Her er poloen, du skal have på denne sommer

Den strikkede polo, som Jude Law kørte i 'The Talented Mr. Ripley', har fået et stort comeback hos designerne denne sommer. Vi har her udvalgt vores favoritter.

Her er poloen, du skal have på denne sommer
Offentliggjort

Hvem vil ikke være Dickie Greenleaf?

Stikke af fra forpligtelserne og de vante omgivelser og så leve fedt af mor og fars penge på den italienske ø Ischia Ponte, hvor du nyder livet med friske skalddyr til frokost, sejlture og en masse besøg på Napolis jazzklubber. Du har endda tiden til at begynde på et nyt instrument og dyrke det så meget, at du faktisk kan blive god. Skal det være trommerne eller saxofonen? Og kvinderne? De flokkes om dig og vil have dig, alle sammen.

I rollen som rigmandssønnen og playboyen Dickie Greenleaf i filmklassikeren 'The Talented Mr. Ripley' fremviser Jude Law det fedeste fra 50’er-garderoben. Den står på kortærmede skjorter, strikkede polo-trøjer, pork pie-hatte og helt korte rør. Det er ikke uden grund, at filmen fra 1999 altid bliver nævnt blandt de mest stilrene film nogensinde. Der er så mange elementer, som du bør kopiere fra filmens garderobe – især her i sommermånederne.

Matt Damons karakter, Tom Ripley, ville gerne være Dickie Greenleaf. Så meget, at det blev helt sygeligt og endte tragisk. Så galt må det ikke gå for dig – men du skal alligevel prøve at efterligne ham lidt.