Blufferens guide til modeugen: ”Hvis din kæreste ikke har over 2.000 følgere på Instagram, skal du ikke møde op”

Påfuglene pynter sig med lånte fjer, byen fyldes op med eldrevne lånebiler, og alskens barer og caféer afsætter plads til ’private arrangementer’. Det kan kun betyde én ting: Modeugen står for døren. Er du ikke en erfaren fashion-flanør, giver vi dig her 21 tips, du med fordel kan tage med dig, hvis du vil slippe levende gennem modejunglen.

Blufferens guide til modeugen: ”Hvis din kæreste ikke har over 2.000 følgere på Instagram, skal du ikke møde op”
Offentliggjort

1. Snak konstant om, at modebranchen har et bæredygtighedsproblem. Men sørg for at holde din røde faux læderjakkes Zara-logo ude af syne imens. Du vil nødig fremstå som en hykler.

2. Spørg Frederik Lentz Andersen, hvordan D1MA ser ud i virkeligheden.

3. Hvis du har fået plads på front row, er det vigtigt, at du ser showet gennem din telefonskærm. Film det hele og signalér, at der faktisk er nogle i din følgerskare, som elsker at se modeshows gennem 25 stories.

4. Undskyld, det hedder FROW.

5. Vink til en af modellerne – også selv om du ikke kender vedkommende.

6. Always go for the hug.

7. Og hvis det er kindkys, skal du huske at give tre og ikke to. Hellere ét for meget end ét for lidt.

8. Du er træt af, at alle ligner hinanden i København. Hvorfor kan du ikke have din vintage-militærjakke for dig selv?

9. Det er den ultimative herskerteknik at nævne helt obskure brands eller mennesker, som ingen andre kender. Modefolket vil nødig blotte sin uvidenhed.

10. Fortæl Uffe Buchard, at du forventer, at jersey club-lyden vil dominere de fleste shows i år. Dit bedste bud på årets catwalk-sang: 'Deli' af Ice Spice – men i instrumental.

11. Kald folk ved deres fornavne, når du omtaler dem i tredjeperson, og signalér, at du er inde i varmen hos Pernille, Kasper og alle de andre rødder.

12. Få din ven eller en søskende til at køre dig rundt i familiens Skoda Octavia. Det er altid bedre end pressebussen.

13. Fortæl folk, at Tommy Ton roste dine sko på en familieferie til New York i 2013.

14. Hvis du ikke husker, hvad folk hedder, kan du bare kalde dem for ’skat’.

15. Tag aldrig en goodie bag med hjem fra et arrangement. Det er en fælde.

16. En hund er den perfekte accessory. Spørg bare Philine.

17. Har du ikke en hund, kan du altid tage et iPad-case fra Goyard med uden indhold. Du ser altid mere cool ud, når du bærer rundt på noget.

18. Modeugens sande helte er det tavse flertal, der ikke poserer foran kameraer og går til fancy modeshows, men bruger tiden og energien på at skabe nye kunderelationer og lukke aftaler på modemesserne CIFF og Revolver. Det er trods alt dem, der sikrer, at modebranchen eksporterer for milliarder år efter år.

19. Gør det til din faste ting at koble verdensøkonomiens udvikling sammen med modetendenser. Konjunkturene sætter sig nemlig altid i tøjet, og nu spekulerer du over, om den faldende inflation vil betyde, at du igen kan finde den blomstrede Hawaii-skjorte frem. Oh, those happy days.

20. Snak meget højt om den manglende fornyelse på showkalenderen og foreslå, at Copenhagen Fashion Week gør alt, hvad de kan, for at bringe Muf10 tilbage.

21. Hvis din kæreste ikke har over 2.000 følgere på Instagram, skal du ikke møde op.