Test af Rolls Royce: Et døgn i mageløs luksus

Chaufføren venter mig i ankomsthallen. Rolls-Royce står der på skiltet, han står med – ikke skrevet med tilfældig håndskrift men med officiel typografi, sirligt grafisk placeret og tilskåret til pappet.

Han er sidst i 20’erne og iført sorte bukser og hvid skjorte, ulastelig som skiltet, men også moderne og afslappet. Jeg giver ham hånden og følger efter ham ud i den varme formiddag, og der står den – en sort i sort Rolls-Royce Wraith Black Badge. Aldrig har der været mere nice i Nice.

Wraith er englændernes bud på en ekstravagant coupe, og Black Badge er den nye mere moderne og ungdommelige produktlinje i Rolls-Royces sortiment – altså forudsat at du har 5,6 millioner kroner at købe bil for allerede som ung. I hvert fald er den sort som arvesynden.

Sort lak, sort køler, sorte fælge og sort kabine med enkelte bragende blå detaljer. Var man Kanye West, var det den, man ville vælge, og var man Elton John, ville man gå efter den ’almindelige’ Wraith, der typisk kommer i farver som turkis og blå eller brun og brunere.

Jeg er hverken West eller Elton, og det nærmeste jeg har været en Rolls-Royce, er en tur på passagersædet fra København til Glostrup i en 1958 Silver Wraith. Det var så til gengæld heller ikke nogen hvilken som helst tur, idet bilen også kaldes Store Krone og turen startede i Dronningens garage på Amalienborg, men det er en anden historie.

Det korte og det lange er, at jeg aldrig har kørt en Rolls. Til gengæld er alt godt i min opvækst altid blevet benchmarket mod Rolls-Royce – altså hvis noget var det bedste, så var det Rolls-Royce. Leica var kameraernes Rolls-Royce, Den Gule Enke var champagnernes Rolls-Royce og bearnaise var sovsenes Rolls-Royce – vi var uoplyste og lykkelige, men det har da opbygget en stor nysgerrighed at se, hvor overjordisk god en Rolls-Royce så er.

Er den så at sige bilernes Rolls-Royce – eller Leica om man vil. Bare det ikke er Den Gule Enke.

Første indtryk. Som alle andre nye Rolls-Royces er Wraith Black Badge ikke nogen smuk bil, den er bare voldsom og magtfuld. Hvis Darth Vader kørte bil, ville han køre Wraith Black Badge.

Den indgyder respekt, fordi man ved, hvad det er. Havde det været en ambitiøs Dacia, var man død af grin. Nu er det en Rolls, og derfor er den arrogant. Fra den høje stejle køler og hele vejen ned rundt om den kraftige C-stolpe til de kromindpakkede baglygter emmer den af et svulstigt drama, der kun matches af de mest opulente operaer.

Den bil er kort sagt enorm – knap 5,3 meter lang, 1,95 meter bred og en egenvægt omkring 2,5 tons. Voldsomme dimensioner, ikke mindst når man betænker, at der er tale om en coupe. Vi er to journalister plus benævnte chauffør, så jeg tænker, at jeg vil erobre forsædet, men man kan altså nærmest ligge udstrakt bagi.

Hvad skal der til for at flytte sådan en skude. Tjoh, en 6,6 liter 12-cylindret twin turbo-maskine med godt 632 hestekræfter 870 Nm træk. Alligevel er den ubegribeligt stille, da chaufføren sætter gearvælgeren i D, og vi triller ud i den sydfranske formiddagstrafik.

Det føles fuldstændig som en elbil eller som at være pakket ind i en gigantisk kugle af vat. Der er absolut lydløst i kabinen, som vi svæver luftaffjedret gennem vejnettet med kurs mod de skovklædte bakker i Alpes Maritimes mellem Cannes og Saint-Tropez.

Her tjekker vi ind på det femstjernede hotel Terre Blanche, der består af en række bungalows, omkranset af en golfbane i et enormt indhegnet område. Og så står resten af dagen ellers bare på prøvekørsel af den opstillede buffet af Rolls-Royces fra den omtalte Wraith til cabrioleten Dawn og limousinen Ghost.

Jeg lægger for med en ’almindelig’ Wraith, ivrig efter selv at sidde bag rattet. En fantastisk detalje ved bilen er ’suicide doors’, altså døre som er hængslet ned mod bagenden, så de åbner ud mod køreretningen.

I tidernes morgen resulterede konstruktionen i en række bizarre ulykker, hvor folk blev slynget ud af bilen, hvis de åbnede dørene under kørslen – og deraf navnet.

På Wraith og de få andre moderne biler med selvmordsdøre har man naturligvis sikret sig, at dørene ikke kan åbnes, når bilen er i bevægelse, og så giver systemet den fordel, at det er ekstra nemt at sætte sig ind i bilen.

Til gengæld ville den enorme dør næsten være umulig at lukke, hvis ikke det var fordi, at den betjenes automatisk ved tryk på en knap i instrumentbordet og således skåner dig for ydmygelsen ved at skulle læne din muligvis aldrende, korpulente og bonelock-opererede rigmandskrop frem og forsøge at nå ud til dørgrebet, når du først har slået røven i det bløde lædersæde.

Derudover udmærker bilerne sig ved umiddelbart ikke at have nogen genkendeligt genbrugte interiørdele fra andre biler. Rolls-Royce ejes i dag af BMW, og normalt vil den slags ejerforhold betyde, at knapper, skærme, spejle eller andre dele genbruges, men den eneste stump, der virker bekendt i Wraith, er den røde knap, der udløser sikkerhedsselen.

Ellers er alt designet og i mange tilfælde håndlavet til lejligheden. Det mærkes i hver en knap, der føles, som ligger der en doktorgrad i perfekt modstand bag.

Hertil kommer materialevalget, der veksler fra hvad, der ligner håndvævet kulfiber, til kraftigt håndsyet læder og paneler med uendelige mængder af lak. Ofte udformet i grænsesøgende farver som blå, turkis og lilla, der ville have været helt off i alle andre biler, men synes at komme til deres ret her. Eller også er det, fordi fattigrøve som mig i den grad kører Rolls-Royce som en oplevelse og gerne vil have det hele med.

Ville man selv vælge den i sort og lilla læder – jamen, så langt rækker min fantasi slet ikke. Rolls-Royce er ikke som en Jaguar eller en Mercedes, hvor du ved, at de voldsomme nedskrivninger en dag vil bringe bilen indenfor din økonomiske rækkevidde. Det er og bliver en indhegnet drøm, præcis som hotellet, hvis bevogtede indkørsel jeg nu svinger ud af.

Og virkeligheden i Alpes Maritimes er fuld af ivrige Renault’er, udtjente Peugeot’er og solblegede Citroën’er, der ikke giver sig en tomme på de smalle skovveje. Tværtimod. Det er, som om der vækkes en kontrær socialist i alle medtrafikanter, når der kommer en bred Rolls-Royce glidende mod dem. Fandeme om de vil vige for kapitalen, så flere gange må jeg næsten tage farten helt af og søge helt ud i vejsiden.

Nu passer det også rigtig fint til en Rolls-Royce at blive kørt standsmæssigt langsomt. Så mærker du ikke, at du kører, du svæver bare lydløst af sted og viger overbærende for de overtændte medtrafikanter.

Inde i Wraith Black Bagde

Men når pladsen tillader det, får speederen lidt vægt og afslører, at Wraith, trods de færgelignende dimensioner også kan være en hurtig bil. 4,5 sekund fra nul til 100 siger de officielle tal, men fart er noget løjerligt noget.

Iført tonstyk britisk komfort oplever man accelerationen som et behageligt skub tilbage i lædersædet, mens de tolv cylindre giver en velafstemt, ubesværet brummen fra sig, og vejtræerne suser lidt hurtigere forbi.

Styretøjet er let, som det hører sig til i en limousine, men også ganske præcist og trods luftaffjedring og luksusindpakning er der både lidt feedback og balancefølelse fra de fire 21-tommer hjul. Bremserne bider effektivt men også behageligt ind, så faktisk føles bilen slet ikke så voldsom, som den er.

Det er mere oplevelsen af de store dimensioner på den smalle vej, der holder en tilbage. Man kan sige, at den mere indbyder til at blive kørt andægtigt, men oplevet indefra føles den andægtig og tilbageholdende, selv når man ikke holder sig tilbage.

Nu vi taler om kræfter, så opererer Rolls-Royce ikke med en traditionel omdrejningstæller. I stedet har bilerne et Power Reserve Meter, som angiver, hvor mange procent trækkraft, du har tilbage, og lad mig sige det sådan, du ligger sjældent under 70 % kraftoverskud, og kun ved meget friske accelerationer, sniger den sig under 50 %-mærket.

En anden bemærkelsesværdig detalje er, at briterne holder stædig fast i analoge instrumenter i en tid hvor trenden ellers går mod digitalisering. Meget godt kan man sige om multi-funktionaliteten på et digitalt instrumentbræt, men kromringe, Schweizerur-grafik og sorte nåle på hvide skiver ser bare bedre og mere eksklusivt ud.

Fremme ved et indlagt kaffestop i Saint-Tropez bytter jeg til en blålig Dawn og sætter kursen retur. Her er ingen vindstøj og ingen turbulens, før du virkelig giver den gas, og med kluden oppe er den mere lydløs end en tysk direktionsvogn.

Samtidig er Dawn den af alle cabrioleter, jeg har oplevet med mest plads på bagsædet – den føles som en velvoksen luksusmotorbåd, men præcis som Wraith sejler den ikke til trods for sin størrelse.

Så mangler jeg vel egentlig bare at køre Ghost. Den klassiske firedørs limousine og faktisk den smukkeste af de tre omtalte modeller. Jeg vinder en Ghost Black Badge, altså kulsort med lilla interiørdetaljer. Totalt over stregen, men også uimodståelig.

Her er selvmordsdøren i øvrigt placeret bag i, og bilens æstetiske detalje er, at de forkromede dørhåndtag til for- og bagdørene samles til ét, når dørene er lukket.

Turen går til en lokal pop up-restaurant, og på turen hjem benytter jeg lejligheden til at sætte mig bagi. Solen er for længst gået ned over bakketoppene, og over mig lyser en stjernehimmel af små dioder, mens bilen lydløst glider hjemad. Det har i sandhed været en lang dag i mageløs luksus.

Er bilerne så hævet over alle andre biler og en brugbar analogi for det ypperste? Hvad angår første del af spørgsmålet, må svaret være ja. Bedømt på komfort og ekstravagance så er Rolls-Royce i en liga for sig selv. Den får Bentley til at fremstå som en footballers car, som de siger i England.

Men dermed er Rolls-Royce også først og fremmest et statement og det perfekte våben i enhver motoriseret langpisningskonkurrence. Det er en bil af den gamle verden, og som sådan kan man ikke andet end læne sig tilbage og elske den og elske BMW for at lade Rolls-Royce forblive Rolls-Royce. At den i dag så først og fremmest finder sine ejere blandt smagløst rige mennesker i den nye verden, er en anden sag.

LÆS OGSÅ: Se ejendomsmægler Jesper Nielsens biler gennem karrieren

LÆS OGSÅ: Hold på hat og briller: Ny superbil kan blive verdens hurtigste

LÆS OGSÅ: Netflix for biler: Porsche lancerer nyt luksusbil-abonnement