Lulu Kaalund: "Jeg har aldrig læst en hækleopskrift, jeg har det hele inde i hovedet"
Lulu Kaalund skulle egentlig have været kok, men blev uarbejdsdygtig efter en hjernerystelse. Hun begyndte at hækle. I starten var det bare karklude, men da hun hæklede et tæppe til sin veninde Emma Leth, fik omverdenen øjnene op for hendes farverige hækle-kunst. Nu sælges Kaalunds værker på V1 Gallery i Kødbyen for over 50.000 kroner stykket.
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Jeg begyndte at hækle, mens jeg stod i lære som kokkeelev på Relæ (Michelin-restaurant på Nørrebro, der nu er lukket, red.). Jeg har ADHD, så det var et rigtig godt sted for mig at være, fordi jeg blev holdt beskæftiget og fik faste rammer. En dag var der birkesaft på menuen, og det viste sig, at jeg var allergisk over for det. Jeg spiste utroligt mange antihistaminer bare for at kunne se ud af mine øjne. Da jeg kom hjem, besvimede jeg i badet og slog hovedet. Næste dag gik jeg på arbejde, men var helt fra den. En kollega bad mig om et skærebræt, men jeg kom tilbage med et piskeris. Jeg blev sendt på hospitalet, hvor de konstaterede, at jeg havde fået en hjernerystelse.
I lang, lang tid derefter gik jeg til genoptræning og til øre- og øjenlæger for at finde ud af, hvad der var galt. Hele det år fremstår tåget for mig. En dag fortalte en af mine veninder, designeren Bettina Bakdal, at der er mikroplastik i mange karklude, og at det er bedre selv at hækle dem. Hun lærte mig, hvordan man gjorde, og så gik jeg bare i gang.
Mens jeg stod i lære som kok, fandt jeg ud af, at jeg er god med mine hænder. Det ligger til familien, hvor der er en del tømrere. Min mor er også udlært væver. Jeg er god til at få tingene til at se ordentlige ud. Jeg kan godt være lidt perfektionistisk anlagt. Som kok var jeg god til en besværlig mise en place, altså når maden skulle ligge pænt på en tallerken. Jeg kan godt lide udfordringen. Det er det samme med hæklearbejdet, hvor jeg kan lave så komplicerede ting, at andre har svært ved at kopiere det. Det er også godt for mig, at det tager så lang tid at hækle. Hvis jeg var maler, så ville jeg være fristet til hele tiden at overmale lærredet med nye farver og mønstre.
Den første ting jeg hæklede, var et tæppe til min bedste veninde, Emma Leth, som skulle have et barn med sin mand, Tal R. Det blev taget rigtig godt imod. ’Ej hvor dejligt,’ tænkte jeg, når jeg nu alligevel ikke kunne så meget andet end bare at ligge der. Jeg tænkte ikke selv, at det nødvendigvis var så godt, det jeg havde lavet.
