Euromans moderedaktør: ”Jeg er gammeldags, men det virker useriøst at dukke op i shorts på arbejdet - medmindre du er håndværker”

Frederik Lentz Andersen har det ambivalent med dresscode på en arbejdsplads, men opfordrer alligevel folk til at have så meget pli, at de afholder sig fra at have shorts på, når de arbejder.

Euromans moderedaktør: ”Jeg er gammeldags, men det virker useriøst at dukke op i shorts på arbejdet - medmindre du er håndværker”
Offentliggjort

”Jeg synes, vi er en arbejdsplads – ikke en campingplads.”

Sådan skrev Jyllands-Postens chefredaktør, Jacob Nybroe, for nylig i en intern mail til mediets ansatte. Her kom han med et forbud mod shorts på arbejdet.

Mailen blev lækket, og JP's politik har siden skabt stor debat i den danske mediebranche. Kan man bestemme det?

Vi har spurgt Euromans moderedaktør, Frederik Lentz Andersen, om hans mening om forbudet - og shorts generelt som beklædningsdel.

Har du nogensinde haft shorts på i arbejdssammenhæng?

"Kun én gang. Jeg havde i mange år det statement, at jeg kun gik i shorts inden for havens fire hække. Det var en umulighed, at jeg skulle møde op på arbejde i sådan et par. Men i en klumme for nogle år siden kom jeg med en udfordring til mig selv: Tør jeg vise mig i shorts til modeugen? Det var for at se, hvor meget jeg hvilede i mig selv. Mine ben var også blevet så brune efter al det havearbejde i sommerhuset, at jeg egentlig fandt shorts mere smarte end tidligere."

Påvirkede det dit arbejde?

"Nej, ikke i den sammenhæng. Ved modeugen ved folk godt, at du har valgt dit outfit af en grund, så det skabte ikke den store opmærksomhed eller forstyrrede mit arbejde."

Hvorfor blev det kun ved den ene gang?

”Jeg synes sjældent, at det er særligt kønt, tiltalende og hygiejnisk, når mænd har shorts på. Selvfølgelig kan du være i en meget afslappet sammenhæng som til en havefest med dåseøl, så kan du godt have shorts på, eller hvis du dyrker sport, men som udgangspunkt er jeg modstander af shorts – og især på arbejdet.”

”Mænd har meget behåret ben, og jeg synes simpelthen ikke, at det ser særlig appetitligt ud. Du skal bare gå en enkelt gang forbi buffeten, før der kommer hår i maden.”

Hvad tænker du om JP's forbud mod shorts på arbejdet?

”Jeg køber JP’s argumentation for, at hvis du som journalist skal ind i Folketinget eller ud at interviewe nogle royale eller direktøren i en stor virksomhed, så forstyrrer det for meget. Jeg er også selv meget gammeldags, men det virker for useriøst at dukke op i shorts. Du ser ud som en lille dreng.”

Frederik Lentz Andersen i et par lyserøde shorts.

”Omvendt har jeg det også ambivalent med dresscode på arbejde. Det er en irriterende ting at udstikke regelsæt, for ingen skal bestemme, hvordan du går klædt, men jeg synes, at det vil klæde folk at have så meget pli, at de afholder sig fra at have shorts på, når de arbejder. Jeg synes ikke, at shorts hører hjemme på en arbejdsplads, hvor man har at gøre med mange forskellige mennesker. Hvis du er håndværker, er det til gengæld helt fint, for der skal du sidde ude i varmen hele dagen og har brug for noget praktisk tøj."

Hvordan vil shorts påvirke ens arbejde?

”Det sker nok ikke hver gang, men jeg er sikker på, at det kan påvirke relationen mellem en journalist og kilde, hvis du tropper op i shorts. Kilden vil langt hellere dele ud af sit liv, hvis du ser seriøs ud og ikke bliver distraheret af, om det er en nosse, han ser, der trænger sig på i siden. Hvis du gerne vil opnå det mest saglige og bedste resultatet af et interview eller en forhandling, skal du klæde dig efter, hvad der forventes, og hvem personen, du sidder over for, er.”

Hvad kan du så have på af afslappet tøj, hvis shorts er et no-go?

"Der findes så mange lette materialer. Du kan bare vælge nogle chinos eller lærredsbukser i en tyndere kvalitet og så sammensætte det med en T-shirt eller en skjorte, hvor du ruller ærmerne op."

”Samtidig har de fleste arbejdspladser også gode aircon-systemer, der sørger for, at det er tempereret, så du kan holde ud at arbejde i bukser.”

Hvad dikterer moden nu? Er det moderigtigt at have shorts på?

”Ja, for det falder indenfor normcore, som stadig er meget moderne. Men det paradoksale er, at de mest moderigtige shorts nu er sådan nogle meget korte løbeshorts i nylon. Det er jo helt åndssvagt at bruge på arbejdet. Udover at det afslører dine ædle dele, virker sportstøj i arbejdssammenhæng som om, at du er på vej videre og er ligeglad med den person, du sidder over for.”

LÆS OGSÅ: Stor sommerguide: Her er alt, hvad du skal bruge til sommer

LÆS OGSÅ: Sæsonens 16 flotteste par badebukser

LÆS OGSÅ: 9 par lækre jeans til dig, der går op i kvalitet