Er den moderne fodboldspiller et seriøst bud på tidens stilikon?

Tendensen er tydelig: Modeentusiastiske fodboldspillere bliver på stribe indlemmet i industriens snævre cirkler. Og det er med god grund.

Offentliggjort

Historisk set har fodboldspillere ikke været kendt for deres moderigtige sans. Og når man tænker på stilen forbundet med tidens stjerner, fyldes hovedet med ubønhørligt stramme jeans, farverige T-shirts og logomaniske toilettasker. Sagt helt kort: dårlig stil.

Selvom fodboldverdenen stadig er leveringsdygtige på nogle af de ringest klædte mænd, er det på sin plads at slå et slag for de nye stilikoner, som lige nu blomstrer op som undtagelser for reglen.

Førhen ville man nok kun nævne en af fodboldens første og største stilikoner, David Beckham, når der skulle diskuteres moderigtige fodboldspillere. Beckham har dog ikke haft støvlerne på siden 2013, så banen har længe været kridtet op til et nyt kuld.

På mange måder er den nye generation af fodboldspillere begyndt at udvise personlighed i flere facetter af deres karrierer, og de følger ikke længere kun den ensformige formel af træning/konsolspil/søvn. Manchester Uniteds Marcus Rashford er det klareste eksempel herpå: Han engagerer sig socialpolitisk, har oprettet en fond og er fornylig også blevet ambassadør for det britiske traditionsmærke Burberry.

Sociale medier har gjort det muligt for fodbolden at krydse over i andre kulturer, og særligt på beklædningsfronten har der været voksende engagement. Hvilket altså ikke er gået modeindustriens næse forbi. Flere high-end-mærker står i kø for at beklæde fodboldens nye stjernetalenter, om det så blot er til en uges badeferie, til storslåede events som Ballon d’Or-uddelingen eller pre-match.

Paris Saint-Germains stjernespiller Kylian Mbappé var blandt andet at finde i top til tå Dior, da han modigt troppede op i et sort jakkesæt til novembers Ballon d’Or. Mbappé er også fornyligt blevet Dior Hommes nye globale ambassadør, hvilket er svært at fortænke det franske modehus i. Over 67 millioner mennesker følger med i, hvad den hurtige franskmand lægger op på Instagram. Til sammenligning følger 37 millioner med hos Dior.

Kylian Mbappé har været Dior Hommes globale ambassadør siden december sidste år. Her ses han til uddelingen af Ballon d'Or i et veloursæt fra det franske luksusmodehus.

Det er altså ikke samarbejdet mellem mærker og fodboldklubber, der er nyt, men interessen, som mærkerne viser for de individuelle spillere.

Men det er ikke blot det faktum, at nogle fodboldspillere pludselig har set lyset og er begyndt at klæde sig mere alderspassende og stilrent, som har lokket modeindustrien til. Modeverdenen har tilmed indset, at fodboldspillere er en form for trojansk hest, når det gælder salg og reach.

Ikke nok med, at fodboldspillere bliver valgt som ambassadører for high-end-mærker til fordel for skuespillere, så bliver de også valgt til at gå ned ad catwalken i stedet for modeller. PSG’s Thilo Kehrer gik i januar fra sin vante forsvarsposition på fodboldbanen til franske AMI’s catwalk, hvilket han heller ikke var bleg for at dele på Instagram.

På den måde bliver det langsomt, men sikkert hverdagskost at se fodboldspillere som ambassadører for mærker, i modekampagner og – ikke mindst – velovervejede outfitposts på sociale medier. Roligt kan det derfor siges, at modeindustrien har godtaget fodboldspillere i deres eksklusive cirkel.

Evertons modeduo, Dominic Calvert-Lewin og Tom Davies, er to andre pragteksempler på spillere, som har formået at afspejle deres personlighed gennem deres stil. Og de deler gladeligt ud af den på Instagram. Det er så langt væk fra den hyperkiksede fodboldspiller, som det kan komme. Til modeuge i New York har de sågar også været, de to modeentusiaster.

Dominic Calvert-Lewin til modeuge i New York i februar 2020.

Også spanske Héctor Bellerín, som efterhånden er lige så kendt for sin knivskarpe stil som for sit talent på fodboldbanen, render i front for denne tendens. Decideret anvisende har Bellerín vel nærmest været, og allerede i 2019 gik han for Louis Vuitton. Hans rolle som nutidens bedst klædte fodboldspiller er dog blevet udfordret af hans gamle bonkammerat fra akademidagene i Arsenal, Serge Gnabry, hvis stil Highsnobiety lavede et længere interview med ham om for halvandet år siden under overskriften ’Meet Serge Gnabry, The World’s Coolest Footballer.’

Danske spillere står ej heller tilbage for tiden. Erik Sviatchenko har i efterhånden mange år været anset som et dansk stilikon med sin gode kombination af dressy og workwear. Viktor Fisher og Nicolaj Thomsen – den tidligere FCK-duo – har også i særlig grad gjort sig bemærket. Sidstnævnte er endda medejer af det danske tøjmærke Another Aspect.

Fodboldspillernes ankomst i modeindustrien er et forfriskende pust. De er med til at nedbryde de højtragende stereotyper, som modeindustrien længe har været forbundet med, og demokratiserer på den måde også modebegrebet i dets helhed.

Tiden vil vise, hvorvidt modeindustrien egentlig har accepteret den moderne fodboldspiller som en insider i deres eksklusive klub – eller om de blot er skiftet ud med en anden gruppering til næste sæson.