Cristiano Ronaldo x Nike

Cristiano Ronaldo får opkaldt Air Max 97-sneakers efter sig

Skoene er en hyldest til fodboldspillerens stil, sejre og rigdom.

Cristiano Ronaldo x Nike
Offentliggjort

Før han blev en af verdens bedste fodboldspillere, var Cristiano Ronaldo blot et barn fra en fattig familie, som elskede fodbold. Familien havde kun råd til to par sko til den unge dreng, ét par til skole og ét par til fodbold, og Ronaldos mor måtte konstant sy lapper på fodboldskoene, som han blev ved med at slide op.

Udtrådte sko er dog næppe længere et problem for Real Madrid-spilleren, som ifølge Forbes har haft en indtjening alene i 2017 på 93 millioner dollars. Og denne rigdom hylder Nike nu med en ny version af den populære Air Max 97-model, som med sin guldfarve symboliserer Ronaldos vej fra en ydmyg barndom til storhed.

De nye sneakers ligner til forveksling Nikes ‘Metallic Gold’-version af Air Max 97’eren, men er blevet Ronaldoficeret med en bane af slangeskindspræget læder langs sålen. Fodboldspillerens personlige præg ses også i det guldfarvede læder, som foruden at være Ronaldos yndlingsfarve er en fortolkning af hans ekstravagante stil.

På hælen er modelnavnet Air Max CR7 påsyet som en reference til tøjbutikken CR7, som Ronaldo åbnede sammen med sine søstre i 2009. De to grønne og røde Swoosh-mærker på skoens sider er en hyldest til hans hjemland, Portugal.

De nye Air Max CR7-sneakers bliver tilgængelige på Nikes officielle side, på SNKRS-app’en samt i udvalgte butikker i Vesteuropa 23. oktober.

LÆS OGSÅ: POC lancerer ny, trafiksikker kollektion til cyklister

LÆS OGSÅ: Forfatteren bag ny Rolex-bog: Her er de 10 fedeste Rolex-ure

LÆS OGSÅ: Se hele kollektionen fra Erdem x H&M