23 fede efterårsjakker

Sæsonskifte: 23 jakker til et velklædt efterår

Inspiration til dit næste jakke-køb

23 fede efterårsjakker
Offentliggjort

Så kunne sommeren ikke strækkes længere. Det er tid til at lægge det lette tøj på hylden for denne gang.

Den nye sæson byder på masser af pilotjakker, pelskraver og tweed. Der er stadig godt med khaki- og jordfarver på herregarderobens største klassikere. Sidste års 1970’er-bølge forlænges og får i denne sæson selskab af en 90’er-stil med træningsdragter, pelskraver og logoer.

Det er ikke kun en dårlig ting, at vejret nu bliver koldere, for det kan godt være at sommertøj er behageligt, men det er altså nemmere at tage sig velklædt ud om efteråret.

Fold rullekraven og hop i en af disse 23 jakker, der gør efteråret lidt mere stilet.

Sommerens workwear-tendens fortsætter i efteråret, og til denne bevægelse hører også den oprindelige militærjakke feltjakken. Jakken er karaktiseret ved de fire frontlommer og en hætte, der kan gemmes væk i kraven. Britiske Folk har moderniseret den lidt med lynlåsene i de nederste lommer.

Mads Nørgaards uld- og polyester-jakke kunne godt gå hen og blive din efterårsjakke de næste mange år. Det helt enkle snit og den altid velfungerende navy farve gør, at den kan trækkes over stor set alt.

Man kan altid bruge en helt klassisk og veldesignet tre-knaps frakke. Den formår at hive dit outfit op på et mere formelt og velklædt niveau.

Det er ikke længere kun din gamle matematiklærer eller morfar, der går i fløjlsbukser. Our Legacy, AMI og Kitsuné er blot få blandt mange store mærker, der har genoplivet fløjlsbukserne til denne sæson. Den genfundne kærlighed for fløjl er også blevet overført til jakkedesign. Her kombinerer Kitsuné endda med den populære pelskrave.

Den løse silhuet vinder frem for tiden, som modsvar på de sidste 10 års ultra stramme tøj. Og det er netop denne silhuet, det nye danske mærke Mfpen satser på.

En arbejdsjakke i opdateret version til det tidlige efterår, hvor den kan trækkes over en sweatshirt eller striktrøje.

Den falske pels fylder godt i en af tidens mest dominerende stilretninger, som har taget 90’erne sig til og hylder det ’grimme’ og provinsielle. En af de største fortaler for denne stil herhjemme er Han Kjøbenhavn, der har lavet en efterårskollektion fyldt med falsk pels og logo-printede træningsdragter.

Won Hundred har til efteråret lavet denne maritime dobbeltradede frakke, der også kan gå som en kraftig jakkesætsjakke. Den maritime stil er udødelig i modebilledet og vil også i denne sæson spille en tydelig rolle.