioteket. Og der er der ingen, der kommer længere.

Man kan ligeledes se i Den Nationale Sundhedsprofil, at mange unge mennesker går til psykolog. Det ser jeg også som udtryk for et problem. Der er nogle psykologer, der gerne vil snakke om, at alle mennesker burde gå i terapi. Ligesom bilen skal til serviceeftersyn. Den køber jeg ikke helt; hverken at det forklarer, hvorfor så mange går til psykolog, eller at det er noget, vi alle har brug for. Selvfølgelig må folk gerne gå til psykolog, også selvom de ikke på den måde har et presserende problem, men jeg tror, det indebærer en risiko for, at vi glemmer de sammenhænge, vi er en del af, og som er udslagsgivende for vores mentale helbred.

Vi kigger for meget indad, og vi mærker efter i os selv hele tiden. Hvis man vågner hver morgen, helt fokuseret på hvordan man har det, og man vil skrive det ned eller registrere det i en app, så er der risiko for, man gør noget, der ikke er et problem, til et problem. Jeg tror, at det ville være gavnligt for mange i højere grad at tage opmærksomheden væk fra dem selv.

Måden, vi har det på som individer, er oftest en afspejling af de vilkår, vi lever under. Jeg tror på, at hvis vi vil have det bedre, så skal vi engagere os i verden, så vi kan ændre dens vilkår. Sagt med en forenklet dikotomi: Vi behøver ikke jagte selvindsigten, men selvudsigten er vigtig. Og det er der også en del psykologer, der begynder at få øjnene op for.”

3. Verden kan gå under når som helst

Corona, Ruslands invasion af Ukraine og klimakrise. Verdensomspændende katastrofer er der nok af, og mange lever med følelsen af, at verden rent faktisk kan bryde sammen før eller siden. Men det er der intet nyt i. Jordens undergang har altid været nært forestående.

”Jeg kan godt blive bekymret over verdens tilstand. I de første to tredjedele af mit liv gik det fremad på mange parametre. Demokratier kom til, der var mere internationalt samarbejde, og kommunismen, som jeg ikke brød mig om som ideologi, kollapsede. Det blev sgu bedre, det hele. Men alt det er væk nu. Det er, som om det store billede er tippet.

Når det er sagt, så tror jeg, at perioden med katastrofer og krige, som vi lever i nu, nærmere er normaltilstanden for mennesket, end den der var førhen. Årene mellem Murens fald og angrebet på tvillingetårnene i New York var en lille oase, hvor vi, i hvert fald i Vesten, kunne ånde lettet op over kommunismens død og over, at frygten for atomkrig så godt som forsvandt.

Ser vi på historien, har der nærmest altid været krig i Europa, ligesom der tidligere har været mere dødbringende pandemier end corona. De store verdensreligioner er jo alle sammen apokalyptiske i deres essens. Det tyder på, at de også for flere tusind år siden troede, at verden kunne gå under når som helst. Den frygt er et menneskeligt grundvilkår, tror jeg.

At jorden kan gå under, og at demokratiet kan slås ihjel, skal vi nok til at se i øjnene. Ikke at vi skal være deprimerede over det hver dag, men erkendelsen af, at det, vi har kært, kan mistes, kan få os til at blive mere ansvarlige og passe bedre på det. Det er også derfor, at det måske for første gang i verdenshistorien er blevet progressivt at være konservativ.

I ethvert menneskes liv kommer der på et tidspunkt en erkendelse af, at man skal dø. Ikke en kognitiv erkendelse, som man får, når man er barn, men en mere eksistentiel erkendelse, og den, tror jeg, kan overgå os kollektivt. I fællesskab vil vi på et eksistentielt plan erkende, at vores verden skal dø en dag. Jeg tror, at bevidstheden om en potentielt forestående undergang faktisk kan give os lyst til at passe på det, vi har kært.”

4. Oprøret som boksepude

Den unge generation kalder til kamp for klimaet og for social lighed mellem alle køn, racer og seksuelle orienteringer. Men samtidig bliver de anklaget for at være hysteriske og krænkelsesparate af en ældre generation, der tydeligvis ikke er på samme bølgelængde som dem. Men sådan har det altid været, og aldrig har de ældres kritik af de unge været mere forkert end nu, mener Svend Brinkmann.

”Jeg er egentlig ikke særlig vild med at definere folk ud fra deres generation. 68’erne var jo heller ikke alle sammen oprørske og anti-autoritære. De fleste fra den generation boede i provinsen, og for dem handlede det om at få nogle børn og leve et godt, borgerligt liv. Det er nærmest blevet en industri at skrive og mene noget om generationsforskelle.

Jeg er dog ikke sikker på, at man nødvendigvis har så meget til fælles med andre, bare fordi man er født på samme tid. Det er et forbehold, der skal med, men når det er sagt, så er der nogle generelle tendenser, man kan bruge til at beskrive generationskløfterne.

Jeg synes, det interessante er, at de almindelige forskelle mellem unge og ældre er vendt om. Nu er det de ældre, der er de uansvarlige. De vil flyve, spise bøffer og leve traditionelt. Det, man kalder woke, som de unge ofte bliver kaldt, er jo bare almindelig høflighed, tolerance og ansvarlighed over for klima, mennesker og dyr. Det er da meget godt.

Da vi sidst havde et ungdomsoprør med 68’erne, var det et brud med autoriteterne: lyt ikke til professorerne eller præsterne eller forældrene. Generationen ville selv finde ud af det. I dag er det helt anderledes.

Se bare på Greta Thunberg, der siger: ’Lyt til autoriteterne. Lyt til videnskaben. Jeg peger bare på den.’

Mange følger hende, og så er der en anden grøft, for hvem Jordan Peterson er blevet et stærkt fænomen og en autoritet især for unge mænd, fordi han siger, at de skal rydde op på deres værelse. Det er de steder, ungdomsoprøret viser sig. Vidt forskellige menneskelige dyder, men begge søger de mod autoriteter.

Ungdommen ’opstod’ jo på mange måder i efterkrigstiden. Før det var der konfirmationen som overgangsritual. Fra barn til voksen på en eftermiddag. Der var ikke en epoke, hvor man skulle lytte til særlig musik, gå i særligt tøj og gøre særlige ting. Siden dengang har vi bare udvidet ungdomslivet, fordi vi har fået senkapitalismen, hvor det forbrug og det drive, ungdomslivet besidder, fungerer som motor for meget af den kapitalisme, der hersker i samfundet.

Lige siden ungdommen blev ’opfundet’, har den været projektionsskærm for alt det ’værste’ i livet – normløsheden, overskridelsen, at skide på det bestående. Men også alt det bedste, som egentlig bare er den omvendte side af medaljen. Overskridelsen er jo fed, når det kommer til iværksætteri, innovation, disruption, og hvad pokker det nu hedder. Det er et fikserbillede. Det rummer begge sider, men hvad du ser, kommer an på, hvad du lægger i det. Der synes jeg, de unge har stået model til meget. Jeg gider ikke bære til bunken om, at de er dovne og uansvarlige. De er det modsatte. De har moralske dyder og idealer, og alligevel er de ofte syndebukke.”

5. Landet mod byen

Med Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, er den kolde krig mellem landsdelene blevet mere politisk udtalt end nogensinde før. Svend Brinkmann, der selv bor i Randers, kan godt se, hvad uforsonligheden bunder i.

”Inger Støjberg har ved flere lejligheder nævnt de her fine københavnske saloner som eksempel på en elite, der diskuterer samfundets problemstillinger uden kontakt til befolkningen. Da hun i et radioprogram blev spurgt ind til, hvor og hvad hun konkret refererede til, svarede hun lidt uklart, at der vist var noget, der hedder Berlingske Salon inde i Pilestræde.

Og det var faktisk der, jeg på en måde blev en del af den kreative eller snakkende klasse, om man vil. Da jeg havde udgivet min bog ’Stå fast’, blev jeg inviteret derind til et photoshoot i forbindelse med et interview. Og det er meget flotte lokaler, må jeg indrømme. Jeg blev sat i en stol og fik placeret en papirudgave af nej-hatten (Svend Brinkmann havde brugt nej-hatten som metafor i sin bog, red.) på hovedet. Det var meget Klods Hans-agtigt, at jeg kom ovre fra Jylland af, fik placeret en hat på hovedet, og så var jeg med et trylleslag en del af den kreative klasse.

Jeg kan sådan set godt følge Inger Støjbergs skepsis over for den her elite, der, uden den store viden om livet for en stor del af befolkningen, sidder ovre i København og skal bestemme om folk fx må eje deres egen bil. For hvis man bor i Ringkøbing eller Thy, har man sgu brug for en bil. De mennesker, der bor der, føler med rette, at nogle politiske dagsordener ryger hen over hovedet på dem. At de ligger meget langt væk fra deres hverdag. Eller de kan føle sig glemt, når skoler og sygehuse bliver lukket, som de er blevet flere af de steder, jeg er kommet i min opvækst.

Der er meget, der tyder på, at danskerne i 400-500-tallet var opdelt i danerne fra Sjælland og jyderne fra Jylland. To forskellige folkeslag med anderledes kulturer hver især.

Jeg tænker nogle gange på, om nogle af de kulturelle forskelle er sivet med ned gennem generationerne. Mere konkret stammer konflikten nok fra centraliseringen af statslige funktioner, som har gjort, at mange føler, at København fylder meget i vores land. At det er der, det hele foregår.

Når møder, hvor de deltagende både bor i København og i Jylland, begynder i København, er det klokken ni, og når de begynder i Jylland, er det klokken 10. Jeg har selv oplevet det mange gange. Det er jo udtryk for en eller anden idé om, at det tager længere tid at komme fra København til Jylland, end det tager fra Jylland til København.

Som en del af den her kreative klasse, jeg mere eller mindre ufrivilligt tilhører, bliver jeg konstant mødt med undren over, jeg bor i Randers. Jeg skal forklare og forsvare det. Aarhus ville de muligvis kunne forstå, men Randers?! De begriber det ikke.”

6. Vi er besatte af køn

Mandens rolle og identitet diskuteres og udvides i stadig større grad i såkaldte mandeklubber landet rundt, ligesom køn i al almindelighed fylder mere og mere i identitetspolitikken.

”Det er en interessant tendens, at der er blevet snakket så meget om kønslig identitet de seneste år. Jeg forstår det godt som sociologisk fænomen, men jeg forstår det ikke personligt. Jeg har aldrig nogensinde spurgt mig selv om, hvordan jeg skal være mand. Jeg har aldrig haft brug for at problematisere det.

Jeg er med i vennegrupper, hvor vi kun er mænd, men vi har aldrig sagt til os selv, at vi er sammen, fordi vi er mænd. Vi har ikke defineret os ud fra det. Nogle vil sige, at vi har gjort det implicit, og det er der nok en sandhed i. Vores respektive kærester og ægtefæller er nemlig også i vennegruppe sammen. Det er en klassisk konstellation, som ligeså godt kunne være set i 1950’erne. Der er nok noget uudtalt i de relationer.

Men jeg er ikke sikker på, at det ville være bedre, hvis vi italesatte det. Hvorfor skal vi problematisere, at vi er mænd? Jeg har en skepsis over for psykologisering og psykiatrisering, som jeg godt kunne frygte skete i de her mandegrupper rundt i landet. Altså at problematisere ting. Vende det. Dreje det. Mærke det. Jeg tror ofte, det forstærker problemer, som jeg også tidligere har været inde på. Man skal selvfølgelig ikke undertrykke følelser, men en gang i mellem er det en god ting ikke at mærke efter.

På den anden side er jeg glad for, at der er nogen, der diskuterer manderollen, for så kan vi få udvidet forståelsen af den. Jeg er fx ikke mand på samme måde, som min far var. Altså han ’passede’ jo nogle gange mig og mine søskende, da vi var små. Når jeg er sammen med mine børn i dag, ’passer’ jeg dem jo ikke. Der er jeg bare sammen med dem. Der er sket noget – og heldigvis for det.

Jeg synes, at der til tider i den generelle identitetspolitiske debat er for meget vægt på køn. Jeg synes selv, det mere interessante spørgsmål er, hvordan man skal være som menneske, og ikke sit køn. Det er selvfølgelig nemt at sige, når man som jeg tilhører majoriteten. Den hvide mand, der historisk set altid har haft og stadig har magten. Der er nok brug for at snakke og debattere køn, når vi skal udligne kønsforskellene, som der på samme måde er brug for at snakke race, når man skal overvinde racismeproblemet.

Men jeg mener stadig, at det ideelle må være at nå til en diskussion, hvor det ikke er køn eller race, som er organiseringsprincip for, hvordan vi opdeler grupper i samfundet. Spørgsmålet er, og jeg er oprigtig i tvivl om svaret; fastholder vi nogle uhensigtsmæssigheder ved hele tiden at tale om køn og føre identitetsmæssige diskussioner ud fra det? Eller løser vi det? Det er et minefelt at begive sig ud i.

For hvad må man egentlig mene noget om, når man er en 47-årig hvid mand med kone og børn bosiddende i Randers? Jeg kan kun tale ud fra mig selv, og der hører jeg til dem, der godt kan lide, at vi mødes som mennesker. At vi dyrker de almene kategorier og ikke de partikulære kategorier. Identitetspolitik har selvfølgelig sin berettigelse, fordi det giver en stemme til mennesker, der normalt ikke har en. Så længe diskussionen udvider menukortet for, hvordan man kan være menneske, så er det rigtig godt.”

7. Man skal mene noget

Lige siden Donald Trump flyttede ind i (og ud af) Det Hvide Hus, er sandheden mere og mere blevet et produkt af øjnene, der ser. Derfor har forskerne, siger Svend Brinkmann, en større forpligtelse til at give sit besyv med. Samtidig skal politikerne ikke stikke næsen for langt ind på universiteterne.

”Sidste sommer var der en historie om aktivisme i forskningen, hvor Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti blandt andet satte spørgsmålstegn ved, om der var kommet en overdreven aktivisme i særligt de humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Det var helt misforstået i min optik. Al forskning er nemlig aktivistisk.

Læger, der taler sundhed, tror på sundhed, og de laver forskning, der skal fremme den. Vi psykologer siger også det, vi siger, fordi vi gerne vil hjælpe folk med at leve bedre. Politologer og samfundsforskere siger noget, fordi de vil skabe et mere retfærdigt samfund. Alt sammen er det aktivistisk, fordi det har et mål for øje, og det er kun fint.

Det, Morten Messerschmidt talte om, ville i min optik bryde med armslængdeprincippet. Politikere skal ikke blande sig i hvilke metoder, forskere bruger, og hvilke resultater de opnår. Det er totalitært.

Som statsansatte forskere får vi løn fra staten for at skabe viden. Og den viden skal indgå i demokratiet igen. Jeg tager den nok til yderligheder, fordi jeg skriver så meget på sociale medier, samtidig med jeg laver radio og generelt bare blander mig i den offentlige debat. Det gør jeg, både fordi jeg synes, det er sjovt, men også fordi de emner, jeg skriver om, handler om måden, vi lever på, og det egner sig i høj grad til at blive diskuteret i den brede offentlighed.

Jeg har oplevet, at min tilstedeværelse på sociale medier har forvirret folk og måske udfordret min legitimitet. Jeg var engang i Aftenshowet på DR, hvor jeg blev præsenteret som en, der var kendt fra Twitter. Der måtte jeg jo forklare, at jeg har et fuldtidsarbejde som forsker på Aalborg Universitet, hvor jeg sammen med mine kolleger udgiver videnskabelige artikler, som ikke særlig mange kommer til at læse.

Det arbejde giver mig forhåbentlig en legitimitet til, at jeg kan koge komplekse problemstillinger ned. Men der er altid en risiko for at forsimple. Derfor forsøger jeg også at være genrebevidst, og så håber jeg, folk forstår, at det at skrive på Facebook er en anden genre end det at skrive en kronik i en avis, som så igen er en anden genre end videnskabelige artikler. De har hver især muligheder og begrænsninger, og jeg opererer i dem alle sammen.

Nu lyder det selvhøjtideligt, men i Danmark har vi ikke haft tradition for offentlige intellektuelle. Altså dem, der vover at gå ud i offentligheden og mene noget om det, der ligger mere bredt end deres fagområde. Det har man tradition for i England, Tyskland og Frankrig. Her er der masser af filosoffer, der udlægger deres tanker i fjernsynet. Det er jo lidt det, jeg også prøver at lege, men det er ikke så tydeligt defineret en rolle herhjemme endnu.

Det er klart, at der jo også er noget sandhed i, at man som forsker helst kun skal udtale sig om det, man forsker i. Men det gælder, når man har forskerhatten på. Hvis det her interview handlede om min forskning i diagnosesamfundet, så havde jeg været mere omhyggelig med at udtale mig om det videnskabelige belæg.

Når jeg har hatten på som offentlig intellektuel, er der et bredere spillerum, synes jeg, hvor jeg også kan tillade mig at være normativ. Ikke kun at tale om, hvordan verden er, men også om hvordan den bør være. Det skal vi have diskussioner om, og det mener jeg, at forskere bør have en rolle i, ligesom politikere, kunstnere og eksempelvis præster har.”

8. En trængt psykiatri

Det tragiske skyderi i Field’s i begyndelsen af juli har fået danskerne til at diskutere psykiatrien, som længe har været underprioriteret af magthaverne. Men udover at poste flere penge i et forsømt samfundsområde, bør vi også forbedre dets vilkår ved at ændre den måde, vi lever og opfatter psykiske lidelser på, mener Brinkmann.

”Psykiatrien har uden tvivl været underfinansieret i mange år. Det har desværre nok noget at gøre med, at psykiske lidelser af nogle bliver opfattet som noget, man selv kan klare eller i grelle tilfælde selv er skyld i. Hvis man har kræft, bliver det behandlet med det samme. Der sker ikke den samme akutte indsats ved psykiske lidelser, og det er helt urimeligt.

Man kan gøre mere for at forebygge, at folk bliver patienter i psykiatrien. Så mange mennesker får konstateret psykiske lidelser, og noget af det skyldes, at vi opdager, hvad der før ikke var interesse for. Men det skyldes også, at flere mennesker rent faktisk udvikler psykiske lidelser, og det er mærkeligt. Vi lever i et af de rigeste og mest velfungerende samfund. Hvor ville man hellere leve end Danmark, når det kommer til levestandard? Og alligevel døjer mange med stress og udvikler derigennem stressrelaterede lidelser som depression og angst.

Mit indtryk er, og det her er en af mine helt store faglige kæpheste, at der for ofte er fokus på at få givet folk en diagnose med henblik på efterfølgende at tilbyde en behandling, der ofte vil være farmakologisk, fordi samtaleterapi er for dyrt. Patienter bliver mødt med spørgsmålet: ’Hvad er der galt med dig?’ Den tilgang kan føre til, at patienten tror, der er noget galt med vedkommende, men sådan er det ikke nødvendigvis. Jeg tror, at psykiske lidelser ofte kan forklares, ikke ud fra hvad der foregår inde i mennesket, men de vilkår mennesket lever under.

Vi skal spørge patienterne: ’Hvad er der sket for dig?’ Det spørgsmål inviterer til, at patienten forstår sig selv som en del af en helhed. At patienten forstår, at der kan forandres noget i en, hvis man ændrer og forstår de ydre omstændigheder, der har fået patienten til til at føle, som denne nu gør.

Følelser er kommunikation. Og hvis man ser det sådan, hvilket jeg gør, så er det da underligt at behandle kommunikationen og ikke det, der kommunikeres om. For vores følelser og lidelsesudtryk er meningsfulde. De fortæller os noget om den verden, vi lever i. Der er en grund til, at depression er ledsaget af manglende lyst og energi. Det er nok, fordi organismen har brug for en regenerering efter en periode med stress eller pres.

Det er ikke sikkert, at depression er en ’syg’ måde at reagere på. Det kan være en naturlig reaktion. Noget evolutionært. På samme måde behøver der heller ikke været noget ’galt’ med at have ADHD. Det kan have været en fordel for menneskegrupper tusinder af år tilbage, at visse i flokken var ekstra energiske, driftige og impulsive.

Og jeg siger ikke, det er fedt at have ADHD, stress, angst eller depression. Men jeg tror, at vi kan aflaste de individer ved at tale om deres følelser som et produkt af de omstændigheder, de lever under, og ikke som noget, der bare foregår inde i dem selv. At de ved, at det er den verden og det liv, de lever, der ikke kan rumme dem. Forhåbentlig kan vi skabe et samfund, der er bedre til det.”

9. Det er okay at tage fejl

At være sårbar og tale åbent om, at man ikke er perfekt, opfattes i stigende grad som sympatisk herhjemme. På trods af det skal man lede længe efter en dansk politiker, der tør efterleve de dyder. Det gør, at vi får sværere ved at rykke os fremad som samfund.

”Der er kommet en nyvunden fejring af sårbarhed i Danmark, og det er godt, synes jeg. Men den tendens er ikke nået helt ind i det politiske spektrum endnu, og det er egentlig lidt underligt. Da Alex Vanopslagh gik ud med sin historie om angst og stress, fik han jo så meget medvind.

Man kunne have forventet, at visse mennesker ville have været efter den liberale politiker, der siger, mennesker skal klare sig selv, tale om den hjælp han har modtaget, og hvor godt det har været for ham. Men nej, han blev mødt af en stor bølge af sympati.

Mette Frederiksen sagde i begyndelsen af coronapandemien, at der ville blive begået fejl. Men hun har ikke rigtig villet sige, hvad der har været i processen sidenhen, som kan kategoriseres som fejl. Det er hun selvfølgelig ikke ene om blandt politikere, og jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor de ikke bare indrømmer, når de har begået fejl.

Det er jo underligt, når nu danskerne egentlig godt kan lide en vis autenticitet og ærlighed fra deres politikere. Evnen til at give en god undskyldning er værdsat hos næsten alle.

Men det har nok noget at gøre med den socialisering, de fleste politikere har fået igennem ungdomspolitik. Det her benhårde miljø, hvor det gælder om at være så stålsat som overhovedet muligt. Og det skal ikke hedde sig, at man ikke må være uenige med hinanden. Det er en af grundpillerne i et demokrati, at man kan dele sig efter anskuelser. Men meget af den politiske debat foregår ved, at to skråsikre mennesker står over for hinanden uden at lytte, og når de går fra debatten igen, er de absolut lige så skråsikre, som da de ankom.

Jeg savner, at der bliver lyttet mere til hinanden. Man kan jo grine af Alternativets storhed og fald, men idéen om at skabe en ny politisk kultur med en ændring af måden, man diskuterer med hinanden på, var interessant. Og de fik jo virkelig stor folkelig opbakning til det, i hvert fald til at begynde med. Det er jo et ideal, og derfor kan det ikke realiseres i virkeligheden. Vi kan nærme os eller komme længere væk fra det. Lige nu frygter jeg dog, at vi er i gang med at rykke os længere væk.

Lad os tage ’Debatten’ på DR som eksempel. Jeg synes faktisk, at det er et godt program, men det inviterer til, at de debatterende skal være uenige. Man bliver aldrig spurgt om, hvor man kan møde hinanden. Hvor man er enige med hinanden. Det er altid det omvendte. Vi bør skabe debatformater, hvor vi kan mødes og diskutere på mere forsonende måder.”

Svend Brinkmann

Født i 1975 i Herning som den yngste i en søskendeflok på tre. Faderen var jurist, moderen korrespondent. Han studerede filosofi på Aarhus Universitet, men efter to år skiftede han til psykologistudiet, hvor han senere blev PhD fra. Har siden 2009 været ansat ved Aalborg Universitet som professor i almen psykologi og kvalitative metoder.

Han har udgivet et hav af bøger, hvoraf ’Stå fast’ fra 2014, der kan betegnes som et opgør med selvhjælpsindustrien, gjorde ham landskendt. I hans bøger beskæftiger han sig med forskellige aspekter af den menneskelige tilværelse, og han har igennem årene undersøgt alt fra sorg og lykke til religion og skæbnens betydning.

I 2019 fik han sit eget radioprogram på DR, ’Brinkmanns Briks’, hvor han ugentligt tager samfundsrelevante emner op og diskuterer dem med forskere og fagfolk. Modtager af Rosenkjærprisen i 2015, som hvert år uddeles til en person, der ’evner at gøre vanskelige emner tilgængelige for et bredere publikum i en forståelig og levende form.’

Bor i Randers med sin kone, Signe, og deres tre børn Karl, Ellen og Jens.

Svend Brinkmann er aktuel med bogen ’Tænk – til forsvar for et tankefuldt liv’, der netop er udkommet på Gyldendal.