Auto-CV med Adam Schnack

Se ejendomsmægler Adam Schnacks biler gennem karrieren

Man kan sige meget om en mand ud fra hans bilvalg. Så her er Adam Schnacks Auto-CV.

Auto-CV med Adam Schnack
Offentliggjort

Adam Schnack blev født i 1976 i Hellerup. Han er uddannet cand.merc. i filosofi i 2001 og siden som ejendomsmægler i 2011. Sideløbende har han handlet med vin, og fra 1998 til 2008 stiftede og drev han cateringfirmaet Il Buon Gusto sammen med en række partnere. Desuden har han medvirket i diverse boligprogrammer og udgivet en bog om indretning og arkitektur.

Foto: Tine Sletting

1980 Mercedes SL 380, rød

Stifter og direktør i cateringfirmaet Il Buon Gusto.

Jeg var 30 år, før jeg fik min første bil. Indtil da havde jeg mest kørt i forbindelse med mit arbejde. På dette tidspunkt havde jeg et cateringfirma, som jeg grundlagde med nogle venner, fordi vi var vilde med at lave mad, og fordi jeg havde brug for at bruge mine hænder til andet end at bladre i lærebøger.

Det var ren kærlighed og entreprenørskab, men vi endte med at have en rigtig stor forretning med tre butikker og 30 ansatte. En sommer skulle jeg til Skagen. Det var op til uge 29, min kæreste var ude at rejse, og jeg tænkte, at jeg måtte op og se, hvad det var for noget.

Men jeg skulle bruge en bil og så fik jeg ideen om at købe en gammel Mercedes, som jeg altid havde drømt om. Jeg fandt den her signalrøde sag hos en fusker oppe i Nordsjælland, og så kørte jeg ellers til Skagen med kluden nede og radioen oppe på fuldt drøn. Det var en fed bil. V8, rød lak, sort læder og meget pålidelig.

1984 Mercedes 230 SE, grøn

Stifter og direktør i Il Buon Gusto, derefter ejendomsmægler-trainee og ejendomsmægler.

I 2008 fik jeg mit første barn. Min kæreste var i mellemtiden blevet til min hustru, og nu stiftede vi så familie. Det gik lige at få en barnestol monteret bag i cabrioleten, men barnevognen kunne vi ikke have med, så vi købte endnu en gammel Mercedes.

Denne gang en 230 SE, altså en semiklassisk stationcar. Den var grøn, og den var fed. En rigtig familievogn, kæmpe stor og komfortabel – nærmest som en rullende sofa, bygget ind i en container med uendelig plads. Det betød også, at den gamle røde Mercer efterhånden kun blev brugt til at køre små æresrunder i.

Jeg kørte i det hele taget ikke ret meget. Jeg tog cyklen, når jeg bare var mig selv, så sportsvognen stod bare og stod, og det kunne jeg ikke rigtig bære, så jeg solgte den i 2010, og året efter solgte jeg også SE’eren.

BMW 328i sedan, koksgrå

Ejendomsmægler hos Ivan Eltoft Nielsen.

Alt i mens jeg stiftede familie og skiftede bil, tog min karriere en ny drejning. Vores cateringfirma blev hårdt ramt af finanskrisen, og vi blev snydt af en partner. Oven i det hele døde min storebror, som også var med i firmaet, og som jeg var enormt tæt på.

Det var en sort periode i mit liv. Jeg afhændede firmaet og trak mig ind i mig selv. Jeg kunne lide boliger og arkitektur, og jeg havde lidt penge på kistebunden, så jeg besluttede at starte forfra. Jeg ville være liebhaver-ejendomsmægler. Da jeg i 2013 blev partner, købte jeg min første nye bil, en BMW 328i. En rigtig ejendomsmæglerbil, dyr og lækker, men også lidt upersonlig. Jeg savnede en bil med charme.

2012 Landrover Dicovery 4, grå

Ejendomsmægler hos Ivan Eltoft Nielsen.

Til sidst blev det for meget med den BMW, så jeg skilte mig af med den og lånte i stedet Ivan Eltofts Land Rover. Meget sødt af ham og en rigtig lækker bil, som havde noget mere personlighed. Vi endte med at køre den i otte måneder, indtil jeg stoppede og startede for mig selv.

2010 Mercedes A180, sort

Stifter og leder af ejendomsmæglerfirmaet Adam Schnack. Desuden mægler i tv-programmet ’Blændende Boliger’ samt forfatter til bogen ’Boligdrømme’.

I 2016 grundlagde jeg mit nuværende ejendomsmæglerfirma med nogle partnere. Jeg sadlede om og fik en mere ydmyg bil, en seks år gammel Mercedes A180.

Helt praktisk, røvsyg faktisk, men billig på alle måder. En dag i slutningen af 2017 kørte jeg på motorvejen, da en anden bil kom op på siden af mig. Han dyttede helt vildt og signalerede, at jeg skulle rulle vinduet ned. ’Der er ild i din bil,’ råbte han.

Lige under forsædet stod en kæmpe stikflamme ud fra motorrummet, og i løbet af de næste minutter bredte det sig med lynets hast. En medtrafikant forsøgte at slukke ilden med en brandslukker, men der var ikke noget at gøre.

Bilen gav en hvislende lyd, og så tog vi benene på nakken og nåede væk, inden bilen eksploderede med et kæmpe brag. Da brandvæsnet kom efter meget få minutter, var bilen så udbrændt, at brandmændene måtte spørge mig, hvilken bil det var.

2015 Ferrari FF, grå

Stifter og leder af ejendomsmæglerfirmaet Adam Schnack.

Jeg klagede min nød til Mercedes. Bilen var ikke ny, men jeg havde købt den hos dem. De sendte sagen helt ned og vende i Stuttgart, før de skrev til mig, at de ikke kunne hjælpe mig, da de ikke kendte til bilens historie eller identitet.

Rimelig vildt, eftersom de både havde solgt den som ny og igen som brugt mindre end et år forinden. Heldigvis har jeg nogle meget søde og meget rige venner.

En af dem samler på biler, og han spurgte, om jeg ikke ville låne en bil af ham, så jeg kunne komme omkring. Jo, tak. Det viste sig at være en Ferrari FF, den vildeste køremaskine. Altså, havde den vinger, så fløj den, men den var faktisk også praktisk. Der var mere plads i den, end der var i min BMW.

2007 Mercedes E280 stationcar, sort

Stifter og leder af ejendomsmæglerfirmaet Adam Schnack.

Det var generøst sådan at låne mig en Ferrari, men det går jo ikke i længden, så jeg afleverede og anskaffede mig en ny bil. Og som den ubegribeligt loyale Mercedes-mand jeg er, så købte jeg faktisk en Mercedes igen. Denne gang dog ikke af Mercedes selv, ellers tak. Den er stor og lækker, og så håber jeg bare, at der ikke går ild i den.

LÆS OGSÅ: Graus anmeldelse af Volvo XC40: Ikke helt så lækker som dens dyre søskende, men den er yngre og billigere

LÆS OGSÅ: Her er politiets auto-CV

LÆS OGSÅ: Christian Grau: "Det er noget af det mest vellykkede, Mercedes har tegnet i årevis"