Martin Kongstad: "Jeg har spillet adskillige fodboldkampe med silkeklud. Ikke underligt, at jeg har fået nogle voldsomme tacklinger"

Jeg kan skifte tøj i en uendelighed før en fest. Det er desværre alt for let at overdresse til fester i Danmark. Det er sjældent, at jeg bliver inviteret til en festlighed, som kan rumme en af mine cremefarvede YSL-jakker. Sidst jeg var til gallapremiere, var gæsterne klædt på, som om de var på vej ned efter morgenbrød. Min kæreste ryster på hovedet, når jeg går gennem stuen for 20. gang i et nyt sæt, men det er vigtigt for mit psykiske velvære at have noget på, som jeg er komfortabel i. Der er dage, hvor jeg kan bære noget fornemt, og dage, hvor jeg ikke kan. Det kan sagtens tage mig en time at ramme sættet.

Mit grundtøj er sportstøj, fordi jeg har altid har dyrket sport og ser mig selv som sportsmand. Men jeg er begyndt at pimpe det lidt med alderen. Jeg har brugt mange penge på tracksuits og er især glad for nogle trackpants fra Wood Wood, der mirakuløst holder formen, selvom jeg har gået med dem 3.000 gange. For nylig har jeg investeret i et par brune trackpants i velour fra Zegna, og så er jeg glad for et alt for dyrt, nyere newyorker-brand: Aimé Leon Dore. Jeg går altid i sko med gummisåler. Men aldrig nylonsneakers fra de klassiske mærker. I øjeblikket går jeg i nogle fra Dries Van Noten, som er lidt lækrere end de fleste. Jeg kan ikke gå i lædersko med hårde såler, så bliver min gangart for stiv, og jeg kan høre skridtene, hvilket jeg ikke bryder mig om.

Der er sket noget blandt de unge fyre inden for de sidste 10 år. Mange klæder sig mere modigt og har deres egen stil. Men generelt klæder danskere sig kedeligt. Jeg kan ikke komme på én velklædt politiker. Det er noget så elementært som jakkesæt, der ikke passer. Det bliver enten for stort eller småt, og det er mere reglen end undtagelsen, at jakkesættet pølser forneden, fordi de ikke har fået lagt dem op. Det var aldrig sket i Rom. Så når jeg tager dertil, hvilket jeg gør så meget, som jeg kan komme til, nyder jeg, at jeg kan klæde mig pænt på, uden at andre skænker det en tanke.

Jeg begyndte at gå med charmeklud som 17-årig. Jeg er vokset op på indre Østerbro i Kartoffelrækkerne, og der gik man ikke med charmeklud, for der var man venstreorienteret, og charmekluden er et næsten et karikeret symbol på rigdom. Skråt over for mig boede en 12 år ældre fyr, en konservativ anarkist, som blev en slags erstatningsfar for mig – min egen far var flyttet til Jylland – og denne mands omgangskreds rummede excentrikere, som sagtens kunne have silkeklud på en tirsdag formiddag. Jeg var betaget af silkekludens virkning og kunne godt lide at sætte den sammen med gadepræget tøj, og det har vel været min stil siden. Jeg har i alle årene gået med silkeklud, og det sker, at jeg arver en bunke fra en af mine venners fædre. For nylig fandt jeg et site, hvor man kan købe brugte silkeklude, og jeg bestilte fluks en rød fra Dior. Jeg har for tiden omkring 50 klude, og jeg har spillet adskillige fodboldkampe med silkeklud, fordi jeg glemte at tage den af. Ikke underligt, at jeg en gang imellem har fået nogle meget voldsomme tacklinger.