Alle os, der er vokset op med 'Tilbage til fremtiden' er ekstra glade over denne nyhed. Dette efterår, nærmere præcist fra den 28. november, kan du nemlig købe de nye Nyke HyperAdapt 1.0, som strammer sig om dine fødder ved hjælp af et enkelt klik. En af de fantastiske fremtidsvisioner i den klassiske filmserie.
Nike selv kalder de nye sneakers for ’groundbreaking’, og det groundbreaking består i, at du med den nye teknologi aldrig skal binde dine sko igen. På skotungen står der E.A.R.L, som er en forkortelse for Electro Adaptive Reactive Lacing. På menneskesprog betyder det elektriske snørebånd, der trækker sig sammen eller udvider sig, når du trykker på en knap.
De intelligente sneaks kommer i deep black, crisp white og smooth grey, og når du træder ned i dem, rammer din hæl en censor, der aktiverer ’fit-systemet’ og får siderne til at trække sig sammen, indtil de smyger sig om din fod. Imens blinker tre små prikker blåt på hælkappen.
Annonse
Lige ved siden af skotungens top sidder to nærmest usynlige knapper. Et lillebitte plus og et lillebitte minus er kontrolcenteret for nylonsnørrebånd Man trykker på minus for at løsne skoen og plus for at stramme den. Og når du gør det, lyser snørebåndsmotoren op.
Og under skoens sål sidder den såkaldte snørebåndsmotor, der er pakket ind i lysende plasticæske, så den ikke går i stykker i hverken regnvejr eller en slentretur ned ad en grusvej.
Men lysene er ikke kun tænkt som ekstra lir, der skal få dig og dine fødder til at skille sig ud i natten. Lysene er et signal om, at motoren er i gang, og hvor tørstige batterierne er.
Hvis sålen lyser blåt, så er batteriet fuldt opladet. Lyser den derimod orange, så har du et par dage tilbage med automatisk snørebåndsbinding, og lyser den rødt, skal du skynde dig at finde noget strøm.
Opladeren er en ledning med en lille magnet for enden, som du bare placerer skoen ovenpå. Den lysende snørebåndskasse siger klik, og efter tre timer i opladeren holder batterierne i godt og vel to uger.
Prisen på de nye sneaks er stadig ukendt. Og hvis man gerne vil have de højteknologiske sko hjem i garderoben, så skal man lave en aftale via Nike+ app’en.
Annonse
I videoen herunder kan du både se skoene blinke, trække sig sammen og lade op.