Danmarks bedst klædte læsere 2017

Danmarks bedst klædte læsere: Claes Gammelgaard

På euroman.dk har læserne både indstillet og stemt om, hvem de synes, er den bedst klædte. Her er de tre vindere, der fik flest stemmer. Først er det Claes Gammelgaard.

Danmarks bedst klædte læsere 2017
Offentliggjort

Hvilken offentlig person synes du er mest velklædt?

”Det er en stylist fra New York, der hedder Luka Sabbat. Der er nok mange, der har misset ham, men GQ skrev for noget tid siden en artikel om ham, og jeg har fulgt ham på Instagram lige siden.

Hans stil er lidt rodeo-inspireret, og han kan virkelig formidle et udtryk, fordi han har forstået, at det handler om proportioner og farvekombinationer mere end noget andet. Jeg kan bedst lide hans stil, når han har et par lange, højtaljede jeans med en løs skjorte og et par cowboystøvler på.

Det er maskulint, og så fanger han alt det, der er moderne nu, fordi han er så god til at sammensætte. Det synes jeg, han er den bedste til at gøre i hele verden.”

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Det er en T-shirt, der er lavet af genbrugsstof. Jeg har selv designet typografien, der er en blanding af børnefødselsdag og country-skrift. Det er en simpel hvid T-shirt, jeg har købt i genbrug og fået trykt ’Rebel Rodeo’ på i rød."

Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?

”Jeg købte på et tidspunkt en rød bandana i en genbrugsbutik, fordi jeg skulle til cowboyfest. Nu bruger jeg den mindst to gange om ugen som charmeklud. Det er ret sjovt, at det mest eksklusive i mit look er en halsklud fra en genbrugsbutik til fem kroner. Det er ikke beundringsværdigt at have dyrt tøj, men det er det at have sin egen stil og turde gå med noget anderledes og få det til at se fedt ud.”

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Ingenting. Tværtimod ser jeg frem til at mindske min garderobe. Vi lever på en planet, som vi er ved at ødelægge med vores forbrug. Roden til problemet ligger i det signal, vi sender til unge mennesker om, at man får den her lykke gennem en dyr tilværelse med dyre ting. Der er ikke noget galt med materialisme, det er overforbruget, jeg er imod. Vi har alle et ansvar for at forbruge mindre.”

Hvilken tendens håber du aldrig kommer igen?

”Det er træls, at skinny jeans stadig fylder i modebilledet. Der kommer nogle virkelig grimme proportioner med skinny jeans. Jeg kan godt lide slim jeans, men skinny jeans er altså et no-go. Så er jeg mere til en almindelig Levi’s 501.”

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Da jeg var i sommerhus med en kammerat på Amalfikysten. Det var godt vejr, og fordi jeg ikke skulle holde varmen, kunne jeg give den gas i lyse og hvide bukser, opknappede skjorter og loafers. Men generelt kan jeg godt lide, at tøjet er praktisk og har en funktion.

Jeg går meget i double-denim, cowboystøvler og charmeklud. Jeg havde engang triple-denim på i byen, altså jakke, skjorte og bukser i cowboystof. Jeg har aldrig fået så mange kommentarer før. Jeg kunne godt lide det, fordi det var maskulint, og det sad fedt på min krop. Hvis min cykel punkterede, kunne jeg bare smide mig på jorden og lappe den. Det er så fedt."

LÆS OGSÅ: GQ: Her er de værst klædte mænd 2018

LÆS OGSÅ: Dress-ur: 9 klassiske herreure der passer godt til jakkesæt

LÆS OGSÅ: Her er skoene, der kommer til at dominere i 2018